Bekendtgørelse om Københavns Universitets Botaniske Have
BEK nr 424 af 29/08/1975
§ 1
Denne bekendtgørelse gælder for Københavns Universitets Botaniske Have.
§ 2
Botanisk Have har til opgave at opretholde en bestand af levende planter på friland og i væksthuse til brug for forskning og undervisning. Samlingen opretholdes og udbygges ved, at haven foretager indsamlinger i naturen eller modtager materiale ved bytte med andre institutioner, ved køb eller som gave.
Botanisk Have formidler kendskab til faget botanik og bidrager til at fremme interessen for naturen og dens værdier ved opretholdelse af en offentlig udstillingsvirksomhed, ved andre aktiviteter af oplysende og igangsættende karakter og ved samarbejde med andre institutioner på disse områder.
Botanisk Have driver videnskabelig forskning, fortrinsvis i fagdiscipliner med relationer til samlingernes tilstedeværelse. Botanisk Have kan herunder medvirke i nationale og internationale forskningsprojekter, arbejdsgrupper og kommissioner.
Botanisk Have deltager i universitetsundervisningen ved at vejlede specialestuderende, licentiatstuderende og stipendiater inden for Botanisk Haves forskningsområder. Botanisk Have kan, når medarbejdernes specielle viden begrunder det, tilbyde at give anden videregående undervisning.
§ 3
Beslutning om Botanisk Haves nedlæggelse eller opdeling og om grundlæggende ændringer i dens arbejdsopgaver træffes af undervisningsministeren efter indstilling fra konsistorium.
§ 4
Botanisk Have ledes af en bestyrer i forbindelse med et råd og eventuelt en bestyrelse.
Botanisk Haves bestyrer beskikkes blandt havens fastansatte videnskabelige medarbejdere af konsistorium for tre år ad gangen efter indstilling fra havens råd.
Havens bestyrer er formand for rådet og bestyrelsen.
Botanisk Haves bestyrer repræsenterer haven udadtil og er ansvarlig for havens daglige ledelse.
Botanisk Haves bestyrer er ansvarlig for anvendelse af havens bevillinger. Finder bestyreren, at rådet eller bestyrelsen træffer beslutninger, der strider mod de forudsætninger, som bevillingerne er givet under, kan han indbringe sagen for rektor.
Botanisk Haves bestyrer kan afgøre almindelige løbende sager, der ikke giver anledning til tvivl.
Nærmere regler for bestyrerens opgaver og kompetence fastsættes i rådets forretningsorden.
§ 5
Rådet er Botanisk Haves øverste myndighed i alle anliggender, der ikke skal afgøres af andre kollegiale organer.
Botanisk Haves råd består af (a) alle videnskabelige medarbejdere, samt (b) repræsentanter for de tekniske og administrative medarbejdere og (c) repræsentanter for de studerende, der er indskrevet ved haven.
Det samlede antal af de i stk. 2 nævnte grupper af repræsentanter (b) og (c) er det samme som antallet af videnskabelige rådsmedlemmer. Er antallet af studerende mindre end antallet af tekniske og administrative medarbejdere ved haven, nedsættes repræsentationen for de studerende forholdsvis. Er antallet af studerende større end eller lig med antallet af tekniske og administrative medarbejdere, er repræsentationen lige.
Rådets sammensætning og regler for valg af repræsentanter, der vælges for et år ad gangen, fastsættes i en af konsistorium godkendt forretningsorden.
§ 6
Botanisk Haves råd fastsætter retningslinier for fordelingen af de arbejdsopgaver, som påhviler haven, og for fordelingen af lokaler, apparater og andet udstyr.
Botanisk Haves råd kan nedsætte en bestyrelse. Rådet fungerer som bestyrelse, jfr. § 7, når en bestyrelse ikke nedsættes.
De nærmere regler for rådets funktion fastsættes i forretningsordenen.
§ 7
Botanisk Haves bestyrelse består af bestyreren, der er født medlem af bestyrelsen og tillige formand for denne, samt 2 repræsentanter for de videnskabelige medarbejdere og 3 repræsentanter for de tekniske og administrative medarbejdere. Såfremt antallet af studerende indskrevet ved haven udgør mindst halvdelen af antallet af tekniske og administrative medarbejdere, afgiver sidstnævnte gruppe 1 repræsentant, som erstattes med en repræsentant for de studerende.
Antallet af bestyrelsesmedlemmer og regler for valg af repræsentanter, der vælges for et år ad gangen, fastsættes i rådets forretningsorden.
Botanisk Haves bestyrelse vælger hvert år blandt sine repræsentanter for de fastansatte videnskabelige medarbejdere en stedfortræder for bestyreren. Ved bestyrerens forfald overtager stedfortræderen alle de rettigheder og pligter, der er forbundet med bestyrerhvervet.
Botanisk Haves bestyrelse fordeler havens arbejdsopgaver, lokaler, arbejdspladser, apparatur og andet udstyr.
Botanisk Haves bestyrelse påser, at medarbejderne udfører de arbejdsopgaver, som påhviler dem. Bestyrelsen kan pålægge den enkelte medarbejder årligt at rapportere om sit virke.
Botanisk Haves bestyrelse udarbejder havens budget, træffer afgørelser om anvendelse af havens bevillinger og er ansvarlig for budgettets overholdelse.
Botanisk Haves bestyrelse stiller forslag til Det naturvidenskabelige fakultetsråd om stillingsopslags formulering og om nedsættelse af fagkyndige bedømmelsesudvalg vedrørende videnskabelige stillinger.
De nærmere regler for bestyrelsens funktioner fastsættes i rådets forretningsorden.
§ 8
Konsistorium afgør sager vedrørende Botanisk Have, for så vidt sådanne sager ikke skal afgøres af andre kollegiale organer.
Konsistorium nedsætter et permanent, rådgivende udvalg. I dette udvalg skal Botanisk Have være repræsenteret.
Konsistorium godkender forretningsordenen for Botanisk Haves råd.
Konsistorium beskikker bestyreren for Botanisk Have efter indstilling fra havens råd, jfr. § 4, stk. 2.
Konsistoriums budget- og forretningsudvalg træffer afgørelse om antallet af faste videnskabelige samt tekniske og administrative stillinger ved Botanisk Haven og fastsætter de økonomiske rammer for varetagelsen af de i § 2 , stk. 1 og 2 nævnte funktioner vedrørende samlinger og udstillingsvirksomhed.
§ 9
Det naturvidenskabelige fakultetsråd afgør efter indstilling fra Botanisk Haves bestyrelse sager vedrørende ansættelse, afsked, orlov, stillingsopslag og nedsættelse af fagkyndige bedømmelsesudvalg, for så vidt angår heltidsbeskæftigede videnskabelige medarbejdere. Fakultetsrådet bevilger de økonomiske midler til varetagelse af Botanisk Haves forskningsmæssige og undervisningsmæssige funktioner, jfr. § 2, stk. 3 og 4, på linie med bevillingerne til andre institutter. Da Botanisk Have indgår i Botanisk centralinstitut, skal fakultetsrådet tage hensyn hertil ved fordelingen af ressourcer til de fælles funktioner.
§ 10
Botanisk Have kan med konsistoriums tilladelse modtage tilskud fra anden side end statskassen samt oprette fonde og legater for sådanne tilskudsmidler. Disse fonde og legater holdes uden for statskassen, og der kan alene rådes over dem af de styrelser, der er indsat af havens ledelse i overensstemmelse med de for det enkelt fond eller legat fastsatte vedtægter. Botanisk Have administrerer fortsat de legater og midler, der allerede er tillagt den.
§ 11
Hvor denne bekendtgørelse ikke bestemmer ander, følger Botanisk Have de regler, der gælder for Københavns Universitets institutter og medarbejdere i forholdet til rektor, administrationen, konsistorium og fakultetsråd.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft ved kundgørelse i Lovtidende.
pre_paragraph I henhold til § 32 i lov nr. 362 af 13. juni 1973 om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner fastsættes:
Undervisningsministeriet, den 29. august 1975., den 29. august 1975
/Ritt Bjerregaard Ida Dybdal./
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1975
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1975