TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om syn og certifikater m.v.

BEK nr 351 af 26/06/1981

DanmarkBekendtgørelse1981

§ 1

I denne bekendtgørelse forstås ved: 1. Direktøren: Direktøren for statens skibstilsyn. 2. Fiskeskib: Et skib, der er forsynet med fiskericertifikat. 3. Indenrigs fart: Al fart, der ikke er international fart. 4. Indskrænket fart: Fart i Nordsøen øst for 3 grader ø.lg. og syd for 61 grader n.br. samt i Østersøen og i mellemliggende farvande. 5. International fart: Fart mellem dansk og udenlandsk havn eller mellem to udenlandske havne samt fart fra dansk havn til eller fra Færøerne eller Grønland og fart mellem Færøerne og Grønland. 6. Lastskib: Ethvert skib, der ikke er et passagerskib eller et fiskeskib. 7. Lokal fart ved Færøerne: Fart imellem øerne i den færøske øgruppe samt fart inden for en afstand af 20 sømil fra øerne. 8. Lokal fart ved Grønland: Fart inden for en afstand af 30 sømil fra Grønlands kyster. 9. Lystfartøj: Et lastskib, der ikke anvendes erhvervsmæssigt. I tvivlstilfælde afgør direktøren, om et skib kan anses for et lystfartøj. 10. Passagerskib: Et skib, der befordrer flere end 12 passagerer. 11. Skibstilsynet: Statens skibstilsyn. 12. Tons: Registertons brutto som til enhver tid i skibets målebrev angivet. Indeholder målebrevet 2 bruttotonnager, da den største af disse. II. Syn

§ 2

For at sikre at skibe opfylder gældende forskrifter for bygning, indretning og udstyr, skal de underkastes de i §§ 3-14 foreskrevne syn.

Stk. 2

Direktøren fastsætter, under fornøden hensyntagen til de for Danmark gældende internationale konventioner, nærmere regler om de enkelte synsforretningers form og indhold.

§ 3

Ethvert skib skal, jfr. dog stk. 4, forinden det går i fart enten som nybygget eller som indkøbt fra udlandet være godkendt af skibstilsynet efter forud afholdt hovedsyn.

Stk. 2

For skibe indkøbt fra udlandet kan direktøren tillade, at det i stk. 1 nævnte hovedsyn udskydes i indtil 3 måneder.

Stk. 3

Et skib, der har fået udskiftet hovedmotoren eller som har gennemgået en ombygning, der medfører ændringer i de i skibets målebrev anførte kendingsmål eller væsentlige ændringer i skibets indretning, skal underkastes syn efter direktørens nærmere bestemmelse.

Stk. 4

Bestemmelserne i stk. 1 og 3 finder ikke anvendelse på lastskibe og fiskeskibe under 5 tons og på lystfartøjer under 20 tons. Passagerskibe

§ 4

Passagerskibe i international fart og passagerskibe på 20 tons og derover i indenrigs fart skal underkastes hovedsyn med mellemrum af højst 12 måneder regnet fra sidste hovedsyn.

Stk. 2

Passagerskibe under 20 tons i indenrigs fart skal underkastes hovedsyn med mellemrum af højst 24 måneder. Sådanne skibe skal endvidere underkastes udrustningssyn mindst 9 og højst 15 måneder efter sidste hovedsyn.

Stk. 3

Direktøren kan tillade, at de i stk. 1 og 2 nævnte hovedsyn udskydes i indtil 3 måneder. Lastskibe

§ 5

Lastskibe på 500 tons og derover skal underkastes følgende syn: a. Hovedsyn, som skal finde sted mindst 48 og højst 60 måneder efter sidst afholdte hovedsyn. b. Bundsyn, som skal finde sted mindst 24 og højst 36 måneder efter sidste hovedsyn. c. For tankskibe, der er 10 år eller derover tillige et mellemliggende syn, som skal finde sted mindst 24 og højst 36 måneder efter sidst afholdte hovedsyn. d. Udrustningssyn, som skal finde sted med mellemrum af højst 24 måneder. e. Årligt syn på skrog, maskineri og udrustning. Dette syn skal for skrog og maskineris vedkommende finde sted indenfor en periode af 3 måneder på hver side af årsdagen for sidste hovedsyn, bortset fra år, hvor det i litra c nævnte syn afholdes. For udrustningens vedkommende skal synet finde sted mindst 9 og højst 15 måneder efter sidst afholdte udrustningssyn.

§ 6

Lastskibe på 250 tons og derover, men under 500 tons skal underkastes følgende syn: a. Hovedsyn, som skal finde sted mindst 48 og højst 60 måneder efter det sidst afholdte hovedsyn. b. Bundsyn, som skal finde sted mindst 27 og højst 33 måneder efter sidste hovedsyn. c. Udrustningssyn, som skal finde sted mindst 27 og højst 33 måneder efter sidste hovedsyn.

§ 7

Lastskibe på 20 tons og derover, men under 250 tons skal underkastes følgende syn: a. Hovedsyn, som skal finde sted mindst 48 og højst 60 måneder efter det sidst afholdte hovedsyn. b. Bundsyn, som skal finde sted mindst 27 og højst 33 måneder efter sidste hovedsyn.

§ 8

Lastskibe på 5 tons og derover, men under 20 tons som anvendes til særlige formål, eller hvis fartsområde omfatter sejlads uden for indskrænket fart eller uden for lokal fart ved Færøerne eller Grønland, skal underkastes hovedsyn med mellemrum af højst 48 måneder regnet fra sidste hovedsyn.

Stk. 2

Bestemmelserne i stk. 1 gælder ikke for lystfartøjer. Fiskeskibe

§ 9

Fiskeskibe på 24 m og derover i længde skal underkastes følgende syn: a. Hovedsyn, der skal finde sted med mellemrum af højst 48 måneder regnet fra sidste hovedsyn. b. Bundsyn, der skal finde sted mindst 27 og højst 33 måneder efter sidste hovedsyn. c. Udrustningssyn, der skal finde sted med mellemrum af højst 24 måneder.

Stk. 2

Direktøren kan tillade, at det i stk. 1, litra a, nævnte hovedsyn udskydes i indtil 12 måneder.

§ 10

Fiskeskibe på 20 tons og derover, men under 24 m i længde, skal underkastes følgende syn: a. Hovedsyn, der skal finde sted med mellemrum af højst 48 måneder regnet fra sidste hovedsyn. b. Bundsyn, der skal finde sted mindst 27 og højst 33 måneder efter sidste hovedsyn.

Stk. 2

Direktøren kan tillade, at det i stk. 1, litra a, nævnte hovedsyn udskydes i indtil 12 måneder.

§ 11

Fiskeskibe på 5 tons og derover, men under 20 tons, hvis fartsområde omfatter sejlads uden for indskrænket fart eller uden for lokal fart ved Færøerne eller Grønland, skal underkastes hovedsyn med mellemrum af højst 48 måneder regnet fra sidste hovedsyn. Radio- og radarsyn

§ 12

Ethvert skib, der skal være udrustet med radio- eller radaranlæg skal underkastes radiosyn og radarsyn med mellemrum af højst 12 måneder regnet fra sidste tilsvarende syn. Fribordssyn

§ 13

Ethvert skib, der skal være forsynet med lasteliniecertifikat, skal forud for dette certifikats udstedelse underkastes et 1. fribordssyn.

Stk. 2

Hvert år i tidsrummet mellem 3 måneder før og 3 måneder efter lasteliniecertifikatets grunddato skal sådanne skibe underkastes en periodisk undersøgelse.

Stk. 3

Inden lasteliniecertifikatets udløb skal sådanne skibe underkastes fuldstændigt fribordssyn.

§ 14

Ethvert skib, der uden at skulle være forsynet med lasteliniecertifikat skal være forsynet med lasteliniemærker, skal, inden det går i fart, underkastes et 1. fribordssyn. Særlige syn

§ 15

Skibstilsynet kan efter anmodning fra vedkommende rederi afholde syn til konstatering af, at skibe overholder internationale regler, der ikke er bindende for danske skibe.

§ 16

Direktøren kan til enhver tid påbyde, at et skib underkastes et ekstraordinært syn, ligesom han under særlige forhold kan fastsætte synsterminer, der afviger fra de i §§ 4-13 fastsatte. Udsættelse med syn

§ 17

Direktøren kan under særlige omstændigheder tillade, at de i §§ 5-13 foreskrevne periodiske syn, som tillige er foreskrevet i internationale konventioner, udskydes i overensstemmelse med vedkommende konventions regler.

Stk. 2

For oplagte skibe kan direktøren tillade, at foreskrevne periodiske syn helt eller delvis undlades, så længe skibet forbliver oplagt. Anmeldelse til syn

§ 18

I de tilfælde hvor et skib skal underkastes et af de i §§ 3-14 foreskrevne syn ved skibstilsynets foranstaltning, skal skibet for at sikre synets afholdelse i rimelig tid forud anmeldes til syn.

Stk. 2

Når der sker skade på et skib af en sådan art, at der skal afgives søforklaring i medfør af sølovens bestemmelser, skal skibets reder anmelde skibet til skibstilsynet, der herefter afgør, i hvilket omfang skibet skal underkastes syn. Afholdelse af syn

§ 19

De i §§ 3 og 4 omhandlede syn afholdes under medvirken og kontrol af skibstilsynet.

Stk. 2

De i §§ 5-16 omhandlede syn kan efter nærmere af direktøren fastsatte retningslinier afholdes af et anerkendt klassifikationsselskab, af udenlandsk myndighed eller af dertil i de enkelte tilfælde særligt bemyndigede personer.

Stk. 3

I de i stk. 2 nævnte retningslinier kan det tillades, at klassifikationsselskabernes synsterminer anvendes i stedet for de foreskrevne. III. Certifikater m.v.

§ 20

Certifikater, som er foreskrevet i Den Internationale Lasteliniekonvention, Den Internationale Konvention om Forebyggelse af Forurening fra Skibe, Den Internationale Konvention om Sikkerhed for Menneskeliv på Søen og sådanne andre konventioner vedrørende skibes sikkerhed, som Danmark måtte ratificere, samt certifikater til bevidnelse af de i § 15 nævnte syn udstedes af skibstilsynet.

Stk. 2

Direktøren kan bemyndige danske udenrigsrepræsentanter og anerkendte klassifikationsselskaber til på sine vegne at udstede de i stk. 1 omhandlede certifikater.

Stk. 3

De i stk. 1 omhandlede certifikater kan endvidere udstedes af udenlandsk myndighed efter nærmere retningslinier fastsat af direktøren.

Stk. 4

De i stk. 1 omhandlede certifikater, samt de i §§ 21 og 22 omhandlede tilladelser udstedes på formularer fastsat eller godkendt af direktøren.

§ 21

Efter afsluttet hovedsyn på passagerskib udstedes en tilladelse til sejlads med passagerer. Tilladelsen skal indeholde oplysninger om skibets fartsområde, størst tilladte passagerantal samt seneste dato for næste hovedsyn. Tilladelsens gyldighed ophører på sidstnævnte dato.

Stk. 2

Tilladelsen udstedes i 2 eksemplarer, af hvilke det ene skal være anbragt på et for passagererne iøjnefaldende sted ombord, medens det andet skal opbevares sammen med skibets tilsynsbog.

Stk. 3

Til passagerskibe omfattet af bestemmelserne i § 14 udstedes endvidere, inden skibet sættes i fart, et fribordscertifikat.

Stk. 4

Intet passagerskib må gå i fart uden den i stk. 1 nævnte tilladelse, uden for det i tilladelsen nævnte fartsområde eller med flere passagerer end angivet deri.

Stk. 5

Sejlads må endvidere ikke finde sted, såfremt gyldigheden af et af skibstilsynet eller på dettes vegne udstedt internationalt certifikat er ophørt, eller såfremt et foreskrevet syn ikke er afholdt.

§ 22

Efter afsluttet hovedsyn på lastskibe og fiskeskibe udstedes en tilladelse til, at skibet går i fart. I tilladelsen anføres, i hvilket fartsområde samt eventuelt på hvilke vilkår, skibet må anvendes. Endvidere anføres det højeste antal personer, der med de ombordværende redningsmidler må medtages, samt seneste dato for skibets næste hovedsyn. Tilladelsens gyldighed ophører på sidstnævnte dato. Tilladelsen skal opbevares sammen med skibets tilsynsbog.

Stk. 2

Intet lastskib eller fiskeskib, der er omfattet af § 3, må gå i fart, uden at skibstilsynet har givet tilladelse hertil. Sejlads må ikke ske udenfor det af skibstilsynet tilladte fartsområde eller i strid med de i tilladelsen fastsatte vilkår.

Stk. 3

For lastskibe eller fiskeskibe, der er forsynet med internationale certifikater udstedt af skibstilsynet eller på skibstilsynets vegne, må sejlads ikke finde sted, hvis gyldigheden af et eller flere af disse certifikater er ophørt.

Stk. 4

Sejlads må endvidere ikke finde sted, såfremt et foreskrevet syn ikke er afholdt.

§ 23

Direktøren kan under særlige forhold tillade skibe at foretage enkelte rejser, uanset at bestemmelserne i §§ 21, stk. 4 og 5 og 22, stk. 3 og 4, ikke er opfyldt. IV. Straffebestemmelse

§ 24

Den der undlader at foretage anmeldelse til syn i henhold til § 18, samt den der anvender et skib i strid med bestemmelserne i §§ 21, stk. 4 og 22, stk. 2-4, jfr. § 23, samt §§ 26, stk. 2, og 27, stk. 3, kan i medfør af § 28 i lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed m. v. straffes med bøde eller hæfte. V. Ikrafttræden m.v.

§ 25

Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1981.

Stk. 2

Samtidig ophæves §§ 350-364 og 377-383 i bekendtgørelse nr. 173 af 21. maj 1965 med senere ændringer om forskrifter for skibes bygning og udstyr m. v. VI. Overgangsbestemmelser Passagerskibe

§ 26

Certifikater udstedt i henhold til de hidtil gældende bestemmelser bevarer deres gyldighed i overensstemmelse med det i certifikatet anførte.

Stk. 2

Intet passagerskib må gå i fart uden for det i dets fartscertifikat angivne fartsområde eller med flere passagerer end deri angivet. Lastskibe og fiskeskibe

§ 27

Internationale certifikater udstedt i henhold til de hidtil gældende bestemmelser bevarer deres gyldighed i overensstemmelse med det i certifikatet anførte.

Stk. 2

Fartscertifikater bevarer deres gyldighed indtil det første hovedsyn, som skibet i henhold til §§ 5-7 og 9-10 skal underkastes, under forudsætning af, at de øvrige foreskrevne syn er afholdt.

Stk. 3

Intet lastskib eller fiskeskib må anvendes uden for det i dets fartscertifikat eller i dets tilsynsbog angivne fartsområde.

pre_paragraph I medfør af § 11, stk. 1 og § 12, stk. 2, i lov nr. 98 af 12. marts 1980 om skibes sikkerhed m. v. fastsættes: I. Definitioner


Industriministeriet, den 26. juni 1981, den 26. juni 1981

/Erling Jensen Sven Lunddahl/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1981
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1981
Bekendtgørelse om syn og certifikater m.v. | TheLawyer.sh