Bekendtgørelse om anvendelse og forhandling af nitrat- og nitritforbindelser til kød, slagteaffald og kødvarer
BEK nr 510 af 27/09/1978
§ 1
Nitrater (salpeter) og nitriter (salpetersyrlige salte) må kun tilsættes kød, slagteaffald og kødvarer i overenstemmelse med bestemmelserne i den til enhver tid gældende fortegnelse over godkendte tilsætningsstoffer til levnedsmidler (positivlisten), udgivet af Statens levnedsmiddelinstitut.
Forhandling på hjemmemarkedet af færdigvarer med højere indhold af nitrat og nitrit end tilladt efter positivlisten kan i særlige tilfælde efter indstilling fra veterinærdirektoratet tillades af Statens levnedsmiddelinstitut. Ansøgning om tilladelse til forhandling af sådanne færdigvarer som levnedsmidler indsendes til veterinærdirektoratet, der videresender ansøgningen med direktoratets udtalelse til Statens levnedsmiddelinstitut.
Saltlage, der pr. liter indeholder mere end 2 g nitrit beregnet som natriumnitrit, må ikke benyttes og skal kasseres, medmindre veterinærdirektoratet i særlige tilfælde træffer anden afgørelse.
§ 2
Ved nitrit-salt forstås natriumklorid tilsat mindst 0,4 pct. og højst 0,6 pct. natrium- eller kaliumnitrit (beregnet som natriumnitrit).
Nitritsalt må her i landet kun fremstilles og her til landet kun indføres af virksomheder, der er autoriseret og/eller registreret af Statens levnedsmiddelinstitut.
I virksomheder, der erhvervsmæssigt forhandler, opbevarer eller behandler kød, slagteaffald eller kødvarer, må nitriter, der agtes anvendt som tilsætning til levnedsmidler, ikke findes i anden form end den i stk. 1 nævnte og nitrit-salt skal opbevares i den originale emballage.
§ 3
Nitrit-salt til anvendelse på de af landbrugsministeriet til eksport autoriserede virksomheder skal være pakket i emballage godkendt af veterinærdirektoratet.
Emballagen for nitrit-salt skal være mærket i overensstemmelse med § 8 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 316 af 8. juni 1973 om tilsætningsstoffer til levnedsmidler med senere ændringer.
Herudover skal emballagen, såfremt nitrittilsætningen helt eller delvis forekommer i form af kaliumnitrit, være mærket med oplysning om den indgåede nitritmængde beregnet som natriumnitrit. Endvidere skal emballagen på iøjnefaldende måde med rød farve være mærket: »NITRAT-SALT. Må ifølge landbrugsministeriets bekendtgørelse af 27. september 1978 anvendes til saltning af kød, slagteaffald og kødvarer i overensstemmelse med bestemmelserne i den til enhver tid gældende fortegnelse over godkendte tilsætningsstoffer til levnedsmidler (positivlisten) udgivet af Statens levnedsmiddelinstitut. I virksomheder, der erhvervsmæssigt forhandler, opbevarer eller behandler kød, slagteaffald eller kødvarer, må nitrit-salt kun opbevares i den originale emballage. FARLIGT TIL ANDET BRUG«.
§ 4
Veterinærdirektoratet kan for kød, slagteaffald og kødvarer, der udføres, tillade fravigelse af reglerne i denne bekendtgørelse på nærmere af direktoratet fastsatte betingelser for så vidt og i det omfang, lovgivningen i modtagerlandet tillader det.
§ 5
Bekendtgørelsen træder i kraft ved offentliggørelse i Lovtidende. Bekendtgørelse nr. 2 af 4. januar 1973, som ændret ved bekendtgørelse nr. 92 af 19. marts 1975 om anvendelse af nitrat- og nitritforbindelser til kød, slagteaffald og kødvarer ophæves samtidig.
pre_paragraph I henhold til § 21 i lov om kød m. m. nr. 220 af 26. april 1973 fastsættes:
Landbrugsministeriet, den 27. september 1978, den 27. september 1978
/NIELS ANKER KOFOED J. Madelung/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1978
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1978