Bekendtgørelse om landbrugsteknikereksamen ved landbrugsskolerne.
BEK nr 492 af 03/09/1973
§ 1
Landbrugsteknikereksamen afholdes på de landbrugsskoler, der med godkendelse af undervisningsministeriet, direktoratet for ungdomsundervisningen, afholder kursus til uddannelse af landbrugsteknikere.
Landbrugsteknikereksamen aflægges på specielle linier i overensstemmelse med den for hver enkelt linie godkendte eksamensordning, jfr. § 5.
§ 2
For hver enkelt linie nedsætter skolen et fagligt kursusudvalg. Det faglige kursusudvalgs sammensætning og dets enkelte medlemmer godkendes af direktoratet for ungdomsundervisningen.
§ 3
Optagelsesbetingelserne samt undervisningens indhold, omfang og varighed på de enkelte kurser fastsættes i kursusplanen.
§ 4
Ved eksamen afholdes der skriftlige, mundtlige og/eller praktiske prøver i de fag, som undervisningen har omfattet. Eksamen kan endvidere omfatte en skriftlig hovedopgave der udarbejdes inden for en nærmere fastsat periode og som tillige kan gøres til genstand for en mundtlig prøve.
Direktoratet for ungdomsundervisningen kan efter indstilling fra den enkelte skole godkende at prøve bortfalder i nogle af de fag hvor det efter eksamensordningen er muligt jfr § 5 stk. 2 nr. 4. Meddelelse om, i hvilke fag prøve bortfalder, gives de studerende 1 uge før den første eksamensdag.
§ 5
For hver linie fastsættes der en eksamensordning. Forslag til eksamensordningen udarbejdes af det faglige kursusudvalg og indsendes til direktoratet for ungdomsundervisningen til godkendelse.
Eksamensordningen skal indeholde bestemmelser om 1. den ordinære eksamenstermin 2. eksamensfordringerne, hvis de i et fag ikke fuldt ud omfatter fagets indhold og omfang efter kursusplanen 3. prøvernes form og, for skriftlige prøver, deres varighed 4. i hvilke fag prøve kan bortfalde 5. inden for hvilke fag der kan udarbejdes en skriftlig hovedopgave 6. antallet af karakterer og karakterernes vægt i de enkelte fag.
§ 6
De nærmere bestemmelser om indmeldelse til og afholdelse af eksamen fastsættes af skolens forstander.
§ 7
Opgaverne til de skriftlige prøver udarbejdes af de af skolen hertil udpegede lærere og godkendes af de censorer, der skal deltage i bedømmelsen.
Omfatter eksamen en skriftlig hovedopgave, vælger den studerende fagområde og emne efter samråd med faglæreren. Opgavens emne og titel godkendes af den censor, der skal medvirke ved bedømmelsen af opgaven.
Spørgsmålene til de mundtlige prøver udarbejdes af læreren i faget og godkendes af censor. Spørgsmålene skal fyldigt og alsidigt dække hele stoffet uden hensyn til antallet af eksaminander. Spørgsmålenes antal skal overstige antallet af eksaminander med mindst 1/4. Spørgsmålene fordeles mellem eksaminanderne ved lodtrækning.
§ 8
Ved karaktergivningen anvendes 13-skalaen efter de derom for de højere uddannelsesinstitutioner gældende bestemmelser.
I fag, hvori prøve er bortfaldet, giver læreren årskarakter(er), der udtrykker den studerendes standpunkt ved afslutningen af undervisningen.
Ved bedømmelsen af præstationerne ved hver enkelt prøve medvirker en censor og læreren i faget. For hver prøve giver censor og læreren hver en karakter. Hvis censor og lærer ikke ved den påfølgende forhandling bliver enige om karakteren, fastsættes denne som gennemsnitstallet mellem de to først givne karakterer. Svarer gennemsnitstallet ikke til et af tallene i karakterskalaen, bliver karakteren det tal i skalaen, der ligger nærmest gennemsnitstallet. Ligger gennemsnitstallet midt imellem to karakterer i skalaen, bliver karakteren det nærmeste højere tal i skalaen.
Omfatter eksamen en skriftlig hovedopgave, skal bedømmelsen ledsages af en skriftlig redegørelse for bedømmelsen.
§ 9
Censorer beskikkes af direktoratet for ungdomsundervisningen efter indstilling fra skolen. Personer med tilknytning til skolen kan ikke beskikkes. Beskikkelsen meddeles for en treårig periode, men kan tilbagekaldes af direktoratet inden for perioden. Ingen kan fungere som censor efter at være fyldt 70 år.
Direktoratet kan fastsætte en instruks for censorerne.
§ 10
Ved de mundtlige prøver foretages eksaminationen af læreren i faget. Censor kan dog - som regel gennem eksaminatorstille enkelte spørgsmål til eksaminanden.
Censor afgør, om der skal censureres efter hver eksamination eller efter en gruppe eksaminationer. Censor og eksaminator er alene under censureringen.
De mundtlige prøver er offentlige.
§ 11
Landbrugsteknikereksamen er bestået, når summen af eksamenskaraktererne og eventuelle årskarakterer efter § 8, stk. 2, er mindst 6 gange karakterernes antal, og ingen af karaktererne er under 5.
Studerende, der i et fag - efter prøve eller som årskarakter efter § 8, stk. 2 - har opnået en lavere karakter end 5, kan aflægge prøve i faget næste gang, der afholdes ordinær eksamen. Er karakteren opnået som årskarakter, har den studerende dog ret til at komme til prøve i faget allerede i den pågældende eksamenstermin.
Studerende, der ikke har opnået en karaktersum på mindst 6 gange karakterernes antal, kan næste gang, der afholdes ordinær eksamen, aflægge prøve i fag, hvori der er opnået en lavere karakter end 6.
Prøver efter stk. 2 og 3 kan højst aflægges 2 gange i hvert enkelt fag.
§ 12
Samtlige eksamenskarakterer samt eventuelle årskarakterer efter § 8, stk. 2 indfores i skolens eksamensprotokol, der autoriseres af direktoratet for ungdomsundervisningen.
§ 13
For den, der har bestået landbrugsteknikereksamen, udstedes der et eksamensbevis, hvori dimittenden betegnes som landbrugstekniker med linieangivelse. Beviset underskrives af skolens forstander.
Eksamensbeviset affattes i en af direktoratet for ungdomsundervisningen godkendt form.
§ 14
Direktoratet for ungdomsundervisningen kan godkende, at der afholdes sygeeksamen for studerende, der på grund af sygdom ikke har kunnet deltage i den ordinære eksamen i et eller flere fag.
§ 15
Bekendtgørelsen har virkning fra den 1. september 1973.
For de studerende der har påbegyndt uddannelsen før bekendtgørelsens ikrafttræden, gælder de af direktoratet for ungdomsundervisningen fastsatte foreløbige prøve- og ordensbestemmelser og godkendte kursusplaner.
pre_paragraph I henhold til § 2, stk. 3 og § 6 i lov nr. 259 af 4. juni 1970 om folkehøjskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og efterskoler fastsættes:
Undervisningsministeriet, den 3. september 1973, den 3. september 1973
/Knud Heinesen. /Rie Halleløv/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1973
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1973