Bekendtgørelse af lov om udøvelse af lægegerning (* 2) (lægeloven)

§ 2. Autorisation som læge meddeles af sundhedsstyrelsen den, der har bestået dansk lægevidenskabelig embedseksamen, og som overfor et lægevidenskabelig fakultet har aflagt lægeløftet. Stk. 2. Reglerne for lægevidenskabelig embedseksamen fastsættes af undervisningsministeren efter forhandling med indenrigsministeren. Stk. 3. Autorisation kan ikke meddeles den, der må antages at være farlig for sine medmennesker under udøvelse af lægegerning enten på grund af legemlige mangler eller varig eller med mellemrum indtrædende mangelfuld sjælstilstand, hvad enten denne skyldes sygdom eller misbrug af alkohol, lægemidler og lignende, eller på grund af udvist grov uduelighed. Autorisation kan endvidere nægtes under de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder. Stk. 4. Tilladelse til selvstændigt virke som læge meddeles af sundhedsstyrelsen den læge, der har gennemgået den i stk. 5 omhandlede uddannelse eller en uddannelse, der kan sidestilles hermed. Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter efter forhandling med undervisningsministeren nærmere regler for den supplerende praktiske grunduddannelse af de i stk. 1 nævnte læger med henblik på selvstændigt virke som læge. Uddannelsen skal foregå under ansættelse og have en varighed på 18 måneder. Stk. 6. Såfremt det er nødvendigt for at skaffe læger adgang til den i stk. 5 nævnte uddannelse kort efter aflagt eksamen, kan indenrigsministeren pålægge statens og kommunernes sygehuse samt private sygehuse, som modtager offentligt støtte, eller på hvilke patienter indlægges for offentlig regning, at modtage læger i forhold til deres behov for lægeuddannet personale. Nærmere regler om sådanne pålæg fastsættes af indenrigsministeren efter forhandling med Københavns magistrat, Frederiksberg kommunalbestyrelse og Amtsrådsforeningen i Danmark, og således at der ikke pålægges noget sygehus m.v. pligt til at modtage et større antal læger end gennemsnittet af det antal, som i de sidste 3 år har haft tilsvarende virksomhed på sygehuset m.v., medmindre forholdene forandres. I tilfælde, hvor læger ikke inden for et rimeligt tidsrum efter eksamen kan få adgang til den kliniske uddannelse, bemyndiges indenrigsministeren til at dispensere fra de i medfør af stk. 5 fastsatte regler.

§ 3. En læge, som ikke har opnået den i § 2, stk. 4, nævnte tilladelse, kan virke i underordnet stilling på sygehus eller som amanuensis hos eller midlertidig stedfortræder for en alment praktiserende læge. Indenrigsministeren kan, for så vidt det skønnes nødvendigt for at undgå misbrug af foranstående regel, fastsætte begrænsninger i denne. Forinden en læge kan tiltræde en af de nævnte stillinger, skal han overfor embedslægeinstitutionen, i København stadslægen, ved forevisning af autorisationsbevis godtgøre at opfylde betingelserne for stillingens overtagelse. Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter regler for videreuddannelse udover den i § 2, stk. 5, nævnte uddannelse med henblik på udøvelse af nærmere bestemte lægelige funktioner, herunder virke i almen praksis, og for anvendelse af særlige betegnelser for læger, der har gennemgået sådan uddannelse. Stk. 3. Såfremt befolkningens behov for lægehjælp under større epidemier og lignende ikke kan fyldestgøres, kan sundhedsstyrelsen efter bemyndigelse fra indenrigsministeren meddele andre end læger midlertidig tilladelse til at udøve lægegerning.

§ 3 a. Indenrigsministeren kan fastsætte sådanne bestemmelser om udøvelse af lægegerning her i landet, som er nødvendige til gennemførelse af overenskomster om fælles nordisk arbejdsmarked for læger og direktiver vedtaget af De europæiske Fællesskaber. Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan meddele personer, der i udlandet har gennemgået uddannelser, som kan sidestilles med de i § 2 nævnte uddannelser, autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge her i landet. I tilladelsen kan fastsættes begrænsninger i den pågældendes udøvelse af lægegerning. Tilladelsen kan tidsbegrænses. Stk. 3. Er autorisation som læge her i landet givet på grundlag af autorisation i et andet land, kan sundhedsstyrelsen fratage den pågældende autorisationen, dersom autorisationen i det andet land fratages ham eller på anden måde taber sin gyldighed.

§ 4. En læge må ikke uden særlig tilladelse betegne sig som speciallæge. Indenrigsministeren afgør efter en gennem sundhedsstyrelsen fremsendt indstilling fra det i stk. 2 nævnte specialistnævn, inden for hvilke grene af lægevidenskaben læger kan opnå tilladelse til at betegne sig som speciallæge. Efter indstilling af specialistnævnet meddeles tilladelsen af sundhedsstyrelsen. Stk. 2. Indenrigsministeren fastsætter efter indstilling fra sundhedsstyrelsen nærmere regler for sammensætningen af specialistnævnet, der udnævnes for 4 år ad gangen. Indenrigsministeren udnævner efter indstilling fra sundhedsstyrelsen nævnets formand, der skal være læge. De øvrige medlemmer udnævnes af sundhedsstyrelsen. Samtidig udnævnes suppleanter til at fungere i medlemmernes forfald. Til at vejlede nævnet udnævner sundhedsstyrelsen for 4 år ad gangen speciallæger inden for hvert anerkendt speciale. Sundhedsstyrelsen kan fastsætte regler for nævnets virksomhed.

§ 5. Autorisation som læge kan fratages - og generhverves - efter reglerne i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse. Stk. 2. En læge kan over for sundhedsstyrelsen fraskrive sig sin autorisation for tid eller indtil videre. Autorisationen generhverves, når en fastsat tidsfrist for fraskrivelsen er udløbet, og kan tillige generhverves efter ansøgning til sundhedsstyrelsen, såfremt de omstændigheder, der begrundede fraskrivelsen, ikke længere findes at være til stede. Stk. 3. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan påklages til indenrigsministeren. Afslår indenrigsministereren klagen, kan klageren forlange indenrigsministerens afgørelse indbragt for domstolene, såfremt der er forløbet mindst 1 år efter, at den pågældende har fraskrevet sig autorisationen, eller efter, at generhvervelsen er nægtet ved dom. Indenrigsministerens afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor. Stk. 4. Begæring efter stk. 3 om domstolsprøvelse skal fremsættes over for indenrigsministeren inden 3 uger efter, at indenrigsministerens afgørelse er meddelt den pågældende. Indenrigsministeren anlægger sag imod den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Kapitel I. A. Særligt om retten til at ordinere euforiserende stoffer.

§ 5 a. Anser sundhedsstyrelsen det for ønsket, at der føres kontrol med en læges ordinationer af euforiserende stoffer, kan den pålægge ham at føre nøjagtige optegnelser om disse ordinationer, herunder om ordinationernes tidspunkt, art og mængde, patientens navn og adresse og indikationen for ordinationen, og at indsende disse optegnelser til embedslægen efter nærmere af sundhedsstyrelsen fastsatte bestemmelser. Stk. 2. Bestemmelserne om ordination i dette kapitel gælder også om lægens personlige forbrug. Stk. 3. Sundhedsstyrelsen afgør, hvad der i dette kapitel skal forstås ved euforiserende stoffer.

§ 5 b. Dersom en læge, hvem der er meddelt pålæg efter § 5 a, begår væsentlig overtrædelse af dette, eller dersom det af hans optegnelser fremgår, at han ordinerer euforiserende stoffer på uforsvarlig måde, kan sundhedsstyrelsen fratage ham retten til at ordinere alle eller enkelte grupper af disse stoffer for en tid af fra 1 til 5 år eller indtil videre. Stk. 2. I påtrængende tilfælde kan sådan fratagelse ske, selvom der ikke er meddelt pålæg efter § 5 a, når det af foreliggende oplysninger fremgår, at en læge ordinerer euforiserende stoffer til eget forbrug på uforsvarlig måde. Der skal dog først være givet lægen lejlighed til mundtligt at udtale sig overfor sundhedsstyrelsen Stk. 3. Afslår indenrigsministeren en klage over sundhedsstyrelsens fratagelse af retten til at ordinere euforiserende stoffer, kan lægen forlange indenrigsministerens afgørelse indbragt for domstolene. Han skal i så fald over for indenrigsministeren fremsætte begæring herom inden 3 uger efter, at indenrigsministerens afgørelse er meddelt den pågældende. Indenrigsministeren anlægger sag imod den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Stk. 4. Sundhedsstyrelsens afgørelse har, dersom den ikke bestemmer andet, virkning straks fra afgørelsens modtagelse og uafhængigt af, om sagen indbringes for indenrigsministeren og domstolene.

§ 5 e. Sundhedsstyrelsen kan på ethvert tidspunkt efter ansøgning tilbagegive en læge retten til at ordinere euforiserende stoffer eller en nærmere angiven gruppe af stofferne. Afslår indenrigsministeren en klage over sundhedsstyrelsens afgørelse, kan lægen begære denne afgørelse prøvet ved domstolene, hvis der er forløbet mindst et år, efter at der er truffet endelig bestemmelse om rettens bortfald, og mindst et år, efter at generhvervelse senest er nægtet ham ved dom. Det er en betingelse for afgørelsens prøvelse ved domstolene, at lægen fremsætter begæring herom overfor ministeren inden 3 uger fra det tidspunkt, da han ved forkyndelse eller anbefalet brev er blevet gjort bekendt med afgørelsen. Indenrigsministeren foranlediger herefter retssag anlagt mod lægen i den borgerlige retsplejes former.

Lægens pligter.

Lægens pligter.

§ 7. Enhver læge er forpligtet til på begæring at yde den første fornødne lægehjælp, når hurtig lægehjælp efter de foreliggende oplysninger må anses for påtrængende nødvendig, såsom ved forgiftningstilfælde, større blødninger, kvælningsanfald og fødsler, hvor jordemoderhjælp ikke kan skaffes til veje, eller hvor jordemoderen tilkalder lægen. Har lægen gyldigt forfald, eller kan rettidig lægehjælp blive ydet af en anden, som efter forholdene er nærmere dertil, er han dog fritaget for den omhandlede forpligtelse. Stk. 2. Ønsker en læge ikke længer at virke som læge, kan han ved derom at afgive skriftlig meddelelse til sundhedsstyrelsen frigøre sig for den i stk. 1 omhandlede pligt til at yde lægehjælp. Sundhedsstyrelsen udsteder offentlig bekendtgørelse om, at pågældende har ophørt at virke som læge.

§ 8. En læge skal ved udfærdigelse af erklæringer, som han afgiver i sin egenskab af læge, udvise omhu og uhildethed og nøje følge de herom givne almindelige og særlige regler. Stk. 2. Indenrigsministeren udfærdiger efter indstilling af sundhedsstyrelsen almindelige regler for afgivelse af lægeattester. Kræves en i lovgivningen foreskreven eller forudsat lægeattest afgivet på særlig blanket, eller ønsker en statsinstitution iøvrigt at benytte en særlig attestblanket, skal sundhedsstyrelsen forinden have lejlighed til at udtale sig angående blankettens affattelse; herfra undtages dog simple syge- og raskmeldingsattester, f.eks. skoleattester. Stk. 3. En læge er forpligtet til på begæring af en offentlig myndighed i det efter øjemedet fornødne omfang at afgive attest til offentligt brug om de lægelige iagttagelser, som han er i stand til at meddele oplysning om, vedrørende en af ham undersøgt eller behandlet person, der søger eller oppebærer pension, understøttelse eller anden offentlig hjælp, herunder hjælp i henhold til forsikrings- og forsørgelseslovene. Samme pligt påhviler sygehuse og lignende institutioner. De i henhold til denne bestemmelse modtagne oplysninger er at betragte som tjenestehemmeligheder.

§ 13. Indenrigsministeren fastsætter efter indstilling fra sundhedsstyrelsen regler for, i hvilket omfang og på hvilken måde læger af hensyn til den dem påhvilende indberetnings- og oplysningspligt skal føre ordnede optegnelser over visse dele af deres virksomhed, såsom om behandling af smitsomme sygdomme, ulykkestilfælde og sygdomme, der kan antages at få varig indflydelse på patientens helbredstilstand. Stk. 2. Sygehuse, klinikker o.lign. er pligtige til at føre ordnede optegnelser over deres behandling af syge og over, hvad der er iagttaget vedrørende de pågældende sygdomstilfælde. Der fastsættes af indenrigsministeren regler for, i hvilket omfang speciallæger skal føre sådanne optegnelser. Stk. 3. De i stk. 1 og 2 omhandlede optegnelser skal af vedkommende læge, klinik eller sygehus opbevares i mindst 10 år.

Lægevirksomhed i forhold til det offentlige.

Lægevirksomhed i forhold til det offentlige.

§ 14. I statslige og kommunale lægestillinger må kun ansættes autoriserede læger, og besættelse af sådanne lægestillinger sker efter forudgående offentligt opslag. Inden en stilling som ledende læge ved sygehus eller anden større helbredsinstitution besættes, skal der indhentes en udtalelse fra sundhedsstyrelsen om, hvilke ansøgere der er kvalificerede til stillingen. Forinden denne udtalelse afgives, indhenter sundhedsstyrelsen en sagkyndig vurdering af ansøgernes kvalifikationer. Til at afgive denne vurdering vælger hvert af de lægevidenskabelige selskaber for 4 år ad gangen et råd på 3 medlemmer, af hvilket mindst 1 medlem skal have tjenestested uden for Stor-København. Stk. 2. Kun læger er berettigede til at udøve den lægevirksomhed, som udkræves ifølge forsikrings- og forsørgelseslovene og lovgivningen i øvrigt. Stk. 3. Aftaler eller overenskomster, der tilsigter at hindre, at de i stk. 1 nævnte lægestillinger søges af læger, der ikke er medlemmer af bestemte foreninger eller sammenslutninger, er ugyldige og kan ikke tillægges retsvirkning, når vedkommende læge af sundhedsstyrelsen i øvrigt anses for kvalificeret. Stk. 4. Såfremt en læge udelukkes fra sygekassepraksis på grund af aftaler eller overenskomster, der tager sigte på at gøre retten til sådan praksis afhængig af medlemskab af en faglig sammenslutning af læger, kan den pågældende læge forelægge sagen for socialministeren, som derpå efter samråd med indenrigsministeren træffer affgørelse i sagen. Stk. 5. Såfremt der i anledning af en mellem læger og offentlige myndigheder eller sygekasser opstået konflikt er indledet forligsmægling, er lægerne, indtil forligsmæglingen er tilendebragt, dog ikke ud over 3 måneder, pligtige til at yde befolkningen lægehjælp på samme vilkår som hidtil. Tilvejebringes der ikke forlig inden for nævnte tidsrum, er organisationsmæssige pålæg eller private aftaler mellem lægerne indbyrdes, der måtte tilsigte at unddrage befolkningen den nødvendige lægehjælp, ugyldige og kan ikke tillægges retsvirkning.

Betaling for lægehjælp.

Betaling for lægehjælp.

§ 15. Som betaling for sin bistand, herunder for udstedelse af attester, kan en læge ikke fordre mere end, hvad der er rimeligt under hensyn til ydelsens art og omfang. Ej heller kan en læge som befordringsgodtgørelse kræve mere end dækning af de til en rimelig befordring medgående udgifter og ingen sinde mere end gennemsnittet af de inden for vedkommende landsdel til enhver tid for en sådan befordring gældende takster; besøger lægen flere patienter på samme rejse, vil der være at foretage en passende fordeling af befordringsudgifterne. Stk. 2. Er lægehjælp ydet i henhold til bestemmelserne i § 7, fritager den omstændighed, at betalingspligt ellers er afhængig af en forudgående henvendelse, ikke den, der har modtaget hjælpen, eller den person, institution eller offentlige myndighed, hvem betalingspligt i øvrigt påhviler, for at betale for den begærede hjælp. I andre tilfælde, hvor det offentlige betaler lægeregningen, er betalingspligt som regel afhængig af, at lægens tilkaldelse er godkendt af vedkommende offentlige myndighed. Stk. 3. Såfremt en læge ved et offentligt sygehus ifølge de for ham fastsatte ansættelsesvilkår har ret til at beregne sig betaling for operationer eller anden behandling af patienter, som indlægges på sygehuset, skal der i sygehusets regulativ indsættes faste regler for sådan betaling.

§ 22. Den læge, der gør sig skyldig i overtrædelse af de bestemmelser, som indeholdes i eller udfærdiges i medfør af § 4, § 6, stk. 2, § 7, stk. 1, § 8, §§ 11-13, § 14, sidste stykke, og § 16, straffes med bøde. Stk. 2. En læge, der i medfør af §§ 5 b eller 5 c har mistet retten til at ordinere euforiserende stoffer, men som desuagtet foretager sådanne ordinationer eller giver andre læger vildledende oplysninger for at få dem til at ordinere stofferne for sig, straffes med bøde eller hæfte.

Kvaksalveri.

Kvaksalveri.

§ 24. Tager en person, der ikke har autorisation som læge, syge i kur, og udsætter han derved nogens helbred for påviselig fare, straffes han med bøde eller hæfte. Under skærpende omstændigheder, såsom hvis pågældende har forårsaget væsentlig skade på legeme eller helbred, eller hvis han tidligere er dømt for overtrædelse af denne paragraf eller §§ 25 eller 26, kan straffen stige til fængsel i indtil 1 år. Det samme gælder, hvis patienten er sindssyg, åndssvag, under 18 år eller umyndiggjort, således at han ikke selv kan tage bestemmelse om sine personlige forhold.

§ 25. Den, der uden at have autorisation som læge, behandler en person for veneriske sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller anden smitsom sygdom, straffes med hæfte eller med fængsel i indtil 1 år, under formildende omstændigheder med bøde. At pågældende som følge af sin manglende lægekyndighed ikke har været i stand til at erkende sygdommens natur, fritager ham ikke for straf. Stk. 2. Med samme straf anses den, der uden at have autorisation som læge eller anden i lovgivningen hjemlet særlig adkomst, foretager operative indgreb, iværksætter fuldstændig eller lokal bedøvelse eller yder fødselshjælp, eller som anvender lægemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller anvender røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer indenrigsministeren har nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed.

§ 26. Straf af bøde eller hæfte i indtil 3 måneder finder anvendelse, hvis en person, der ikke har dansk indfødsret eller indfødsret i et af de lande, der er medlemmer af De europæiske Fællesskaber, og ikke har opholdt sig her i landet i 10 år, uden at have autorisation som læge eller uden indenrigsministerens, når særlige grunde måtte tale derfor, meddelte tilladelse tager syge i kur, såvel som hvis en person, der ikke har autorisation som læge, under omrejsen tager syge i kur. Stk. 2. Dersom en person, der ikke er autoriseret til at udøve lægevirksomhed, ved bekendtgørelse - bortset fra en almindelig meddelelse om vedkommendes adresse -, reklameskiltning, udsendelse af beskrivelser eller på anden måde giver almenheden eller ham ukendte personer meddelelse om, at han tager syge i kur, straffes han med bøde.

§ 27. Dersom en person, der tidligere er idømt frihedsstraf for overtrædelse af §§ 24, 25 eller 26 eller forordning af 5. september 1794 angående straf for kvaksalvere, jfr. lov af 3. marts 1854, på ny idømmes sådan straf for overtrædelse af en af de fornævnte paragraffer, kan der ved dommen gives ham pålæg om helt at afholde sig fra at tage syge i kur. Overtrædelse af sådant pålæg straffes med bøde eller hæfte i indtil 3 måneder.

Slutnings- og overgangsbestemmelser.

Slutnings- og overgangsbestemmelser.

§ 30. En læge, som ved denne lovs ikrafttræden af Den almindelige danske Lægeforening har fået anerkendelse som speciallæge med ret til at betegne sig som sådan, er uanset bestemmelserne i § 4 vedblivende berettiget til at virke og betegne sig som speciallæge. Efter indstilling af det i § 4, stk. 2, nævnte specialistnævn kan sundhedsstyrelsen undtagelsesvis meddele en læge, som inden 1. januar 1932 faktisk har ført betegnelsen speciallæge uden at være anerkendt som sådan af Den almindelige danske Lægeforening, tilladelse til fortsat at virke og betegne sig som speciallæge. Stk. 2. Bestemmelsen i § 4, stk. 3, 1. pkt., gælder ikke for læger, der ved lovens ikrafttræden i henhold til § 2, jfr. § 11, i lov nr. 40 af 25. februar 1916 om udøvelse af tandlægevirksomhed er berettiget til at betegne sig som tandlæge eller deres virksomhed som tandlægevirksomhed.

§ 31. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1935. Fra samme tidspunkt ophæves: Forordning af 4. december 1672 om medicis og apothekere i det omfang, hvori den endnu er i kraft. Forordning af 5. september 1794 angående straf for kvaksalvere m.m. §§ 5 og 6. Plakat af 14. maj 1813 angående takster for læger. Plakat af 30. januar 1838 angående en forenet medicinsk-chirurgisk examen m.m. § 1. Cancellie-Plakat af 28. januar 1840 for Danmark angående udlændinges ret til lægepraksis, når de have underkastet sig examen her i landet. Lov af 3. marts 1854, hvorved straffebestemmelserne i 5. paragraph i forordning af 5. september 1794 forandres. Lov af 30. januar 1861 angående barbeernæringen samt om adgang til at årelade og kopsætte § 2, for så vidt angår de deri omhandlede forretninger af kurativ art, og §§ 4 og 6. Lov nr. 2 af 2. januar 1871 om ligsyn § 8, stk 1., for så vidt angår den deri fastsatte takst for betaling til læger for foretagelse af ligsyn og udstedelse af dødsattest. Lov nr. 87 af 21. april 1914 om embedslægevæsenets ordning § 4, stk. 1, for så vidt angår bestemmelsen om, at amtslægen skal høres angående ansættelse af overlæger og enelæger ved amts- og bykommunale sygehuse. Lov nr. 40 af 25. februar 1916 om udøvelse af tandlægevirksomhed § 2, for så vidt reglerne deri er ændret ved nærværende lovs § 4, stk. 3. Stk. 2. Endelig ophæves alt, hvad der i øvrigt i de hidtil gældende love og anordninger måtte være stridende mod denne lov, dog at det skal have sit forblivende ved de i medfør af § 1, nr. 1 b., i lov nr. 273 af 28. juni 1920 om udvidelse af sundhedslovgivningens gyldighed til de sønderjydske landsdele ved bekendtgørelse nr. 405 af 12. september 1922 fastsatte bestemmelser om udøvelse af virksomhed som lægpraktikant i de nævnte landsdele. Stk. 3. Regeringen bemyndiges til ved kgl. anordning at sætte nærværende lov i kraft på Færøerne med de ændringer, som følger af øernes særlige forhold. ---------------- Lov nr. 275 af 26. maj 1976 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser: § 2. Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. december 1976. Stk. 2. Læger, der i medfør af § 4, stk. 1, i lov om udøvelse af lægegerning, jfr. lovbekendtgørelse nr. 197 af 14. maj 1970, har fået tilladelse til at betegne sig som speciallæge før denne lovs ikrafttræden, har adgang til selvstændigt virke som læge. Tilsvarende gælder læger, der før denne lovs ikrafttræden har påbegyndt uddannelsen til speciallæge og opnår tilladelse til at betegne sig som sådan. Stk. 3. Tilladelser til at udøve virksomhed som alment praktiserende læge eller til at udøve selvstændig virksomhed (erhverv) som fødselshjælper og læge ligestilles med tilladelse i henhold til § 2, stk. 4, i lov om udøvelse af lægegerning. Stk. 4. Læger, der har aflagt lægevidenskabelig embedseksamen efter bestemmelserne i kongelig anordning nr. 275 af 26. august 1954 om den lægevidenskabelige embedseksamen ved Københavns og Århus universiteter med senere ændringer, skal inden for 5 år efter bestået eksamen have ret til at opnå autorisation til at udøve selvstændig virksomhed (erhverv) som fødselshjælper og læge efter de hidtil gældende regler.