Bekendtgørelse om lægelig kontrol med arbejde med ioniserende stråling.

Denne bekendtgørelse omfatter enhver, der udfører arbejde med ioniserende stråling, hvad enten det sker i eller uden for et arbejdsforhold. Bestemmelsen i § 4 omfatter dog kun beskæftigelse i et arbejdsforhold.

Arbejde med ioniserende stråling må kun udføres af personer, hvis helbredstilstand ikke derved udsættes for forringelse.

Enhver, der agtes beskæftiget eller agter at arbejde selvstændigt under forhold, som normalt kan udsætte ham for ioniserende stråling i doser, der overstiger 1,5 rem pr. år, skal gennemgå en lægeundersøgelse til konstatering af, om hans helbredstilstand gør arbejdet utilrådeligt. Lægeundersøgelsen skal finde sted så vidt muligt inden arbejdet påbegyndes og senest 1 uge efter dette tidspunkt. For virksomheder eller grupper af virksomheder, hvor særlige forhold taler herfor, kan direktøren for arbejdstilsynet efter forhandling med sundhedsstyrelsen forlænge tidsfristen for undersøgelsen med indtil 4 måneder. Direktøren for arbejdstilsynet kan fastsætte nærmere regler om fritagelse for undersøgelse af personer, som tidligere er undersøgt i medfør af denne bekendtgørelse.

Enhver, der beskæftiges eller arbejder selvstændigt som anført i stk. 1, skal med passende mellemrum gennemgå en lægeundersøgelse til konstatering af, om hans helbredstilstand gør fortsat arbejde af denne art utilrådelig.

Såfremt en person på grund af uregelmæssigheder som følge af uheld, fejlbetjening eller af andre årsager er blevet eller må formodes at være blevet udsat for ioniserende stråling i mere end det tilladelige omfang, jfr. bekendtgørelse nr. 192 af 15. juni 1955 om sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af radioaktive stoffer, samt bekendtgørelse nr. 141 af 27. marts 1956 af røntgenreglement, som ændret ved bekendtgørelse nr. 307 af 16. oktober 1964, skal arbejdsgiveren omgående træffe de fornødne sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Han skal endvidere underrette den i § 4, stk. 1, nævnte læge, eller hvis en sådan ikke er foreskrevet, pågældende arbejdslæge, det stedlige arbejdstilsyn og sundhedsstyrelsens strålehygiejniske laboratorium samt virksomhedens sikkerhedstjeneste, såfremt en sådan er oprettet. For personer, der ikke er i arbejdsforhold, påhviler nævnte pligter den pågældende selv.

Lægen skal snarets muligt foretage de fornødne undersøgelser af den pågældende.

Til ethvert arbejdssted, hvor beskæftigelse af den i § 2, stk. 1, nævnte art forekommer, skal der være knyttet en uden for denne beskæftigelse stående læge, som til stadighed skal holde sig underrettet om det pågældende arbejde og de dermed forbundne sundhedsmæssige problemer.

Denne læge foretager de i §§ 2 og 3 omhandlede undersøgelser; den i § 2, stk. 1, omhandlede undersøgelse kan dog foretages af den af arbejderen sædvanligt benyttede læge.

Direktøren for arbejdstilsynet fastsætter efter forhandling med sundhedsstyrelsen nærmere regler om de i §§ 2 og 3 nævnte lægeundersøgelser.

Den læge, der foretager undersøgelse i henhold til § 2, stk. 1, skal indsende erklæring om resultatet af undersøgelsen til den pågældende fabrikinspektør, der efter nærmere i medfør af stk. 1, fastsattte regler meddeler den pågældende arbejdsgiver, hvorvidt ansættelse kan finde sted. Såfremt den undersøgte agter at arbejde selvstændigt, gives der ham meddelelse om, hvorvidt arbejdet kan påbegyndes.

Den læge, der foretager undersøgelser i henhold til § 2, stk. 2, og § 3, skal efter nærmere i medfør af stk. 1 fastsatte retningslinier indsende erklæring om undersøgelsens resultat til overlægen ved arbejdstilsynet, der træffer beslutning om eventuelt nødvendige foranstaltninger, om fornødent efter forhandling med sundhedsstyrelsen.

Personer, som ved bekendtgørelsens ikrafttrædelse er beskæftiget med arbejde af den i § 2, stk. 1, omhandlede art, omfattes ikke af de i nævnte bestemmelse indeholdte krav om lægeundersøgelse.

Nærmere regler om ydelse af honorar for de af bekendtgørelsen omfattede lægeundersøgelser fastsættes af arbejdsministeren efter forhandling med indenrigsministeren.

Overtrædelse af denne bekendtgørelse straffes efter § 71 i lov om almindelig arbejderbeskyttelse, § 25 i lov om arbejderbeskyttelse inden for handels- og kontorvirksomhed samt § 24 i lov om arbejdsbeskyttelse inden for landbrug, skovbrug og gartneri med bøde, for så vidt forholdet ikke efter lovgivningens almindelige bestemmelser medfører højere straf.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1972.

pre_paragraph I medfør af § 1, stk. 2c, § 9, stk. 1 og § 27A i lov om almindelig arbejderbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 297 af 4. juli 1968, § 11 i lov om arbejderbeskyttelse inden for handels- og kontorvirksomhed, jfr. lovbekendtgørelse nr. 298 af s.d. og § 19A i lov om arbejderbeskyttelse inden for landbrug, skovbrug og gartneri, jfr. lovbekendtgørelse nr. 299 af s.d., fastsættes:

Arbejdsministeriet, den 29. februar 1972., den 29. februar 1972

/Erling Dinesen. Lundbeck./