Bekendtgørelse om styrtsikre førerhuse og beskyttelsesbøjler (førerværn) til visse selvkørende motorredskaber. (*
BEK nr 194 af 01/05/1970
§ 1
Fra 1. september 1970 skal selvkørende motorredskaber, der i henseende til risiko for væltning og/eller stejling kan sidestilles med motorredskaber opbygget på grundlag af to-akslede traktorer, ved levering som nye til brug her i landet være forsynet med beskyttelse for føreren (førerværn), hvorved denne er tilbørligt sikret ved motorredskabets væltning sidelæns eller bagover. Beskyttelsen skal være godkendt af direktoratet for arbejdstilsynet.
Samme krav gælder alle sådanne motorredskaber, der er importeret som brugte, når første levering til brug her i landet sker 1. september 1970 eller senere.
Kravene i § 1, stk. 1 og 2, gælder ikke sådanne motorredskaber, hvis egenvægt efter fradrag af den beregnede vægt af fastmonteret udstyrr til arbejdsredskaber, kontravægt o.lign. overstiger 7 tons.
Beskyttelsen skal bestå i et styrtsikkert førerhus eller en beskyttelsesbøjle (førerværn) udført i overensstemmelse med de sikkerhedsanvisninger for styrtsikre førerhuse og beskyttelsesbøjler til visse selvkørende motorredskaber, der er optaget som bilag til denne bekendtgørelse, samt efter de i §§ 2 og 3 indeholdte regler.
§ 2
Godkendelse kan meddeles, når førerværnet sammen med den redskabsmodel, på hvilken montering skal ske, er afprøvet med tilfredsstillende resultat af Statens Redskabsprøver eller af en tilsvarende udenlandsk prøveanstalt.
Omkostningerne ved afprævning skal bæres af den, der begærer prøven afholdt, såsom konstruktøren, fabrikanten eller leverandøren.
§ 3
Direktoratet for arbejdstilsynet kan påbyde, at førerhuset leveres med det advarselsopslag, der er omtalt i bilaget, pkt. 12.
§ 4
Direktoratet for arbejdstilsynet kan i de enkelte tilfælde eller ved motorredskaber af særlig konstruktion eller til særligt anvendelsesformål tillade afvigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse eller de dertil knyttede anvisninger, når det skønnes rimeligt og forsvarligt.
§ 5
Overtrædelse af denne bekendtgørelse og de nævnte anvisninger straffes efter § 71 i lov om almindelig arbejderbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 297 af 4. juli 1968, § 25 i lov om arbejderbeskyttelse inden for handels- og kontorvirksomhed, jfr. lovbekendtgørelse nr. 298 af 4. juli 1968, og § 24 i lov om arbejderbeskyttelse inden for landbrug, skovbrug og gartneri jfr. lovbekendtgørelse nr. 299 af 4. juli 1968, med bøde, for så vidt forholdet ikke efter lovgivningens almindelige bestemmelser medfører højere straf.
§ 6
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. september 1970, således at godkendelse af førerværn kan meddeles fra denne dato.
pre_paragraph I medfør af §§ 17 og 29 i lov om almindelig arbejderbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 297 af 4. juli 1968, §§ 9 og 11 i lov om arbejderbeskyttelse inden for handels- og kontorvirksomhed, jfr. lovbekendtgørelse nr. 298 af 4. juli 1968, og §§ 9 og 21 i lov om arbejderbeskyttelse inden for landbrug, skovbrug og gartneri, jfr. lovbekendtgørelse nr. 299 af 4. juli 1968, fastsættes herved følgende:
Arbejdsministeriet, den 1. maj 1970., den 1. maj 1970
/Lauge Dahlgaard. Lundbeck./
Bilag.
Sikkerhedsanvisninger for styrtsikre førerhuse og beskyttelsesbøjler til visse selvkørende motorredskaber.
- Førerhuse skal have en sådan styrke og være så sikkert monteret på motorredskaber, at føreren og eventuelle passagerer i huset opnår tilfredsstillende beskyttelse mod at komme til skade, dersom motorredskabet vælter eller stejler.
Anm.: Styrken anses som tilstrækkelig, dersom huset uden deformation, som kan anses at indebære fare for fører eller passagerer, består følgende prøver udført på samme hus og i nedennævnte rækkefølge: a.Slagprøve med pendulklods i vandret retning bagfra mod den del af huset, som kan ventes at optage stødet ved stejling. Klodsens vægt skal være mindst 1 ton. Slagenergien, Lb kmp, skal være Lb = 250 + 0,04 x G. b.Slagsprøve med pendulklods i vandret eller noget nedadvendende retning fra siden vinkelret mod husets øverste del. Klodsens vægt skal være mindst 1 ton. Slagenergien, Ls kmp, skal være Ls = 250 + 0,3 x G. For motorredskaber fra og med 4,5 tons vægt beregnes slagenergien, Ls, efter formlen: Ls = 700 + 0,2 x G. c.Statisk belastning lodret fra oven mod husets øverste del med en kraft svarende til to gange motorredskabets vægt (G). Belastningen fordeles på bærende detaljer ved passende mellemlæg. For G indsættes overalt: Den ubelastede maksimale vægt af motorredskabet med fyldte tanke efter fradrag af den beregnbede vægt af fastmonteret udstyr til arbejdsredskaber, kontravægt o.lign. Motorredskabet skal under prøven være solidt forankret til fast underlag.
- Førerhuse skal være således udført, at fremstående dele, såsom stagjern, hjørner eller kanter, ikke umiddelbart kan forårsage skade. Det kan f.eks. blive nødvendigt at sikre vinduesviskerens motor ved polstring. Opmærksomheden må særligt rettes mod indertagets beskaffenhed, navnlig over førerens hoved. I øvrigt henvises til »Almene sikkerhedsforskrifter« ( 1), som for aktuelle punkters vedkommende må iagttages.
- Døre skal, såfremt intet er til hinder derfor, anbringes på begge sider af huset. Hvor det er nødvendigt for at lette ind- og udstigning, skal der findes stigbøjle og håndtag.
Huset skal i øvrigt være således indrettet, at føreren og passagerer let kan komme ud, dersom motorredskabet er væltet eller stejlet. Udgangene skal være lette at åbne fra husets inderside.
Anm.: Kravene i andet stykke anses for opfyldt, dersom huset er åbent eller oplukkeligt bagtil og desuden har enten en dør på hver side eller dør på den ene side og tagluge eller aftageligt tag. Det samme gælder, dersom huse, der mangler sidedøre, er forsynet med tagluge samt er åbne eller oplukkelige bagtil og tillader yderligere mindst een mulighed for at komme ud.
- Huset skal være således udformet, at det ikke hindrer montering eller tilkobling af sådanne maskiner, redskaber, vogne o.s.v., som normalt anvendes til motorredskaber. Det skal være så rummeligt, at føreren har god bevægelsesfrihed under kørslen samt ved betjening af maskiner, redskaber, vogne o.s.v. Føreren skal i albuehøjde have en fri afstand på mindst 45 cm til hver side målt fra rattets centrum. Afstanden mellem belastet sæde (ca. 70 kg) monteret med standardpolstring og tagets laveste del skal være mindst 1 m. Den mindste frie afstand omkring rattets omkreds skal i motorredskabets længderetning være 6 cm og iøvrigt 8 cm.
- Huset skal være forsynet med vinduer, som giver tilstrækkeligt udsyn. Vinduerne skal have ruder af et materiale, som ikke ved knusning giver skarpe spidser.
- Døre til huset, oplukkelige vinduer eller andre bevægelige dele skal være holdbart udført.
- Huset skal være forsynet med vinduesvisker.
- Huset skal være således indrettet, at den kørende i videst mulig udstrækning kan undgå generende træk. Tilfredsstillende ventilationsmuligheder skal dog findes.
- Huset skal i videst mulig udstrækning være således udført og monteret, at føreren ikke udsættes for generende støj.
- Materialet i svejste konstruktioner skal være egnet til svejsning. Svejsearbejde må kun udføres af kvalificerede svejsere.
- Bestemmelserne i pkt. 1-10 om førerhuse gælder i tillempet form også for beskyttelsesbøjler.
- I førerhuset (beskyttelsesbøjlen) skal findes et opslag med tydelig og holdbar tekst af følgende ordlyd:
ADVARSEL
Ved væltning:
Hold fast i rattet.
Spring ikke af!
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1970
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1970