Bekendtgørelse om omsætning og anvendelse af kviksølvholdige bekæmpelsesmidler til bejdsning af korn og frø.
BEK nr 603 af 28/11/1973
§ 1
Ved bejdsning af korn og frø forstås behandling af korn og frø med bekæmpelsesmidler inden såning med henblik på beskyttelse af udsæden og den deraf fremspirende plante mod svampe- og skadedyrsangreb. I denne bekendtgørelse benævnes disse bekæmpelsesmidler kornbejdsemidler.
§ 2
Kornbejdsemidler indeholdende kviksølvforbindelser må kun anvendes til afsvampning af korngenerationerne til og med stamsæd og til afsvampning af frø.
Under særlige omstændigheder kan giftnævnet tillade bejdsning af andet korn.
§ 3
Kornbejdsemidler med indhold af kviksølvforbindelser må kun erhverves og anvendes af virksomheder, hvis ansvarlige leder har fået særlig tilladelse dertil af miljøstyrelsen, jfr. stk. 3.
Har en virksomhed flere udleveringssteder eller bejdseanstalter, skal der indhentes tilladelse af lederne af hvert enkelt udleveringssted eller bejdseanstalt.
Den i stk. 1 og 2 nævnte tilladelse udstedes af kemikaliekontrollen, Skovbrynet 12, 2800 Lyngby på miljøstyrelsens vegne og gives på nærmere fastsatte vilkår. Tilladelsen ophører at have gyldighed, såfremt den tilbagekaldes af kemikaliekontrollen på miljøstyrelsens vegne eller afmeldes af vedkommende virksomhed med mindst 15 dages varsel til en 1. januar. Afmeldelse skal ske til kemikaliekontrollen.
§ 4
Kornbejdsemidler med indhold af kviksølvforbindelser må kun sælges til de i § 3 nævnte virksomheder mod forevisning af den givne tilladelse.
§ 5
Den fabrikant eller importør, der i henhold til bekendtgørelse nr. 289 om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr samt om midler til regulering af plantevækst §§ 19-21 har fået giftnævnets godkendelse af etikette og brugsanvisning for det pågældende middel, skal føre bog over produktion og salg af kornbejdsemidler med indhold af kviksølvforbindelser.
Bogføringen skal foregå straks efter, at dispositionen har fundet sted, med angivelse af fakturanummer, dato, kontrahentens navn og adresse og skal i øvrigt ske på en sådan måde, at virksomhedens beholdning af kornbejdsemidler fremgår af bogen eller gennem en specificeret udskrift af firmaets normale bogholderi, der kan godkendes af kemikaliekontrollen.
Bogføringen med bilag (fakturaer m.v.) skal efter kemikaliekontrollens anmodning forevises for kontrollen i sædvanlig arbejdstid. Bogen med bilag skal efter at være udskrevet tilsendes kemikaliekontrollen eller opbevares, indtil kemikaliekontrollen tillader, at den tilintetgøres.
§ 6
Kviksølvbejdset korn og frø samt affaldsprodukter fra bejdsningen må ikke under nogen form anvendes til menneskeføde eller som foder til noget dyr.
§ 7
Bejdsevirksomheden er forpligtet til at tilbagetage ubrudte sække med ubenyttet kviksølvbejdset udsæd fra sine aftagere. Bejdsevirksomheden skal oplyse sine aftagere om denne pligt.
§ 8
Kviksølvbejdset korn og frø skal umiddelbart efter bejdsningen emballeres i sække (poser) og plomberes. Omemballering må kun foretages af de virksomheder, der har fået den i § 3 omhandlede tilladelse, og kornet (frøet) skal umiddelbart i forbindelse hermed emballeres i sække (poser) og plomberes.
Følgende angivelser skal være tydeligt påtrykt emballagen:
a) Kornet (frøet) er giftigt.
b) Kornet (frøet) må ikke under nogen form anvendes til menneskeføde eller som foder til noget dyr.
c) Kornet (frøet) er behandlet med en organisk kviksølvsforbindelse.
d) Kviksølvmængden i mg Hg pr. kg korn (frø).
e) Bejdsevirksomhedens navn og adresse samt angivelse af år og måned for bejdsningen.
f) Kornet (frøet) må ikke omsækkes før brugen.
g) Eventuel restbeholdning af ubrudte sække med såsæd skal efter såning returneres til bejdsevirksomheden.
h) Sækken (posen) må ikke anvendes til brødkorn, andre levnedsmidler og foderstoffer.
i) Emballagen skal påføres vægtangivelse.
Den i stk. 2 under d, e og i anførte mærkning kan påføres en mærkeseddel, der hæftes på emballagen på forsvarlig måde, således at den normalt vil blive siddende, indtil indholdet er brugt.
§ 9
Tilbagetagningspligten i § 7 og mærkningsbestemmelsen herom i § 8 gælder ikke for frø og vårhvede.
§ 10
Enhver, der har fået den i § 3 omhandlede tilladelse, skal føre bog over beholdning, erhvervelse, forbrug og overdragelse af kviksølvholdige kornbejdsemidler.
Bejdsevirksomheden skal desuden føre bog over beholdning og produktionen af kviksølvbejdset korn (frø) samt over enhver erhvervelse eller overdragelse heraf, være sig køb, salg, midlertidig opbevaring eller lignende.
Bogføringen efter stk. 1 og 2 skal foretages straks efter, at dispositionen har fundet sted, med angivelse af fakturanummer, dato, kontrahentens navn og adresse, og skal i øvrigt ske på en sådan måde, at sælgerens beholdning af kviksølvbejdsemiddel og kviksølvbejdset korn (frø) fremgår af bogen eller gennem en specificeret udskrift af firmaets normale bogholderi, der kan godkendes af kemikaliekontrollen. Den bogførte beholdning skal til enhver tid nøje svare til sælgerens faktiske beholdning.
Bogføringen efter stk. 1-3 med bilag (fakturaer m.v.) skal efter kemikaliekontrollens anmodning forevises for kontrollen i sædvanlig arbejdstid. Bogen med bilag skal, efter at være udskrevet, på forlangende tilsendes kemikaliekontrollen eller opbevares, indtil kemikaliekontrollen tillader, at den tilintetgøres.
§ 11
Kemikaliekontrollen har i normal arbejdstid, mod behørig legitimation, adgang til de i § 3 nævnte virksomheders lagre og er berettiget til at kontrollere disse og udtage prøver til nærmere undersøgelse.
§ 12
I øvrigt gælder de i bekendtgørelse nr. 289 af 25. september 1961 om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr samt om midler til regulering af plantevækst med senere ændringer fastsatte bestemmelser og de i henhold til samme bekendtgørelse af giftnævnet fastsatte forskrifter.
§ 13
Den, der gør sig skyldig i overtrædelse eller forsøg på overtrædelse af de i denne bekendtgørelse indeholdte bestemmelser, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter lovens § 20 eller den øvrige lovgivning.
§ 14
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. juni 1974.
pre_paragraph I medfør af § 12 i lov nr. 118 af 3. maj 1961 om midler til bekæmpelse af plantesygdomme, ukrudt og visse skadedyr samt om midler til regulering af plantevækst fastsættes:
Miljøministeriet, den 28. november 1973., den 28. november 1973
/Helge Nielsen. Niels Borre./
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1973
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1973