TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v., forsamlingslokaler, skoler, daginstitutioner, butikker og selskabshuse.

BEK nr 29 af 21/01/1977

DanmarkBekendtgørelse1977

§ 1

Følgende definitioner lægges til grund ved anvendelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse: Soverum: Rum med sovepladser, herunder for personale. Soverumsafsnit: Et eller flere soverum med tilhørende gange, depotrum og andre lokaler med direkte tilknytning til de pågældende soverumsafsnit. Hoteller m.v.: Hoteller, moteller, pensionater, kroer, klublejligheder, kollegier, kostskoler, feriehjem, spejderhytter, sygehuse, sygehjem, plejehjem, hvilehjem, rekreationshjem og alderdomshjem samt andre virksomheder og institutioner m.m. med lignende formål. Soverumsafsnit med mere end 10 sovepladser er omfattet af bekendtgørelsen.To eller flere soverumsafsnit med fælles flugtveje betragtes som et afsnit ved afgørelsen af, om bekendtgørelsen finder anvendelse. Forsamlingslokaler: Teatre, biografer, restaurationer, selskabslokaler, mødelokaler, koncertsale, udstillingslokaler, idrætshaller, kirke, og andre bygninger og lokaler, der anvendes til lignende formål. Forsamlingslokaler, som er indrettet til mere end 150 personer, er omfattet af bekendtgørelsen. To eller flere forsamlingslokaler med fælles flugtveje betragtes som et forsamlingslokale ved afgørelsen af, om bekendtgørelsen finder anvendelse. Undervisningslokaler: Lokaler, der benyttes til undervisningsformål, samt lokaler, som er nødvendige for eller naturligt knytter sig til undervisningen som f.eks. biblioteksrum, spisestuer, grupperum, specialklasser og gymnastiksale. Undervisningsafsnit: Et eller flere undervisningslokaler med tilhørende gange, depotrum og andre lokaler med direkte tilknytning til de pågældende undervisningsafsnit. Skoler: Bygninger med et eller flere undervisningsafsnit. Undervisningsafsnit til mere end 150 elever er omfattet af bekendtgørelsen. To eller flere undervisningsafsnit med fælles flugtveje betragtes som et afsnit ved afgørelsen af, om bekendtgørelsen finder anvendelse. Opholdsrum: Soverum, legerum, beskæftigelsesrum, spiserum og lignende lokaler for daginstitutioners klientel. Daginstitutioner: Bygninger med et eller flere afsnit, som indeholder vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og dagcentre samt andre lokaliteter med lignende formål for børn og/ eller voksne. Afsnit med mere end 25 sovepladser eller med opholdsrum for tilsammen mere end 150 personer er omfattet af bekendtgørelsen. To eller flere afsnit med fælles flugtveje betragtes som et afsnit ved afgørelsen af, om bekendtgørelsen finder anvendelse. Salgslokaler: Lokaler for detailsalg under enhver form samt andre salgslokaler med tilsvarende indretning og anvendelse. Servicerum: Lokaler for lager, kontor og værksted samt personalerum (garderobe, toiletter, kantine m.v. for de i butikken ansatte). Kunderum: Lokaler med garderobe, toiletter m.m. for kunder. Butikker: Salgslokaler med tilhørende servicerum og kunderum. Butikker med gulvareal på over 600 kvm er omfattet af bekendtgørelsens bestemmelser. Selskabshuse: Bygninger med et gulvareal på over 50 kvm, der opstilles midlertidigt til afholdelse af private selskaber.

§ 2

For hoteller m.v., forsamlingslokaler, skoler, daginstitutioner og butikker gælder »Driftsmæssige Forskrifter«, der udfærdiges af Statens brandinspektion.

Stk. 2

Brandmyndigheden kan for disse virksomheder og institutioner give yderligere driftsmæssige pålæg, der i det enkelte tilfælde skønnes nødvendige for at sikre redning af personer, der befinder sig i lokalerne.

§ 3

Bygninger, som ikke er indrettet som hotel m.v., kan i kortere tidsrum anvendes som ungdomsherberger eller til andre former for indkvartering efter tilladelse af brandmyndigheden i hvert enkelt tilfælde på de vilkår, der er fastsat i »Driftsmæssige Forskrifter«.

§ 4

Ansøgning om tilladelser og godkendelser samt anmeldelser til brandmyndigheden i henhold til bekendtgørelsen eller »Driftsmæssige Forskrifter« skal være vedlagt nødvendige beskrivelser og tegninger i to eksemplarer.

§ 5

Brandmyndigheden skal ved uanmeldt eftersyn mindst en gang om året, når lokalerne er i brug, kontrollere, at de driftsmæssige forhold i bygninger, der er omfattet af »Driftsmæssige Forskrifter«, er i overensstemmelse med de for bygningen eller virksomheden gældende brandmæssige bestemmelser.

Stk. 2

Eftersynet foretages af brandinspektøren eller af en person, der er særligt udpeget dertil af brandkommissionen eller i kommuner uden brandkommission af politimesteren.

Stk. 3

Bestemmelserne i brandlovens § 33, stk. 4-8, finder anvendelse på eftersynene.

§ 6

Selskabshuse må kun anvendes, hvis de er typegodkendt af Statens brandinspektion.

§ 7

Statens brandinspektion, eller den, brandinspektion dertil bemyndiger, kan dispensere fra bestemmelserne i bekendtgørelsen og de i medfør af denne udfærdigede driftsmæssige forskrifter, når det i det enkelte tilfælde skønnes rimeligt og forsvarligt.

§ 8

Overtrædelse af § 2, stk. 2, § 6 og § 9, stk. 2 og 3, samt af bestemmelserne i driftsmæssige forskrifter, udfærdiget i medfør af § 2, stk. 1, straffes med bøde.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1977.

Stk. 2

Hoteller m.v., forsamlingslokaler, skoler, daginstitutioner og butikker, der tillades indrettet, ombygget eller ændret efter den 1. februar 1977, skal af ejeren anmeldes til brandmyndigheden, og de krav, som brandmyndigheden stiller efter bekendtgørelsen eller de i medfør af denne udfærdigede driftsmæssige forskrifter, skal være opfyldt, inden lokalerne tages i brug.

Stk. 3

Hoteller m.v., forsamlingslokaler, skoler, daginstitutioner og butikker, der er tilladt indrettet før bekendtgørelsens ikrafttræden, skal af ejeren anmeldes til brandmyndigheden inden den 1. april 1977 eller inden lokalernes ibrugtagning, medmindre anmeldelse tidligere er sket efter § 28 i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 25 af 25. januar 1949 angående brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v. eller efter § 9, stk. 2 og 3, i justitsministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 20. december 1972 om brandværnsforanstaltninger i hoteller, forsamlingslokaler, skoler, butikker og selskabshuse.

Stk. 4

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 25 af 25. januar 1949 angående brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v. ophæves. Endvidere ophæves justisministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 20. december 1972 om brandværnsforanstaltninger i hoteller, forsamlingslokaler, skoler, butikker og selskabshuse.

pre_paragraph I medfør af § 40 i brandloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 641 af 29. december 1976, fastsættes:


Justitsministeriet, den 21. januar 1977., den 21. januar 1977

/Orla Møller. Kornerup./

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1977
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1977