TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om kommuners og amtskommuners adgang til at yde tilskud til bedriftssundhedstjenester

BEK nr 268 af 15/06/1979

DanmarkBekendtgørelse1979

§ 1

Der kan ydes kommunalt og amtskommunalt tilskud til oprettelse og drift af bedriftssundhedstjenester, der etableres og drives med henblik på at opfylde det formål, der er beskrevet i § 1 i arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 288 af 22. juni 1978 om bedriftssundhedstjeneste.

Stk. 2

Tilskud kan ydes til både obligatoriske og frivillige ordninger, der opfylder kravene i bekendtgørelsen, herunder om normalvedtægt m. v. for den pågældende model.

§ 2

Etablerer virksomheden bedriftssundhedstjeneste ved at oprette tjenesten på virksomheden eller ved at indgå aftale om bistand fra en bedriftssundhedstjeneste på en anden virksomhed, kan tilskud søges af den virksomhed, på hvilken tjenesten oprettes.

Stk. 2

Deltager virksomheden i et bedriftssundhedscenter eller i en branchebedriftssundhedstjeneste, kan tilskud søges af den institution m. v., som forestår oprettelsen og driften af tjenesten, og som er ansvarlig for de dermed forbundne udgifter. Tilskuddets art og størrelse

§ 3

Tilskud kan ydes til erhvervelse, forandring og indretning af lokaler, oprettelse af mobile enheder, anskaffelse af inventar og udstyr m. v. i forbindelse med etablering af bedriftssundhedstjenester eller ved væsentlig udvidelse af en tidligere oprettet tjeneste, som opfylder betingelserne for at modtage tilskud, jfr. § 1, stk. 2. Der kan ydes tilskud i forbindelse med udvidelse, selv om der ikke er ydet etableringstilskud ved oprettelsen af tjenesten.

Stk. 2

Det kommunale/amtskommunale etableringstilskud kan udgøre indtil 50 pct. af de faktisk afholdte udgifter. Er der ydet statstilskud, kan det kommunale/amtskommunale tilskud til de udgifter, hvortil der er ydet statstilskud, dog kun udgøre indtil 50 pct. af statstilskuddet. Det samlede offentlige etableringstilskud må ikke overstige 75 pct. af de faktisk afholdte udgifter, jfr. §§ 4 og 5 i arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 533 af 24. oktober 1978 om statstilskud til delvis dækning af udgifterne ved oprettelse af bedriftssundhedstjenester.

§ 4

Tilskud til tjenestens drift, herunder leje af lokaler og forrentning af lån m. v. ydes med et årligt beløb, der beregnes som en procentdel af de anslåede driftsudgifter inden for et af kommunen/amtskommunen fastsat maximumsbeløb jfr. § 9.

§ 5

Kommunen/amtskommunen kan i stedet for tilskud yde garanti for lån til de i §§ 3 og 4 nævnte udgifter. Garantien for de i § 3 nævnte udgifter er underkastet de samme procentuelle begrænsninger, som gælder for etableringstilskud efter § 3. Garantien for de i § 4 nævnte udgifter må ikke overstige det af kommunen fastsatte maximum for driftstilskud.

§ 6

Ved helt eller delvis ophør af en bedriftssundhedstjeneste, hvortil der er ydet kommunalt/amtskommunalt etableringstilskud inden for de sidste 5 år, kan tilskuddet eller en del heraf kræves tilbagebetalt. Ansøgning

§ 7

Ansøgning om tilskud skal ske på et særligt skema. Det skal fremgå af ansøgningen, om der er søgt andet offentligt tilskud. Ansøgningen stiles til kommunen/amtskommunen sammen med et eventuelt skriftligt forhåndstilsagn om statstilskud.

Stk. 2

Indkomne ansøgninger om tilskud sendes af kommunen/amtskommunen til det lokale kontaktudvalg for bedriftssundhedstjeneste til orientering, før endeligt tilsagn om tilskud gives. Såfremt flere kommuner og amtskommuner har modtaget ansøgning om tilskud til etablering og drift af samme bedriftssundhedstjeneste, orienteres de involverede kommuner og amtskommuner herom. Kommunalt/amtskommunalt tilskud ydes først, når der fra arbejdstilsynet er indhentet en udtalelse om, hvorvidt der vil blive ydet statstilskud. Kopi af kommunens/amtskommunens tilsagn om tilskud skal sendes til den stedlige arbejdstilsynskreds til orientering. Der kan ydes kommunalt/amtskommunalt tilskud, selvom der ikke ydes tilskud fra staten jfr. § 1 stk. 2. Regnskab m. v.

§ 8

Yder kommunen/amtskommunen etableringstilskud, skal afsluttet regnskab for etableringen af projektet sendes til den tilskudsgivende kommune/amtskommune inden 2 år efter, at kommunens/amtskommunens tilsagn er modtaget. Kommunen/amtskommunen videresender regnskaberne til arbejdstilsynet med den kommunale myndigheds attestation. Regnskabet skal være revideret af en statsautoriseret revisor, af Kommunernes Revisionsafdeling eller ved kommunal ansat revision.

Stk. 2

Kommunen/amtskommunen er berettiget til hos den tilskudsmodtagende at indhente sådanne oplysninger, som anses at være af betydning til belysning af projektet og for godkendelse af regnskabet.

Stk. 3

Udbetaling af etableringstilskud finder sted på grundlag af det af kommunen/amtskommunen godkendte regnskab. Der kan dog udbetales forskud for allerede afholdte udgifter mod indsendelse af attesterede kvitteringer.

§ 9

Yder kommunen/amtskommunen driftstilskud i henhold til § 4, fastsættes tilskuddet foreløbigt på grundlag af bedriftssundhedstjenestens årsbudget og ydes i henhold til retningslinier, som fastsættes af kommunen/amtskommunen. Forslag til årsbudget sendes til kommunen/amtskommunen forud for tilskudsperiodens begyndelse inden for en af kommunen/amtskommunen fastsat frist.

Stk. 2

Den endelige fastsættelse af kommunens/amtskommunens driftstilskud sker på grundlag af det reviderede årsregnskab, der skal omfatte både driftsregnskab og status.

Stk. 3

Overstiger det af kommunen/amtskommunen ydede driftstilskud det efter § 4 fastsatte maksimum, skal det overskydende beløb tilbagebetales kommunen/amtskommunen. Bortfald

§ 10

Kommunen/amtskommunen kan bestemme, at tilsagn om tilskud til etablering og drift helt eller delvis skal bortfalde, samt at udbetalt tilskud skal tilbagebetales helt eller delvis

  1. hvis ansøgeren har opgivet urigtige eller vildledende oplysninger, eller har fortiet oplysninger af betydning for afgørelse om tilsagn og tilskud,
  1. hvis projektet viser sig at lide af væsentlige fejl og mangler,
  1. hvis de som forudsætning for tilsagn eller om udbetaling af tilskud stillede betingelser ikke opfyldes,
  1. hvis forudsætninger for meddelelse af tilsagn om eller udbetaling af tilskud efter kommunens/amtskommunens skøn i øvrigt ikke er opfyldt.
Stk. 2

I de tilfælde, hvor statens tilskud i henhold til bekendtgørelse om statstilskud er bortfaldet, kan kommunen/amtskommunen bestemme, at tilskuddet ligeledes skal bortfalde. Arbejdstilsynet

§ 11

Arbejdstilsynet påser, at bekendtgørelsens bestemmelser overholdes for så vidt angår bestemmelserne omfattet af bekendtgørelse nr. 288 af 22. juni 1978 om bedriftssundhedstjeneste og bekendtgørelse nr. 533 af 24. oktober 1978 om statstilskud til delvis dækning af udgifterne ved oprettelse af bedriftssundhedstjeneste.

Stk. 2

Arbejdstilsynet kan påbyde at forhold der strider mod de i stk. 1 omtalte bestemmelser i bekendtgørelsen bringes i orden straks eller inden en frist. Klageadgang

§ 12

Tilsynskredsens afgørelse kan indbringes for direktoratet for arbejdstilsynet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2

Direktørens afgørelse kan indbringes for arbejdsministeren inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt pågældende.

Stk. 3

Rettidig klage har opsættende virkning, indtil klagemyndighedens afgørelse foreligger eller klagemyndigheden bestemmer andet.

Stk. 4

Når særlige grunde taler derfor, kan klagemyndigheden behandle en klage og tillægge denne opsættende virkning, selvom klagen først fremkommer efter udløbet af den frist, der er nævnt i stk. 1 og 2. Ikrafttræden

§ 13

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 1979. Arbejdsministeriet den 15. juni 1979 SVEND AUKEN /Vibeke Lomholt

pre_paragraph Område I henhold til § 13, stk. 5, i lov om arbejdsmiljø som ændret ved lov nr. 158 af 12. april 1978 og lov nr. 247 af 8. juni 1979 fastsættes herved nærmere regler om kommuners og amtskommuners adgang til at yde tilskud til dækning af udgifterne ved bedriftssundhedstjenester.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1979
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1979
Bekendtgørelse om kommuners og amtskommuners adgang til at yde tilskud til bedriftssundhedstjenester | TheLawyer.sh