Bekendtgørelse om tilsyn med konkursboer m. v.
BEK nr 174 af 13/04/1978
§ 1
Tilsynet med kurators forvaltning af boet og med boets beholdninger og værdipapirer føres af den skifteret, der har afsagt konkursdekretet.
Kurator er endvidere undergivet tilsyn af justitsministeriets kasseinspektører.
Reglerne i denne bekendtgørelse finder tilsvarende anvendelse over for skifterettens medhjælper i boer, der behandles af skifteretten, og over for den midlertidige bestyrer.
§ 2
Boets beholdninger og værdipapirer bestyres og opbevares på betryggende måde af kurator.
Boets kontante midler skal indsættes i et pålideligt pengeinstitut til en passende rente. Kurator kan have et passende beløb, dog højst 10.000 kr., som kassebeholdning. Såfremt boet driver virksomhed, eller det af andre grunde skønnes hensigtsmæssigt, kan skifteretten tillade, at kurator har et større beløb som kassebeholdning.
Boets værdipapirer skal enten noteres på navn eller anbringes i åbent depot i et pålideligt pengeinstitut.
§ 3
Fører kurator boets regnskab på en særlig konto i sit bogholderi, skal der oprettes et særligt kontokort for boet. På kontokortet skal boets regnskab føres fortløbende, således at kortet udviser alle bevægelser i kurators beholdning af boets midler, herunder ind- og udbetalinger på boets bank- og sparekassekonti.
Posteringer på kontokort skal henvise til kassebilagenes numre.
Bliver et kontokort udskrevet, skal de følgende kontokort nummereres fortløbende.
Er kurators bogholderi ikke indrettet efter kontokortsystem, kan boets konto i stedet på tilsvarende måde føres på særligt blad eller lignende i kurators bogholderi.
§ 4
Fører kurator ikke særskilt bogholderi, skal boets regnskab føres i en af skifteretten autoriseret kassebog eller på anden af skifteretten nærmere fastsat betryggende måde.
§ 5
Ved boets afslutning skal kontokortet eller regnskabsbladet bringes til at saldere og underskrives af kurator. Det underskrevne kontokort eller regnskabsblad skal i en af kurator bekræftet genpart fremlægges som bilag til det i lovens § 148 nævnte regnskab.
Føres regnskabet i overensstemmelse med § 4, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse med de fornødne lempelser.
§ 6
Skifteretten kan når som helst forlange at få forelagt alle dokumenter vedrørende boet, herunder boets regnskab, kontokort, kassebog eller regnskabsblade, boets værdipapirer, beviser for anbringelse af boets midler samt indtægts- og udgiftsbilag.
§ 7
Anmeldte fordringer og andre krav indføres straks i gældbogen.
Gældbogen føres på de af justitsministeriet godkendte blanketter. Skifteretten kan tillade, at kurator fører gældbogen på anden betryggende måde.
Kurator fører i fornødent omfang løbende en alfabetisk fortegnelse over de i gældbogen noterede fordringshavere med henvisning til de enkelte kravs numre i gældbogen.
§ 8
Dividendebeløb, som tilfalder statskassen, indbetales af kurator til skifteretten.
§ 9
Justitsministeriets kasseinspektører påser, at der forholdes med boets beholdninger og værdipapirer i overensstemmelse med denne bekendtgørelse, og at kurator fremmer boets behandling uden unødig forsinkelse og aflægger regnskab over for skifteretten og kreditorudvalget.
§ 10
Kasseinspektøren kan foretage eftersyn af boet på kurators kontor eller pålægge kurator at indfinde sig i skifteretten medbringende de i § 6 nævnte dokumenter.
Skifteretten og kurator skal meddele kasseinspektøren enhver oplysning, som denne måtte ønske ved udførelsen af hvervet.
§ 11
Såfremt kasseinspektøren har særlig grund til at formode, at der foreligger uregelmæssigheder og derfor nærer betænkelighed ved at lade kurator beholde rådigheden over boets midler, indtil skifteretten har taget stilling til, om der skal træffes bestemmelse om afsættelse af kurator, kan kasseinspektøren træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre boets midler.
Kasseinspektøren sender skriftlig indberetning til justitsministeriet og til skifteretten om udfaldet af de foretagne eftersyn.
§ 12
Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende og finder anvendelse i boer, hvor konkursbegæring er indgivet til skifteretten efter den 31. marts 1978.
pre_paragraph I henhold til § 125, stk. 4, § 130 og § 154, stk. 3, i konkurslov nr. 298 af 8. juni 1977 fastsættes:
Justitsministeriet, den 13. april 1978., den 13. april 1978
/Erling Jensen A. Troldborg/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1978
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1978