TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om tilskud til produktions-, beskæftigelses- og miljøfremmende foranstaltninger i det private skovbrug

BEK nr 32 af 20/01/1978

DanmarkBekendtgørelse1978

§ 1

Tilskud kan ydes til produktions-, beskæftigelses- og miljøfremmende foranstaltninger på private skovejendomme, når ejendommens samlede skovbevoksede areal ikke overstiger 50 ha.

Stk. 2

Til skovbevoksede arealer henregnes ethvert areal, der er forsynet med en bevoksning, som i henhold til skovloven anses for skov. Arealer, der udelukkende drives som pyntegrønt- eller juletræskultur, betragtes ikke som skov.

§ 2

Tilskud ydes til følgende foranstaltninger:

  1. udhugning og pleje af løvtræbevoksninger op til ca. 35 års alder samt udhugning og pleje af nåletræbevoksninger til og med 2. udhugning,
  1. udskiftning af bjergfyrbevoksning, stævningsskov o.l. med højt producerende træarter,
  1. etablering af løvskovbælter, f.eks. af hensyn til stormfalds- og brandfare eller af miljømæssige hensyn,
  1. anlæg af skovveje og læggepladser,
  1. gravning og oprensning af grøfter,
  1. foranstaltninger i forbindelse med hugst og eventuel gentilplantning på grund af tørkeskader på nåletræbevoksninger og
  1. andre foranstaltninger tjenlige til fremme af produktion og miljø.

§ 3

Tilskud ydes alene til den arbejdsløn (incl. lovpligtige eller overenskomstmæssige tillæg), der medgår til den pågældende foranstaltnings udførelse samt til evt. skurleje.

Stk. 2

Som tilskudsberettigede lønudgifter anses løn til arbejdere samt til arbejdsledere, der af ejeren er antaget udelukkende til udførelse af tilskudsarbejdet, medens der ikke kan ydes tilskud til løn til faste skovfunktionærer eller beregnet vederlag for ejerens eget arbejde. Ved leje af maskiner og traktorer er evt. arbejdsløn tilskudsberettiget, medens maskin- og traktorlejen ikke kan medregnes. Evt. udgifter til sagkyndig vejledning i forbindelse med tilskudsarbejdets udførelse kan medregnes med højst 15 pct. af den samlede tilskudsberettigede udgift.

Tilskudsmodtagere, betingelser for tilskud m.m.

Tilskudsmodtagere, betingelser for tilskud m.m.

§ 4

Tilskud ydes til private ejere af skovejendomme. En ejer af to eller flere selvstændige skovejendomme kan i almindelighed kun opnå tilskud til een ejendom i et enkelt finansår.

Stk. 2

Tilskud kan ydes til fælles projekter, f.eks. vejanlæg og grøftearbejde i parcelskove.

Stk. 3

Tilskud ydes ikke til stat, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.

Stk. 4

Tilskud kan ikke ydes til arbejder, som ejeren over for offentlige myndigheder er forpligtet til at udføre.

§ 5

Hvis der ydes tilskud til et arbejde efter denne bekendtgørelse, kan der ikke ydes støtte til dette arbejde efter anden lovgivning eller anden støtteordning, ligesom der ikke kan ydes tilskud efter denne bekendtgørelse, såfremt det pågældende arbejde opnår støtte efter anden lovgivning eller støtteordning.

§ 6

Det er en betingelse for ydelse af tilskud, at arbejdet først påbegyndes, efter at tilsagn om tilskud er afgivet af statens jordlovsudvalg, til hvilket tilskudsordningens administration henlægges. Det er endvidere en betingelse, at arbejdet er afsluttet, og ansøgning om udbetaling er indsendt til den skovsagkyndige, jfr. § 10, senest 12 måneder efter tilsagnets meddelelse.

Stk. 2

Statens jordlovsudvalg afgør, hvornår et arbejde kan anses for afsluttet.

Stk. 3

Statens jordlovsudvalg kan gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1, 2. punktum, når særlige forhold taler derfor.

Ansøgning om tilskud, tilsagn m.v.

Ansøgning om tilskud, tilsagn m.v.

§ 7

Ansøgning om tilskud skal udfærdiges på blanketter, der rekvireres i statens jordlovsudvalg, Sankt Annæ Plads 19, 1250 København K, tlf.nr. (01) 15 61 31.

Stk. 2

Ansøgningen indsendes til statens jordlovsudvalg, Sankt Annæ Plads 19, 1250 København K.

§ 8

Statens jordlovsudvalg træffer afgørelse om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.

Stk. 2

Ved udvælgelsen af de ansøgninger, der kan imødekommes, vil tidspunktet for ansøgningens modtagelse i statens jordlovsudvalg blive lagt til grund.

Stk. 3

Hvis ansøgningen kan imødekommes, meddeler udvalget forhåndstilsagn om, hvilket tilskud der kan forventes udbetalt.

Tilskuddets størrelse og udbetaling

Tilskuddets størrelse og udbetaling

§ 9

Tilskuddet udgør indtil 100 pct. af de til arbejdets gennemførelse afholdte lønudgifter.

Stk. 2

Hvis tilskudsarbejdet medfører en indtægt for skovejeren, kan der tages hensyn hertil ved tilskuddets beregning.

Stk. 3

Tilskud, der vil udgøre mindre end 2.000 kr., udbetales ikke.

§ 10

Når det arbejde, hvortil der søges tilskud, er udført, fremsender ansøgeren meddelelse herom til den skovsagkyndige, der har behandlet ansøgningen, tilligemed dokumentation for de til arbejdet afholdte tilskudsberettigede udgifter.

§ 11

Tilskuddet udbetales ved statens jordlovsudvalgs foranstaltning.

Almindelige bestemmelser

Almindelige bestemmelser

§ 12

Tilsagn bortfalder ved ejerskifte.

Stk. 2

Statens jordlovsudvalg kan tillade, at tilsagnet opretholdes ved ejerskifte i familieforhold samt under ganske særlige omstændigheder.

§ 13

Tilsagn kan ikke overdrages, transporteres til sikkerhed eller på anden måde gøres til genstand for retshandler.

§ 14

Tilsagn om tilskud bortfalder, hvis tilsagnet er givet under urigtige forudsætninger, eller hvis forudsætningerne for tilsagnet er bristede. Er tilskud udbetalt, kan dette kræves tilbagebetalt.

§ 15

Statens jordlovsudvalg træffer alle afgørelser efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2

Statens jordlovsudvalgs afgørelser kan påklages til landbrugsministeren. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt ansøgeren.

§ 16

Ansøgerne er forpligtet til at meddele statens jordlovsudvalg alle oplysninger, der er nødvendige for behandlingen af ansøgningerne og for fastsættelse af tilskuddets størrelse.

§ 17

Statens jordlovsudvalg, eller hvem udvalget bemyndiger hertil, er berettiget til at foretage eftersyn af det arbejde, hvortil der søges tilskud.

§ 18

Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. februar 1978.


Landbrugsministeriet, den 20. januar 1978, den 20. januar 1978

/P. Dalsager L. Møller-Sørensen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1978
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1978