Bekendtgørelse om søfarendes ret til at kræve afsked og fri hjemrejse ved graviditet
BEK nr 611 af 29/11/1973
§ 1
Nedenstående bestemmelser finder anvendelse på enhver kvindelig søfarende, som udfører arbejde på dansk skib, med undtagelse af søfarende, der alene arbejder om bord, medens skibet ligger i havn.
§ 2
En søfarende kan kræve afsked, når det ved lægeerklæring godtgøres, at hun er gravid, og at det af medicinske årsager ikke kan anses for forsvarligt, at hun fortsætter i sin stilling om bord. Det samme gælder, når det af hensyn til hende selv, den forestående fødsel eller barnet må anses for påkrævet, at tjenesteforholdet bringes til ophør.
Den søfarende kan altid kræve afsked efter udløbet af 4. svangerskabsmåned, når hun ikke regelmæssigt vil kunne få fornødent lægetilsyn ved fortsat tjeneste om bord, ellers efter udløbet af 6. svangerskabsmåned.
§ 3
En søfarende, som kan kræve afsked efter § 2, og som ønsker at rejse til sin bopæl i Danmark, har ret til fri rejse med underhold for statens regning. Det samme gælder, hvis hun ved tjenesteforholdets ophør kunne have krævet afsked efter § 2.
Finder fødslen sted i udlandet, kan handelsministeriet også efter fødslen yde fri hjemrejse som anført i stk. 1 for såvel moder som barn.
Ønsker en gravid søfarende at rejse til sin bopæl i Danmark efter stk. 1, skal krav om fri hjemrejse så vidt muligt fremsættes ved fratrædelsen. Begæring om hjemrejse efter stk. 2 skal fremsættes inden 1 måned efter fødslen.
§ 4
En søfarende er i forbindelse med enhver lægeundersøgelse forud for tiltrædelse af tjeneste på dansk skib samt ved enhver lægeundersøgelse, der foretages under tjenesten, pligtig til uopfordret at oplyse lægen om, at hun er gravid, eller om, at hun har mærket symptomer, som kan tyde på, at muligheden herfor foreligger.
Bliver en søfarende under tjenesten klar over, at hun er gravid, har hun pligt til straks at meddele dette til skibsføreren. Vil hun gøre brug af retten til at kræve afsked efter § 2, skal hun snarest muligt underrette skibsføreren om, hvornår hun ønsker at fratræde.
Skibsføreren skal, når han får kendskab til, at en søfarende er gravid, give hende lejlighed til at søge læge for nødvendig svangerskabskontrol i den førse havn, hvor dette kan ske. Endvidere påhviler det skibsføreren, i den udstrækning det er muligt før lægeundersøgelsen, at give den søfarende underretning om skibets rejseruter.
Undlader en søfarende at give de oplysninger, som er nævnt i stk. 1 og 2, kan handelsministeriet kræve, at hun tilbagebetaler statens udgifter i forbindelse med hendes hjemrejse.
§ 5
Hjemrejse efter § 3 ordnes af konsulen eller af skibsføreren, dersom der ikke er dansk konsul på stedet.
Det er en forudsætning for at opnå refusion, at der foreligger fornøden dokumentation for afholdte udgifter, og at der er iagttaget sædvanlig god økonomi ved iværksættelse af foranstaltninger efter denne bekendtgørelse.
§ 6
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1974.
pre_paragraph I medfør af § 9 i sømandslov nr. 420 af 13. juni 1973 fastsættes herved følgende:
Handelsministeriet, den 29. november 1973., den 29. november 1973
/Erling Jensen. E. Lysgaard./
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1973
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1973