Bekendtgørelse om eksportisolationsstalde for kvæg og svin
BEK nr 374 af 18/08/1980
§ 1
I denne bekendtgørelse forstås ved
a) eksportisolationsstalde: Stalde, der er godkendt af veterinærdirektoratet til samling og opstaldning af dyr til levebrug til eksport til lande, der ikke er medlem af Det europæiske økonomiske Fællesskab.
b) dyr: Tamkvæg og tamsvin.
c) tilsynsførende dyrlæge: Dyrlæge, der af veterinærdirektoratet er godkendt til at føre tilsyn med eksportisolationsstalde og de deri opstaldede dyr.
d) leder: Den person eller det firma til hvem veterinærdirektoratet har udstedt en godkendelse til drift og anvendelse af en eksportisolationsstald.
§ 2
Ansøgning om oprettelse af en eksportisolationsstald skal indsendes til veterinærdirektoratet ledsaget af situationsplan og tegninger. Stalden må ikke tages i brug før veterinærdirektoratets godkendelse foreligger.
En eksportisolationsstald, herunder bygninger, gårdsplads, indhegninger, vaskeplads, indsyningsplads m.v. der benyttes ved staldens drift, skal til stadighed være indrettet i overensstemmelse med de af veterinærdirektoratet fastsatte fordringer. Anlægget skal holdes i god stand og skal rottesikres.
Båse, bokse og stier skal være velventilerede og således indrettet, at god hygiejne kan opretholdes.
Der skal være indrettet særligt rum til isolation af syge dyr (sygestald).
Der skal være indrettet særlige rum som kontor, garderoberum, vaskerum og toilet.
Ændringer og tilbygninger må ikke foretages uden veterinærdirektoratets godkendelse.
§ 3
I en eksportisolationsstald må kun indsættes dyr, der
a) ved ankomsten er ledsaget af en sundhedsattest, som er udstedt af en dyrlæge på en af veterinærdirektoratet godkendt formular. Sundhedsattesten skal være udstedt mindre end 72 timer forud for dyrets ankomst.
b) underkastes et sundhedseftersyn af eksportisolationsstaldens tilsynsførende dyrlæge inden 48 timer efter ankomsten til eksportisolationsstalden.
En eksportisolationsstald og de derpå værende dyr skal være under sundhedsmæssigt tilsyn af en af veterinærdirektoratet dertil godkendt dyrlæge. Det sundhedsmæssige tilsyn indebærer, når der er opstaldet dyr, mindst et tilsyn hver 6. døgn. I tilfælde af sygdom føres tilsyn efter behov. Intet dyr må fjernes fra eksportisolationsstalden, medmindre det har været underkastet mindst et sundhedseftersyn af den tilsynsførende dyrlæge.
Den tilsynsførende dyrlæge og repræsentanter for veterinærdirektoratet skal have uhindret adgang til eksportisolationsstalden.
På en eksportisolationsstald skal forefindes en af veterinærdirektoratet autoriseret protokol (veterinærprotokollen), som den tilsynsførende dyrlæge skal anvende til noteringer om tilsyn, sygdomsforhold, behandling, afvisning af dyr, anvisninger og påbud m.v.
§ 4
På ejendomme med eksportisolationsstalde må der ikke findes andre dyr end dyr indsat i henhold til § 3, medmindre der er givet dispensation fra veterinærdirektoratet. Staldens drift skal foregå således, at dens dyrebestand beskyttes mod indslæbning af overførbare sygdomme. En plakat med ordlyden: »Adgang forbudt for uvedkommende« skal være opslået ved indgangen til eksportisolationsstalden.
Lederen skal føre en særlig protokol (dyreprotokollen). Af denne skal for hvert enkelt dyr fremgå: Dyrets oprindelsesbesætning, dyrets identitet, dato for indsættelse og afgang fra stalden, og hvortil dyret er sendt. Dyreprotokollen skal føres efter anvisning givet af den tilsynsførende dyrlæge og altid være tilgængelig for denne.
Eksportisolationsstalde må kun anvendes til det formål, hvortil de er beregnet.
Det påhviler lederen, at der drages omsorg for, at dyrene får en forsvarlig behandling, herunder fodring, vanding og anden pasning i fornøden udstrækning. Der skal opretholdes en god driftshygiejne. De af veterinærdirektoratet og den tilsynsførende dyrlæge givne påbud, herunder påbud om rensning, desinfektion, isolation af dyr m.m., skal efterkommes.
Lederen skal straks underrette den tilsynsførende dyrlæge, såfremt der viser sig tegn på sygdom blandt staldens dyr.
Såfremt der efter dyrlægens opfattelse blandt staldens dyr optræder sygdom, der må mistænkes for at være af smitsom natur, skal de pågældende dyr anbringes i sygestald, og dyrlægen skal sende indberetning herom til veterinærdirektoratet.
Navn og adresse på besøgende i en eksportisolationsstald skal føres i dyreprotokollen. Såfremt der efter den tilsynsførende dyrlæges opfattelse opstår fare for indslæbning af smitsomme sygdomme, kan adgang til stalden forbydes alle besøgende.
§ 5
Sundhedsattester, der ledsager dyr, der fjernes fra en eksportisolationsstald med henblik på udførsel fra Danmark, skal være udstedt af den tilsynsførende dyrlæge på en af veterinærdirektoratet godkendt formular.
Syge dyr og døde dyr må ikke fjernes fra eksportisolationsstalden uden forud indhentet tilladelse fra den tilsynsførende dyrlæge.
§ 6
Vogne, der har været benyttet til transport af dyr til en eksportisolationsstald, skal efter hver aflæsning rengøres omhyggeligt på eksportisolationsstaldens vaskeplads.
Vogne, der benyttes til afhentning af dyr, skal være rengjorte forud for ankomst til en eksportisolationsstald.
§ 7
Udgifter ved de i denne bekendtgørelse omhandlede tilsynsbesøg, sundhedseftersyn, attestudstedelse m.m. er det offentlige uvedkommende.
§ 8
Overtrædelse af § 2, stk. 1, 2 og 6, § 3, stk. 1, 2 og 4, § 4, stk. 2, 3, 4, 5 og 7, § 5, stk. 1 og 2, og § 6, stk. 1 og 2, straffes med bøde.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 1980.
pre_paragraph I medfør af §§ 1 og 5 i lov nr. 131 af 13. april 1954 om udførsel og indførsel af levende dyr m.v. og § 1 i lov nr. 188 af 1. maj 1923 om tillæg til lov af 14. april 1920 om smitsomme sygdomme hos husdyr fastsættes:
Landbrugsministeriet, den 18. august 1980, den 18. august 1980
/P. Dalsager Thorkil Christensen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1980
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1980