TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om stemmeafgivning til Europa-Parlamentsvalget for personer, der har fast bopæl i et af de øvrige medlemslande i De europæiske Fællesskaber

BEK nr 594 af 13/11/1978

DanmarkBekendtgørelse1978

§ 1

Personer, der har valgret efter § 3, stk. 1, nr. 2, i lov om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet, og som efter lovens § 5, stk. 3, er optaget på en særlig supplementsliste til valglisten i Københavns kommune, afgiver stemme til valget til Europa-Parlamentet efter reglerne i §§ 2-7.

§ 2

Stemmeafgivningen sker på en dansk diplomatisk eller konsulær repræsentation i et af de øvrige medlemslande i De europæiske Fællesskaber.

Stk. 2

Stemmeafgivningen kan ske fra 3 måneder før valgdagen.

§ 3

Stemmematerialet, der tilvejebringes ved indenrigsministerens foranstaltning, består af:

  1. en stemmeseddel af hvidt papir, påtrykt ordene »Stemmeseddel til Europa-Parlamentsvalget«,
  1. en uigennemsigtig blå konvolut,
  1. et følgebrev, påtrykt en vejledning for stemmeafgivningen,
  1. et omslag, der på forsiden er påtrykt »Kun for vælgere bosat i EF-området udenfor Danmark« samt en angivelse af, at det indeholder en stemmeseddel til Europa-Parlamentetsvalget og på bagsiden forsynet med en rubrik til angivelse af vælgerens navn, fødselsdato og bopæl.
Stk. 2

Stemmeafgivningen er kun gyldig, når den sker ved benyttelse af det i stk. 1 nævnte materiale.

§ 4

Stemmeafgivningen foregår ved henvendelse til en af de i § 2 nævnte repræsentantioner. Efter at have forevist fornøden legitimation får vælgeren udleveret et sæt stemmemateriale. Stemmeafgivningen skal ske uden overværelse af andre.

Stk. 2

På stemmesedlen anfører vælgeren enten navnet på en af de opstillede kandidater, eller navnet og/eller bogstavbetegnelsen på en af de godkendte kandidatlister. Umiddelbart derefter nedlægger vælgeren stemmesedlen i konvolutten og tilklæber denne.

Stk. 3

Herefter udfyldes følgebrevet, som skal indeholde:

  1. en erklæring om, at vælgeren selv frivilligt og uden overværelse af andre har udfyldt stemmesedlen, lagt den i konvolutten og tilklæbet denne. Vælgeren skal endvidere afgive en erklæring om, at han ikke har afgivet stemme til valget til Europa-Parlamentet i noget andet land. Vælgerens underskrift på følgebrevet skal ske i overværelse af en konsulatembedsmand. I følgebrevet skal angives datoen for underskrift og vælgerens fulde navn, fødselsdato og bopæl,
  1. en attest udstedt af den konsulatembedsmand, overfor hvem stemmeafgivningen er sket, med bevidnelse af, at underskriften er ægte og skrevet på tid og sted, som anført, samt at stemmeafgivningen er sket uden overværelse af andre. Attesten skal være underskrevet af den pågældende egenhændigt.

§ 5

Når vælgeren har stemt, og følgebrevet er udfyldt og attesteret, indlægger vælgeren konvolutten med stemmesedlen og følgebrevet i omslaget, som tilklæbes. Derefter udfylder han rubrikken på omslagets bagside med tydelig angivelse af navn, fødselsdato og bopæl. Omslaget afleveres til den pågældende konsulatembedsmand, der omgående indsender dette til Københavns registerforvaltning.

§ 6

Omslagene skal være registerforvaltningen i hænde inden afstemningens påbegyndelse.

§ 7

Inden afstemningens påbegyndelse, om fornødent dagen før valgdagen, åbnes de modtagne omslag af registerforvaltningen, der for hver enkelt af omslagene undersøger, om den person, fra hvem det hidrører, er opført på valglisten, og i bekræftende fald straks sætter et kryds ved vælgerens navn på valglisten. Undersøgelsen foregår i nærværelse af valgstyrerne for det afstemningsområde, hvor de i EF-området udenfor Danmark bosatte vælgere er optaget på valglisten.

Stk. 2

Viser det sig ved den nævnte undersøgelse, at den pågældende ikke er valgberettiget, eller oplyses det, at han inden valgdagen er afgået ved døden, indføres hans navn, fødselsdato og bopæl på en særlig liste, og den uåbnede konvolut lægges tillige med følgebrevet på ny ind i omslaget, og dette kommer ikke videre i betragtning.

Stk. 3

Indeholder omslaget andet eller mere end eet følgebrev og een konvolut, eller er der efter beskaffenheden af omslaget, følgebrevet eller konvolutten grund til at antage, at de ikke hører til de ved indenrigsministerens foranstaltning tilvejebragte, eller at der ved deres udfyldning, attestation, underskrift eller indsendelse ikke er gået frem som foreskrevet, indlægges omslagets indhold atter i omslaget, og dette kommer ej heller videre i betragtning. Eventuelle tvivlsspørgsmål afgøres af valgstyrerne.

Stk. 4

De konvolutter, som herefter kommer i betragtning, opbevares hver enkelt sammen med det tilhørende følgebrev med omslag, indtil afstemningen er afsluttet. Konvolutterne nedlægges derefter i en stemmekasse på afstemningsområdets afstemningssted, og åbnes først, når det for optællingens skyld er nødvendigt.

Stk. 5

For omslag, som modtages efter afstemningens påbegyndelse, indføres tidspunktet for modtagelsen i den i stk. 2 omhandlede liste, hvorefter omslagene henlægges uåbnede og kommer ikke videre i betragtning.

Stk. 6

Ved den stedfindende opgørelse skal såvel omslag og følgebreve som konvolutter og stemmesedler være tilstede.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1979.

pre_paragraph I medfør af § 10, stk. 2, i lov nr. 609 af 14. december 1977 om valg af danske repræsentanter til Europa-Parlamentet fastsættes:


INDENRIGSMINISTERIET, DEN 13. NOVEMBER 1978

/KNUD ENGGAARD Vilh. Brockmeyer/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1978
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1978