TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om skiltning og annoncering med indlånsrenter og udlånsrenter m.v. i banker, sparekasser og andelskasser

BEK nr 10001 af 02/07/1979

DanmarkBekendtgørelse1979

§ 1

Bestemmelserne gælder for banker, sparekasser og andelskasser, og omfatter de ind- og udlånsformer, der er almindeligt forekommende på det pågældende forretningssted.

§ 2

I ekspeditionslokalet skal på et for publikum iøjnefaldende sted ved skiltning tydeligt angives de indlånsrenter og udlånsrenter m.v., der for tiden er gældende.

§ 3

Indlånsrenter skal angives med rentesats for årlig rente for den enkelte indlånsart, herunder eventuel overrente, sparepræmie ell. lign., samt med oplysning om terminer for renteskrivning.

§ 4

For udlån skal oplyses følgende:

  1. årlig nominel rente
  1. stiftelsesprovision og/eller stiftelsesgebyr
  1. løbende provision og gebyrer i lånets løbetid
  1. terminer for renteberegning, og hvorvidt renteberegning sker forud eller bagud.
Stk. 2

Det skal fremgå af skiltningen, at oplysninger om stempelafgift og andre omkostninger ved lånets etablering og i dets løbetid vil blive givet efter anmodning.

§ 5

Såfremt øvrige oplysninger om metoder for beregning af renter og provision m.v., herunder oplysning om validering af kreditter og debiteringer, ikke fremgår af skiltningen, skal det fremgå, at disse oplysninger vil blive givet efter anmodning.

§ 6

Hvis der ved annoncering eller på anden måde i reklamer gives oplysning om indlånsrenter og udlånsrenter m.v., skal samme krav, som med hensyn til skiltning er stillet i §§ 3, 4 og 5, være opfyldt.

§ 7

Overtrædelse af foranstående bestemmelser straffes med bøde.

§ 8

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1980.

pre_paragraph I medfør af § 4, § 6 og § 12, stk. 2, i lov nr. 252 af 8. juli 1977 om mærkning og skiltning med pris m.v., jfr. lov nr. 89 af 14. marts 1979, fastsættes herved følgende bestemmelser om skiltning og annoncering med indlånsrenter og udlånsrenter m.v.:

Baggrunden for ændringsloven var, at det fandtes hensigtsmæssigt, at

administrationen af mærkningsloven blev henlagt til den myndighed, der i

øvrigt fører tilsyn med pengeinstitutterne.

Med hensyn til baggrunden for og den nærmere fortolkning af mærkningsloven

og den foretagne ændring heraf henvises der til »monopoltilsynets

meddelelser« 1977 nr. 5 og 10, og 1979 nr. 3.

I medfør af mærkningsloven har tilsynet efter forhandling med

pengeinstitutternes organisationer og Forbrugerrådet udstedt bekendtgørelse

af 2. juli 1979 om skiltning og annoncering med indlånsrenter og udlånsrenter

m.v. i banker, sparekasser og andelskasser.

I det følgende skal der nærmere redegøres for bekendtgørelsens

bestemmelser, idet bemærkes, at redegørelsen ikke tilsigter at være

udtømmende.

Bestemmelsen angiver, hvilke pengeinstitutter og hvilke ind- og

udlånsformer, der er omfattet af bekendtgørelsen. Også afdelinger af

udenlandske pengeinstitutter er undergivet reglerne i bekendtgørelsen.

Bekendtgørelsens regler finder anvendelse på pengeinstitutternes

hovedkontorer, filialer og kontorsteder. Bekendtgørelsens skiltningsregler

gælder dog ikke for sådanne kontorsteder, som hverken modtager indlån eller

tilbyder udlån, f.eks. rene vekselkontorer.

Udtrykket »almindeligt forekommende« skal forstås på baggrund af

formålet med mærkningsloven: At give forbrugerne mulighed for

prissammenligning. Derfor skal alene sådanne kontoarter medtages, der

tilbydes en videre kreds.

Som eksempler på indlånsformer, der falder ind under bekendtgørelsen, kan

nævnes: Indlånskonti på anfordring eller opsigelse, checkkonti, budget-,

plan- eller familiekonti, boligopsparingskonti og de særlige

skattebegunstigede opsparingsformer. Også ansvarlig indskudskapital er

omfattet af bestemmelsen, såfremt enhver kan indskyde midler på denne

specielle indlånsform.

Som eksempler på udlånsformer, der falder ind under bekendtgørelsen, kan

nævnes:Almindelige udlån og kassekreditter, byggelån, prioritetslån,

boligindskudslån, kontraktlån, lønkontolån, opsparingslån og studielån.

Som før nævnt kan de her givne eksempler på ind- og udlånsformer ikke

betragtes som en udtømmende angivelse.

Hvis et pengeinstitut eller en afdeling heraf udbyder en speciel ind eller

udlånsform, som ikke tilbydes af andre, men som er almindelig inden for

pågældende pengeinstitut eller afdeling, skal bekendtgørelsens skiltningskrav

med hensyn til denne ind- eller udlånsform opfyldes af pengeinstituttet eller

afdelingen.

Ved udtrykket »det pågældende forretningssted« forstås det

pågældende hovedkontor, den pågældende filial eller det pågældende

kontorsted.

Bestemmelsen fastsætter det skiltningskrav, som skal gælde for de i § 1

nævnte ind- og udlånsformer.

Der er ikke i bestemmelsen fastsat nærmere regler om, hvilken udformning

skiltningen skal have. Eneste krav er, at oplysningerne er placeret således,

at de er iøjnefaldende og tydelige for publikum.

For andelskasserne gælder specielt, at skiltningen ikke må placeres på en

sådan måde eller have en sådan udformning, at der er tale om en henvendelse

til offentligheden om modtagelse af indlån i strid med bank- og

sparekasselovens § 1, stk. 5.

Kravet om skiltning finder kun anvendelse på rentesatser m.v., som aktuelt

er gældende, jfr. ordene »for tiden er gældende«. Der skal således

ikke oplyses om rentesatser m.v., som stadig benyttes i henhold til tidligere

indgåede aftaler.

Hvis et pengeinstitut med flere filialer fører en differentieret

prispolitik, således at rentesatserne ikke er ens i filialerne, uanset at det

drejer sig om samme ind- og udlånsform, opfyldes bekendtgørelsen, såfremt

hver filial ved skiltningen oplyser om netop dens rentesatser m.v.

Såfremt et pengeinstitut ved den samme ind- eller udlånsform anvender

forskellige rentesatser m.v., f.eks. afhængig af ind- eller udlånets

størrelse eller dets løbetid, omfatter skiltningspligten alle de rentesatser

m.v., som normalt beregnes over for forbrugere inden for den pågældende

låneform.

Skiltningen er ikke til hinder for, at der i enkelte tilfælde aftales

afvigende rentesatser m.v., herunder også aftaler til ugunst for forbrugeren.

Dette forudsætter dog, at der foreligger særlige omstændigheder, som

begrunder den afvigende aftale.

Bestemmelsens krav er minimumskrav, hvorfor der ikke vil være noget til

hinder for at give yderligere oplysninger.

Ud over indlånenes nominelle rentesatser og terminer for rentetilskrivning

skal der oplyses om eventuel overrente, sparepræmie eller lignende. Der er

hermed givet udtryk for, at alle former for tillæg til renten skal oplyses.

Ligesom for indlån er der i § 4 kun angivet de minimumskrav, som skal

opfyldes.

Bestemmelsen er opbygget således, at stk. 1 angiver de omkostninger, som

er uafhængige af de enkelte kundeforhold. Disse omkostninger skal oplyses ved

skiltningen.

Efter bestemmelsens stk. 1, pkt. 3, skal det for løbende provisioner af

kassekredit fremgå, hvorvidt provisionen beregnes af kredittens maksimum

eller af det trukne beløb.

I bestemmelsens stk. 1, pkt. 4, omfatter udtrykket

»renteberegning« både de tilfælde, hvor renten tillægges

udlånssaldoen, og de tilfælde, hvor renten skal betales med det samme.

Vilkårene for rentens betaling behøver således ikke fremgå af skiltningen.

Stk. 2 angår de omkostninger, som afhænger af det

enkelte kundeforhold. For disse omkostninger gælder, at publikum ved

skiltningen gøres opmærksom på, at sådanne vil kunne forekomme.

Bestemmelsen, der angår både ind- og udlånsrenter m.v., fastsætter en

forpligtelse for pengeinstitutterne til at oplyse om metoder for beregning af

renter og provision m.v.

Formålet med bestemmelsen er at gøre publikum opmærksom på, at der ud over

de i bekendgørelsens §§ 3 og 4 nævnte punkter er en række forhold, som har

betydning ved vurderingen af de opslåede rentesatser m.v.

Omfattet af bestemmelsen er først og fremmest de specielt fremhævede

valideringsregler for krediteringer og debiteringer. Som eksempler på

beregningsmetoder i øvrigt kan nævnes, hvorvidt renten udregnes på basis af

daglig saldo eller laveste saldo indenfor en periode.

Såfremt pengeinstituttet ikke tilskriver renter på indlånskonto, hvis

saldo er under et vist beløb, skal dette oplyses.

Da reglerne imidlertid kan være komplicerede, og det kan være vanskeligt i

en kortfattet form nærmere at redegøre herfor, er det foreskrevet, at

pengeinstituttet i stedet for at optage reglerne i skiltningen kan vælge ved

skiltningen at gøre opmærksom på, at nærmere regler vil blive oplyst efter

anmodning.

Såfremt pengeinstituttet vælger at give oplysning i skiltningen, vil der

formentlig af praktiske årsager kun kunne optages de almindeligt forekommende

regler. Skiltet skal da herudover angive, at øvrige regler vil blive oplyst

efter anmodning.

Såfremt pengeinstituttet opfylder sin oplysningspligt ved blot at

angive,at metode for beregning af renter og provision m.v. vil blive oplyst

efter anmodning, kan det være ønskeligt, at reglerne for de almindeligt

forekommende forhold bliver oplyst i en brochure. I brochuren skal endvidere

angives, at mere specielle regler vil blive oplyst efter anmodning.

Til mere almindelige krediteringer og debiteringer må henregnes kontante

ind- og udbetalinger, udtræk ved checks, overførsler mellem pengeinstitutter,

samt overførsler mellem to konti i det samme pengeinstitut.

Bestemmelsen stiller ikke krav om, at der i annoncer eller i reklamer om

ind- og udlånsformer skal gives oplysning om henholdsvis indlånsrenter og

udlånsrenter m.v. Bestemmelsen fastsætter alene, at hvis der gives

oplysninger om indlånsrenter og udlånsrenter m.v., så skal disse oplysninger

opfylde kravene i bekendtgørelsens §§ 3, 4 og 5.


TILSYNET MED BANKER OG SPAREKASSER, den

  1. juli 1979.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1979
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1979