TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ansættelse som tjenestemand på prøve i folkeskolen med senere varig ansættelse for øje (*

BEK nr 590 af 21/11/1973

DanmarkBekendtgørelse1973

§ 1

Ifølge tjenestemandslovens § 6, stk. 1, sker første varige ansættelse som tjenestemand efter forudgående ansættelse på prøve.

§ 2

Ved genansættelse af en tjenestemand, der tidligere har haft varig ansættelse som tjenestemand i folkeskolen eller ved de i § 4 nævnte skolevæsener, kan der af ansættelsesmyndigheden kræves ansættelse på prøve, jfr. § 5.

Stk. 2

Såfremt der ved en varigt ansat tjenestemands overgang til tjenestemandsansættelse i en anden styrelse af ansættelsesmyndigheden kræves ansættelse på prøve, kan der ydes tjenestemanden fornøden tjenestefrihed i den hidtidige styrelse, jfr. tjenestemandslovens § 58, stk. 1.

§ 3

Ved første ansættelse er prøvetjenestens længde 2 år.

§ 4

Såfremt den, der ansættes, har varig ansættelse som tjenestemand i en lærerstilling eller lignende i staten, ved Københavns kommunes skolevæsen eller folkeskolen på Færøerne eller i Grønland, kan ansættelse ske uden forudgående ansættelse på prøve. Eventuelt kan der fastsættes en kortere prøvetjeneste, der dog ikke kan overstige 1 år.

§ 5

Såfremt der ved genansættelse af en tjenestemand, der tidligere har haft varig ansættelse som tjenestemand i folkeskolen eller ved de i § 4 nævnte skolevæsener, kræves ansættelse på prøve, kan prøvetiden nedsættes under hensyn til den hidtidige tjenestes karakter og varighed. Prøvetjenesten kan ikke overstige 1 år.

§ 6

Undervisningsvirksomhed m.v. udført under en af nedennævnte ansættelser kan helt eller delvis træde i stedet for prøvetjeneste, såfremt de i stk. 2 nævnte betingelser er opfyldt. 1. Prøvetjeneste i en anden tjenestemandsstilling i folkeskolen i Danmark, herunder Færøerne og Grønland, eller i en af statens lærerstillinger. 2. Tjeneste som timelærer, vikar eller faglærer i folkeskolen i Danmark, herunder Færøerne og Grønland, eller i en af statens lærerstillinger. 3. Tjeneste ved anerkendte private skoler, eksamenskursus, skolehjem eller lignende institutioner i Danmnark, herunder Færøerne og Grønland, samt ved de af Dansk Skoleforening administrerede skoler i Sydslesvig. 4. Tjeneste ved undervisningsvirksomhed i udlandet og anden pædagogisk virksomhed, dog kun efter undervisningsministeriets bestemmelse i det enkelte tilfælde.

Stk. 2

For at kunne erstatte prøvetjeneste skal den i stk. 1 omhandlede virksomhed 1. have ligget efter bestået eksamen, 2. have omfattet mindst 2/3 af det for vedkommende stilling fastsatte pligtige timetal, eller - hvor intet bestemt løntimetal er fastsat - mindst 2/3 af det for lærere i folkeskolen på vedkommende tidspunkt gældende normale løntimetal, 3. efter vedkommende skolemyndigheds eller skoles skøn have været tilfredsstillende og 4. have haft en sammenhængende varighed af mindst 6 måneder ved samme skolevæsen eller institution. Ved vekslende timetal kan enkelte måneder af en sådan ansættelse erstatte prøvetjeneste, såfremt løntimetallet i disse har udgjort mindst 2/3 af fuldt timetal.

Stk. 3

Undervisningsvirksomhed som ikke-tjenestemandsansat børnehaveklasseleder (vakancevikar) kan ved ansættelse i tjenestemandsstilling som børnehaveklasseleder træde i stedet for prøvetjeneste, for så vidt de i stk. 2 angivne betingelser er opfyldt. Virksomhed, der kun har omfattet halvdelen af det for børnehaveklasseledere i folkeskolen gældende timetal, kan dog medregnes, men der må i sådanne tilfælde foretages afkortning ved omregning af virksomheden, jfr. bestemmelserne i stk. 2, pkt. 2 og 4, 2. punktum.

§ 7

Prøvetjenesten skal være effektiv.

Stk. 2

Fravær på grund af værnepligtstjeneste, sygdom, tjenstudygtighed som følge af svangerskab eller barnefødsel - herunder tilstået tjenestefrihed i denne anledning - af tilsammen højst 60 dages varighed medfører ikke forlængelse af prøvetjenesten. Når sådanne fravær, enkeltvis eller sammenlagt, har varet ud over 60 dage, forlænges prøvetjenesten med 1 måned pr. påbegyndt 30 dages fravær ud over 60 dage.

Stk. 3

Fravær, der er en umiddelbar følge af tilskadekomst i tjenesten, medfører kun forlængelse af prøvetjenesten, såfremt det - alene eller sammenlagt med eventuelle fravær som nævnt i stk. 2 af højst 60 dages varighed - overskrider et tidsrum af 180 dage; i så fald forlænges prøvetjenesten med 1 måned pr. påbegyndt 30 dages fravær ud over 180 dage.

Stk. 4

Såfremt der bevilges en på prøve ansat tjenestemand tjenestefrihed mod afholdelse af vikarudgifter til deltagelse i de af Danmarks Lærerhøjskole, Danmarks Højskole for legemsøvelser eller de anerkendte sløjdlærerskoler arrangerede kursus, og tjenestefriheden sammen med eventuelle fravær i henhold til stk. 2 overskrider 60 dage, forlænges prøvetjenesten efter den i samme stk. nævnte regel.

Stk. 5

Såfremt der i medfør af tjenestemandslovens § 58, stk. 1, bevilges en på prøve ansat tjenestemand tjenestefrihed uden løn, forlænges prøvetjenesten tilsvarende.

Stk. 6

Såfremt der i medfør af tjenestemandslovens § 58, stk. 3, bevilges en på prøve ansat tjenestemand nedsat tjenestetid, medregnes denne fuldt ud i prøvetjenesten, for så vidt den udgør 2/3 af fuld tjenestetid eller derover. I andre tilfælde forlænges prøvetjenestens varighed således, at den omregnet svarer til 2/3 tjeneste.

§ 8

Når en på prøve ansat tjenestemand har været ansat i 4 måneder, skal den myndighed, der har indstillingsret til stillingen, indhente en skriftlig erklæring fra tjenestemandens nærmeste overordnede chef om den pågældendes udførelse af tjenesten. På grundlag af erklæringen foretages der indstilling til ansættelsesmyndigheden, der afgør, om ansættelsesforholdet kan fortsætte. I benægtende fald afskediges den pågældende, jfr. tjenestemandslovens § 31, stk. 1 og 2, og § 33, stk. 2.

Stk. 2

Såfremt erklæringen giver anledning til bemærkninger, uden dog at give grundlag for indstilling om afsked, bør der med passende mellemrum indhentes nye erklæringer om de forhold, som ikke er fundet tilfredsstillende. Der skal gives den prøveansatte fornøden vejledning vedrørende disse forhold.

Stk. 3

Prøvetjenesten kan forlænges, såfremt den ikke har været tilfredsstillende. Afgørelsen af, om prøvetjenesten har været tilfredsstillende, træffes på grundlag af en af tjenestemandens nærmeste overordnede chef afgiven fornyet bedømmelse, der, såfremt prøvetjenesten ikke skønnes at have været tilfredsstillende, skal indeholde en nærmere begrundelse herfor. Tjenestemanden skal have udleveret en afskrift af bedømmelsen. Såfremt prøvetjenesten agtes forlænget, fordi den ikke har været tilfredsstillende, skal der snarest og senest 6 måneder før normal prøvetjenestes udløb gives tjenestemanden underretning herom.

Stk. 4

Senest 3 måneder før normal eller forlænget prøvetjenestes udløb skal der træffes afgørelse om, hvorvidt den prøveansatte er egnet til varig ansættelse. Er det ikke tilfældet, finder afskedigelse sted, jfr. tjenestemandslovens § 28, sammenholdt med § 33, stk. 2, og § 31, stk. 1 og 2.

§ 9

En på prøve ansat tjenestemand afskediges af den myndighed, som har udnævnt ham til stillingen.

§ 10

Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. august 1973.

Stk. 2

Samtidig ophæves undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 477 af 29. august 1946 om aspiranttjeneste og praktisk virksomhed som betingelse for ansættelse i folkeskolens lærerembeder og undervisningsministeriets cirkulære nr. 231 af 17. november 1965 om forståelsen af bestemmelsen i skoletilsynslovens § 38, stk. 11.

pre_paragraph I medfør af § 39, jfr. § 6, stk. 3, i lov nr. 291 af 18.juni 1969 om tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken samt aftale af 7. november 1973 mellem undervisningsministeren og Danmarks Lærerforening om prøvetjenestens længde fastsættes:


Undervisningsministeriet, den 21. november 1973., den 21. november 1973

/P. Bilfeldt./

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1973
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1973