Bekendtgørelse om skibes forsyning med lægemidler m.v.
BEK nr 407 af 31/07/1974
§ 1
Ethvert skib, jfr. dog § 14, skal være forsynet med en kiste eller et skab, særlig indrettet til opbevaring af de foreskrevne lægemidler m.v. Kisten eller skabet betegnes i det følgende: medicinkisten.
Medmindre andet fremgår af sammenhængen, forstås i denne bekendtgørelse ved »lægemidler« tillige desinfektionsmidler, forbindsstoffer, sygeplejeartikler og instrumenter.
Ved »euforiserende stoffer« forstås de lægemidler, der er omfattet af de af indenrigsministeriet til enhver tid fastsatte regler herom, for tiden bekendtgørelse nr. 502 af 17. november 1969.
Ved »indskrænket fart« forstås fart i Nord- og Østersøen, nærmere bestemt al fart øst for 3 grader østlig længde og syd for 61 grader nordlig bredde. »Europæisk fart« omfatter tillige al fart på Middelhavet, Sortehavet og Azovske Hav samt på Marokko, Azorerne, Madeira og Kanariske Øer.
§ 2
Medicinkkisterne betegnes efter indholdets omfang med tallene 1, 2, 3, 4 og 5. Afgørende for, hvilken medicinkiste der skal findes om bord i det enkelte skib, er antallet af ombordværende personer sammenholdt med det skibet af statens skibstilsyn tildelte fartsområde som nærmere angivet i nedenstående skema: Indskrænket Euro- Uden for Personantal fart pæisk fart europæisk fart Højst 6 1 4 5 7-20 2 4 5 21 og derover 3 4 5
Skibe i lokal fart langs Grønlands kyster skal være forsynet med den for indskrænket fart foreskrevne medicinkiste.
Skibe, der går i fart af over 1/2 times, men ikke over 3 timers varighed i søen, skal være forsynet med medicinkiste 1.
Skibe, der i henhold til deres normale fartsområde skal være forsynet med medicinkiste 1 eller 2, kan uanset foranstående bestemmelser på en enkelt rejse mellem Syd-Danmark og Grønland være forsynet med medicinkiste 2 suppleret med antibiotica m.v., jfr. sundhedsstyrelsens vejledning af 29. september 1969 om anvendelse af antibiotica (pennicillin- og tetracyklintabletter) om bord i visse skibe.
§ 3
For skibe, der i henhold til § 2, stk. 1, skal være forsynet med medicinkiste 4 eller medicinkiste 5, kan der, for så vidt antallet af ombordværende personer ikke overstiger 14, foretages reduktion med halvdelen af den for henholdsvis medicinkiste 4 og 5 foreskrevne mængde af lægemidler og tekniske desinfektionsmidler, idet dog halveringen ikke gælder de foreskrevene mængder af adrenalininjektionsvæske, antibiotica (penicillin og tetracyklin) og malariaforebyggende midler; forbindsstoffer, sygeplejeartikler og instrumenter må medføres i det foreskrevne omfang. Hvor egentlig halvering ikke er mulig under hensyn til sædvanlige pakningsstørrelser, bør det udleverende apotek drage omsorg for, at der medgives den mængde nærmest over den specielt foreskrevne, som er forenelig med præparatets pakningsstørrelse i øvrigt.
§ 4
Fiskeskibe - med undtagelse af åbne fartøjer - der driver fiskeri inden for linierne 6 grader østlig længde i vest og 58 grader nordlig bredde i Østersøen i øst, skal være forsynet med medicinkiste 1. I fiskeskibe på 20 registertons brutto og derover i sådan fart skal medicinkiste 1 suppleres med 3 stk. ampuller med pethidin til indsprøjtning, et lægetermometer samt engangssprøjter og kanyler.
Fiskeskibe, der driver fiskeri i Nordsøen vest for linjen 6 grader østlig længde, i Den engelske Kanal, i Østersøen nord for 58 grader nordlig bredde, samt langs Norges vestkyst øst for 0 grader længde og syd for 70 grader nordlig bredde, skal være forsynet med medicinkiste 2 suppleret med antibiotika m.v., jfr. sundhedsstyrelsens vejledning af 29. september 1969 om anvendelse af antibiotica (penicillin- og tetracyklintabletter) om bord i visse skibe.
Stenfiskerfartøjer, uddybningsmateriel og lignende, der anvendes i indskrænket fart, og i hvilke antallet af ombordværende personer ikke overstiger 6, skal være forsynet med medicinkiste 1 suppleret med 3 stk. ampuller med pethidin til indsprøjtning, et lægetermometer samt engangssprøjter og kanyler.
§ 5
Redningsbåde og -flåder skal være forsynet med en medicinkiste eller forbindskasse, der benævnes medicinkiste 6.
§ 6
Om det til enhver tid foreskrevne indhold af hver af de 6 medicinkistetyper gives meddelelse i dagbladet »Børsen«, i »Efterretninger for Søfarende«, i »Skibstilsynets Meddelelser« samt i »Archiv for Pharmaci og Chemi« og »Farmaceutisk Tidende«, jfr. anordning nr. 250 af 2. juli 1954 om, at visse af ministeriet for handel, industri og søfart udfærdigede bekendtgørelser ikke indføres i lovtidende, og bekendtgørelse nr. 303 af 2. oktober 1954. Disse oversigter over medicinkisternes foreskrevne indhold er i det følgende betegnet som: fortegnelserne.
§ 7
De foreskrevne mængder af de enkelte lægemidler er minimumsmængder. Skibets fører afgør i det enkelte tilfælde, om der ønskes medtaget en større mængde end angivet af et eller flere af lægemidlerne, jfr. dog stk. 2. Dette gælder også, såfremt mængden af lægemidlet i den pågældende medicinkiste er angivet med nul.
I skibe, hvor der ikke skal være ansat læge, må medicinkisten ikke indeholde euforiserende stoffer i større mængde end den foreskrevne.
I skibe, hvor der skal være ansat læge, skal der foruden de for det pågældende skib foreskrevne lægemidler forefindes medicin og instrumenter i det omfang, det må anses for påkrævet.
§ 8
De foreskrevne pakningsstørrelser skal såvidt muligt anvendes. Såfremt der i medfør af bestemmelserne i § 7, stk. 1, rekvireres større mængder end anført i fortegnelserne, bør de sædvanlige pakningsstørrelser anvendes.
Lægemidlerne skal være godt emballeret og forsynet med trykt eller maskinskrevet påskrift, der angiver lægemidlets benævnelse, eventuelt tillige en kort brugsanvisning, jfr. afsnittet om lægemidlernes anvendelse og dosering i »Lægebog for Søfarende«, samt så vidt muligt holdbarhedsgrænse. Lægemidlerne skal være forsynet med dato og årstal for udlevering fra apotek.
Euforiserende stoffer er i fortegnelsen mærket med et »OBS«.
Metalinstrumenter skal være af korrosionsfrit materiale (rustfri).
§ 9
Lægemidlerne skal opbevares i glas eller anden hensigtsmæssig, holdbar emballage. Der skal være en iøjnefaldende adskillelse mellem lægemidler og tekniske desinfektionsmidler.
Medicinkisten skal anbringes på et mod fugt, kulde og stærk varme vel beskyttet sted. Lægemidlerne må kun være tilgængelige for skibsføreren og dennes stedfortræder.
Medicinkiste 6 skal opbevares vandtæt i plomberet emballage, der skal være mærket på iøjnefaldende måde med udskriften »Medicinkiste 6« samt datoen for sidste eftersyn på dansk apotek.
§ 10
De foreskrevne lægemidler rekvireres skriftligt fra et apotek af rederen eller skibsføreren, jfr. dog stk. 2.
Rekvisition af lægemidler til gummiredningsflåder kan dog også foretages af personer eller firmaer, som sundhedsstyrelsen særligt har bemyndiget hertil; rekvisitionen skal oplyse rekvirentens navn og adresse samt flådens fabrikat og nr. De således meddelte bemyndigelser vil blive kundgjort i overensstemmelse med reglerne i § 6.
Over det leverede udfærdiger apoteket en fortegnelse i 3 eksemplarer, hvoraf 2 eksemplarer medfølger ved leveringen, medens det 3. eksemplar opbevares på apoteket i mindst 2 år.
Lægemidlerne skal ved enhver rejses påbegyndelse være til stede i de foreskrevne mængder. Finder under rejsen væsentligt forbrug sted af noget lægemiddel, skal det forbrugte erstattes med nyt, så snart lejlighed dertil gives. Komplettering af medicinkisten bør kun i undtagelsestilfælde finde sted ved rekvisition hos udenlandsk apotek; finder komplettering sted i udenlandsk havn, skal det ved tilførsel til skibsdagbogen henholdsvis tilsynsbogen angives, hvilke opbrugte bestanddele af medicinkistens beholdning der er erstattet af nye.
Skibsføreren skal i skibsdagbogen redegøre for ethvert indkøb og forbrug af euforiserende stoffer.
§ 11
Fra medicinkisten må lægemidler alene udleveres af skibsføreren eller den, han dertil har bemyndiget, og udlevering må alene ske til ombordværende personer, for hvis pleje eller sundhedstilstand skibsføreren er ansvarlig ifølge søfartslovgivningen. Udleveres lægemidler, der ikke indtages i vedkommende skibsofficers påsyn, bør lægemidlet udleveres i passende emballage, mærket med lægemidlets navn samt doseringsangivelse.
I øvrigt må ved udleveringen iagttages såvel almindelig af omstændighederne påkrævet forsigtighed som de særlige direktiver, der i »Lægebog for Søfarende« eller den i § 13 omtalte vejledning eller på lægemidlets etiket er givet for lægemidler af den pågældende art.
§ 12
Medicinkister af typerne 2, 3, 4 og 5 skal ved skibsførerens foranstaltning underkastes eftersyn mindst en gang årligt. Eftersynet har til formål dels at komplettere medicinkistens indhold, hvor dette ikke er sket som omtalt i § 10, stk. 4, dels at sikre, at lægemidler, der ikke skønnes at være i overensstemmelse med de i officielle formelsamlinger opstillede kvalitetskrav, udskiftes med nye.
Eftersynet foretages under skibets anløb af dansk havn af et apotek. Om det foretagne eftersyn udstedes en dateret attest, der har gyldighed i et år.
For så vidt mulighed for eftersyn som i stk. 2 omhandlet ikke kan forventes at foreligge inden udløbet af det senest foretagne eftersyns gyldighed, skal skibsføreren foretage eftersynet. Den herved fornødne komplettering af medicinkistens indhold bør fortrinsvis iværksættes ved indsendelse til dansk apotek af en specificeret rekvisitionsliste. Sker rekvisition fra udenlandsk apotek, skal skibsføreren ved de rekvirerede lægemidlers modtagelse kontrollere, at kompletteringen er i orden, navnlig ved at tydeliggøre etikkettering og anden mærkning af det enkelte lægemiddel, hvor det skønnes påkrævet. Om eftersynet og den iværksatte komplettering gøres der notat i tilsynsbogen. Såfremt attesten ikke er udstedt af dansk apotek, skal medicinkisten ved første anløb af dansk havn underkastes eftersyn ved apotek.
Medicinkiste 6 skal underkastes eftersyn hvert 2. år efter de i stykkerne 2-3 angivne retningslinier, jfr. om rekvisitionen § 10, stk. 2.
De udstedte attester samt de i § 10, stk. 3, omtalte fortegnelser over leverede lægemidler opbevares om bord. Attesterne skal ved syn af skibet forelægges statens skibstilsyn, der påser, at de anordnede eftersyn har fundet sted.
§ 13
I skibe, der skal have medicinkiste, skal der forefindes et eksemplar af en af handelsministeriet autoriseret »Lægebog for Søfarende« samt et eksemplar af denne bekendtgørelse tillige med den i § 6 omtalte fortegnelse over medicinkisters indhold. Endvidere skal skibe, der anløber udenlandske havne, medføre den seneste udgave af verdenssundheds-organisationens publikation »World Directory of Venereal-Disease Treatment Centres at Ports« og et passende antal eksemplarer af den for sådan behandling foreskrevne »Personal Booklet« samt blanketter til brug ved journalføring ved forberedelse af lægekonsultation over Radio Medical.
I skibe, der skal have medicinkiste 1, 2 eller 3, kan »Lægebog for Søfarende« erstattes af et eksemplar af en af handelsministeriet autoriseret vejledning i sundhedslære og førstehjælp ved ulykkestilfælde.
I medicinkiste 6 skal findes en kort vejledning i førstehjælp.
§ 14
Bestemmelserne i nærværende bekendtgørelse finder ikke anvendelse på
a) åbne fartøjer,
b) skibe, der går i fart af ikke over 1/2 times varighed i søen,
c) lystfartøjer under 20 B.R.T.
§ 15
Handelsministeriet kan efter indhentet udtalelse fra sundhedsstyrelsen gøre undtagelse fra de i denne bekendtgørelse givne forskrifter.
§ 16
Medicinkister med tilhørende lægebog, der er i brug om bord inden denne bekendtgørelses ikrafttræden, kan anvendes i overnesstemmelse med de hidtil gældende regler indtil udløbet af den for den enkelte kiste gældende gyldighedsfrist, dog længst til udgangen af 1975, eller - under særlige omstændigheder efter derom fra handelsministeriet indhentet tilladelse - indtil det pågældende skib første gang derefter ankommer til dansk havn.
Bekendtgørelsen træder i kraft ved kundgørelsen i Lovtidende. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr . 300 af 6. oktober 1964, bekendtgørelse nr. 406 af 6. december 1966 og bekendtgørelse nr. 446 af 28. august 1969 om skibes forsyning med lægemidler m.v.
pre_paragraph I medfør af § 6 i lov om tilsyn med skibe, jfr. lovbekendtgørelse nr. 336 af 31. august 1965, og efter samråd med sundhedsstyrelsen fastsættes:
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1974
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1974