TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om de naturvidenskabelige eksaminer på Odense Universitet

BEK nr 490 af 24/09/1974

DanmarkBekendtgørelse1974

§ 1

På Odense Universitet afholdes følgende naturvidenskabelige eksaminer:

  1. Naturvidenskabelig kandidateksamen.
  1. Naturvidenskabelig afgangseksamen.
  1. Naturfaglig basisuddannelse i henhold til bekendtgørelse nr. 401 af 3. september 1972 om den naturfaglige basisuddannelse på Odense Universitet.

§ 2

Den, der har bestået naturvidenskabelig kandidateksamen, har ret til at betegne sig candidatus(a) scientiarum (cand. scient.).

§ 3

Første led i studiet til den naturvidenskabelige afgangseksamen og den naturvidenskabelige kandidateksamen er normalt den naturfaglige basisuddannelse på Odense Universitet.

Stk. 2

Universitetet kan dog, jfr. § 14, tillade, at andre forkundskaber end den naturfaglige basisuddannelse indgår som første led i studierne.

§ 4

Naturvidenskabelig kandidateksamen, der er normeret til 5 1/2 år, inclusive den naturfaglige basisuddannelse, kan aflægges i forskellige studieretninger.

Stk. 2

Hver studieretning består af et antal studiemoduler, jfr. § 7, der opdeles i følgende hovedkategorier: 1) Studieretningsobligatoriske moduler. 2) Specialeobligatoriske moduler. 3) Valgfrie studiemoduler. 4) Specialearbejde.

Stk. 3

De studieretningsobligatoriske moduler omfatter den del af studiet, som er fælles for alle studerende på den valgte studieretning.

Stk. 4

De specialeobligatoriske moduler omfatter den del af studiet, som er obligatorisk med henblik på specialearbejdet.

Stk. 5

De valgfrie studiemoduler kan udgøres af de i stk. 3 og 4 omhandlede moduler samt andre af universitetet godkendte studieaktiviteter.

Stk. 6

Specialearbejdet omfatter et eller flere større selvstændige eksperimentelle eller teoretiske projekter, som afsluttes med udarbejdelsen af en rapport. Offentliggjorte afhandlinger, prisopgaver eller lignende kan træde i stedet for specialerapporten.

§ 5

I naturvidenskabelig kandidateksamen kan indgå bifagseksamen eller anden eksamen af tilsvarende omfang, som er aflagt uden for det naturvidenskabelige hovedområde ved Odense Universitet. Universitetet kan fastsætte retningslinjer om de almindeligt forekommende tilfælde og træffer individuel afgørelse i særlige tilfælde.

§ 6

Naturvidenskabelig afgangseksamen kan aflægges i forskellige studieretninger.

Stk. 2

Hver studieretning består af et antal studiemoduler, jfr. § 7.

§ 7

Et studiemodul er den mindste studiemæssige enhed. Et studiemodul kan bestå af en forelæsningsrække, eventuelt med tilhørende øvelser, et kursus, en øvelsesrække, et projekt, jfr. stk 2, seminarer eller praktisk laboratorietræning.

Stk. 2

Et projekt er en individuelt tilrettelagt eksperimentel eller teoretisk uddannelsesaktivitet, som kræver en selvstændig indsats af en studerende i relation til de emnekredse, der er behandlet i studiemodulerne.

§ 8

Eksaminernes faglige sammensætning m.v. fastsættes i en eksamensordning, der godkendes af undervisningsministeriet og offentliggøres ved universitetets foranstaltning.

Stk. 2

Eksamensordningerne for kandidateksamen skal indeholde bestemmelser om:

  1. Hvilke studieretninger der findes på universitetet.
  1. For hver studieretning angivelse af:

a) De indgående studieretningsobligatoriske moduler.

b) Generelt om specialearbejdet.

c) Nærmere regler for projekters oprettelse og gennemførelse.

d) Den tidsmæssige varighed af hver af de 4 hovedkategorier nævnt i § 4, stk. 2, nr. 1-4, angivet som den del af et normalt semestertimetal, hver enkelt hovedkategori beslaglægger.

  1. Eventuel anvendes af bedømmelsen »bestået« - »ikke bestået«.
Stk. 3

Eksamensordningerne for afgangseksamen skal indeholde bestemmelser om:

  1. Hvilke studieretninger der findes på universitetet.
  1. For hver studieretning en angivelse af de indgående studiemoduler.
  1. En kort beskrivelse af hvert moduls faglige indhold.
  1. Nærmere regler for projekters oprettelse og gennemførelse.
  1. Eventuel anvendelse af bedømmelsen »bestået« - »ikke bestået«.

§ 9

Universitetet kan i enkelttilfælde godkende en anden faglig sammensætning af eksamen end den i eksamensordningen fastsatte, herunder at kurser, studiemoduler og lignende fra videregående uddannelsesinstitutioner uden for det naturvidenskabelige hovedområde på Odense Universitet kan indgå i eksamen.

§ 10

Studiemodulernes faglige indhold beskrives i overensstemmelse med eksamensordningen i en af universitetet udarbejdet og til enhver tid ajourført studievejledning.

§ 11

I hvert studiemodul, herunder også specialearbejdet, skal der ske en bedømmelse.

Stk. 2

Bedømmelsen kan efter universitetets nærmere bestemmelse ske på grundlag af:

  1. En eller flere skriftlige og/eller mundtlige eksaminationer i de sædvanlige eksamensterminer.
  1. En eller flere opgavebesvarelser eller rapporter afleveret til bedømmelse i forbindelse med undervisningen.
  1. Deltagelse i kurser, seminarer, øvelser eller lignende.
  1. Kombinationer af den i nr. 1-3 anførte.
Stk. 3

Bedømmelser i henhold til stk. 2, nr. 1 og 2 skal tilgodese sådanne væsentlige områder, problemstillinger og arbejdsformer i studiet, som udadtil godtgør, at eksamen er bestået.

Stk. 4

Universitetet fastsætter, hvilke øvelser der er obligatoriske, således at de forudsættes gennemført, før den studerende kan indstille sig til prøve eller anden afsluttende bedømmelse i studiemodulet.

Stk. 5

Universitetet fastsætter bestemmelser om kursernes, øvelsernes og prøvernes indbyrdes rækkefølge samt om eventuelle bundne forudsætninger i studieforløbet.

Stk. 6

Universitetet kan bestemme, at kombinationer af studiemoduler gøres til genstand for en samlet bedømmelse.

§ 12

Ved bedømmelsen anvendes 13-skalaen efter de derom ved de højere uddannelsesinstitutioner gældende bestemmelser, jfr. dog § 8, stk. 2, nr. 3 og §8, stk. 3, nr. 5.

§ 13

Det samlede eksamensresultat udtrykkes ved de enkelte karakterer.

Stk. 2

På eksamensbeviset anføres karaktererne for de enkelte studiemoduler. Ved kandidateksamen anføres desuden emnet for specialearbejdet.

Stk. 3

Hvert studiemodul skal bestås for sig, jfr. dog § 11, stk. 6.

Stk. 4

Hvor bedømmelsen af flere studiemoduler sker under eet, jfr. § 11, stk. 6, gives kun een karakter, som påføres eksamensbeviset.

Stk. 5

Hvor en karakter fremkommer som gennemsnit af flere delkarakterer, fastsætter universitetet eventuelle regler om vægtning af delkaraktererne.

§ 14

Universitetet kan godkende, at prøver m.v., der er aflagt i forbindelse med danske eller udenlandske videregående uddannelser, helt eller delvist træder i stedet for tilsvarende prøver m.v. ved de naturvidenskabelige eksaminer efter denne bekendtgørelse. Eksamensbeviset påføres bemærkning om sådanne godkendelser. Hvor de godkendte prøver er bedømt efter 13-skalaen, overføres karakteren, i andre tilfælde anføres blot »bestået«.

Stk. 2

Universitetet kan bestemme, at studiemoduler, der er gennemført som tilvalg under den naturfaglige basisuddannelse, kan indgå i eksamen med bedømmelsen »bestået«. Hvad angår kandidateksamen, er betingelsen herfor, at disse studiemoduler erstattes af andre tilvalg efter den studerendes eget valg.

§ 15

Studerende, der har suppleret deres uddannelse ved aflæggelse af prøver ved tilfredsstillende deltagelse i undervisning i emner, som ikke hører med til den enkeltes eksamenspensum, har ret til at få dette påført sit eksamensbevis. Dette gælder også i tilfælde af supplering af uddannelsen efter udstedelse af eksamensbeviset.

§ 16

Ved de i § 11, stk. 2, nr. 1 og 2, nævnte bedømmelser medvirker censorer efter de derom gældende regler.

§ 17

Undervisningsministeriet kan efter indstilling fra universitetet dispensere fra bestemmelserne i bekendtgørelsen og i de godkendte eksamensordninger.

§ 18

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1974. Bekendtgørelsen får virkning for de enkelte eksaminer på de forskellige studieretninger, når der foreligger en godkendt eksamensordning i henhold til § 8, stk. 2 og 3.

pre_paragraph I henhold til § 2, stk. 3, nr. 2, i lov nr. 362 af 13. juni 1973 om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner fastsættes:


Undervisningsministeriet, den 24. september 1974., den 24. september 1974

/Tove Nielsen. Jørgen Ebbe Hansen./

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1974
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1974
Bekendtgørelse om de naturvidenskabelige eksaminer på Odense Universitet | TheLawyer.sh