Bekendtgørelse om A-skat efter kildeskatteloven.
BEK nr 544 af 20/12/1971
§ 1
A-skat, som en indeholdelsespligtig har indeholdt i en kalendermåned, forfalder til indbetaling den 1. i den følgende måned med sidste rettidige betalingsdag den 10. i forfaldsmåneden. Falder sidste rettidige betalingsdag på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den nærmest følgende hverdag. Inden udløbet af betalingsfristen skal den indeholdelsespligtige endvidere afgive redegørelse med oplysning om den i kalendermåneden i alt udbetalte eller godskrevne A-indkomst og indeholdte A-skat. Indbetaling og afgivelse af redegørelse sker til kildeskattedirektoratet, der giver nærmere anvisning om den fremgangsmåde, som herved skal følges.
En indeholdelsespligtig, der udbetaler A-indkomst fra flere virksomheder med hver sit arbejdsgivernummer, skal indbetale og redegøre særskilt for hver virksomhed, medmindre der efter § 8 i finansministeriets bekendtgørelse nr. 145 af 28. marts 1969 er meddelt tilladelse til indbetaling og redegørelse under eet.
Ophører en indeholdelsespligtig med at drive virksomhed, som har medført udbetaling eller godskrivning af A-indkomst, skal der senest 10 dage efter ophørsdagen ske indbetaling af A-skat og afgives redegørelse for A-indkomst og A-skat vedrørende tiden siden udløbet af den seneste redegørelsesperiode. Det samme gælder, når en indeholdelsespligtig, der driver virksomheder under flere arbejdsgivernumre, ophører med at drive en af de selvstændigt registrerede virksomheder. Bestemmelsen i stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Har en indeholdelsespligtig udvist uorden eller forsømmelighed med indeholdelserne eller afgivelsen af redegørelser, kan kildeskattedirektoratet eller den myndighed, direktoratet bemyndiger hertil, fastsætte en kortere frist for indbetaling og for afgivelse af redegørelse end nævnt i stk. 1 og 3. Det kan herudover pålægges den indeholdelsespligtige at indsende redegørelse med specificerede oplysninger for hver enkelt indkomstmodtager.
Indeholdelsespligtige, der er tilmeldt det centrale register over indeholdelsespligtige, skal indsende redegørelse, uanset om der er foretaget indeholdelse af A-skat eller ej i den til grund for redegørelsen liggende periode. Kildeskattedirektoratet kan dog tillade, at en indeholdelsespligtig, som i bestemte måneder ikke foretager udbetaling af A-indkomst, ikke skal afgive redegørelse vedrørende disse måneder.
En genpart af redegørelsen samt regnskabsmateriale, der ligger til grund for redegørelsen, skal opbevares af den indeholdelsespligtige i 5 år efter udløbet af det kalenderår, som redegørelsen vedrører.
§ 2
Når redegørelsen ikke er indgivet rettidigt, skal den indeholdelsespligtige erlægge et statskassen tilfaldende gebyr på 1 pct. af det beløb, som skal indbetales for den pågældende periode. Gebyret skal andrage mindst 50 kr. og kan højst udgøre 300 kr.
Når særlige forhold taler herfor, kan kildeskattedirektoratet fritage for gebyr efter stk. 1.
§ 3
Ved beregning af gebyr efter § 2, stk. 1, og af renter efter kildeskattelovens § 63 bortses der fra ørebeløb.
Hvor det beløb, der skal svares efter redegørelsen, med tillæg af gebyr og renter afviger fra det indbetalte beløb, skal efterbetaling fra og tilbagebetaling til den indeholdelsespligtige af forskelsbeløbet kun finde sted, når beløbet overstiger 5 kr.
§ 4
Den indeholdelsespligtige skal efter nedenstående regler sikre oplysninger til brug ved afgivelsen af redegørelser.
Den indeholdelsespligtige skal modtage indkomstmodtagerens skattekort (hovedkort) og opbevare det efter reglerne i § 5.
På grundlag af det modtagne hovedkort eller foreviste bikort eller frikort skal den indeholdelsespligtige i regnskabsmaterialet vedrørende A-indkomst og A-skat notere indkomstmodtagerens personnummer, den procent, hvormed indeholdelse skal foretages, samt det beløb, der eventuelt skal fradrages i A-indkomsten, forinden indeholdelse foretages, jfr. kildeskattelovens § 48, stk. 2. Forevises frikort, foretages tillige notering om det maksimale indkomstbeløb, der kan modtages fra den indeholdelsespligtige uden skattetræk.
Tilsvarende notering som i stk. 3 foretages, hvor skattemyndighederne i medfør af kildesskattelovens § 48, stk. 8, meddeler den indeholdelsespligtige de oplysninger, der ellers fremgår af skattekortet, bikortet eller frikortet.
Afleveres der ikke skattekort, og forevises der ikke bikort eller frikort, skal den indeholdelsespligtige sikre sig dokumenteret oplysning om indkomstmodtagerens identitet og foretage notering om den pågældendes navn og adresse samt personnummer eller, hvor sådant ikke foreligger, fødselsdato, -måned og -år. Tilsvarende notering foretages i tilfælde, hvor indeholdelse af foreløbig skat i medfør af kildeskattelovens § 48A sker uden anvendelse af skattekort eller bikort.
§ 5
Hovedkort, der er afleveret til den indeholdelsespligtige, jfr. § 4, stk.2, skal opbevares af denne indtil kalenderårets udløb, hvorefter det tilbageleveres til indkomstmodtageren. Kortet skal dog udleveres til indkomstmodtageren forinden, såfremt udbetalingen af A-indkomst til ham ophører.
§ 6
Ved udbetaling eller godskrivning af A-indkomst skal den indeholdelsespligtige give indkomstmodtageren skriftlig meddelelse om det udbetalte eller godskrevne indkomstbeløb, om den periode, indkomsten vedrører, samt om størrelsen af det indeholdte skattebeløb. I meddelelsen skal angives den indeholdelsespligtiges navn, adresse og arbejdsgivernummer samt indkomstmodtagerens navn og personnummer eller andet af den indeholdelsespligtige benyttet identifikationsnummer for indkomstmodtageren. I mangel af personnummer eller andet identifikationsnummer anføres indkomstmodtagerens fødselsdato, -måned og -år.
Amtsskatteinspektørerne - i Københavns og Frederiksberg kommuner skattedirektøren - bemyndiges til at fastsætte de i kildeskattelovens § 84, stk. 2, 2. pkt., omhandlede daglige bøder, der kan pålægges en indeholdelsespligtig, som vægrer sig ved at give en indkomstmodtager underretning om indeholdelserne.
De indeholdelsespligtige skal opbevare de for underretningen fornødne bilag m.v. i 5 år efter udløbet af det kalenderår, hvori indeholdelsen er foretaget.
§ 7
Amtsskatteinspektørerne - i Københavns og Frederiksberg kommuner skattedirektøren - bemyndiges til at fastsætte de i kildeskattelovens § 86, stk. 2, omhandlede daglige bøder, der kan pålægges en indeholdelsespligtig til fremtvingelse af adgangen til eftersyn eller indsendelse af regnskabsmateriale m.v.
§ 8
Overtrædelse af bestemmelserne i § 1, stk. 6, § 4, § 5 og § 6, stk. 1 og 3, straffes med bøde, såfremt overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1972 og afløser finansministeriets bekendtgørelse nr. 366 af 4. juli 1969 om redegørelse for indeholdelse af A-skat m.m. efter kildeskatteloven. Med hensyn til redegørelser, der efter den 1. januar 1972 indgives vedrørende tiden før dette tidspunkt, forholdes der efter de hidtidige regler.
pre_paragraph I henhold til §§ 56, 57, 76, 84, 86, stk. 2, og 114 i kildeskatteloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 448 af 30. september 1971, bestemmes følgende:
Finansministeriet, den 20. december 1971., den 20. december 1971
/Henry Gruenbaum./
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1971
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1971