Bekendtgørelse om sundhedstjenesten i skibe
BEK nr 610 af 29/11/1973
§ 1
Det påhviler skibsføreren at tilrettelægge en sundhedstjeneste og føre tilsyn med de hygiejniske forhold om bord i overensstemmelse med de vejledninger og forskrifter, der er givet i en af handelsministeriet godkendt lægebog for søfarende.
§ 2
Det påhviler skibsføreren at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge erhvervsskader, forgiftninger og sygdomme eller disses udbredelse om bord.
Endvidere skal følgende iagttages:
a) Letfordærvelige fødemidler skal opbvares i kølerum, isskabe eller andre rum, hvor der kan holdes passende lav temperatur.
b) Under skibets ophold ved land i troperne skal der sørges for bedst mulig ventilation af opholdsrum, maskinrum, fyrplads, kabys og proviantrum.
§ 3
Skibsføreren skal påse, at drikkevand kun indtages fra vandforsyningsanlæg eller vandbåde, der er kontrolleret og godkendt af vedkommende myndigheder. Er dette ikke muligt, skal indtaget drikkevand desinficeres effektivt ved kloring. Suppleres drikkevandsforsyningen ved lavtryksdestillationsapparater, må dette kun ske på basis af søvand, der er indtaget i områder, hvor dette kan anses som rent.
Drikkevand skal opbevares i dertil bestemte, ved vandindtagelsen fuldstændig rene tanke eller beholdere. Efter dokning, eller hvor disse tanke i øvrigt har været genstand for rensning og eftersyn, skal tanken desinficeres ved kloring.
§ 4
Såfremt antallet af samtlige ombordværende personer overstiger 100, og skibet sejler uden for europæisk fart, skal der om bord være ansat en læge. Er personaltallet over 500, skal der desuden være ansat mindst en sygepasser eller sygeplejerske.
Ved »europæisk fart« forstås: Fart i europæiske farvande, Middelhavet, Sortehavet og Azovske Hav samt på Marokko, Azorerne, Madeira og Kanariske Øer.
Som skibslæge kan kun antages
a) personer, der har modtaget autorisation i henhold til § 2, stk. 1, jfr. § 3, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 197 af 14. maj 1970 af lov om udøvelse af lægegerning,
b) personer, som i henhold til samme lovbekendtgørelses § 3, stk. 4, har modtaget autorisation som dansk læge, eller
c) personer, der har modtaget autorisation som læge i andet nordisk land, og hvis ansættelse som skibslæge er sket med sundhedsstyrelsens tilladelse.
Foruden at behandle alle om bord forekommende sygdomstilfælde påhviler det lægen at føre tilsyn med skibets beholdninger af medicin, forbindsstoffer og instrumenter og at påse, at disse beholdninger er til stede i tilstrækkelig mængde.
I øvrigt skal lægen bistå skibsføreren ved udførelsen af de pligter, der påhviler denne i henhold til § 1, ligesom han skal bistå ham ved tilsynet med, at reglerne i §§ 2 og 3 overholdes.
§ 5
I skibe, hvor der er ansat læge, fører denne lægejournal.
I lægejournalen indfører lægen oplysninger om alvorlige sygdomstilfælde, om fødsler og dødsfald, om ulykkestilfælde, der har eller kan antages at få varige følger, om lægens undersøgelse vedrørende de hygiejniske forhold og sundhedstilstanden om bord samt i øvrigt om sådanne forhold, som måtte være af betydning for sundhedstilstanden om bord.
Har lægen givet lægeråd til andre skibe, gøres antegning i lægejournalen herom med alle nærmere oplysninger.
§ 6
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. februar 1974.
Anordning nr. 10 af 20. januar 1967 om sundhedstjenesten i skibe m.v. er bortfaldet.
pre_paragraph I medfør af § 55, stk. 4, i sømandslov nr. 420 af 13. juni 1973 fastsættes herved følgende:
Handelsministeriet, den 29. november 1973., den 29. november 1973
/Erling Jensen. E. Lysgaard./
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1973
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1973