TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om skattemæssig godkendelse af sociale fonds.

BEK nr 134 af 20/04/1972

DanmarkBekendtgørelse1972

§ 1

Ved opgørelsen af en arbejdsgivers skattepligtige indkomst kan inden for de grænser, der er angivet i § 14F i ligningsloven, fradrages bidrag til en fond, hvis formål er at betrygge og forbedre kårene for personer, der er eller har været ansat i arbejdsgiverens virksomhed, eller deres pårørende, såfremt vedtægterne godkendes af finansministeren.

Stk. 2

Ansøgning om godkendelse af fondens vedtægter indsendes til statens ligningsdirektorat, Meldahlsgade 5, 1613 København V. Der vedlægges udkast til fondsvedtægter.

§ 2

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, at fonden er en selvejende institution, og angive fondens navn og hjemsted.

Stk. 2

Vedtægterne skal udtrykkeligt angive fondens formål, som ikke må give mulighed for udbetaling af ydelser af pensionslignende karakter eller ydelser, der kan opfattes som supplement til pension.

Stk. 3

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, at fondens tilsagn om støtte til enkeltpersoner ikke kan gives for mere end et år ad gangen.

§ 3

Den personkreds, der kan nyde fordel af fondens virke, skal være udtrykkeligt afgrænset i vedtægterne og må kun omfatte personer, der er eller har været ansat i arbejdsgiverens virksomhed, og sådanne personers pårørende.

§ 4

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, at fonden ledes af en selvstændig bestyrelse, hvis størrelse og valgmåde angives.

Stk. 2

Reglerne for bestyrelsens valg skal tilsikre, at et flertal af bestyrelsens medlemmer vælges af og blandt de af virksomhedens ansatte, der kan nyde godt af fondens virke. Valg til bestyrelsen skal gælde for en i vedtægterne fastsat kortere periode ad gangen.

§ 5

Vedtægterne skal indeholde udtrykkelige og udtømmende regler om, hvilke arter af værdieffekter fondens midler kan være anbragt i, og om, at fondens værdier, så vidt det er muligt, skal være noteret på fondens navn.

Stk. 2

Det skal fremgå af vedtægterne, at fondens midler alene kan være anbragt som udlån til arbejdsgiveren, hvis lånet er sikret fuldt ud ved tinglyst pant i fast ejendom inden for ejendomsværdien, eller når lånet er stiftet ved, at arbejdsgiveren har ydet bidrag til fonden ved at påtage sig en gældsforpligtelse over for fonden.

Stk. 3

Vedtægterne skal indeholde udtrykkeligt forbud mod, at fonden påtager sig kaution eller anden sikkerhedsstillelse for arbejdsgiverens gæld.

Stk. 4

Er arbejdsgiveren et aktieselskab, og er der efter vedtægterne mulighed for, at fondens midler kan anbringes i aktier, skal det fremgå af vedtægterne, at erhvervelse af aktier i arbejdsgiverselskabet kun må ske, hvis disse aktier enten er genstand for reglemæssig kursnotering eller har fuld stemmeret eller har fortrinsret til et vist udbytte, og denne fortrinsret er kumulativ.

§ 6

Vedtægterne må for så vidt angår bidrag, som arbejdsgiveren yder ved at påtage sig gældsforpligtelse, ikke indeholde bestemmelser, der begrænser fondens rådighed over fordringen.

§ 7

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, at bestyrelsen årligt skal aflægge driftsregnskab og opgøre status for fonden. Fondens regnskabsår skal være det samme som arbejdsgiverens regnskabsår.

§ 8

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om revision af fondens driftsregnskab og status ved en eller flere regnskabskyndige personer, der er uafhængige af fondsbestyrelsen.

§ 9

Det skal fremgå af vedtægterne, at bestyrelsen er forpligtet til hvert år inden 3 måneder efter regnskabsårets udløb at indsende fondens driftsregnskab og status, forsynet med revisionens bemærkninger, til vedkommende amtsskatteinspektorat (amtsligningsinspektorat). Er fonden hjemmehørende i København, Frederiksberg eller Gentofte kommune, indsendes regnskabet til vedkommende skattedirektorat.

Stk. 2

Endvidere skal det fremgå af vedtægterne, at bestyrelsen hvert år inden 20. januar til vedkommende amtsskatteinspektorat (amtsligningsinspektorat) eller skattedirektorat skal indsende en fortegnelse over de i det foregående kalenderår udbetalte understøttelser m.v. med oplysning om modtagernes navne, adresser og CPR-numre.

Stk. 3

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, at finansministeren har påtaleret i spørgsmål om bestyrelsens overholdelse af vedtægterne.

§ 10

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om fremgangsmåden ved ændring af vedtægterne og om, at beslutning herom skal godkendes af finansministeren.

§ 11

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, at fondens formue ved dens ophør skal anvendes til samfundsgavnlige formål efter bestyrelsens beslutning, der skal godkendes af finansministeren.

Fonds i medfør af pensionsbeskatningslovens § 52.

Fonds i medfør af pensionsbeskatningslovens § 52.

§ 12

Ved opgørelsen af en arbejdsgivers skattepligtige indkomst kan inden for de grænser, der er angivet i § 52 i lov nr. 310 af 9. juni 1971 om beskatningen af pensionsordninger m.v., fradrages bidrag til en fond, hvis formål er at yde understøttelse til personer, der tidligere har været ansat i arbejdsgiverens virksomhed, eller til sådanne afdøde arbejdstageres efterladte ægtefæller eller efterlevende børn under 24 år, såfremt fondens vedtægter godkendes af finansministeren.

Stk. 2

Ansøgning om godkendelse af fondens vedtægter indsendes til statens ligningsdirektorat, Meldahlsgade 5, 1613 København V. Der vedlægges udkast til fondsvedtægter.

§ 13

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, at fonden er en selvejende institution, og angive fondens navn og hjemsted.

Stk. 2

Vedtægterne skal udtrykkeligt angive fondens formål, der alene må omfatte udbetaling af støtte og hjælp af pensionslignende karakter.

Stk. 3

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, at fondens tilsagn om støtte ikke kan gives for mere end et år ad gangen.

§ 14

Den personkreds, der kan komme i betragtning ved udbetalinger fra fonden, skal være udtrykkeligt afgrænset i vedtægterne, og må kun omfatte personer, der tidligere har været ansat i arbejdsgiverens virksomhed, og sådanne afdøde ansattes efterladte ægtefæller (herunder fraskilte ægtefæller) og efterlevende børn (herunder stedbørn) under 24 år.

§ 15

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, at fonden ledes af en selvstændig bestyrelse, hvis størrelse og valgmåde angives.

Stk. 2

Reglerne for bestyrelsens valg skal tilsikre, at mindst et af bestyrelsens medlemmer er repræsentant for de ansatte, som efter fratræden omfattes af fondens formål, og vælges af og blandt disse for en i vedtægterne fastsat kortere periode ad gangen.

§ 16

Vedtægterne skal indeholde bestemmelse om, hvorledes fondens midler kan være anbragt. Bestemmelsen må ikke give mulighed for anbringelse af fondens midler på en måde, der er uforenelig med reglerne i § 14 i lov om tilsyn med pensionskasser, jfr. handelsministeriets lovbekendtgørelse nr. 163 af 26. maj 1959.

Stk. 2

Vedtægterne skal indeholde udtrykkeligt forbud mod, at fonden påtager sig kaution eller anden sikkerhedsstillelse for arbejdsgiverens gæld.

§ 17

De i §§ 7-11 fastsatte krav til fondsvedtægter gælder også vedtægter for fonds i medfør af pensionsbeskatningslovens § 52.

Stk. 2

Vedtægterne skal herudover indeholde bestemmelse om, at ændring af fondens vedtægter ikke kan ske, hvis de i § 15, stk. 2, nævnte repræsentanter for de ansatte modsætter sig ændringen.


Finansministeriet, den 20.april 1972., den 20.april 1972

/Henry Gruenbaum./

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1972
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1972