TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om psykologisk kandidateksamen på Københavns Universitet

BEK nr 313 af 06/06/1973

DanmarkBekendtgørelse1973

§ 1

På Københavns Universitet afholdes en psykologisk kandidateksamen.

Stk. 2

Kandidateksamen består af en forprøve, en første. en anden og en tredie del. Samtlige prøver under hver del afholdes 2 gange årligt. Hver del kan tages om for sig, dog kun i den fastsatte rækkefølge.

Stk. 3

Den, der har bestået psykologisk kandidateksamen, har ret til at betegne sig candidatus (a) psykologiae (cand.psych.).

Stk. 4

Magisterkonferens i psykologi afholdes i henhold til de om magisterkonferens i de humanistiske fag gældende bestemmelser.

§ 2

Psykologisk kandidateksamen omfatter følgende 2 hovedområder:

  1. Almindelig psykologi med dertil hørende metodik samt de for psykologien nødvendige områder af tilgrænsende videnskaber (især filosofi, biologi, sociologi og pædagogik).
  1. Psykologiens anvendelser i samfundet i almindelighed med dertil hørende praktik.
Stk. 2

Psykologisk kandidateksamen omfatter følgende fag inden for hovedområderne 1 og 2:

  1. a) Elementær psykologi (herunder laborantkursus). b) Udviklingspsykologi. c) Psykologiske tests. d) Socialpsykologi. e) Almindelig psykologi. f) Følgende for psykologien nødvendige områder af tilgrænsende videnskaber: Almindelig fysiologi. Arvelighedslære. Statistik. Pædagogik. Kriminologi. Elementær psykiatri.
  1. a) Arbejdspsykologi. b) Pædagogisk psykologi. c) Klinisk psykologi. d) Den til psykologiens anvendelse knyttede lovgivning,

§ 3

Den, der agter at følge undervisningen, der forbereder til psykologisk kandidateksamen, skal forud indmelde sig på universitetets psykologiske laboratorium i henhold til opslag.

§ 4

Forinden en studerende indstiller sig til sidste del af eksamen, skal han fremlægge attest for at have gennemgået en række praktikantkurser, hvis indhold og omfang fastsættes af universitetet. Disse kurser består dels af en række kortere kurser inden for psykiatrien, den pædagogiske psykologi, den kliniske psykologi, arbejdspsykologien og den kriminologiske psykologi, dels af eet længere kursus, som den studerende efter nærmere aftale skal gennemgå inden for et af de nævnte områder. Disse praktikantkurser kan eventuelt finde sted også indenfor andre af de til studiet hørende fagområder. Efter universitetets nærmere bestemmelse kan en på anden måde erhvervet praktisk indsigt, der fagligt skønnes at ækvivalere med kurser, der tilbydes fagets studerende, træde i stedet for praktikantkursus.

§ 5

Omfanget af undervisningen i de enkelte fagområder tillige med omfanget af de til studiet hørende praktikantkurser bestemmes i en for undervisningen udarbejdet og af universitetet godkendt studieplan.

§ 6

Forprøven omfatter eksamination i elementær psykologi.

Stk. 2

Undervisningen til forprøven er tilrettelagt med henblik på 2 års studium.

Stk. 3

For at kunne indstille sig til forprøven skal den studerende have opnået mindst gennemsnitskarakteren 7,0 for de til laborantkursus hørende kursusopgaver, samt have bestået en prøve i faget almindelig fysiologi, en prøve i faget arvelighedslære samt en prøve i faget statistik, ved hvilke prøver der anvendes bedømmelsen »bestået« - »ikke bestået«.

Stk. 4

For at kunne indstille sig til prøven i faget statistik skal den studerende enten ved at have fulgt et særligt kursus i matematik omfattende sådanne dele af faget, der er af betydning for tilegnelsen af statistikken, eller på anden måde have godtgjort at være i besiddelse af de fornødne matematiske forkundskaber.

§ 7

Første del omfatter:

  1. En prøve i udviklingspsykologi.
  1. En prøve i pædagogik.
stk. 2

Undervisningen til første del er tilrettelagt med henblik på 1 års studium.

§ 8

Anden del omfatter eksamination i psykologiens anvendelser bestående af:

  1. En prøve i arbejdspsykologi.
  1. En prøve i pædagogisk psykologi.
  1. En prøve i klinisk psykologi.
Stk. 2

Undervisningen til anden del er tilrettelagt med henblik på 1 1/2 års studium.

Stk. 3

For at kunne indstille sig til anden del af eksamen skal den studerende have bestået en prøve i kriminologi med mindst karakteren 6, samt en prøve i elementær psykiatri, ved hvilken prøve der anvendes bedømmelsen »bestået« - »ikke bestået«.

§ 9

Tredie del af eksamen omfatter eksamination i almen og differentiel psykologi med dertil hørende metodik bestående af:

  1. En prøve i psykologiske tests
  1. En prøve i socialpsykologi.
  1. En prøve i almindelig psykologi.
Stk. 2

Efter de studerendes eget ønske kan de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte prøver aflægges i hver eksamenstermin efter gennemført længere praktikantkursus, men karaktererne indregnes under tredie del.

Stk. 3

Undervisningen til tredie del er tilrettelagt med henblik på 1 års studium.

Stk. 4

For at kunne indstille sig til eksamens tredie del skal den studerende mindst have opnået karakteren 6 for sin besvarelse af den i § 10, stk. 1. nævnte skriftlige opgave, samt have bestået en prøve omfattende sådanne dele af lovgivningen, som er af betydning for psykologiens anvendelser. Ved denne prøve anvendes bedømmelsen »bestået« - »ikke bestået«.

§ 10

Senest et halvt år før den studerende indstiller sig til eksamens tredie del, skal han i form af en selvstændig specialeafhandling, udarbejdet i løbet af 3-6 uger, have besvaret en opgave inden for et område af psykologien, som den studerende nærmere har studeret.

Stk. 2

Efter eksaminators bestemmelse kan eksaminanden yderligere ved eksamens tredie del underkastes en mundtlig eksamination inden for det område, hvorunder den nævnte afhandling hører.

§ 11

Der skal under studiet være lagt vægt på en videnskabelig tilegnelse af stoffet. Den fortrolighed med videnskabeligt arbejde, som eksaminanden har erhvervet gennem undervisningen, må være uddybet ved omfattende selvstændig læsning af videnskabelig litteratur.

Stk. 2

Ved tredie del af eksamen samt ved bedømmelsen af den i § 10, stk. 1, omtalte specialeafhandling skal der lægges vægt på, om eksaminanden gennem studiet er nået til en helhedsopfattelse af den almindelige psykologi både som selvstændig disciplin og som grundlag for alle psykologiens anvendelser. Endvidere må kræves, at eksaminanden har erhvervet tilstrækkeligt kendskab til fagets erkendelsesteoretiske side.

§ 12

Prøverne afholdes efter universitetets nærmere bestemmelse skriftligt eller mundtligt - eller både skriftligt og mundtligt. Hvis der afholdes både skriftlig og mundtlig prøve i et fagområde, gives der een karakter for hver prøve for sig. Enhver af de i bekendtgørelsen anførte prøver under eksaminerne kan afløses af i studietiden udførte kursusarbejder eller andre skriftlige arbejder efter universitetets nærmere bestemmelse. Hvor sådanne skriftlige arbejder afløste andre prøveformer, gives der karakter for dem på samme måde som ellers for de afløste prøver. Det anføres dog i eksamensprotokollen, at karakteren er opnået ved afløsningsopgave.

Stk. 2

Den, der indtegner sig til tredie del af eksamen, skal forinden have forelagt en liste over de bøger og afhandlinger, der er benyttet under studiet, til godkendelse. Sådanne boglister skal også forelægges i forbindelse med enhver af de i stk. 1 omtalte skriftlige arbejder, der afløser en af de i bekendtgørelsen anførte prøver.

§ 13

Studerende, der har fulgt undervisningen ved en anden højere uddannelsesinstitution, er fritaget for de fagområder, i hvilke undervisningen er af mindst samme omfang og kvalitet som ved eksamen i psykologi på Københavns Universitet.

§ 14

Ved karaktergivningen anvendes 13-skalaen efter de derom ved de højere uddannelsesinstitutioner gældende bestemmelser.

Stk. 2

Til at bestå forprøven kræves, at karakteren er mindst 7, og til at bestå den endelige eksamen og enhver del af denne kræves, at eksaminanden har opnået en gennemsnitskarakter af mindst 6,0; dog kan ingen enkelt prøve under en del bestås med en karakter på mindre end 3.

Stk. 3

Består en eksaminand ikke en prøve under en deleksamen, skal han tage hele deleksaminen om.

§ 15

Ved beregningen af gennemsnitskarakteren ved første del tillægges karakteren i faget udviklingspsykologi vægten 2.

Stk. 2

Ved beregningen af gennemsnitskarakteren ved tredie del tillægges karakteren i faget socialpsykologi vægten 2 og karakteren i faget almindelig psykologi vægten 3.

Stk. 3

Det endelige eksamensresultat beregnes på grundlag af de ved deleksaminerne opnåede karakterer.

Stk. 4

I eksamensbeviset angives de enkelte karakterer samt gennemsnitskarakteren.

§ 16

Ved prøverne, herunder sådanne skriftlige arbejder, som afløser andre prøveformer, medvirker efter universitetets nærmere bestemmelse een eller to censorer.

Stk. 2

Censorerne beskikkes af undervisningsministeriet for et tidsrum af 3 år ad gangen efter indstilling fra universitetet.

§ 17

Undervisningsministeriet kan efter indstilling fra universitetet i særlige tilfælde dispensere fra de i bekendtgørelsen fastsatte bestemmelser.

§ 18

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1973.

Stk. 2

Anordning nr. 318 af 12. august 1960 om psykologisk embedseksamen ved Københavns universitet og bekendtgørelse nr. 319 af 13. august 1960 om psykologisk embedseksamen ved Københavns universitet ophæves.

pre_paragraph I henhold til § 14 i lov nr. 271 af 4. juni 1970 om universiteternes styrelse fastsættes:


Undervisningsministeriet, den 6. juni 1973., den 6. juni 1973

/Knud Heinesen Jørgen Ebbe Hansen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1973
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1973