Bekendtgørelse om modermælkserstatninger
BEK nr 119 af 19/03/1971
§ 1
Ved modermælkserstatninger forstås i denne bekendtgørelse mælkekonserves eller de i § 7 omhandlede produkter, som ved anvisning på emballage, i annoncer, i tekst, billeder eller på anden måde fremtræder som bestemt til eller egnet for ernæring af spædbørn i stedet for modermælk.
§ 2
En vare, der forhandles som modermælkserstatning, jfr. § 1, skal opfylde de betingelser, der er fastsat i denne bekendtgørelse. Bestemelserne i bekendtgørelse nr. 124 af 31. marts 1966 om udførsel af mælkekonserves er iøvrigt med de ændringer og tilføjelser, der fremgår af de følgende paragraffer, gældende for modermælkserstatninger.
§ 3
Tilvirkning i omsætningsøjemed af modermælkserstatninger må kun ske på fabrikker (virksomheder), som af landbrugsministeriet er autoriseret til tilvirkning af mælkekonserves til udførsel.
Ingen autoriseret fabrik må påbegynde tilvirkningen af modermælkserstatninger, forinden fabrikken har foretaget anmeldelse herom til Statskontrollen med mejeriprodukter og æg m.m. Landbrugsministeriet kan fastsætte, at der under hensyn til den anmeldte vares karakter og sammensætning skal opstilles særlige vilkår for varens forhandling.
Anmeldelsen skal indgives i 3 eksemplarer og indeholde en nøje angivelse af varens sammensætning, herunder oplysning om, hvorvidt der i varen indgår fedtstoffer af den i § 7 nævnte art. Endvidere skal anmeldelsen bl.a. indeholde oplysning om fremstillingsmetode.
Ingen ændringer i sammensætningen må foretages, forinden anmeldelse herom er indgivet til statskontrollen.
§ 4
Modermælkserstatninger skal være fremstillet ud fra komælk ved forstøvningsmetoden (spray-tørring), eller ved anden for bevaring af næringsværdien velegnet metode. Den anvendte mælk skal have været underkastet den i § 3, stk. 4, i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 31. marts 1966 om udførsel af mælkekonserves omhandlede varmebehandling.
Det er tilladt at forskyde mængdeforholdet mellem mælkens naturlige bestanddele, idet dog indholdet af mælkeprotein mindst skal svare til 20 g pr. 1.000 kalorier (kcal).
Modermælkserstatninger fremstillet ved forstøvningsmetoden (spray-tørring) skal modsvare de af ADMI (American Dry Milk Institute) til enhver tid opstillede krav til gaspakket mælkepulver - Premium - for såvidt angår indhold af påbrændte partikler, samt for så vidt angår usyrnede produkter, der ikke er tilsat vegetabilsk fedt, kravet til indhold af titrerbare syrer (syregrad) og opløselighed.
§ 5
Modermælkserstatninger skal indeholde jern og alle nedennævnte vitaminer, hvis totale indhold, beregnet pr. 1.000 kalorier (kcal), skal være følgende: Jern mindst 10 mg. A-vitamin mindst 1.000 i.e. højst 3.000 i.e. D-vitamin mindst 600 i.e. højst 900 i.e. Tiamin (B1-vitamin) mindst 0,4 mg. Riboflavin (B2-vitamin) mindst 0,6 mg. Pyridoxin (B6-vitamin) mindst 1 mg. Niacinækvivalenter mindst 7 mg. Ascorbinsyre (C-vitamin) mindst 50 mg.
§ 6
Det er tilladt at tilsætte varen rørsukker (saccharose), glukose, dextrin, maltose, lactose, lactulose, glutenfri stivelse samt mælkesyre og citronsyre, forudsat at art og mængde heraf tydeligt fremgår af varens mærkning.
§ 7
Det er tilladt at erstatte en del af mælkens naturlige fedtindhold med uhændet vegetabilsk fedt på betingelse af, at varens totale indhold af fedt er højst 55 g pr. 1.000 kalorier (kcal) og af E-vitamin svarende til mindst 1 mg alfa tocoferol (mængdeangivelsen svarende til frit alfa tocoferol) pr. gram linolsyre.
§ 8
Modermælkserstatninger eller de enkelte bestanddele i disse, må ud over de i §§ 5-7 anførte stoffer ikke være tilsat eller behandlet med noget som helst stof, f.eks. farvestoffer, smagsstoffer eller konserveringsstoffer, medmindre landbrugsministeriet i hvert enkelt tilfælde har givet tilladelse dertil.
§ 9
Alle tilsatte stoffer, som er beskrevet i Famakopeen, skal opfylde de deri fastsatte renhedskrav.
En eventuel forøgelse af varens indhold af niacinækvivalenter skal ske ved tilsætning af nikotinsyreamid (nikotinamid) og ikke som nikotinsyre.
§ 10
For modermælkserstatninger i pulverform gælder følgende hygiejnisk-bakterieologiske krav:
- Det totale aerobe kimtal, bestemt efter den af Nordisk Metodikkomitee for levnedsmidler beskrevne metode (for tiden nr. 27 1958) må i modermælkserstatninger ikke overstige 10.000 pr. gram. I bakteriologisk syrnede varer må det totale antal af »fremmede« bakterier ikke overstige 10.000 pr. gram.
- Prøve for coliforme bakterier udført efter den af Nordisk Metodikkomitee beskrevne metode (for tiden nr. 44, 1962) skal være negativ ved undersøgelse af 0,1 g pulver.
- Prøve for toxinogene hæmolytiske bakterier: Prøve for B. cereus udført efter den af Nordisk Metodikkomitee beskrevne metode (for tiden nr. 67, 1968) skal være negativ ved undersøgelse af 0,01 g pulver, og Staphylococcus aureus må ikke kunne påvises ved opformering af 1 g i flydende medier og påfølgende dyrkning på fast substrat (jfr. den af Nordisk Metodikkomitee beskrevne metode, for tiden nr. 66, 1968).
- Prøve for sulfitreducerende clostrider udført efter den af Nordisk Metodikkomitee beskrevne metode (for tiden nr. 56, 1965) skal være negativ ved undersøgelse af 0,01 g pulver.
- prøve for salmonella bakterier udført efter den af Nordisk Metodikkomitee beskrevne metode (for tiden nr. 56, 1965) skal være negativ ved undersøgelse af 50 g prøve.
§ 11
Emballagen for modermælkserstatninger skal være påført betegnelsen »Modermælkserstatning« og skal i øvrigt være mærket som angivet i § 6 i bekendtgørelse nr. 124 af 31. marts 1966 om udførsel af mælkekonserves. Bestemmelsen i § 6, stk. 16, gælder dog ikke for modermælkserstatninger. Endvidere finder bestemmelserne i § 6, stk. 3-8 samt §§ 12-14 og 15, stk. 1, i fornævnte bekendtgørelse ikke anvendelse på modermælkserstatninger, hvortil der, som anført i § 7 i nærværende bekendtgørelse, er tilsat vegetabilsk fedt.
På emballagen for modermælkserstatninger, som i medfør af bestemmelserne i § 7 er tilsat vegetabilsk fedt, skal der ud over mærkningen i stk. 1 i umiddelbar forbindelse med benævnelsen »Modermælkserstatning« med bogstaver af samme type og farve samt mindst halvt så store som bogstaverne i benævnelsen »Modermælkserstatning« anføres ordene »Indeholder vegetabilsk fedt«. Derudover skal det procentuelle indhold af fedtet og arten af dette angives, jfr. § 7.
Ud over den i stk. 1 og 2 nævnte mærkning skal emballage for modermælkserstatninger på tydeligt, let læselig og holdbar måde være mærket med følgende:
a) Indholdets nettovægt samt varens indhold beregnet pr. 100 g af protein, kulhydrat, fedt, kalorier og det totale indhold af mineralsalte samt indholdet af de enkelte vitaminer og mineraler. Det er ikke tilladt uden landbrugsministeriets samtykke at deklarere varens indhold af andre vitaminer end dem, der er nævnt i §§ 5 og 7, og ikke andre mineraler end natrium, kalium, kalcium, fosfor og jern.
b) Sidste anvendelsesdato eller den frist, inden for hvilken varen af fabrikanten garanteres at være holdbar. Ved fabrikantens holdbarhedsangivelse forudsættes opbevaring ved 20-22 grader C.
c) Brugsanvisning, der bl.a. skal indeholde forskrift om, at produktet skal opløses i vand, der forud har været kogt.
d) Angivelsen »Fra 2 ugers alderen gives vitamindråber daglig som ekstra vitamintilskud i overensstemmelse med den på vitaminemballagen anførte dosis til børn«.
§ 12
De til tilvirkningen af modermælkserstatninger eventuelt anvendte vegetabilske fedtstoffer skal uden for anvendelsestidspunktet opbevares i lokaler, der er adskilt fra tilvirkningen af mælkekonserves.
Fabrikkens indkøb og anvendelse af vegetabilsk fedtstof af den anførte art skal fremgå af virksomhedens bogføring.
§ 13
Kontrollen med overholdelsen af de i denne bekendtgørelse indeholde bestemmelser udøves af Statskontrollen med mejeriprodukter og æg m.m. Statskontrollen skal have adgang overalt, hvor modermælkserstatninger tilvirkes, forhandles (fordeles), opbevares eller forsendes, og kan kræve fornøden dokumentation forelagt samt udtage prøver.
Omkostningerne ved kontrollen med tilvirkningen af modermælkserstatninger afholdes af vedkommende fabrik efter følgende regler: Til dækning af analyseomkostninger i forbindelse med kontrollen, jfr. §§ 5-7 og § 10, pkt. 3-5, betaler vedkommende fabrik en årlig a'conto afgift på 10.000 kr., der forfalder til betaling ved finansårets begyndelse efter opkrævning fra statskontrollen. Såfremt disse afgifter ikke er tilstrækkelige til dækning af de afholdte analyseudgifter, opkræves det manglende beløb hos fabrikkerne i forhold til de for hver enkelt afholdte analyseudgifter. Efterbetaling skal ske efter opkrævning fra statskontrollen. Et eventuelt overskydende beløb overføres til regulering i følgende finansår. Såfremt afgifterne ikke er indbetalt senest en måned efter påkrav, vil de ved statskontrollens foranstaltning blive inddrevet.
§ 14
Landbrugsministeriet kan, når hensyn til eksporten eller særlige forhold gør sig gældende, fravige bestemmelserne i denne bekendtgørelse.
§ 15
Enhver, der agter her til landet at indføre modermælkserstatning, skal skriftligt anmelde det til Statskontrollen med mejeriprodukter og æg m.m. med angivelse af, hvor de importerede varer agtes opbevaret, indtil forhandling (fordeling) finder sted.
Indførsel af modermælkserstatning må kun finde sted, såfremt der for hver enkelt forsendelse til toldvæsenet afleveres en af statskontrollen på importørens begæring udfærdiget passerseddel, der indeholder angivelse af importørens navn, varens art, mængde og importland, samt hvor varen skal opbevares, indtil forhandling (fordeling) finder sted. Statskontrollen kan som betingelse for udstedelse af passerseddel kræve fornøden dokumentation for, at der i det pågældende land er fastsat krav til fremstillingen af modermælkserstatning af mindst tilsvarende art som de krav, der er gældende for fremstillingen af modermælkserstatning her i landet.
Den i stk. 2 nævnte passerseddel skal ved varens udlevering påtegnes af toldvæsenet og skal af importøren senest 3 dage efter påtegningen tilbagesendes statskontrollen. Ikke udnyttede passersedler skal straks efter gyldighedsperiodens udløb tilbagesendes statskontrollen.
Indført modermælkserstatning må ikke forhandles (fordeles) her i landet, forinden statskontrollen efter foretagne undersøgelser af de importerede produkter har meddelt tilladelse dertil.
Analyseomkostningerne i forbindelse med kontrollen af importeret modermælkserstatning i medfør af §§ 5-7 og 10, pkt. 3-5, i denne bekendtgørelse pålægges vedkommende importør.
§ 16
Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 3-12 og 15 i denne bekendtgørelse straffes i medfør af § 2 i lov nr. 93 af 4. maj 1927 om udførsel af mælkekonserves m.m., som ændret ved § 25 i lov nr. 213 af 4. juni 1965, henholdsvis § 23 i lov om levnedsmidler m.m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 26 af 9. april 1968.
§ 17
Bekendtgørelsen træder i kraft 1. juli 1971. Modermælkserstatninger, der er indført her til landet eller tilvirket inden dette tidspunkt, kan dog forhandles indtil udgangen af december 1971, uanset at de ikke opfylder betingelserne i denne bekendtgørelse.
pre_paragraph I medfør af § 1, stk. 1, i lov nr. 93 af 4. maj 1927 om udførsel af mælkekonserves, m.m., som ændret ved § 25 i lov nr. 213 af 4. juni 1965 og lov nr. 80 af 12. marts 1970, samt §§ 12, 15 og 18 i lov om levnedsmidler m.m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 26 af 9. februar 1968, og § 1 i lov nr. 74 af 31. marts 1936 angående vitaminreklame, fastsættes efter forhandling med indenrigsministeriet og handelsministeriet følgende bestemmelser.
Landbrugsministeriet, den 19. marts 1971., den 19. marts 1971
/Henry Christensen G. Skibsted./
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1971
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1971