Bekendtgørelse om miljøstøtte
BEK nr 607 af 23/12/1980
§ 1
Støtte kan - jfr. lovens § 1 - ydes til investeringer, som foretages af erhvervsvirksomheder, der ikke ejes af det offentlige, og som vedrører
- projekter til indførelse af teknologi, der er mindre forurenende end den hidtil anvendte,
- forureningsbegrænsende projekter, der er økonomisk tyngende for den enkelte virksomhed, og som særlige forhold herudover taler for at støtte, eller
- anlægsbidrag i forbindelse med tilslutning til offentlige spildevandsanlæg.
En investering kan kun støttes, hvis det beløb, hvoraf støtten beregnes, udgør mindst 40.000 kr.
Støtten udgør 25 pct. af det af miljøkreditrådet fastsatte støttegrundlag, jfr. dog § 22.
§ 2
Støtte kan kun ydes til projekter, når det er dokumenteret, at samtlige nødvendige tilladelser efter anden lovgivning foreligger eller vil kunne opnås.
Skal projektet etableres i tilknytning til en virksomhed, et anlæg eller en indretning, som behandles efter miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf, skal der være truffet endelig administrativ afgørelse efter disse bestemmelser, før tilsagn om støtte kan meddeles.
Tilskud til investeringer i teknologi, der er mindre forurenende end
Tilskud til investeringer i teknologi, der er mindre forurenende end
§ 3
Støtte efter lovens kapitel 2 kan ydes til virksomheder, hvor det pågældende produktionsanlæg har været i drift i mindst 2 år.
Støtte kan ydes til virksomheders investeringer i mindre forurenende teknologi, såfremt der ved overgang til den ny teknologi opnås en på langt sigt mere tilfredsstillende løsning af problemerne omkring forurenende udledninger fra produktionen.
Støtte kan ydes til de direkte udgifter til udvikling, tilpasning, anskaffelse og indkøring af det nye eller ændrede produktionsanlæg.
§ 4
Støttegrundlaget er det af miljøkreditrådet godkendte investeringsbeløb - excl. merværdiafgift - efter fradrag for forøgede indtjeningsmuligheder og for opnåede besparelser.
§ 5
Anlægsarbejderne vedrørende projekter, hvortil der søges om støtte efter lovens kapitel 2, må ikke være påbegyndt, før tilsagn om støtte meddeles, jfr. lovens § 4.
Miljøkreditrådet kan dog, når særlige forhold gør sig gældende, dispensere fra bestemmelsen i stk. 1.
§ 6
Tilsagn om støtte efter lovens kapitel 2 kan meddeles til projekter, der gennemføres i perioden fra den 1. januar 1981 til den 31. december 1986, jfr. lovens § 16.
Miljøkreditrådet kan dog, når særlige forhold gør sig gældende, dispensere fra bestemmelsen i stk. 1 om, at projektet skal være gennemført efter den 1. januar 1981.
§ 7
Støtte efter lovens kapitel 2 kan kun ydes, såfremt det pågældende projekt ikke kan opnå støtte efter andre offentlige støtteordninger, der vedrører udvikling af nye produkter og produktionsmetoder.
Tilskud til investeringer i økonomisk tyngende projekter
Tilskud til investeringer i økonomisk tyngende projekter
§ 8
Støtte efter lovens kapitel 3 kan ydes til investeringer, som en erhvervsvirksomhed foretager i projekter vedrørende anlæg eller indretninger, som har været i drift i mindst 2 år, før der - af hensyn til det eksterne miljø - stilles skærpede krav til virksomheden.
§ 9
Støtte efter lovens kapitel 3 kan kun ydes til investeringer, der indebærer en økonomisk belastning for virksomheden, og som gennemføres på grund af skærpede eller uforudseelige krav til forureningsbegrænsning, eller som særlige forhold i øvrigt taler for at støtte. Såfremt investeringen er en følge af et påbud, er det en forudsætning for støtte, at påbudet følges uden ugrundet forsinkelse.
Som særlige forhold kan anføres, at udenlandske konkurrerende virksomheder modtager støtte til tilsvarende projekter. Det påhviler virksomheden at fremlægge dokumentation herfor.
Miljøkreditrådet kan som grundlag for vurderingen af, i hvilket omfang investeringen belaster virksomhedens økonomi, kræve oplysninger om virksomhedens investeringer, herunder miljøinvesteringer, samt oplysninger om omsætning og antal ansatte i de seneste 5 regnskabsår.
§ 10
Støtte efter lovens kapitel 3 kan kun ydes til projekter, hvis hovedsigte er en reduktion af forureningen af de ydre omgivelser.
Støtte kan ydes til den del af investeringen, der indebærer en væsentlig reduktion af den forurening, der er forårsaget af virksomhedens udledning i forbindelse med produktionen.
§ 11
Støttegrundlaget er det af miljøkreditrådet godkendte investeringsbeløb - excl. merværdiafgift - efter fradrag for udgifter, der ikke vedrører forureningsbegrænsning, for forøgede indtjeningsmuligheder og for opnåede besparelser.
Ved omlokaliseringer af anlæg beregnes støttegrundlaget som udgifterne til nyetablering - excl. merværdiafgift - med fradrag for forøgede indtjeningsmuligheder og opnåede besparelser.
Miljøkreditrådet kan bestemme, at støttegrundlaget kan nedsættes udover det i stk. 1 og 2 anførte, såfremt de af virksomheden angivne omkostninger skønnes at være urimeligt høje i forhold til omkostningerne ved andre løsninger med samme forureningsbegrænsende effekt. Til brug for en vurdering af udgifterne kan miljøkreditrådet kræve projektet udbudt i licitation.
§ 12
Tilsagn om støtte efter lovens kapitel 3 kan meddeles til projekter, der gennemføres i perioden fra den 1. januar 1981 til den 31. december 1986, jfr. lovens § 16.
Miljøkreditrådet kan dog, når særlige forhold gør sig gældende, dispensere fra bestemmelsen i stk. 1 om, at projektet skal være gennemført efter den 1. januar 1981.
Tilskud til anlægsbidrag i forbindelse med tilslutning til offentlige
Tilskud til anlægsbidrag i forbindelse med tilslutning til offentlige
§ 13
Støtte efter lovens kapitel 4 kan ydes til virksomheder, der var i drift den 1. oktober 1974.
§ 14
Støtte efter lovens kapitel 4 kan ydes til:
- virksomheder, der i perioden 1. januar 1981 til 31. december 1986 tilsluttes offentligt spildevandsanlæg, og
- virksomheder, som er tilsluttet et offentligt spildevandsanlæg, der i denne periode forbedres ved forureningsbegrænsende foranstaltninger.
Tilslutning anses for at have fundet sted, når virksomhedens spildevand ledes igennem det nyetablerede eller det forbedrede anlæg.
§ 15
Ved beregning af støtte efter lovens kapitel 4 tages udgangspunkt i virksomhedens udledning af produktionsspildevand den 1. oktober 1974. Støtten beregnes ud fra den belastning, dette spildevand ville udgøre af renseanlæggets og kloaksystemets fulde kapacitet. Støttegrundlaget kan dog ikke overstige det beløb, virksomheden er blevet pålignet.
Almindelige bestemmelser
Almindelige bestemmelser
§ 16
Ansøgninger om støtte skal udfærdiges på særlige skemaer, der tillige med en vejledning kan rekvireres hos kommunalbestyrelsen.
Ansøgningen med bilag skal blandt andet indeholde:
- En detaljeret beskrivelse af projektet, redegørelse for udgifterne herved og angivelse af de forventede tidspunkter for arbejdets påbegyndelse og afslutning. Der skal vedlægges tilbud på udførelsen af projektet.
- Oplysninger til brug for vurderingen af projektets forureningsbegrænsende effekt og af forureningens virkning på omgivelserne.
- Oplysning om den forventede ændring i driftsudgifter (excl. renter og afdrag vedrørende projektet) og driftsindtægter, som projektets gennemførelse vil medføre.
- Oplysning om, hvorvidt der er planlagt ændringer i virksomhedens kapacitet.
- Materiale til bedømmelse af virksomhedens økonomiske forhold.
- Oplysning om, hvorvidt der til det pågældende projekt søges om eller eventuelt er modtaget tilsagn om støtte efter anden lovgivning.
Ansøgningsskemaet udfyldes og indsendes til kommunalbestyrelsen i 3 eksemplarer.
§ 17
Kommunalbestyrelsen skal afgive en udtalelse om ansøgningen. Udtalelsen skal indeholde en vurdering af ansøgningen, herunder af projektets forureningsbegrænsende effekt og af forureningens virkning på omgivelserne. Kommunalbestyrelsen skal desuden oplyse, om projektet etableres i tilknytning til en virksomhed, et anlæg eller en indretning, som behandles eller er behandlet efter miljøbeskyttelsesloven eller regler udstedt i medfør heraf og i givet fald, om der er truffet endelig administrativ afgørelse.
§ 18
Et eksemplar af ansøgningen indsendes af kommunalbestyrelsen til miljøkreditrådet, et eksemplar indsendes til amtsrådet/ hovedstadsrådet, og et eksemplar beholdes af kommunalbestyrelsen.
Amtsrådet/ hovedstadsrådet gennemgår ansøgningen og videregiver eventuelle kommentarer til miljøkreditrådet.
§ 19
Miljøkreditrådet træffer afgørelse i sager vedrørende støtte. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jfr. lovens § 9, stk. 2.
Miljøkreditrådet foretager en konkret vurdering af projektets støtteværdighed sammenlignet med de øvrige indkomne eller forventede ansøgninger. Rådet skal herunder påse, at alle de 3 i loven nævnte typer investeringer - investeringer i miljøvenlig teknologi, økonomisk tyngende investeringer og anlægsbidrag til tilslutning til offentlige spildevandsanlæg - tilgodeses i rimeligt omfang.
Miljøkreditrådet kan uden varsel ændre sin praksis, når det skønnes nødvendigt af hensyn til den i stk. 2 nævnte afvejning af projekternes støtteværdighed.
Miljøkreditrådet kan fastsætte frister for ansøgningernes indsendelse til rådet.
§ 20
I det omfang, det er nødvendigt til bedømmelse af ansøgningen, kan miljøkreditrådet indhente yderligere oplysninger fra virksomheden, herunder pålægge virksomheden at foretage målinger af forureningen fra det anlæg eller den indretning, som projektet vedrører.
§ 21
Miljøkreditrådet kan bestemme, at ansøgninger fra samme virksomhed om støtte til flere projekter, herunder anlægsbidrag efter lovens kapitel 4, skal behandles samlet.
§ 22
Miljøkreditrådet kan bestemme, at støtten til et projekt nedsættes med et beløb, der svarer til den støtte, der er opnået til samme projekt efter anden lovgivning, medmindre formålet med støtte efter anden lovgivning, herunder egnsudviklingsstøtte og støtte til strukturforbedringer i landbrugets forsynings- og forædlingsvirksomheder, herved modarbejdes.
§ 23
Miljøkreditrådet kan fastsætte frister for projekternes påbegyndelse og færdiggørelse.
§ 24
Miljøkreditrådet kan betinge udbetalingen af den bevilgede støtte af, at virksomheden kan dokumentere, at det gennemførte projekt har medført en tilfredsstillende løsning af forureningsproblemerne.
§ 25
Virksomheder, der har fået tilsagn om støtte, skal senest 3 måneder efter projektets færdiggørelse indsende en meddelelse herom til kommunalbestyrelsen. Meddelelsen skal udfærdiges på særlige skemaer.
Meddelelsen skal indeholde dokumentation for samtlige støtteberettigede udgifter ved projektet i form af en specificeret oversigt over udgifterne, attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Miljøkreditrådet kan kræve samtlige regnskabsbilag for udgifterne indsendt til gennemsyn.
I sager vedrørende støtte til landbrugsvirksomheder kan attestation tillige foretages af en landøkonomisk konsulent i driftsøkonomi under forudsætning af, at originalt regnskabsmateriale fremsendes sammen med anmodningen om udbetaling af støtte.
§ 26
Kommunalbestyrelsen indsender meddelelsen til miljøkreditrådet med en udtalelse om, hvorvidt det gennemførte projekt er i overensstemmelse med det projekt, hvortil miljøkreditrådet har givet tilsagn om støtte, og hvorvidt de fastsatte frister for påbegyndelse og afslutning er overholdt. Desuden skal kommunalbestyrelsen bedømme, om der ved gennemførelsen af projekter, der støttes efter lovens kapitel 3, er opnået en tilfredsstillende begrænsning af den pågældende forurening.
§ 27
Tilskud efter lovens kapitel 2 og 3 udbetales, når det over for miljøkreditrådet er dokumenteret, at projektet er gennemført, og samtlige udgifter er afholdt, jfr. § 25.
Selvom de dokumenterede udgifter overstiger det beløb, der er oplyst i ansøgningen, ændres tilskuddet ikke. Såfremt de dokumenterede udgifter er lavere end det beløb, der er oplyst i ansøgningen, beregnes støtten på baggrund af de faktisk afholdte støtteberettigede udgifter.
§ 28
Tilskud til forfaldne anlægsbidrag udbetales til ansøgeren, når det over for miljøkreditrådet er dokumenteret, at tilslutning er sket, jfr. § 14, stk. 2, og forfaldne anlægsbidrag er betalt.
Tilskud til ikke-forfaldne anlægsbidrag udbetales til kommunalbestyrelsen, der anvender beløbet til at nedbringe restgælden i overensstemmelse med miljøkreditrådets nærmere bestemmelse.
Ikrafttræden m. v.
Ikrafttræden m. v.
§ 29
Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 1981. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 205 af 3. maj 1978 om støtte til miljøinvesteringer, jfr. dog § 30.
§ 30
For de ansøgninger, der behandles efter overgangsreglerne i § 17 i lov nr. 606 af 23. december 1980, gælder bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 205 af 3. maj 1978 med de ændringer, der følger af loven.
Miljøministeriet, den 23. december 1980, den 23. december 1980
/Erik Holst H. Hummelmose/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1980
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1980