Bekendtgørelse om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom.
BEK nr 389 af 24/08/1970
§ 1
Pligt til at svare frigørelsesafgift i henhold til lovens § 1, stk. 1, anses for indtrådt fra og med datoen for boligministeriets bekendtgørelse i Statstidende af ministeriets eller byplannævnets godkendelse af byplanvedtægter, bygningsvedtægter eller byudviklingsplaner samt tillæg til disse.
Afgiftspligten i henhold til stk. 1 indtræder dog kun, såfremt boligministeriet eller byplannævnet har godkendt byplanvedtægter, bygningsvedtægter eller byudviklingsplaner samt tillæg til disse efter den 1. januar 1970.
§ 2
Statens ligningsdirektorat bemyndiges til at fastsætte de nærmere regler for den i lovens § 3, stk. 1, omtalte fordeling af ejendomsværdier m.v., samt for det i lovens § 3, stk. 2, nævnte fradrag for værditab på bygninger.
§ 3
Påligningen af frigørelsesafgift foretages af de samme myndigheder, som foretager påligningen af indkomst- og formueskat til staten for personer. Afgiften pålignes af de skattelignende myndigheder i den kommune, hvor den afgiftspligtige ejendom ligger.
I de tilfælde, hvor en ejendom ligger i flere kommuner, foretages påligningen af frigørelsesafgiften af de skattelignende myndigheder i den kommune, hvor inddragelse under en byzone eller et sommerhusområde finder sted. Sker inddragelse af arealer fra en ejendom til byzone eller sommerhusområde i flere kommuner, pålignes frigørelsesafgiften af de skattelignende myndigheder i den kommune, hvor det største areal inddrages. Tilsvarende regler gælder, når afgiftspligt indtræder efter bestemmelserne i lovens § 11, stk. 1 og 2.
§ 4
Snarest efter, at en kommunalbestyrelse fra et vurderingsråd har fået underretning om, at der er foretaget en vurdering af en afgiftspligtig ejendom, giver kommunalbestyrelsen den kommunale ligningsmyndighed i den kommune, i hvilken påligning af frigørelsesafgiften ifølge § 3 skal foretages, meddelelse herom. Den kommunale ligningsmyndighed giver herefter uden ufornødent ophold meddelelse om afgiftspligten til den, der ifølge tingbogen havde adkomst til ejendommen på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, og vedlægger et særligt skema til brug ved beregningen af frigørelsesafgiften.
Den, der har modtaget den i stk. 1 omtalte meddelelse, skal, hvis ejendommen på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden var afstået til en anden, snarest muligt tilbagesende skemaet til den kommunale ligningsmyndighed og samtidig oplyse, hvem der har erhvervet ejendommen. Den kommunale ligningsmyndighed skal herefter underrette erhververen om afgiftspligtens indtræden og sende skemaet til denne.
Reglerne i stk. 1 og 2 finder også anvendelse, hvor afgiftspligt for en ejendom er indtrådt i henhold til bestemmelserne i lovens § 11, stk. 1 og 2.
Den afgiftspligtige skal i skemaet redegøre for, hvornår den afgiftspligtige ejendom er erhvervet, hvilke af de i lovens § 2 omtalte basisbeløb, der ønskes anvendt, hvilke udgifter til forbedringer der i henhold til lovens § 3, stk. 1, ønskes taget i betragtning, samt om der begæres fradrag for værditab på bygninger i henhold til lovens § 3, stk. 2.
Senest en måned efter skemaets modtagelse skal den afgiftspligtige tilbagesende dette i udfyldt stand til den kommunale ligningsmyndighed.
§ 5
Den kommunale ligningsmyndighed foretager senest en måned efter udløbet af fristen for den afgiftspligtiges indgivelse af det i § 4 omtalte skema en foreløbig påligning, d.v.s. en foreløbig ansættelse af det afgiftspligtige beløb og en foreløbig beregning af frigørelsesafgiften. Bestemmelsen i statsskattelovens § 23 om, at et medlem af skatterådet skal overvære ligningsmyndighedens foreløbige ansættelse for alle dem, som skal sættes til skat i kommunen, finder ikke anvendelse ved ligningsmyndighedens foreløbige påligning af frigørelsesafgiften. Ligningsmyndigheden underretter ved anbefalet brev den afgiftspligtige om størrelsen af det afgiftspligtige beløb, samt om den afgift, der skal svares. En udskrift af afgiftsberegningen skal vedlægges. Der skal samtidig gives den afgiftspligtige oplysning om mulighederne og betingelserne for at opnå henstand med betalingen af frigørelsesafgiften. Begæring om henstand skal indgives til kommunalbestyrelsen.
Den foreløbige påligning af frigørelsesafgiften kan inden 4 uger efter den i stk. 1 omtalte meddelelse herom påklages til skatterådet.
Skatterådet foretager senest 3 måneder efter udløbet af fristen for den afgiftspligtiges indgivelse af det i § 4 omtalte skema den endelige påligning af frigørelsesafgiften. Afviger den endelige påligning af frigørelsesafgiften fra den af ligningsmyndigheden foretagne foreløbige påligning underrettes den afgiftspligtige herom. Det samme gælder, hvor skatterådet stadfæster en foreløbig påligning, der i henhold til stk. 2 er påklaget til skatterådet. Den afgiftspligtige kan inden 4 uger herefter påklage den endelige påligning af frigørelsesafgiften til landsskatteretten i overensstemmelse med de almindelige regler om adgang til påklage af ansættelse og beregning af personlig skat til staten.
§ 6
Opkrævning af frigørelsesafgiften foretages af den kommune, hvis ligningsmyndighed har foretaget den foreløbige påligning af afgiften.
§ 7
Påligningen af afståelsesafgiften foretages af de samme myndigheder, som foretager påligningen af den af den særlige indkomstskat.
Afståelsesafgiften opkræves af den kommune, hvis ligningsmyndighed har foretaget den foreløbige påligning af afgiften. Afgiften forfalder til betaling i 3 rater den 1. i hver af månederne september, oktober og november i det år, hvori afgiften pålignes, med sidste rettidige betalingsdag for den afgiftspligtige den 20. i forfaldsmåneden. Falder sidste rettidige betalingsdag på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
§ 8
Iøvrigt finder de i skattelovgivningen indeholdte regler om påligning og opkrævning af indkomstskat til staten anvendelse på frigørelses- og afståelsesafgiften, for så vidt de er forenelige med de i lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom og de i denne bekendtgørelse givne bestemmelser.
§ 9
Bekendtgørelsen har virkning fra den 1. januar 1970.
pre_paragraph I henhold til § 1, stk. 4, § 3, stk. 1 og 2, og § 18, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 301 af 12. juni 1970 af lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom bestemmes:
Finansministeriet, den 24. august 1970., den 24. august 1970
/Poul Møller./
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1970
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1970