TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om supplerende regler om indretning af elevatorer m. v.

BEK nr 627 af 18/12/1980

DanmarkBekendtgørelse1980

§ 1

Ved ethvert elevatoranlæg, der er omfattet af ovennævnte bekendtgørelse, skal til alle steder, hvortil adgang udefra er nødvendig for eftersyn, vedligeholdelse, reparation eller nødbetjening (såsom maskinrum (spilrum), apparat- og tovskiverum, eventuelle smøre- og eftersynssteder, eventuelt hastighedsbegrænser osv.), fra offentligt tilgængeligt område findes farefri og bekvemme adgangsveje, som har belysning svarende til gældende Dansk Standard og ikke passerer private rum.

Stk. 2

Niveauændringer i adgangsveje skal ske ved trapper eller, hvis dette frembyder særlige vanskeligheder, ved fastmonterede eller -hængslede lejdere, som har vandrette trinflader, er sikret mod skridning og har hældning mellem 65 grader og 75 grader i brugsstilling; ved højder under 1,5 m tillades dog hældning over 75 grader. De skal være bestemt til dette ene formål og skal altid være i nærheden. Der skal træffes nødvendige forholdsregler i denne henseende. Ved nyanlæg skal afstand fra trinbagkant til fast bygningsdel være mindst 0,16 m. Som støtte ved passage af øverste del af lejder skal findes håndbøjle(r).

Stk. 3

Ved nyanlæg skal adgangsvejenes fri højde overalt være mindst 2,1 m, idet der dog ses bort fra underkarme og tærskler indtil 0,4 m højde.

§ 2

Maskinrum (spilrum), apparat- og tovskiverum skal holdes aflåset for uvedkommende.

Stk. 2

Rummenes adgangsdøre (-lemme) skal altid kunne åbnes indefra uden nøgle eller værktøj, og adgang til rummene skal altid let kunne skaffes ved hjælp af en typenøgle, godkendt af direktøren for arbejdstilsynet, enten ved at låsene er tilpasset denne nøgle, eller ved at nøgler til rummene findes i et aflåset, tydeligt kendetegnet, solidt skab, som kan åbnes med typenøglen og er solidt fastgjort nær adgangsdør (-lem) til maskinrum eller andet hensigtsmæssigt, bekvemt tilgængeligt sted, jfr. § 1, stk. 1.

§ 3

Ved nyanlæg skal der til rummene findes adgangsmuligheder, som tillader, at forekommende transport af svært materiel ved montage og udskiftning kan ske farefrit, og i særdeleshed uden transport og håndtering ad trapper eller lejdere.

Stk. 2

De af rummenes døre og/eller lemme, der kun tjener dette formål, behøver ikke at kunne åbnes udefra.

Rum for drivmaskineri (spil), apparater, tovskiver

Rum for drivmaskineri (spil), apparater, tovskiver

§ 4

Rum for drivmaskineri (spil), apparater og tovskiver skal have hensigtsmæssig, fast installeret belysning, der svarer til gældende Dansk Standard og sikrer en belysning på mindst 200 lux på gulvet. Lysafbrydere skal have signallampe og være anbragt i bekvem højde umiddelbart inden for adgangsdørene (-lemmene).

Stk. 2

I hvert rum skal desuden findes mindst een stikkontakt.

§ 5

I hvert rum skal der for hver elevator findes en hensigtsmæssigt anbragt, tydeligt kendetegnet stopanordning til standsning af alle elevatoranlæggets funktioner, indrettet, så den efter betjening forbliver i stopstilling, til den bevidst tilbagestilles, og sikret mod utilsigtet tilbagestilling.

§ 6

Rummenes gulve skal være skridsikre.

Stk. 2

Rummene må ikke indeholde genstande, der er elevatoranlægget uvedkommende. Ved nyanlæg må rummene ej heller indeholde installationer eller ledninger, der er elevatoranlæg uvedkommende. I eksisterende rum tillades kun gennemføring af ubrudte ledninger i det omfang, de allerede findes, under forudsætning af, at ledningsføringen ikke kan medføre farlig fejlstyring på elevatoranlægget.

§ 7

Ved nyanlæg skal rummenes afgrænsninger udadtil overalt bestå af tæt, ubrændbart materiale, der udelukker, at personer udefra kan komme til skade ved elevatoranlægget, beskytter effektivt mod skadelig indflydelse fra vejrliget og mod forudseelige farlige mekaniske og andre påvirkninger og indgreb udefra og yder fornøden brandsikring. Åbninger må kun findes i det omfang, de er nødvendige for elevatoranlægget.

§ 8

Ved nyanlæg skal rummene have en sådan størrelse og indretning, at forekommende arbejder kan udføres farefrit og bekvemt. Det frie areal foran apparatskabe og manøvretavler skal have en dybde på mindst 0,8 m og samme bredde som apparatskabe og manøvretavler, dog mindst 0,5 m. Over færdsels- og arbejdsarealer skal overalt findes en fri loftshøjde på mindst 2,1 m i maskin- og apparatrum, mindst 1,5 m i tovskiverum. Rummene skal være velventilerede, og temperaturen i maskin- og apparatrum skal holdes mellem 5 grader C og 40 grader C.

§ 9

Ved nyanlæg skal adgangsdøråbninger have en fri lysning på mindst 1,8 m x 0,8 m ved maskin- og apparatrum, mindst 1,4 m x 0,6 m ved tovskiverum, og dørene skal åbne udad fra rummene. Adgangslemme skal være gulv- eller loftslemme og have en fri gennemgangslysning på mindst 0,8 m x 0,8 m; de skal være kontrabalancerede og åbne opad, medmindre de er forbundet med forsvindingslejdere; ved gelænder med fodliste eller anden effektiv foranstaltning skal det være forebygget, at personer eller genstande falder gennem åbningen, når lemmen er åben.

§ 10

Ved nyanlæg skal der i maskinrums loft findes det fornødne antal hensigtsmæssigt anbragte ophængsbeslag og/eller -kroge med henblik på løft af tungt materiel under montage og udskiftning. De skal være tydeligt mærket med tilladelig last.

Stk. 2

Ved løft af tungt materiel i maskinrum, hvor ophængsbeslag ikke findes, skal arbejdsgiveren stille forsvarligt og hensigtsmæssigt løftegrej til rådighed.

Drivmaskineri (spil), elektrisk sikkerhedsudstyr

Drivmaskineri (spil), elektrisk sikkerhedsudstyr

§ 11

Samtlige elektriske installationer ved elevatoranlæg skal være sikret ved elektrisk ekstrabeskyttelse efter Stærkstrømsreglementets bestemmelser.

Stk. 2

Bestemmelserne i socialministeriets bekendtgørelse nr. 309 af 16. november 1935, § 9, stk. 1, om standsning af drivmaskineri (spil) og om tovslæksapparat skal også opfyldes ved elevatorer, der var i drift ved nævnte bekendtgørelses ikrafttræden den 1. januar 1936, jfr. arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 626 af 18. december 1980, hvorved nævnte bestemmelse er opretholdt.

Stk. 3

Når nødbetjening af drivmaskineriet sker ved håndkraft, skal betjeningsorganet være et håndhjul med lukket krop og uden farlige fremspring eller fordybninger; håndhjulet skal være aftageligt og normalt være anbragt på et dertil indrettet ophæng nær betjeningsstedet, medmindre det udgør en integrerende del af maskineriet.

Stk. 4

Ved betjeningsstedet skal tydeligt være angivet sammenhængen mellem omdrejningsretning og stolens bevægelse opad eller nedad.

§ 12

Ved eksisterende elevatorer må den strækning, hvor stolen under finindstilling i henhold til § 5, stk. 3, i socialministeriets bekendtgørelse nr. 309 af 16. november 1935 tillades fremført for åben skaktdør, uanset rigelposition, ikke overstige 0,25 m over og under etagedørtærskel. Ved nyanlæg må strækningen ikke overstige 0,20 m over og under etagedørtærskel.

Stk. 2

Ved elevatorer med mekanisk drevne koblede stol- og etagedøre tillades dog både for eksisterende og ved nyanlæg en strækning på højst 0,35 m over og under etagedørtærskel.

§ 13

Ved nyanlæg skal den faktiske forrigling ved etagedøres sikkerhedslåse være etableret, inden stolen sætter sig i bevægelse. Forriglingen skal overvåges af et elektrisk sikkerhedsudstyr (rigelkontakt).

Standplads, betjening m. v. for eftersynskørsel

Standplads, betjening m. v. for eftersynskørsel

§ 14

Ethvert elevatorstoltag skal på ethvert sted kunne bære vægten af 2 personer eller 200 kg uden varig formforandring.

Stk. 2

På ethvert elevatorstoltag skal findes en hensigtsmæssigt placeret skridsikker standplads med et sammenhængende frit areal på mindst 0,12 m2, mindst 0,25 m på mindste led.

§ 15

Hvor afstand fra stoltag til skaktvæg overstiger 0,4 m, eller skaktvæg ikke findes, skal 0,1 m fra stoltagkant findes et solidt gelænder med knæliste og håndliste, mindst 0,7 m højt. Forhindrer forholdene opsætning af et sådant gelænder på en eksisterende elevator, skal der etableres anden lige så forsvarlig nedstyrtningssikring.

§ 16

Ved standplads skal findes stikkontakt for håndlampe.

Stk. 2

Ved standplads skal findes hensigtsmæssigt placerede betjeningsorganer for styring af eftersynskørsel (»montørtryk«), hvorved stolen kan fremføres med højst 0,63 m/sek. Betjeningsorganerne skal være sikret mod utilsigtet betjening og være tydeligt mærket med fremføringsretning. Stolens bevægelse skal automatisk standse, når betjeningsorgan slippes.

Stk. 3

Ved eksisterende elevatoranlæg tillades dog eftersynskørsel med hastighed over 0,63 m/sek., såfremt hensynet til uforstyrret fremføring gør det nødvendigt. Hastigheden må dog aldrig overstige 1 m/sek.

§ 17

Umiddelbart ved betjeningsorganer for eftersynskørsel skal findes tydeligt betegnet nødstopanordning. Denne nødstopanordning skal kunne standse og fastholde elevatoren og eventuelle automatiske døre. Stopanordningen skal være indrettet således, at den efter betjening forbliver i stopstilling, til den bevidst tilbagestilles, og være sikret mod utilsigtet tilbagestilling. Kan denne stopanordning ikke umiddelbart betjenes fra etagegulv, før stoltag betrædes, skal der findes en tilsvarende stopanordning, der let kan betjenes fra etagegulv.

§ 18

Aktivering af dørmaskineri efter omskiftning til eftersynskørsel tillades udført, såfremt betjeningsorganer for dørmaskineri udføres efter dødmandsknapprincippet, og betjeningsorganerne er sikret mod utilsigtet betjening og tydeligt mærket med fremføringssretning.

§ 19

Indkobling af betjeningsorganerne nævnt i § 16, stk. 2 og stk. 3, og § 18 skal ske ved en eftersynsomskifter på stoltag, betjenelig fra standplads, og så vidt muligt fra etagegulv, før stoltag betrædes. Omskifteren skal være udført som tvangsbrydende sikkerhedsafbryder, være sikret mod utilsigtet betjening, være stabil i begge sine stillinger og tydeligt mærket med stillingernes funktion.

Stk. 2

Ved omskiftning til eftersynskørsel skal den udkoble alle normale styringer, herunder også eventuelle styringer for automatisk dørbetjening, rampekørsel og elektrisk nødbetjening. Derimod skal endestop og alt andet sikkerhedsudstyr forblive i funktion.

Stk. 3

Normal drift må hverken helt eller delvis kunne genoprettes uden tilbagestilling af eftersynsomskifteren.

§ 20

Ved nyopstilling skal der i stolens absolut øverste stilling være mindst (1 + 0,035 v2) m fri højde (hvor v er drifthastigheden i m/sek) over standplads på stoltaget (redningsrum). Desuden skal der være mindst (0,1 + 0,035 v2) m fri højde over eventuelle opstående paneler, hejsedøre og styresko, samt mindst (0,3 + 0,035 v2) m fri højde over øvrige opragende dele på stoltag.

Stk. 2

Til dele, hvortil nødvendig adgang for f. eks. smøring eller eftersyn i et overliggende dragerparti ikke kan ske farefrit fra stoltag ved de foreskrevne frihøjder, skal etableres særskilt adgang, jfr. § 1, stk. 1.

§ 21

Eksisterende elevatorer, der ikke i selve konstruktionen er sikret med de frihøjder, der er angivet i § 20, stk. 1 og stk. 2, skal forsynes med et særskilt eftersynsendestop, der blokerer opadkørsel på eftersynsstyringen og indkobles sammen med denne af eftersynsomskifteren. Eftersynsendestoppet skal være udført som tvangsbrydende sikkerhedsafbryder, der placeres således, at der opnås en frihøjde på 1,5 m.

Stk. 2

Ved eksisterende elevatorer, hvor montørhastigheden overstiger 0,63 m/sek., jfr. § 16, stk. 2 og 3, skal der altid etableres montørendestop uanset om bestemmelserne i § 20, stk. 1, er tilgodeset.

§ 22

Bestemmelserne i kapitel 4 gælder ikke for de i socialministeriets bekendtgørelse nr. 309 af 16. november 1935, § 8, stk. 4, 1), beskrevne små godselevatorer.

Elevatorskakt, skaktgrube

Elevatorskakt, skaktgrube

§ 23

Enhver elevatorskakt skal have fast installeret belysning til brug ved eftersyns- og reparationsarbejde. Der skal mindst installeres en lampe højst 0,5 m fra højeste punkt, en lampe højst 0,5 m fra skaktbund og en lampe for hver 7 m skakten igennem. Ved skaktbund skal findes stikkontakt.

§ 24

Hvis der ikke gennem særlig dør eller lem (jfr. kapitel 1) er direkte adgang til skaktgrubens bund, og denne ligger mere end 0,6 m under nederste etagedørtærskel, skal der være farefri adgang ad en lejder eller stige, der er tilgængelig gennem nederste etagedør. Lejderen eller stigen skal så vidt muligt være fastmonteret og skal altid være det ved nyanlæg.

§ 25

I skaktgruben skal findes tydeligt kendetegnet stopanordning til standsning af alle elevatoranlæggets funktioner, indrettet så den efter betjening forbliver i stopstilling, til den bevidst tilbagestilles, og sikret mod utilsigtet tilbagestilling.

Stk. 2

Nødstopanordningen skal være anbragt, så den kan betjenes, så snart den dør, der giver adgang, er åbnet, og så vidt muligt også kan betjenes fra grubebund.

§ 26

Ved nyanlæg skal der under elevatorstolen i dennes absolut nederste stilling være et redningsrum, der mindst giver plads til en retvinklet kasse med dimensionerne 0,5 m 0,6 m 1,0 m, hvilende på een af sine flader.

§ 27

Bestemmelserne i socialministeriets bekendtgørelse nr. 309 af 16. november 1935, § 4, stk. 9, om største afstand mellem stoladgangsåbning og skaktvæg, § 6, stk. 3, om indskærmning af kontravægtbane, der forløber i anden elevators skakt, og § 21, stk. 3, om forbud mod dørnicher i skakt ved godselevatorer med personledsagelse, skal også opfyldes ved elevatorer, der var i drift ved nævnte bekendtgørelses ikrafttræden den 1. januar 1936, jfr. arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 626 af 18. december 1980, hvorved nævnte bestemmelse er opretholdt.

§ 28

Ved nyanlæg skal stoles og kontravægtes bevægelsesbaner være fuldstændig indesluttet i skakt, hvis afgrænsninger udadtil (vægge, loft og bund) overalt består af tæt, ubrændbart materiale og udelukker, at personer udefra kan komme til skade ved elevatoranlægget, beskytter effektivt mod skadelig indflydelse fra vejrliget og mod forudseelige farlige mekaniske og andre påvirkninger og indgreb udefra og yder fornøden brandsikring. Åbninger må kun findes i det omfang, de er nødvendige for elevatoranlægget.

§ 29

Hvor eksisterende elevatorer har skaktbeklædning af fletværk, gitterværk, perforeret plade el. lign., må beklædningens åbninger højst være 10 mm x 20 mm, hvor afstanden til elevatorens bevægelige dele er mindre end 50 mm.

§ 30

Bestemmelserne i §§ 23, 24, 25 og 26 gælder ikke for de i socialministeriets bekendtgørelse nr. 309 af 16. november 1935, § 8, stk. 4, 1) beskrevne små godselevatorer, jfr. arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 626 af 18. december 1980, hvorved nævnte bestemmelse er opretholdt.

Forskellige bestemmelser

Forskellige bestemmelser

§ 31

Bestemmelsen i socialministeriets bekendtgørelse nr. 309 af 16. november 1935, § 15, stk. 1, om forbud mod dørgreb på skaktsiden af rene godselevatorers etagedøre, skal også opfyldes ved elevatorer, der var i drift ved nævnte bekendtgørelses ikrafttræden den 1. januar 1936, jfr. arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 626 af 18. december 1980, hvorved nævnte bestemmelse er opretholdt.

§ 32

Ved alle tovskiver og underliggende drivskiver skal træffes effektive foranstaltninger til forebyggelse af personskade, afsporing i tilfælde af tovslæk og indtrængen af fremmedlegemer mellem tov og tovrille. Foranstaltningerne skal udføres, så de ikke hindrer eftersyn og kontrol af tovskiverne.

§ 33

Ved anlæg skal godselevatorer med personledsagelse opfylde samtlige de bestemmelser, der gælder for personelevatorer.

§ 34

Ved nyanlæg skal fangindretning være hastighedsstyret, så den er fuldt ud sikkerhedsmæssig forsvarlig.

§ 35

Hvor der foretages væsentlige ændringer af et eksisterende elevatoranlæg, skal de relevante bestemmelser for nyanlæg opfyldes i det omfang, der er muligt. Ved en væsentlig ændring forstås i alle tilfælde: Ændring af - mærkehastighed - nyttelast - egenvægt af stol - løftehøjde - dørlåse (udskiftning af en dørlås af samme type betegnes ikke som en væsentlig ændring eller ombygning) eller udskiftning af - styring - styr - fangindretning - buffer Ændring af dørtype eller supplerende indbygning af en eller flere etagedøre eller stoldøre, eller udskiftning af - drivmaskineri - hastighedsbegrænser.

Straf og ikrafttræden

Straf og ikrafttræden

§ 36

Overtrædelse af bekendtgørelsens krav til indretningen af elevatorer m. v. straffes med bøde eller hæfte.

§ 37

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1981.

Stk. 2

For elevatorer, som er under bygning/installation inden bekendtgørelsens ikrafttræden, kan direktøren for arbejdstilsynet tilstå lempelser med hensyn til de bestemmelser, der er nye eller strengere end de hidtidige.

Stk. 3

Hvad angår eksisterende elevatorer gælder følgende: Arbejdsministeriet, den 18. december 1980 SVEND AUKEN /Ulrich Burg

  1. For elevatorer, opstillet i 1935 og tidligere, træder bekendtgørelsens krav dog først i kraft den 1. februar 1982.
  1. For elevatorer, opstillet i årene fra 1936 til og med 1950, træder bekendtgørelsens krav dog først i kraft den 1. februar 1983.
  1. For elevatorer, opstillet i årene 1951 til og med 1957, træder bekendtgørelsens krav dog først i kraft den 1. februar 1984.
  1. For elevatorer, opstillet i årene 1958 til og med 1965, træder bekendtgørelsens krav dog først i kraft den 1. februar 1985.
  1. For elevatorer, opstillet i årene efter 1965, træder bekendtgørelsens krav dog først i kraft den 1. februar 1986.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1980
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1980