Bekendtgørelse om statsstøtte til småskovsforeningernes konsulentvirksomhed
BEK nr 104 af 24/03/1975
§ 1
Ved en konsulent forstås i denne bekendtgørelse en forstkandidat, der af en småskovsforening er fast ansat med den opgave at yde vejledning til foreningens medlemmer. Konsulenten skal have egentligt konsulentarbejde (jfr. § 4) som hovederhverv.
§ 2
Tilskud til konsulentvirksomhed kan ydes til småskovsforeninger, hvis vedtægter (foreningens love) er godkendt af landbrugsministeriet.
For at opnå godkendelse kræves: at foreningen har et medlemstal af mindst 25 skovejere, at medlemmernes skovbevoksede areal, der tilses af konsulenten, udgør mindst 1000 ha, at de enkelte medlemmers skovbevoksede areal under tilsyn ikke overstiger 50 ha.
Godkendelse kan nægtes, såfremt landbrugsministeriet skønner, at der ikke er behov for oprettelse af en ny forening i den pågældende landsdel.
§ 3
En forening kan ikke opnå tilskud til mere end 1 konsulent.
Tilskud kan ydes til delvis dækning af de udgifter, som foreningen afholder til konsulentens lønning, kørselsudgifter, pensionsordning og efteruddannelse.
§ 4
Tilskud ydes kun til den lønning, som udbetales for egentligt konsulentarbejde og til de af dette arbejde nødvendiggjorte kørselsudgifter. Statstilskud kan derfor ikke ydes til vederlag for konsulentens arbejde med opgaver, der ikke henhører under egentligt konsulentarbejde.
Som egentligt konsulentarbejde anses faglig vejledning og undervisning, hvad enten denne ydes enkeltmand eller grupper, samt bistand til fastsættelse af en efter skovens tilstand og ydeevne passende årlig hugst, udvisning, fastsættelse af foryngelsesarealer, kultur og kulturpleje samt lignende faglig virksomhed, herunder dog ikke opmåling, klassificering og salg af træ for medlemmerne.
§ 5
Tilskud ydes med 70 pct. af udgiften til de i § 3, stk. 2, nævnte formål.
Tilskud til udgifter til lønning kan dog højst beregnes af den lønning (uden individuelle tillæg, f.eks. kvalifikationstillæg), hvortil den pågældende skulle henføres, hvis han var omfattet af den mellem staten og Danske Forstkandidaters Forening afsluttede overenskomst, for tiden overenskomst af 10. juli 1973.
Tilskudsberettigede kørselsudgifter kan ikke overstige 45 øre pr. km, og der kan højst ydes tilskud til en kørselsmængde på 12.000 km årlig.
Tilskudsberettiget udgift til pensionsforsikring udgør 15 pct. af konsulentens løn, dog højst 15 pct. af den i stk. 2 omhandlede lønning.
Tilskud til efteruddannelse af konsulenter kan ydes efter nærmere af landbrugsministeriet fastsatte regler. Den tilskudsberettigede udgift kan højst udgøre 1.000 kr. årlig pr. konsulent, der deltager i efteruddannelsen.
§ 6
Konsulenterne skal forsikres i en i henhold til aftale mellem De samvirkende danske Småskovsforeninger og Statsanstalten for livsforsikring oprettet pensionsforsikringsordning omfattende alders-, invalide-, enke- og børnepension.
Præmien udgør 15 pct. af konsulentens årsløn, dog højst 15 pct. af den i § 5, stk. 2, omhandlede lønning.
§ 7
Anmodning om udbetaling af statstilskud indsendes til De samvirkende danske Småskovsforeninger i april måned og videresendes af samvirksomheden med dennes bemærkninger til landbrugsministeriet inden 15. maj s.å. Anmodningen skal være ledsaget af foreningens regnskab for det forløbne finansår opstillet efter de af landbrugsministeriet fastsatte retningslinier.
Samtidig med indsendelse af anmodning om tilskud skal foreningen gennem samvirksomheden indsende sit budget for det løbende finansår med oplysning om de anslåede udgifter til konsulentens løn, kørsel, pensionspræmie og efteruddannelse.
Ansættelse af en ny konsulent skal snarest meddeles landbrugsministeriet gennem samvirksomheden. Meddelelsen skal indeholde oplysning om den pågældendes navn og data samt være bilagt kopi af den mellem foreningen og konsulenten indgåede kontrakt.
Landbrugsministeriet kan bestemme, at der til anmodninger om udbetaling af tilskud, regnskaber, kvitteringer m.v. skal benyttes særlige formularer.
§ 8
Foreningen har ansvaret for, at konsulenten arbejder i overensstemmelse med gældende regler, og at de i anmodninger om udbetaling af tilskud, regnskaber m.v. indeholdte oplysninger er rigtige.
Urigtige oplysninger kan medføre udelukkelse fra statstilskud i en af landbrugsministeriet fastsat periode eller for bestandig.
§ 9
Landbrugsministeriet kan, når særlige forhold taler herfor, efter indhentet udtalelse fra De samvirkende danske Småskovsforeninger dispensere fra bestemmelserne i § 1, § 2, stk. 2, 2. led, § 3, stk. 1, samt § 6, stk. 1.
§ 10
Bekendtgørelsen har virkning første gang for de statstilskud, der kommer til udbetaling for finansåret 1974-75.
Landbrugsministeriets regler af 26. juli 1963 for ydelse af statstilskud til småskovsforeninger med tillæg af 17. februar 1969 ophæves.
pre_paragraph I medfør af lov nr. 111 af 1. marts 1919 om statstilskud til småskovsforeninger, som ændret ved tekstanmærkning nr. 51 til finanslov for finansåret 1975-76 ad § 11.5.41.62.01. og 62.02., fastsættes herved følgende:
Landbrugsministeriet, den 24. marts 1975., den 24. marts 1975
/P. Dalsager. H. Skov./
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1975
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1975