Bekendtgørelse om lokalnævn vedrørende politiets virksomhed
BEK nr 408 af 06/08/1981
§ 1
Valgperioden for kommunale medlemmer af lokalnævn og disses stedfortrædere afgøres efter reglerne i lov om kommunernes styrelse og lov om Københavns kommunes styrelse.
§ 2
Valgperioden for politipersonalets medlemmer af lokalnævn er 4 år. 1 medlem vælges af og blandt det i politikredsen stationerede ordenspolitipersonale, medens 1 medlem vælges af og blandt det øvrige politipersonale, der er stationeret i politikredsen.
Nyvalg skal finde sted ved udløbet af den i stk. 1 nævnte valgperiode og
a) hvis et medlem ophører med at gøre varig tjeneste i politikredsen,
b) hvis et medlem med lokalnævnets samtykke nedlægger sit hverv, og
c) hvis et flertal af personalet i vedkommende valggruppe begærer nyvalg afholdt. Nyvalg efter denne bestemmelse kan dog alene afholdes 1 gang i løbet af et år.
For valg af stedfortrædere til at give møde under et medlems forfald gælder reglerne i stk. 1 og 2.
§ 3
De i retsplejelovens § 115, stk. 4, nævnte advokater udpeges af advokatrådet for en periode svarende til de kommunale medlemmers valgperiode.
Udpegelse sker ved udløbet af den i stk. 1 nævnte periode, og
a) hvis advokaten ophører med at være antaget til beskikkelse som offentlig forsvarer ved en byret inden for politikredsens område,
b) hvis advokaten nedlægger sit hverv.
For udpegelse af stedfortræder til at give møde under et medlems forfald gælder reglerne i stk. 1 og 2.
Oprettelsen af lokalnævn og almindelige regler for deres virksomhed
Oprettelsen af lokalnævn og almindelige regler for deres virksomhed
§ 4
Lokalnævnet er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne, herunder formanden eller næstformanden, er til stede. For så vidt angår klagesagsbehandling skal tillige advokatmedlemmet være til stede. Et udvalg, der nedsættes i henhold til retsplejelovens § 115a, stk. 6, er beslutningsdygtigt, når mindst 4 medlemmer, herunder formanden og advokatmedlemmet, er til stede.
Beslutninger træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens og under dennes forfald næstformandens stemme afgørende.
§ 5
På det konstituerende møde, og når vedkommende medlemmers valgperiode er udløbet, vælger lokalnævnet sin formand og næstformand blandt de kommunale medlemmer. I tilfælde af stemmelighed træffes afgørelsen ved lodtrækning.
§ 6
Lokalnævnets sekretariatsforretninger varetages efter nævnets bestemmelse af en af de kommuner, der er repræsenteret i nævnet.
Lokalnævnets sekretær skal have gennemført en juridisk eller forvaltningsfaglig uddannelse eller beklæde en stilling, der forudsætter tilsvarende kundskaber.
§ 7
Møde i lokalnævnet afholdes 3 gange om året og i øvrigt efter anmodning fra formanden, næstformanden, politimesteren (politidirektøren), advokatmedlemmet eller mindst 2 andre medlemmer.
§ 8
Offentligheden har ikke adgang til at overvære lokalnævnets møder. Der kan dog gives sagkyndige, der ikke er medlemmer af nævnet, adgang til at deltage i behandlingen af bestemte sager uden stemmeret.
Lokalnævnet kan, såfremt tavshedspligt ikke allerede følger af regler i lovgivningen, bestemme, at medlemmer ikke må videregive bestemte oplysninger til offentligheden om forhold, som de har fået kendskab til i nævnet.
§ 9
Politimesteren (politidirektøren) kan afvise at give oplysninger i henhold til retsplejelovens § 115 a, stk. 1, såfremt adgangen til oplysninger bør vige for væsentlige hensyn til statens sikkerhed, landets forsvar, forholdet til fremmede magter eller mellemfolkelige institutioner, forbrydelsers forebyggelse, opklaring og forfølgning eller enkeltpersoners personlige og økonomiske forhold.
§ 10
Har lokalnævnet fremsat en henstilling i henhold til retsplejelovens § 115a, stk. 4, påhviler det politimesteren (politidirektøren) at underrette nævnet om de forholdsregler, han træffer med henblik på at efterkomme henstillingen. Såfremt politimesteren (politidirektøren) ikke anser det for muligt at følge nævnets henstilling, skal han snarest muligt og senest på næste møde afgive en motiveret redegørelse om baggrunden herfor.
§ 11
Lokalnævnet skal på begæring underrettes af politimesteren (politidirektøren) om ansættelser, forfremmelser, forflyttelser og afskedigelser i politikredsen.
§ 12
Lokalnævnet fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden.
Undersøgelse af klager over politipersonalets adfærd under udførelsen
Undersøgelse af klager over politipersonalets adfærd under udførelsen
§ 13
I hver politikreds føres en journal (klagejournalen), hvori alle klager, der er indgivet til politiet, indføres. Lokalnævnet har efter begæring adgang til at få journalen til gennemsyn.
§ 14
Der føres tillige en klagejournal af lokalnævnets sekretariat, hvori såvel alle klagesager som sager, der rejses af nævnet i medfør af retsplejelovens § 1019, stk. 2, indføres.
Denne journal fremlægges til eftersyn på lokalnævnets ordinære møder. I øvrigt har et medlem af nævnet til enhver tid adgang til i sekretariatet at gennemse nævnets klagejournal samt akterne i klagesager, hvis behandling ved nævnet ikke er afsluttet.
§ 15
Klager, der ønskes fremsat mundtligt til politiet, må ikke modtages af den, der klages over, men skal så vidt muligt fremsættes over for hans foresatte.
Den, der modtager en mundtlig klage, skal snarest muligt udfærdige et notat om klagen. Dette gælder, uanset om klageren efter fremsættelsen tilkendegiver, at han ikke ønsker videre foretaget.
§ 16
Meddeler en klager, forinden fremsendelse af klagen er sket til lokalnævnet, at han ikke ønsker videre foretaget, skal han gøres bekendt med adgangen til at få klagen indgivet til lokalnævnet. Gøres han mundtligt bekendt hermed, skal der udfærdiges et notat herom.
§ 17
Er en klage indgivet til lokalnævnet, påhviler det sekretariatet at sende en kopi til politimesteren (politidirektøren) og den, der klages over. Politimesteren (politidirektøren) sender eventuelle akter vedrørende klagen til nævnet samt kopier til den, der klages over.
Er en klage indgivet til politiet, sender politimesteren (politidirektøren) klagen eller det i § 15, stk. 2, nævnte notat bilagt eventuelle akter til lokalnævnet samt kopier til den, der klages over. Har klageren forinden fremsendelsen tilkendegivet, at han ikke ønsker videre foretaget, sendes klagen og tilbagekaldelsen til gennemsyn i nævnet.
Er en klage fremsat til retsbogen, jfr. retsplejelovens § 1019 a, 2. pkt., sender retten en udskrift af retsbogen til vedkommende lokalnævn, til politimesteren (politidirektøren) og til den, der klages over. Politimesteren (politidirektøren) sender eventuelle akter vedrørende klagen til nævnet samt kopier til den, der klages over.
§ 18
Parterne i en klagesag har ret til ved personligt fremmøde for lokalnævnets formand eller sekretær at redegøre for deres syn på sagen. Det påhviler sekretariatet at gøre klageren bekendt hermed ved modtagelsen af klagen.
§ 19
Det påhviler vedkommende politimester (politidirektøren) eller rigspolitichefen at foretage indstilling til justitsministeren, hvis en klage som følge af bestemmelsen i retsplejelovens § 1019, stk. 3, ikke skønnes at burde undersøges efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b.
§ 20
Lokalnævnets formand kan efter forhandling med politimesteren (politidirektøren) og den advokat, der er medlem af nævnet, på nævnets vegne afvise at iværksætte en undersøgelse af en klage, såfremt betingelserne i retsplejelovens § 1019 b, stk. 1, er opfyldt.
Bør undersøgelsen af en klage ikke afvente et møde i lokalnævnet eller i et klageudvalg, der er nedsat i medfør af retsplejelovens § 115 a, stk. 6, 2. pkt., træffer nævnets formand efter forhandling med politimesteren (politidirektøren) og den advokat, som er medlem af nævnet, afgørelse efter retsplejelovens § 1019 b, stk. 2, om på hvilken måde undersøgelse skal finde sted.
Lokalnævnet eller klageudvalget underrettes efterfølgende om afgørelser efter stk. 1 og 2.
§ 21
Lokalnævnet, et klageudvalg eller nævnets formand, jfr. § 20, kan opfordre klageren til at fremkomme med nærmere oplysninger om grundlaget for klagen eller på anden måde, herunder ved bistand fra politiet, søge indhentet de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse i henhold til retsplejelovens § 1019 b.
§ 22
Såfremt lokalnævnet, et klageudvalg eller nævnets formand, jfr. § 20, stk. 1, har afvist at iværksætte en undersøgelse af en klage i medfør af retsplejelovens § 1019 b, stk. 1, kan politimesteren (politidirektøren) bemyndiges til at underrette klageren om, at nævnet har afvist sagen, samtidig med afgørelsen af selve klagen.
§ 23
Bestemmes det, at undersøgelse af en klage skal foretages af statsadvokaten, foretages undersøgelsen af den statsadvokat, inden for hvis forretningsområde det påklagede forhold har fundet sted.
Statsadvokaten sender den i retsplejelovens § 1019 d nævnte fremstilling af sagens faktiske omstændigheder til den, der klages over, og gør ham bekendt med hans rettigheder i henhold til denne bestemmelse og bestemmelsen i retsplejelovens § 1019 e, stk. 1. Fremstillingen kan bestå i kopier af de af sagens akter, som den pågældende ikke allerede har modtaget i medfør af § 17.
Til brug ved gennemførelsen af en undersøgelse kan statsadvokaten anmode om bistand fra politipersonale, der udpeges af rigspolitichefen.
§ 24
Møder, herunder afhøringer, som led i statssadvokatens undersøgelse er ikke offentlige. Dog kan justitsministeren bestemme, at offentligheden skal have adgang til at overvære en undersøgelse, hvis den, der klages over, med tilslutning fra sin faglige organisation fremsætter begæring herom.
§ 25
Skal en undersøgelse foretages ved retten, eller skal forklaring afgives i retten, kan statsadvokaten, hvis omstændighederne særlig taler herfor, bemyndige en politimester eller en af dennes fuldmægtige til at give møde i retten på sine vegne. Politimesteren eller dennes fuldmægtig må dog ikke gøre tjeneste i samme politikreds som den, der klages over.
§ 26
Statsadvokatens redegørelse til lokalnævnet i henhold til retsplejelovens § 1019 l, stk. 1, skal indeholde en gennemgang af de faktiske omstændigheder af betydning for sagens afgørelse. Redegørelsen kan tillige indeholde en vurdering af vægten af de fremkomne beviser.
§ 27
Afgørelsen af en klage træffes på grundlag af det undersøgelsesmateriale, der er modtaget fra lokalnævnet, jfr. retsplejelovens § 1019 l, stk. 2. Såfremt vedkommende myndighed finder, at yderligere undersøgelser bør foretages, forinden der træffes afgørelse, sendes begæring herom til lokalnævnet tillige med sagens akter.
Når afgørelse af en klage er truffet, sendes der underretning om afgørelsen til lokalnævnet, til den, der klages over, og til dem, der har forestået undersøgelsen af klagen.
Ikrafttrædelse
Ikrafttrædelse
§ 28
Bekendtgørelsen træder i kraft ved kundgørelsen i Lovtidende. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 506 af 13. september 1973 om lokalnævn vedrørende politiets virksomhed.
Den første funktionsperiode for de i § 3 omtalte advokatmedlemmer begynder den 1. august 1981 og ophører på samme tidspunkt som for de kommunale medlemmer, der indtræder efter kommunalvalgene i november 1981.
Justitsministeriet, den 6. august 1981, den 6. august 1981
/Ole Espersen Peter Rhedin/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1981
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1981