TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om ydelse af støtte til tørret foder

BEK nr 366 af 17/07/1978

DanmarkBekendtgørelse1978

§ 1

Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører ydelse af støtte til tørret foder i henhold til Det europæiske økonomiske Fællesskabs bestemmelser herom, jfr. forordningerne nr. 1117/78 af 22. maj 1978, nr. 1417/78 af 19. juni 1978 samt nr. 1528/78 af 30. juni 1978.

§ 2

Forarbejdningsvirksomhederne samt de i artikel 6 i forordning nr. 1117/78 nævnte kontrakter og de i artikel 8 i forordning nr. 1417/78 nævnte arealanmeldelser og månedlige mængdeangivelser skal registreres hos Statens Foderstofkontrol.

Stk. 2

Direktoratet for markedsordningerne udsender vejledning om gældende bestemmelser for ydelse af støtte til tørret foder. Statens foderstofkontrol foretager kontrol med overholdelse af ordningens bestemmelser.

§ 3

Ansøgning om forudfastsættelse af støtte som omhandlet i art. 10 i forordning nr. 1417/78 indsendes til Direktoratet for Markedsordningerne vedlagt dokumentation for sikkerhedsstillelse som omhandlet i stk. 2 i samme artikel.

§ 4

Støtten udbetales til forarbejdningsvirksomheden efter ansøgning. Ved ansøgningen skal anvendes en formular, som de registrerede forarbejdningsvirksomheder kan rekvirere hos Statens Foderstofkontrol.

Stk. 2

Ansøgning om støtte til udleveret tørret foder indsendes senest 60 dage efter udgangen af den måned, hvor produktet er udgået fra virksomheden. Ansøgning indsendes til Statens Foderstofkontrol i 3 eksemplarer.

§ 5

Udover hvad der følger af fællesskabsbestemmelserne skal ansøgningen indeholde en erklæring om, at det tørrede foder opfylder de fastsatte krav med hensyn til protein- og vandindhold.

Stk. 2

Ansøgeren skal iøvrigt forholde sig i overensstemmelse med de bestemmelser, som Direktoratet for Markedsordningerne fastsætter i den i § 2, stk. 2 nævnte vejledning.

§ 6

Ved eksport af tørret foder er virksomhederne forpligtet til at indgive anmeldelse om lastningssted og -tidspunkt så tidligt, at der gives Statens Foderstofkontrol lejlighed til at udføre kontrollen.

Stk. 2

Såfremt virksomhederne ikke er i stand til at indgive anmeldelse så tidligt som anført i stk. 1, påhviler det forarbejdningsvirksomheden at foranledige, at en statsautoriseret vejer og måler eller et af Statens Foderstofkontrol godkendt kontrolfirma udtager prøver af varen under lastningen.

§ 7

De registrerede forarbejdningsvirksomheder skal efter Statens Foderstofkontrols anvisninger i deres regnskab foretage alle nødvendige optegnelser vedrørende det foder, der er omfattet af støtteordningen, herunder de i artikel 6 i forordning nr. 1417/78 og artiklerne 16 og 17 i forordning nr. 1528/78 nævnte oplysninger og bilag.

Stk. 2

Alle virksomhedernes regnskaber skal attesteres af en registreret eller statsautoriseret revisor eller anden af Landbrugsministeriet godkendt revisor.

§ 8

Statens Foderstofkontrol er som led i kontrollen med, at grundlaget for udbetaling af støtten er tilstede, berettiget til uden erstatning at udtage prøver af varerne samt til at efterse virksomhedernes varebeholdning, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale, optegnelser og bilag samt korrespondance

Stk. 2

Det påhviler virksomheden at yde den bistand, der er nødvendig for foretagelsen af eftersyn og kontrol efter stk. 1.

Stk. 3

Optegnelser og bilag, herunder kontrakter og arealanmeldelser, lagerbøger og genpart af afregninger skal opbevares i mindst 5 år.

§ 9

Støttebeløbet udbetales af Direktoratet for Markedsordningerne.

Stk. 2

Såfremt det konstateres, at betingelserne for ydelse af støtte ikke er opfyldt, skal udbetalte støttebeløb efter påkrav fra direktoratet straks tilbagebetales med tillæg af en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 2 pct., og som beregnes fra datoen for beløbets udbetaling.

§ 10

Overtrædelse af § 5, stk. 2 og § 7 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter ovennævnte lovs § 16.

§ 11

Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelse i Lovtidende.

Stk. 2

Bekendtgørelse nr. 527 af 10. oktober 1975 om ydelse af produktionsstøtte til kunsttørret foder ophæves.

pre_paragraph I medfør af § 1, stk. 1 og 2, § 6, § 7 og § 16, stk. 6 i lov nr. 596 af 22. december 1972 om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., som ændret ved lov nr. 150 af 24. april 1975, fastsættes:


Landbrugsministeriet, den 17. juli 1978, den 17. juli 1978

/P. DALSAGER Chr. Johansen/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1978
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1978
Bekendtgørelse om ydelse af støtte til tørret foder | TheLawyer.sh