TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om uddannelsen på Dansk Sløjdlærerskole og Askov Sløjdlærerskole

BEK nr 488 af 27/08/1973

DanmarkBekendtgørelse1973

§ 1

Uddannelsen på Dansk Sløjdlærerskole og Askov Sløjdlærerskole har til formål at kvalificere lærere til at undervise i faget sløjd og dermed beslægtede aktivitetsområder i folkeskolen. De to skoler etablerer endvidere efteruddannelse samt videregående uddannelse i faget med henblik på undervisningen i aften- og ungdomsskolen samt på seminarierne. I. Uddannelsens omfang og varighed.

§ 2

Uddannelsen i sløjd omfatter alternativt: a. Et årskursus af to semestres varighed, der omfatter træsløjd og metalsløjd som integrerede fagområder. Undervisningstimetallet udgør det dobbelte af det til enhver tid for liniefag i læreruddannelsen gældende. Der kan hertil lægges vejledningstimer efter nærmere herom fastsatte regler. b. Et kursus i træsløjd og et kursus i metalsløjd, begge af eet semesters varighed og begge med samme undervisningstimetal som det til enhver tid for liniefag i læreruddannelsen gældende. Der kan hertil lægges vejledningstimer efter nærmere herom fastsatte regler.

Stk. 2

Ud over de i stk. 1 nævnte timetal tillægges der kursusformen a. indtil 36 timer og kursusformen b. indtil 18 timer til fagmetodik.

§ 3

Ud over de i § 2 nævnte kursus kan der oprettes: a. Videregående og supplerende kursus for folkeskolelærere i sløjd, herunder kursus, der kvalificerer til undervisning i aften- og ungdomsskolen, og som bygger på linieuddannelsen på seminarierne eller på den i § 2 omhandlede uddannelse. b. Videregående kursus, der kvalificerer til undervisning på seminarieplan og på videregående og supplerende kursus for folkeskolelærere i sløjd. c. Selvstændige kursus inden for beslægtede aktivitetsområder.

§ 4

Kursus i henhold til § 3 kan af sløjdlærerskolerne placeres på steder i landet, hvor behov og tilfredsstillende praktiske forhold er til stede. II. Optagelsesbetingelser.

§ 5

Adgang til optagelse på skolerne har: 1. Ansøgere, der har bestået eller forbereder sig til lærereksamen. 2. Ansøgere, der har bestået faglærereksamen i et hovedfag. 3. Ansøgere, der er dimitteret fra eller uddanner sig ved Den frie lærerskole i Ollerup. 4. Ansøgere, der har uddannet sig til pædagogisk virksomhed inden for socialpædagogiske dag- og døgninstitutioner for børn og unge.

Stk. 2

Når særlige forhold taler derfor, kan direktoratet for folkeskolen og seminarierne godkende optagelse af ansøgere, der ikke omfattes af stk. 1. III. Undervisningen.

§ 6

Undervisningen i henhold til § 2 tilrettelægges i overensstemmelse med de for liniefagene træsløjd og metalsløjd i uddannelsen af lærere til folkeskolen gældende bestemmelser. Undervisningen efter § 2 a skal herudover tilgodese det helhedssyn, der ligger i retningslinierne for faget sløjd i folkeskolen.

§ 7

For kursus i henhold til § 3 udarbejder skolerne særlige undervisningsplaner.

§ 8

Skolerne fører mødelister over samtlige kursusdeltageres fremmøde. Mødelisterne underskrives af kursuslæreren. IV. Afslutning af kursus, beviser m.v.

§ 9

Kursus i henhold til § 2 afsluttes med eksamen efter de for liniefagene træsløjd og metalsløjd i læreruddannelsen fastsatte bestemmelser.

Stk. 2

Eksamensresultatet indføres i en af direktoratet autoriseret protokol, der underskrives af eksaminator og censor.

Stk. 3

Til dem, der har bestået eksamen, udsteder forstanderen bevis herfor på blanketter, der udfærdiges af direktoratet for folkeskolen og seminarierne.

§ 10

Bevis for gennemførelsen af kursus i henhold til § 3 udstedes på grundlag af de i § 8 nævnte mødelister. Beviset udstedes af forstanderen på blanketter, der udfærdiges af direktoratet. V. Vikarhjælp m.v. til kursisterne.

§ 11

Til kursisterne kan der ydes vikarhjælp m.v. i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 22-25 i lov nr. 235 af 8. juni 1966 om uddannelse af lærere til folkeskolen.

Stk. 2

Beregning og udbetaling af vikarhjælp m.v. sker ved skolernes forstandere. VI. Ikrafttræden m.v.

§ 12

Bekendtgørelsen har virkning fra den 1. august 1973.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 340 af 19. december 1953 om provinslærerkursus i sløjd, bekendtgørelse nr. 35 af 17. februar 1958 om sløjdlæreruddannelse på de anerkendte sløjdlærerskoler, Dansk sløjdlærerskole og Askov sløjdskole og cirkulære nr. 151 af 20. juni 1961 om provinsårskursus i metalsløjd ophæves.

Stk. 3

Kursister, der ved sløjdlærerskolerne forud for bekendtgørelsens ikrafttræden har bestået en eksamen, der er godkendt af direktoratet for folkeskolen og seminarierne, og som opfylder kravene efter § 9, jfr. §§ 2 og 6, anses for at have bestået denne eksamen efter bekendtgørelsen.


Undervisningsministeriet, den 27. august 1973., den 27. august 1973

/Knud Heinesen J. Munck-Hansen./

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1973
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1973