Bekendtgørelse om regnskabsførelse efter kildeskatteloven.
BEK nr 545 af 20/12/1971
§ 1
Indeholdelsespligtige skal føre regnskab over udbetaling og godskrivning af A-indkomst samt indeholdelse af A-skat. Dette gælder også med hensyn til A-indkomst og A-skat i de i kildeskattelovens § 49 omhandlede tilfælde, hvor A-indkomst erhverves af modtageren derved, at han beholder beløb, som han i medfør af tjenesten modtager fra trediemand (drikkepenge og lign.).
Regnskabet skal føres enten i et af kildeskattedirektoratet udarbejdet særligt regnskabshæfte i overensstemmelse med de deri givne anvisninger eller på særlige konti i den indeholdelsespligtiges almindelige bogføring efter reglerne nedenfor i §§ 3-7.
§ 2
Benyttes regnskabshæftet, skal dette med tilhørende bilag opbevares i 5 år regnet fra udgangen af det regnskabsår, i hvilket den sidste postering i hæftet er foretaget.
Anvendelse af regnskabshæftet medfører ingen indskrænkning i bogførings- eller regnskabspligt i medfør af anden lovgivning.
§ 3
Indeholdelsespligtige, der også i øvrigt fører regnskab, kan vælge at føre regnskabet med A-indkomst og A-skat på særlige konti i deres almindelige bogføring. Regnskabsførelsen foretages i så fald således: Enhver udbetaling eller godskrivning af løn eller andet vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, jfr. kildeskattelovens § 43, stk. 1, posteres på en særlig "Lønafregningskonto". Enhver udbetaling eller godskrivning af anden A-indkomst end løn m.v., jfr. lovens § 43, stk. 2, posteres på en særlig "Afregningskonto for anden A-indkomst". Er der oprettet "Lønafregningskonto", kan den indeholdelsespligtige dog vælge at postere også al anden A-indkomst end løn m.v. på denne konto.
Udbetalt eller godskrevet A-indkomst skal posteres på de nævnte konti, uanset om der i det enkelte tilfælde skal indeholdes A-skat i de pågældende ydelser. På afregningskontiene må kun foretages posteringer vedrørende A-indkomst. Kreditering af en afregningskonto må kun foretages som rettelsespostering til tidligere posteringer på kontoen.
I bogføringen oprettes tillige en særlig kreditorkonto: "Konto for A-skat". På denne konto posteres indeholdt A-skat samt indbetalinger til kildeskattedirektoratet af indeholdt A-skat. Der må ikke foretages andre posteringer på kontoen.
§ 4
Indeholdelsespligtige, der ønsker at føre regnskabet med de i kildeskattelovens § 49 omhandlede A-indkomster (drikkepenge m.v.) og A-skatter i deres almindelige bogføring, skal være berettiget hertil, såfremt der foreligger bilagsmateriale, der viser den i lovbestemmelsen foreskrevne opgørelse af A-indkomsterne samt den foretagne beregning af A-skat.
A-indkomsten posteres på "Lønafregningskonto", og der foretages modpostering på en dertil oprettet konto for den pågældende kategori af A-indkomster. Den A-skat, der modtages fra den skattepligtige, samt indbetalingen af A-skat til kildeskattedirektoratet posteres på "Konto for A-skat".
§ 5
Indeholdelsespligtige, der fører regnskabet med A-indkomst og A-skat i deres almindelige bogføring, jfr. §§ 3 og 4, skal i tilknytning til denne for hver enkelt indkomstmodtager føre en konto, et kontokort eller lignende, hvorpå enhver udbetaling eller godskrivning af A-indkomst og enhver indeholdelse af A-skat for den pågældende posteres. Udbetalt eller godskrevet A-indkomst skal posteres på kontoen m.v., uanset om der i det enkelte tilfælde skal indeholdes A-skat. Rettelser på kontoen m.v. må kun foretages ved overstregning eller som modpostering.
A-indkomsten og A-skatten skal posteres på de nævnte konti m.v., således at der umiddelbart kan foretages en sammentælling af henholdsvis A-indkomst og A-skat. Sammentælling foretages ved udløbet af hvert kalenderår, og sumbeløbene anføres på kontoen m.v.
§ 6
Har den indeholdelsespligtige valgt at føre regnskabet med A-indkomst og A-skat i sin almindelige bogføring efter de foranstående forskrifter, skal skattemyndighederne kunne kræve, at bogføringen, herunder de i § 5 nævnte posteringer, efter en nærmere angiven frist på mindst 14 dage foreligger ajourført og afstemt ved udgangen af den sidste kalendermåned inden kravets fremsættelse.
§ 7
En indeholdelsespligtig, der fører regnskabet med A-indkomst og A-skat i sin almindelige bogføring, er pligtig at opbevare regnskabsbøger, løsblade, kort el.lign. samt de til bogføringen hørende bilag i 5 år efter udløbet af det pågældende regnskabsår.
§ 8
Overtrædelse af bestemmelserne i § 1, § 2, stk. 1, § 3, § 4, stk. 2, § 5 og § 7 straffes med bøde, såfremt overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed. På samme måde straffes den, der ikke rettidigt efterkommer et af skattemyndighederne fremsat krav i henhold til § 6.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1972 og afløser finansministeriets bekendtgørelse nr. 153 af 10. april 1969 om regnskabsførelse vedrørende A-indkomst og A-skat efter kildeskatteloven.
pre_paragraph I henhold til § 57, stk. 3, 2. pkt., og § 76 i kildeskatteloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 448 af 30. september 1971, bestemmes følgende:
Finansministeriet, den 20. december 1971., den 20. december 1971
/Henry Gruenbaum./
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1971
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1971