TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om amtskommunernes benyttelse af private kur- og rekonvalescenthjem her i landet og i udlandet

BEK nr 536 af 16/10/1975

DanmarkBekendtgørelse1975

§ 1

Et amtsråd kan indgå overenskomst med eller på anden måde beslutte at benytte private kur- og rekonvalescenthjem her i landet som led i løsningen af sine sygehusopgaver.

Stk. 2

Amtskommunen yder vederlagsfri behandling til personer, der af vedkommende amtsråd er henvist til ophold på sådanne institutioner her i landet og som i øvrigt har ret til vederlagsfri behandling her i landet, jfr. sygehuslovens kapitel 2 og indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 60 af 6. marts 1975 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.

Stk. 3

Den vederlagsfri behandling omfatter ophold, undersøgelse og behandling samt læge- og fysioterapeutbistand.

§ 2

Der skal ydes befordring til ophold på private kur- og rekonvalescenthjem her i landet efter de almindelige regler i indenrigsministeriets cirkulære af 28. juni 1974 om ydelse af befordring eller befordringsgodtgørelse i henhold til lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp.

§ 3

Amtskommunernes sygehusplaner skal indeholde en omtale af, hvilke private kur- og rekonvalescenthjem her i landet, der benyttes og omfanget af benyttelsen. Private institutioner her i landet, der kun i ringe omfang eller kun lejlighedsvis benyttes kræver ikke særlig omtale.

Stk. 2

Såfremt en amtskommune benytter private institutioner her i landet, der ikke har karakter af sædvanligt kur- eller rekonvalescenthjem, herunder institutioner, der anvender ikke hidtil gennemprøvede behandlingsmetoder, skal disse dog i alle tilfælde omtales i amtskommunens sygehusplan eller forelægges særskilt for indenrigsministeriet i henhold til sygehuslovens § 11, stk. 3.

§ 4

Et amtsråd kan beslutte at benytte bestemte kur- og rekonvalescenthjem i udlandet.

Stk. 2

Hvis opholdet i udlandet er forbundet med behandling, skal visitationen ske gennem vedkommende specialafdeling i amtskommunens sygehusvæsen.

Stk. 3

Alle patienter skal gøres bekendt med, at institutioner i udlandet ikke er undergivet den danske sundhedsstyrelses tilsyn.

§ 5

Hvad der i denne bekendtgørelse er fastsat for amtskommunerne gælder også for Københavns og Frederiksberg kommuner.

§ 6

Bekendtgørelsen træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i lovtidende, dog således, at et amtsråd i tidsrummet indtil 1. april 1976 ENTEN kan beslutte at videreføre den hidtidige ordning, hvorefter amtskommunen yder et tilskud på 37,50 kr. pr. sygedag for ophold på private kur- og rekonvalescenthjem her i landet og i visse tilfælde i udlandet ELLER beslutte at anvende bestemmelserne i nærværende bekendtgørelses §§ 1-4.

pre_paragraph I henhold til § 3, stk. 3, og § 4, jfr. § 5, stk. 7, i lov nr. 324 af 19. juni 1974 om sygehusvæsenet fastsættes:


INDENRIGSMINISTERIET, DEN 16. OKTOBER 1975.

/Egon Jensen. Johs. Qwist./

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1975
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1975