TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ansættelse af faste lærere ved musikkonservatorierne

BEK nr 569 af 17/11/1977

DanmarkBekendtgørelse1977

§ 1

Ledige stillinger besættes efter opslag, jfr. dog § 8.

Stk. 2

Konservatorierådet udfærdiger stillingsopslag. Ved opslag af en tidligere besat stilling skal konservatorierådet tage stilling til, om stillingens indhold skal være uændret. Afgørelsen træffes på grundlag af indhentede udtalelser fra de berørte fagråd. Professorater opslås af ministeriet for kulturelle anliggender.

Stk. 3

Opslagene, der skal foretages i henhold til reglerne i nærværende bekendtgørelse, skal blandt andet angive stillingens indhold og de krav til kvalifikationer, der stilles. De skal desuden angive ansættelsesområde, stillingens betegnelse og omfang samt aflønningsformen. Opslaget skal angive fornødne krav om dokumentation af kvalifikationer.

Stk. 4

Opslag af ledige stillinger skal offentliggøres ved anvendelse af en sådan form for avertering, som er bedst egnet til at bringe opslaget til egnede ansøgeres kundskab, typisk i fagblade og evt. i dagspressen. Internt opslag finder dog sted, såfremt der er foretaget omklassificeringer af een eller flere stillinger, der er besat, når omklassificeringen ikke omfatter alle stillinger inden for gruppen. Et sådant internt opslag sker ved, at opslaget bringes til kundskab for alle, der kan komme i betragtning.

Stk. 5

Opslaget skal indeholde angivelse af en frist, inden hvis udløb ansøgninger om stillingen skal være indløbet: hvis ikke ganske særlige forhold gør sig gældende, må ansøgningsfristen ikke være mindre end 14 dage. Opslaget skal angive hvortil ansøgningen skal sendes og om fornødent tillige til hvem den skal stiles. For sent indgivne ansøgninger kan ikke tages i betragtning.

§ 2

Ved ansøgningsfristens udløb nedsætter konservatorierådet et sagkyndigt udvalg (bedømmelsesudvalg) til bedømmelse af ansøgernes kvalifikationer.

Stk. 2

Såfremt to eller flere stillinger er opslået samtidig inden for samme faggruppe og med samme stillingsbeskrivelse, kan ansøgningerne behandles af samme bedømmelsesudvalg.

Stk. 3

Bedømmelsesudvalget består af 5 medlemmer: a. Konservatoriets rektor, der er udvalgets formand. b. En professor subsidiært en docent eller en bedømmelsesudvalgsansat (fast) timelærer fra den pågældende faggruppe udpeget af konservatorierådet. c. 2 sagkyndige, der ikke er ansat på konservatoriet, valgt af konservatorierådet. d. En lærer i det pågældende fag subsidiært en lærer fra faggruppen, valgt af fagrådet. Administrator subsidiært en fast ansat i administrationen virker som sekretær for udvalget.

Stk. 4

Ingen kan være medlem af et bedømmelsesudvalg, når der foreligger omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om den pågældendes upartiskhed.

Stk. 5

Til bedømmelse af ansøgere til et professorat kan kun indtræde professorer ellr personer, der må anses for at besidde faglig indsigt på tilsvarende niveau.

Stk. 6

Til bedømmelse af ansøgere til docenturer må kun vælges professorer, docenter eller andre, der må anses for at besidde faglig indsigt på tilsvarende niveau.

Stk. 7

Til bedømmelse af ansøgere til faste timelærerstillinger må kun vælges professorer, docenter, faste timelærere eller andre, der må anses for at besidde faglig indsigt på et tilsvarende niveau.

Stk. 8

Ingen, der fratræder en stilling, kan indtræde i bedømmelsesudvalget vedrørende den stilling, der er ledig ved den pågældendes afgang, med mindre særlige krav om sagkyndighed nødvendiggør dette. Såfremt den afgående udpeges af fagrådet, skal udpegelsen forelægges konservatorierådet til godkendelse.

Stk. 9

Umiddelbart efter, at der er truffet beslutning om sammensætning af bedømmelsesudvalget, meddeles dette til ansøgerne, og der fastsættes en frist på mindst 8 og højst 14 dage, inden for hvilken ansøgerne skriftligt kan gøre motiveret indsigelse. Eventuelle indsigelser behandles snarest herefter af konservatorierådet.

§ 3

I forbindelse med nedsættelsen af bedømmelsesudvalget fastsættes en frist, inden for hvilken udvalget skal afholde møder og afgive sin skriftlige indstilling. Formanden for udvalget instruerer medlemmerne om de for udvalgets arbejde fastsatte bestemmelser og kan iøvrigt give en sådan vejledning, som må anses for påkrævet.

Stk. 2

Bedømmelsesudvalget kan, forinden indstilling afgives, bestemme, at der skal afholdes en prøve blandt kvalificerede ansøgere. Konservatorierådet træffer i samråd med bedømmelsesudvalget bestemmelse om prøvens form og indhold.

Stk. 3

Udvalget afgiver til konservatorierådet en skriftlig indstilling, indeholdende en bedømmelse af hver enkelt ansøgers kvalifikationer og en motiveret angivelse af, i hvilken rækkefølge man skønner, at de kvalificerede ansøgere bør komme i betragtnig ved stilingens besættelse. For så vidt der er mere end tre kvalificerede ansøgere, kan udvalget begrænse sin prioritering til tre ansøgere. I tilfælde af meningsforskelle skal hver enkelt medlems standpunkt fremgå klart af indstillingen.

§ 4

De indkomne ansøgninger skal forelægges det eller de berørte fagråd til udtalelse om ansøgeres undervisningsmæssige kvalifikationer, forinden ansøgningerne behandles i det sagkyndige bedømmelsesudvalg. Fagrådsmedlemmer, som har sæde i bedømmelsesudvalget, erstattes i fagrådet af suppleanter. Udtalelsen skal indgå i bedømmelsesudvalgets vurdering og ledsage dets indstilling.

Stk. 2

Udtalelsen fra fagrådet skal afgives inden en frist, der fastsættes af konservatorierådet. Den skal være kortfattet, og indeholde oplysning om det grundlag, som udtalelsen bygger på.

§ 5

Konservatorierådet kan kun træffe beslutning om ansættelse af en ansøger, såfremt den pågældende af et flertal af udvalgets medlemmer er anset for kvalificeret til at komme i betragtning ved besættelse af stillingen samt af mindst eet medlem af udvalget er indstillet til ansættelse.

Stk. 2

Til forkastelse af et bedømmelsesudvalg eenstemmige indstilling kræves, at 2/3 af konservatorierådets stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor. Vedtages forkastelse, kan stillingen ikke besættes på det foreliggende grundlag og rådet må da i henhold til § 6 tage stilling til, hvorledes der skal forholdes.

Stk. 3

En flertalsindstilling kan i konservatorierådet vedtages eller forkastes, når der er almindelig stemmeflertal blandt de fremmødte. Forkastes flertalsindstillingen, kan rådet under opfyldelse af de nedenfor i stk. 4 anførte krav vedtage at følge en mindretalsindstilling. Sker dette ikke, må konservatorierådet i medfør af § 6 tage stilling til, hvorledes der skal forholdes.

Stk. 4

Til vedtagelse af en mindretalsindstilling kræves, at 3/4 af konservatorierådets stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor, og det kræves herudover, jfr. stk. 1, at den af mindretallet indstillede af et flertal af udvalgets medlemmer er anset for kvalificeret til at komme i betragtning ved besættelsen af stillingen samt af mindst et medlem af udvalget er indstillet til ansættelse.

Stk. 5

Er ansøgningerne til to eller flere stillinger i henhold til § 2, stk. 2, blevet behandlet af samme bedømmelsesudvalg, stemmes der om besættelsen af hver stilling for sig.

§ 6

Kan der ikke på det foreliggende grundlag træffes nogen beslutning, bestemmer konservatorierådet: 1. om sagen skal behandles påny i det sagkyndige bedømmelsesudvalg, udvidet med yderligere to sagkyndige, udpeget af konservatorierådet. Den ene af de sagkyndige må ikke være ansat ved det pågældende konservatorium, 2. om stillingen skal opslås påny, eller 3. om det for så vidt angår ansættelser, der foretages af ministeriet eller anden ansættende myndighed, skal indstilles til ministeriet, at stillingen ikke for tiden besættes eller besættes foreløbig ved konstitution eller funktion.

Stk. 2

Såfremt bedømmelsesudvalget udvides, finder foranstående regler for disse udvalg tilsvarende anvendelse med undtagelse af §§ 1 og 4.

Stk. 3

Såfremt den person, der indstilles til ansættelse, frasiger sig stillingen eller fratræder efter mindre end 3 måneders ansættelse, og såfremt der i indstillingen fra det sagkyndige udvalg er indstillet 2 eller flere sideordnede kvalificerede ansøgere, kan konservatorierådet beslutte, enten at ansætte en af disse eller lade det bedømmelsesudvalg, der oprindelig afgav indstilling, afgive fornyet indstilling på grundlag af de ansøgninger, der forelå i forbindelse med opslaget af stillingen. I så fald skal ansøgerne underrettes herom.

§ 7

Beslutning om konstitution i et professorat eller docentur træffes i overensstemmelse med de i nærværende bekendtgørelse fastsatte regler om ansættelse, for så vidt perioden strækker sig udover 6 måneder.

§ 8

Besættelse af en stilling som professor eller docent kan i ganske særlige tilfælde ske uden opslag.

Stk. 2

Såfremt der fremsættes forslag om, at et ledigt professorat eller docentur besættes uden opslag, nedsætter konservatorierådet et sagkyndigt udvalg, der skal overveje, om der er grund til at besætte stillingen uden opslag, eller om stillingen skal besættes efter opslag.

Stk. 3

Udvalget vælges i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte bestemmelser.

Stk. 4

Udvalget kan afgive indstilling om besættelse uden opslag, når det må antages, at stillingen på fuldt forsvarlig måde kan besættes med den foreslåede person. Dennes kvalifikationer skal i så fald efter udvalgets skøn være godtgjort på en sådan måde, at han må anses for at være andre, der kunne komme i betragtning, klart overlegen. Indstillingen skal være begrundet.

Stk. 5

Forinden udvalget afgiver sin indstilling, skal der gives fagrådet lejlighed til at udtale sig om den pågældendes undervisningsmæssige kvalifikationer, jfr. § 4, stk. 1.

Stk. 6

Til vedtagelse af en indstilling om besættelse uden opslag kræves det, at bedømmelsesudvalgets indstilling er eenstemmig, og at mindst 2/3 af samtlige stemmeberettigede medlemmer af konservatorierådet stemmer for indstillingen.

§ 9

Bekendtgørelsen træder i kraft ved kundgørelse i Lovtidende.

pre_paragraph I henhold til § 14 i kgl. anordning om Det kgl. danske Musikkonservatorium, § 14 i kgl. anordning om Det jydske Musikkonservatorium og § 13 i bekendtgørelse af 29. marts 1974 vedrørende Nordjysk Musikkonservatorium, Vestjysk Musikkonservatorium og Det fynske Musikkonservatorium fastsætter ministeren for kulturelle anliggender følgende:


Ministeriet for kulturelle anliggender, den 17. november 1977., den 17. november 1977

/Niels Matthiasen. Hans Vilstrup./

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1977
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1977
Bekendtgørelse om ansættelse af faste lærere ved musikkonservatorierne | TheLawyer.sh