Bekendtgørelse om statsgaranti for lån og rentetilskud til energibesparende foranstaltninger i væksthusgartnerier
BEK nr 356 af 09/07/1981
§ 1
Ansøgning om statsgaranti for og rentetilskud til lån, der optages til finansiering af energibesparende foranstaltninger i væksthusgartnerier, skal udfærdiges på et særligt skema, der udleveres af pengeinstitutterne. Ansøgningen indleveres til det långivende pengeinstitut og videresendes af dette til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning.
Ansøgningen skal attesteres af en af de i henhold til moderniseringsloven for gartnerierhvervet godkendte særlige sagkyndige konsulenter.
Landbrugsministeriet kan, hvor særlige forhold taler derfor godkende, at ansøgningen attesteres af anden sagkyndig.
§ 2
Ansøgning om garanti og rentetilskud skal for at komme i betragtning være modtaget i Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning senest den 31. december 1983.
Ansøgningerne behandles i den rækkefølge, de modtages i hypotekbanken.
§ 3
De energibesparende foranstaltninger i væksthusgartnerier, der i henhold til loven kan danne grundlag for ydelse af statsgaranti og rentetilskud, jfr. lovens § 9, er følgende, jfr. dog stk. 2:
- Foranstaltninger vedrørende den varmeproducerende del: omlægning til anden opvarmningsform, modernisering af eksisterende anlæg.
- Foranstaltninger vedrørende varmeforsyningssystemet: omlægning og isolering af rør, automatisk styring af hovedledninger.
- Foranstaltninger vedrørende væksthusets ydre flader: gardiner, udskiftning, isolering af klimaskærm samt automatisk tandstangsopluk.
- Foranstaltninger vedrørende væksthusets indre: omlægning af varmeflader, etablering af varmefordelingssystemer samt klimaregulering.
Det er en betingelse for, at en foranstaltning som nævnt i stk. 1 kan danne grundlag for ydelse af statsgaranti og rentetilskud,
- at den beregnede årlige besparelse i energiforbruget som følge af investeringen vil udgøre mindst 12,5 pct. af investeringsudgiften, og
- at investeringen ikke har karakter af vedligeholdelse.
§ 4
Landbrugsministeriet kan, hvor særlige forhold taler derfor bestemme, at andre energibesparende foranstaltninger end nævnt i § 3, stk. 1, kan danne grundlag for ydelse af statsgaranti og rentetilskud under forudsætning af, at betingelserne i § 3, stk. 2, er opfyldt.
§ 5
Statsgaranti og rentetilskud ydes kun, hvis det efter hypotekbankens skøn må antages, at ansøgeren efter investeringen vil kunne opretholde driften af væksthusgartneriet og opfylde sine økonomiske forpligtelser, jfr. lovens § 2, stk. 1, nr. 3.
§ 6
Betingelsen om et rimeligt økonomisk behov for garanti og rentetilskud, jfr. lovens § 2, stk. 1, nr. 4, anses normalt for opfyldt, hvis ansøgerens skattepligtige indkomst i det seneste opgjorte regnskabsår har været mindre end den for det pågældende år i henhold til loven om støtte til modernisering af jordbrugsbedrifter fastsatte sammenlignelige indkomst.
§ 7
Ved ejendommens handelsværdi, jfr. lovens § 3, stk. 2, forstås værdien af ejendommen i fri handel på sædvanlige prioriteringsvilkår og med tilhørende driftsinventar og driftsmateriel.
Ved fastsættelse af handelsværdien lægges en af et realkreditinstitut foretaget vurdering til grund. Denne værdi omregnes til den handelsværdi, der er nævnt i stk. 1.
§ 8
Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning træffer afgørelse om godkendelse af de planlagte investeringer og om, hvorvidt betingelserne for at yde garanti og rentetilskud i øvrigt er opfyldt, jfr. lovens §§ 2, 3 og 5.
Det er en betingelse for meddelelse af forhåndstilsagn om garanti for lån og rentetilskud, at investeringen ikke er påbegyndt, inden forhåndstilsagnet er meddelt. Hypotekbanken kan fravige denne bestemmelse, når særlige forhold taler derfor.
Kan ansøgningen imødekommes, meddeler hypotekbanken forhåndstilsagn om garanti og rentetilskud.
§ 9
Forhåndstilsagnet bortfalder, hvis der ikke inden 9 måneder fra datoen for meddelelse af forhåndstilsagn er indgivet indberetning i henhold til § 10 eller bevilget forlængelse af fristen.
§ 10
Når den i ansøgningen beskrevne investering er gennemført, og lånetilsagn er meddelt, fremsendes indberetning herom på et særligt skema gennem pengeinstituttet til Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning. Indberetningen skal indeholde specifikation over de afholdte udgifter, attesteret af statsautoriseret eller registreret revisor eller af sagkyndig konsulent, jfr. § 1, stk. 2 og 3, samt erklæring fra den sagkyndige konsulent om, at investeringerne er gennemført i overensstemmelse med de godkendte planer.
§ 11
Garanti og rentetilskud ydes kun på grundlag af lån til finansiering af investeringer, der er beskrevet i ansøgningen. Garanti og rentetilskud kan ikke ydes på grundlag af lån, hvis nettoprovenu overstiger de samlede investeringsudgifter.
Værdien af ansøgerens eget arbejde kan ikke indgå i opgørelsen af investeringsudgiften.
§ 12
Hypotekbanken fastsætter regler for udbetaling af rentetilskud.
§ 13
Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning træffer afgørelse om ydelse af garanti og rentetilskud i henhold til loven samt om bortfald og tilbagebetaling af rentetilskud efter lovens § 10.
Afgørelser, der i medfør af loven og denne bekendtgørelse træffes af hypotekbanken, kan påklages til landbrugsministeriet.
Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt ansøgeren.
§ 14
Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. juli 1981.
pre_paragraph I medfør af lov nr. 289 af 10. juni 1981 om statsgaranti for lån og rentetilskud til energibesparende foranstaltninger i væksthusgartnerier fastsættes følgende:
Landbrugsministeriet, den 9. juli 1981, den 9. juli 1981
/Bjørn Westh L. Høgh Mikkelsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1981
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1981