Bekendtgørelse om særlige krav til hyrevogne
BEK nr 87 af 10/03/1980
§ 1
En bil skal for at kunne anvendes til hyrekørsel opfylde de i §§ 2-5 nævnte krav.
§ 2
Bilen skal være oprindelig konstrueret og indrettet til befordring af mindst 5 og højst 9 personer incl. føreren. Den skal have lukket karrosseri med mindst 3 døre til ind- og udstigning samt være forsynet med effektivt opvarmnings-, defroster- og ventilationsanlæg. Dørarrangementet, døråbningerne samt karrosseriets udformning i øvrigt skal tillade let og ubesværet ind- og udstigning for passagererne. Klapsæder skal automatisk fastholdes i opklappet stilling og må i denne position ikke være hindrende for passagerernes ubesværede ind- og udstigning.
§ 3
Den vandrette afstand fra forside af passagerryglæn til bagside af foranstående ryglæn skal være mindst 750 mm, målt ved sædehyndens øverste punkt med ryglæn i normalstilling. For klapsæder kan afstanden nedsættes til 650 mm. Førerstolen skal ved målingen være indstillet til en samlet afstand på 950 mm fra førersædets ryglæn til uaktiveret bremsepedal. Hvert sæde kan ved målingen belastes med 750 N (svarer til 75 kg).
Afstanden fra passagersædets overflade til tagbeklædning målt såvel lodret som langs ryglænet skal enten være mindst 850 mm, når sædet er ubelastet, eller 900 mm, når sædet belastes med 750 N (svarer til 75 kg).
Ved bagsæde til 3 passagerer skal den indvendige bredde være mindst 1,42 m, målt 200 mm over sædets overflade og 150 mm foran ryglænets forside.
Ved bagsæde til 2 passagerer skal den indvendige bredde tilsvarende være mindst 1,00 m.
Ved forsæde til 2 passagerer skal den indvendige bredde tilsvarende være mindst 1,15 m, målt fra et lodret plan gennem ratcentrum til dørbeklædning. Det skal sikres ved anbringelse af sidelæn eller lignende, at føreren har den fornødne plads til betjening af bilen.
Ved forsæde til 1 passager skal den indvendige bredde tilsvarende være mindst 750 mm.
Samtlige sædearrangementer skal være således indrettet i forhold til kabinens indre, at passagererne kan indtage en uanstrengt siddestilling.
Ministeren for offentlige arbejder vil i særlige tilfælde efter forhandling med justitsministeren kunne godkende mindre afvigelser fra kravene.
§ 4
Bilen kan være forsynet med adskillelse mellem førerrum og passagerrum som fast forankret, gennemgående adskillelse, der slutter tæt til tag, sider og ryglæn. Adskillelsen skal være forsynet med lamineret glas, hvoraf venstre halvdel skal være fastsiddende, og højre halvdel skal kunne skydes til og fra.
Adskillelsen skal være overpolstret med stødabsorberende materiale og skal kunne opfylde de på grundlag af den amerikanske »Motor Vehicle Safety Standard« no. 201 opstillede krav vedrørende beskyttelse af passager og fører imod sammenstød mod dele af kabinens indre ved hårde opbremsninger og færdselsuheld.
§ 5
Passagerrummet skal være forsynet med belysning, der kan betjenes manuelt fra førersædet og tændes automatisk, når en hvilken som helst af bilens døre åbnes.
§ 6
Efter § 11, stk. 2, i lov nr. 296 af 8. juni 1978 om hyrekørsel straffes overtrædelse af bestemmelserne i denne bekendtgørelse med bøde.
§ 7
Bestemmelserne i denne bekendtgørelse gælder for biler, der registreres eller godkendes til hyrekørsel 1. gang den 1. april 1980 eller senere.
Biler, der før denne dato er registreret til hyrekørsel, kan uanset bestemmelsen i § 9, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 om hyrekørsel, fortsat anvendes i de respektive kommuner/det storkøbenhavnske område, hvor de lovligt er godkendt til hyrekørsel.
pre_paragraph I medfør af § 9, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 om hyrekørsel fastsættes følgende:
Ministeriet for offentlige arbejder, den 10. marts 1980, den 10. marts 1980
/J. RISGAARD KNUDSEN K. Junge Pedersen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1980
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1980