TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om behandling af ansøgninger om værnepligtens opfyldelse ved bistandsarbejde i udviklingslande.

BEK nr 340 af 24/07/1970

DanmarkBekendtgørelse1970

§ 1

Ansøgning om tilladelse til at opfylde værnepligten ved udførelse af bistandsarbejde i udviklingslande indsendes inden 14 dage efter modtagelse af indkaldelsesordre til aftjening af værnepligt. Værnepligtige læger, der som studerende har forrettet tjeneste ved Forsvarets Lægekorps' rekrutskole, men som endnu ikke er mødt ved forsvarets underlægeskole, kan dog indsende sådan inden 14 dage efter modtagelse af indkaldelsesordre til møde ved forsvarets underlægeskole.

Stk. 2

Ansøgning indsendes til Mellemfolkeligt Samvirke.

Stk. 3

Ansøgning indgives på en af 1. udskrivningskreds godkendt blanket.

Stk. 4

Mellemfolkeligt Samvirke kan tillade, at en for sent indgivet ansøgning betragtes som rettidig, når overskrivelse af de i stk. 1 og stk. 2 anførte frister skyldes forhold, som ikke kan lægges den værnepligtige til last.

Stk. 5

Ansøgning fra en værnepligtig, der tidligere er blevet nægtet tilladelse til at opfylde værnepligten ved udførelse af bistandsarbejde i udviklingslande, afvises uden fornyet prøvelse.

§ 2

Såfremt en ansøger ikke er egnet til bedømmelse, og han ikke inden 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt ham, tilbagekalder sin ansøgning, meddeles der ham udsættelse med aftjening af værnepligt, såfremt de i lovens § 2, stk. 3 omhandlede betingelser er opfyldt. Udsættelse kan dog højst gives i et tidsrum af 14 måneder, regnet fra det tidspunkt, hvor det konstateres, at ansøgeren ikke er egnet til bedømmelse,

Stk. 2

Udsættelse gives af følgende myndigheder:

a) til værnepligtige, der har modtaget indkaldelsesordre til at møde ved forsvaret: Forsvarskommandoen,

b) til værnepligtige, der har modtaget indkaldelsesordre til at møde ved civilforsvaret: Civilforsvarsstyrelsen,

c) til værnepligtige, der har modtaget indkaldelsesordre til at møde ved civilt arbejde: 1. udskrivningskreds.

§ 3

Tilladelse til at opfylde værnepligten ved udførelse af bistandsarbejde i udviklingslande meddeles af 1. udskrivningskreds.

Stk. 2

Tilladelse kan kun meddeles værnepligtige, som ved bedømmelsen er anset for egnede til at udføre bistandsarbejde, jfr. lovens § 2.

§ 4

De indenrigsministeren i medfør af lovens § 3, stk. 2, og § 8, stk. 2, tillagte beføjelser udøves af 1. udskrivningskreds, for så vidt angår afgørelser i medfør af lovens § 3, stk. 2, dog efter forhandling med Mellemfolkeligt Samvirke og forsvarskommandoen.

§ 5

Forsvarskommandoens afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for forsvarsministeren inden en uge efter, at afgørelsen er meddelt den værnepligtige.

Stk. 2

Civilforsvarsstyrelsens og 1. udskrivningskreds' afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for indenrigsministeren inden en uge efter, at afgørelsen er meddelt den værnepligtige.

Stk. 3

Mellemfolkeligt Samvirkes afgørelser i henhold til denne bekendtgørelse kan indbringes for ministeren for teknisk samarbejde med udviklingslandene inden en uge efter, at afgørelsen er meddelt den værnepligtige.

Stk. 4

Vedkommende minister kan fravige fristen, dersom særlige grunde taler derfor.

§ 6

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1970.

Stk. 2

Uanset reglen i § 1, stk. 1, udløber ansøgningsfristen for værnepligtige, der allerede har modtaget eller vil modtage indkaldelsesordre før den 1. september 1970 til møde den 1. januar 1971 eller senere, med udgangen af august måned 1970.

pre_paragraph I medfør af § 7, jfr. § 1, stk. 4, i lov nr. 272 af 4. juni 1970 om værnepligtens opfyldelse ved bistandsarbejde i udviklingslande og efter forhandling med ministeren for teknisk samarbejde med udviklingslandene og forsvarsministeren fastsættes:


INDENRIGSMINISTERIET, DEN 24. JULI 1970.

/H. C. Toft. Louis Heegaard./

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1970
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1970
Bekendtgørelse om behandling af ansøgninger om værnepligtens opfyldelse ved bistandsarbejde i udviklingslande. | TheLawyer.sh