TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger for cirkustelte m. v.

BEK nr 19 af 20/01/1978

DanmarkBekendtgørelse1978

§ 1

Cirkustelte og andre telte med pladser til mere end 150 personer skal godkendes af Statens brandinspektion. Ansøgning om godkendelse skal indsendes senest 1 måned før den første benyttelse af teltet. Ansøgningen skal indeholde oplysninger om teltets anvendelsesformål, teltets konstruktion, belysningsarrangementer, opvarmningsanlæg og det antal personer, hvortil teltet ønskes godkendt. Ansøgningen skal vedlægges en pladsfordelingsplan i 2 eksemplarer, hvoraf det ene skal være i holdbar udførelse, der er egnet til ophængning.

§ 2

Benyttelse af cirkustelte og andre telte, der skal godkendes efter § 1, må kun finde sted efter forudgående anmeldelse til brandmyndigheden på det sted, hvor teltet skal benyttes. Anmeldelse skal ske senest 3 dage før benyttelsen. Anmeldelsen skal vedlægges et eksemplar af godkendelsen fra Statens brandinspektion, jfr. § 1.

Stk. 2

Det påhviler brandmyndigheden at kontrollere, at de af Statens brandinspektion stillede betingelser for teltets anvendelse er opfyldt, herunder at stole og bænke er opstillet i overensstemmelse med den af brandinspektionen godkendte pladsfordelingsplan. Endvidere skal brandmyndigheden kontrollere, at bestemmelserne i stk. 3 og 4 er opfyldt.

Stk. 3

Telte og vogne skal være placeret i en afstand af mindst 10 m fra omliggende bebyggelse, oplag m. v.

Stk. 4

Teltpæle og barduner, der er anbragt umiddelbart ved teltets udvendige flugtveje, skal afmærkes på tydelig måde.

§ 3

For teltets benyttelse gælder i øvrigt følgende:

a) I teltet, i staldtelt og andre telte med tilknytning til hovedteltet skal der være anbragt håndsprøjtebatterier i et sådant omfang, at der fra et vilkårligt punkt bliver højst 25 m til nærmeste håndsprøjtebatteri. Placeringen skal fortrinsvis finde sted ved udgange. Håndsprøjter og spande skal være påfyldt vand. Håndsprøjter skal jævnligt efterses og afprøves.

b) I staldtelte er tobaksrygning forbudt, hvilket tilkendegives ved tydelig skiltning efter Dansk Standard 734-737.

c) Den godkendte pladsfordelingsplan skal være ophængt på et for publikum let tilgængeligt og synligt sted ved teltets hovedindgang.

d) Før ethvert arrangements begyndelse skal det kontrolleres, at samtlige lamper til nød- og panikbelysningen er i orden. Under benyttelsen af teltet skal nødbelysningen være tændt. Endvidere skal det kontrolleres, at alle udgange uhindret kan åbnes indefra i fuld bredde og højde.

e) Ved udgange må der ikke findes parkerede biler, knallerter, cykler, oplag, beplantninger o. lign., som kan hindre evakuering.

f) Den frie bredde af gangarealer til teltets udgange og selve udgangene må ikke indskrænkes af tælleapparater, barduner, projektører m. m.

g) Halmoplag skal være anbragt i en afstand af mindst 10 m fra telte og vogne. Brændbart materiale, herunder træ- og papkasser, træuld og anden emballage samt brændbart affald, skal anbringes i samme afstand fra telte og vogne.

§ 4

Under cirkus- og teaterforestillinger m. v. i telte, der er omfattet af denne bekendtgørelse, skal der være udsat brandvagt, bestående af 1 mand, jfr. brandlovens § 28, stk. 2. Brandvagten skal møde 1/2 time før arrangementets begyndelse og skal før og under forestillingen kontrollere, at de for teltets benyttelse stillede betingelser overholdes. Brandvagten må først hæves, når arrangementet i teltet er endeligt afviklet, og efter foretagelse af et grundigt eftersyn af telt m. v.

§ 5

Benyttelse af telte, der er omfattet af denne bekendtgørelse, i strid med de givne forskrifter straffes med bøde.

§ 6

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1978.

Stk. 2

Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 262 af 20. august 1964 om brandværnsforanstaltninger for cirkustelte m. v. ophæves.

pre_paragraph I medfør af § 38, stk. 3, og § 40 i brandloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 641 af 29. december 1976, fastsættes:


Justitsministeriet, den 20. januar 1978, den 20. januar 1978

/Erling Jensen Ebbe Nielsen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1978
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1978
Bekendtgørelse om brandværnsforanstaltninger for cirkustelte m. v. | TheLawyer.sh