Bekendtgørelse om fordeling af de af Statens Kunstfond indkøbte værker af billedkunst, kunsthåndværk og kunstnerisk formgivning.
BEK nr 503 af 18/12/1970
§ 1
Inden udløbet af et billedkunstnerisk indkøbsudvalgs beskikkelsesperiode meddeles ved opslag, at et nærmere opgivet antal arbejder af billedkunst, kunsthåndværk og kunstnerisk formgivning vil være til rådighed for statslige, kommunale eller andre institutioner til anbringelse i bygninger og anlæg, der er tilgængelige for offentligheden eller videre kredse af befolkningen.
Ansøgninger, hvortil benyttes særlige skemaer, stiles af samtlige institutioner til fordelingsudvalget, Statens Kunstfond, Østergade 24B, 1100 København K.
§ 2
Der nedsættes et fordelingsudvalg til at foretage fordelingen af fondets indkøbte arbejder. Udvalget består af følgende medlemmer:
- En repræsentant for ministeriet for kulturelle anliggender.
- En fælles repræsentant for Københavns og Frederiksberg kommuner.
- En repræsentant for Amtsrådsforeningen i Danmark.
- En repræsentant for Kommunernes Landsforening.
- Det billedkunstneriske indkøbsudvalg under Statens Kunstfond, i hvis funktionstid kunstværkerne er indkøbt.
- Formanden for udvalget for kunsthåndværket og den kunstneriske formgivning, i hvis funktionstid kunsthåndværket og de kunstnerisk formgivne arbejder er indkøbt.
Udvalget vælger selv sin formand og fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 3
Forinden fordeling finder sted, påhviler det fordelingsudvalget at indhente udtalelse fra:
- Ressortministeriet for så vidt angår ansøgninger fra statslige institutioner,
- Københavns eller Frederiksberg kommunale myndigheder for så vidt angår ansøgninger fra ikke-statslige institutioner i disse kommuner,
- et udvalg nedsat af Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunernes Landsforening for så vidt angår ansøgninger fra ikke-statslige institutioner i øvrigt.
Fordelingen meddeles i kunstfondets årsberetning, som i overensstemmelse med lov nr. 275 af 18. juni 1969 om Statens Kunstfond § 3, stk. 3, indsendes til ministeren for kulturelle anliggender gennem fondets repræsentantskab.
§ 4
Statens Kunstfond deponerer kunstværkerne, kunsthåndværket og de kunstnerisk formgivne arbejder på institutionerne.
§ 5
Indtil den endelige fordeling af en indkøbsperiodes erhvervelser vil disse af Statens Kunstfond kunne stilles til rådighed for arrangører af vandreudstillinger eller repræsentative udstillinger. Vandreudstillinger og arbejder stillet til rådighed for repræsentative udstillinger skal bære Statens Kunstfonds navn.
Kunstværker, kunsthåndværk og kunstnerisk formgivne arbejder, der stilles til rådighed for udstillinger, omfattes af de i § 6 fastsatte bestemmelser for deponerede kunstværker.
§ 6
De deponerede arbejder omfattes af følgende bestemmelser:
- De deponerede arbejder ophænges og opstilles af modtageren i samarbejde med en kunstkyndig.
- Arbejderne anbringes på steder, hvor flest mulige har adgang til dem.
- Den almindelige vedligeholdelse af værkerne påhviler Statens Kunstfond. For beskadigelser hæfter modtageren efter dansk rets almindelige regler.
- Det påhviler modtageren at drage omsorg for, at arbejderne til enhver tid befinder sig i forsvarlig stand. Når skader sker, og ligeledes når der konstateres ændring i bevaringstilstanden, er modtageren pligtig til straks at meddele dette til Statens Kunstfond, der træffer bestemmelse om skadens udbedring eller om arbejdets restaurering.
- Modtageren må ikke uden samtykke fra Statens Kunstfond udlåne eller udleje de modtagne arbejder.
- Statens Kunstfond er berettiget til - så vidt muligt med rimeligt varsel - midlertidigt at hjemkalde deponerede arbejder. I særlige tilfælde vil Statens Kunstfond kunne hjemkalde arbejder endeligt, når det sker med rimeligt varsel og mod tilbud af et eller flere andre arbejder som erstatning. I tilfælde af misligholdelse af de til modtagelsen knyttede forpligtelser kan arbejderne hjemkaldes endeligt uden varsel.
pre_paragraph I henhold til § 7 i lov nr. 275 af 18. juni 1969 om Statens Kunstfond fastsættes følgende:
Ministeriet for kulturelle anliggender, den 18. december 1970., den 18. december 1970
/K. Helveg Petersen. Erik Tjalve./
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1970
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1970