TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om interventionskøb af svinekød

BEK nr 374 af 11/07/1974

DanmarkBekendtgørelse1974

§ 1

Svinekød er genstand for interventionskøb her i landet i henhold til Det europæiske økonomiske Fællesskabs markedsordning for svinekød under forudsætning af, at kødet hidrører fra svin med oprindelse i fællesskabet, og at kødet ikke er eller har været frosset. Det er forbudt at afgive svinekød, der ikke opfylder disse forudsætninger, til intervention.

Stk. 2

Ud over de af Det europæiske økonomiske Fællesskab fastsatte betingelser for interventionskøb af svinekød skal de i § 2 og § 3 angivne betingelser være opfyldt.

Stk. 3

Veterinærdirektoratet foretager kontrol med overholdelse af ordningens bestemmelser.

§ 2

Den sælger, der ønsker at levere svinekød til intervention, skal fremsætte tilbud senest 48 timer efter slagtningen til Direktoratet for Markedsordningerne, Torvegade 2, 1400 København K, på en blanket, der på begæring tilsendes af direktoratet, og skal i øvrigt forholde sig i overensstemmelse med de bestemmelser, som direktoratet fastsætter i en vejledning om de omhandlede interventionskøb af svinekød.

Stk. 2

Tilbudet skal mindst omfatte:

a) slagtede svin i hele eller halve kroppe: 10 tons,

b) brystflæsk: 5 tons,

c) svinespæk: 5 tons.

Stk. 3

Det tilbudte svinekød skal opfylde de krav, der er fastsat i Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 395 af 29. juni 1973 om tillæg til bekendtgørelse nr. 320 af 20. december 1924 angående udførsel af kød m. m. af heste, hornkvæg, får, geder og svin, herunder være EØF-stemplet. Det tilbudte kød skal være stemplet i overensstemmelse med Landbrugsministeriets slagtedagskode, og det skal være ledsaget af et certifikat, der opfylder kravene i ovennævnte bekendtgørelses bilag I, kapitel XI.

§ 3

Direktoratet for Markedsordningerne underretter tilbudsgiver om tidspunkt og sted for indlagring af svinekødet på et af Veterinærdirektoratet godkendt frysehus.

Stk. 2

Forinden det tilbudte svinekød indlagres på frysehus, skal det ved en af Veterinærdirektoratet foranstaltet kontrol på slagtestedet henholdsvis opskæringsvirksomheden konstateres, om svinekødet og dets mærkning opfylder de i markedsordningen for svinekød og de i denne bekendtgørelse fastsatte betingelser for levering til intervention.

Stk. 3

Uanset købelovens bestemmelser overgår risikoen for svinekødet først til direktoratet, respektive frysehuset, når endelig overtagelse har fundet sted.

§ 4

Sælgeren skal for egen regning og efter anvisning fra Direktoratet for Markedsordningerne lade svinekødet transportere til det pågældende frysehus. Transporten skal foregå i overensstemmelse med bestemmelserne i nr. 51-56 i bilag I til den i § 2, stk. 3 nævnte bekendtgørelse.

Stk. 2

Kødet skal i forbindelse med indlagringen på frysehuset vejes af en statsautoriseret vejer og måler. Den herved konstaterede vægt lægges til grund ved beregning af købesummen.

Stk. 3

Svinekødet betragtes først som endelig overtaget af direktoratet, når et af direktoratet foreskrevet overtagelsesdokument er underskrevet af veterinærkontrollen på slagtestedet henholdsvis opskæringsvirksomheden, af sælgeren og af frysehusets indehaver.

Stk. 4

Det overtagne svinekød betales med den på overtagelsesdagen gældende danske interventionspris for det pågældende svinekød. Prisen angives eksklusive merværdiafgift.

§ 5

Overtrædelse af § 4, stk. 1, 2. pkt., straffes med bøde. Overtrædelse af § 1, stk. 1, 2. pkt., straffes ligeledes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt, jfr. § 16 i lov nr. 595 af 22. december 1972 om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.

§ 6

Denne bekendtgørelse træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende.

pre_paragraph I medfør af § 1, stk. 1 og 2, § 6, § 7 og § 16, stk. 6, i lov nr. 595 af 22. december 1972 om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. fastsættes:


Landbrugsministeriet, den 11. juli 1974., den 11. juli 1974

/Niels Anker Kofoed. J. Rønning-Petersen./

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1974
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1974