TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om godkendelse m.v. af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (Projektbekendtgørelsen)

BEK nr 45 af 23/02/1982

DanmarkBekendtgørelse1982

§ 1

Projekter for etablering af kollektive varmeforsyningsanlæg, der er omfattet af bilaget til bekendtgørelsen, er godkendelsespligtige. Tilsvarende gælder udførelse af større ændringer i eksisterende anlæg samt nedlæggelser af anlæg. Ved ansøgning om godkendelse skal projekter have et indhold som nævnt i § 10, stk. 1. Bygge- eller anlægsarbejder kan i forhold til varmeforsyningsloven først påbegyndes, når godkendelse er meddelt.

Stk. 2

Projekter for naturgasforsyningsanlæg kan kun godkendes henholdsvis anmeldes, jfr. § 2, når de er udarbejdet på grundlag af en endeligt vedtaget kommunal varmeforsyningsplan, en godkendt delplan eller en godkendt regional varmeforsyningsplan.

§ 2

Projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg, der ikke er omfattet af bilaget, skal anmeldes til kommunalbestyrelsen. Tilsvarende gælder vedligeholdelsesarbejder på varmeforsyningsanlæg, hvor formålet er i væsentlig grad at forbedre anlæggets drifts- og energiøkonomi samt levetid.

Stk. 2

De i stk. 1 nævnte projekter skal ved anmeldelsen mindst have et indhold som nævnt i § 10, stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan inden for 6 uger efter modtagelsen af anmeldelsen beslutte, at projektet er godkendelsespligtigt. Bygge- eller anlægsarbejder kan i forhold til varmeforsyningsloven først påbegyndes, når kommunalbestyrelsen inden for fristen har meddelt, at projektet ikke behøver godkendelse, eller ved godkendelsen af projektet.

Stk. 3

Øvrige vedligeholdelses- og reparationsarbejder, herunder udskiftning af stikledninger, skal ikke forelægges kommunalbestyrelsen.

§ 3

Samtlige projekter, hvori der forudsættes anvendelse af lovens §§ 17, 18, 19 og 20, jfr. bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg, er godkendelsespligtige.

Procedure

Procedure

§ 4

Kommunalbestyrelsen er godkendende myndighed i henhold til kapitel 1, jfr. dog § 9.

§ 5

Kommunalbestyrelsen skal, inden godkendelse kan meddeles, sikre, at berørte forsyningsselskaber og grundejere, der skal afgive areal eller pålægges servitut, underrettes skriftligt om projektforslaget med henblik på eventuelle bemærkninger.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen skal endvidere sikre, at grundejere, der efter projektet forudsættes pålagt tilslutningspligt eller bidragspligt til anlægget, underrettes skriftligt om projektforslaget med henblik på eventuelle bemærkninger.

§ 6

Er projektet ikke omfattet af en endeligt vedtaget kommunal varmeforsyningsplan, en godkendt delplan eller en godkendt regional varmeforsyningsplan, skal følgende projekter for anlæg, hvis kapacitet er 5 MJ/ s (4,3 Gcal/ h) eller derover, desuden sendes til høring i amtsrådet/ Hovedstadsrådet: - projekter for transmissions- og/ eller fordelingsanlæg, der overskrider en eller flere kommunegrænser, - projekter for produktionsanlæg for bygas-, fjernvarmeanlæg eller blokcentraler, - projekter for ændring af energiform på produktionsanlæg for bygasanlæg og på fjernvarme- og blokcentraler, samt - projekter for etablering, udvidelse, indskrænkning eller nedlæggelse af forsyningsområder, som medfører en kapacitetsændring på 5 MJ/ s eller derover.

§ 7

Projekter omfattet af § 6 skal forinden godkendelse sendes til høring i energistyrelsen, vedlagt kommunalbestyrelsens og amtsrådets/ Hovedstadsrådets kommentarer.

Stk. 2

Godkendelse af et projekt, som nævnt i stk. 1 forudsætter energistyrelsens samtykke.

§ 8

Høringsfristen efter §§ 5, 6 og 7 er 6 uger. Amtsrådets/ Hovedstadsrådets godkendelse af projekter

§ 9

Energistyrelsen kan i konkrete tilfælde bestemme, at projekter udarbejdet på grundlag af en godkendt regional delplan eller regional varmeforsyningsplan vedrørende naturgasfordelingsledninger og/ eller transmissions- og fordelingsledninger for varmt vand eller damp skal godkendes af amtsrådet/ Hovedstadsrådet.

Stk. 2

Inden godkendelse kan meddeles, skal amtsrådet/ Hovedstadsrådet sende projektforslaget til høring i kommunalbestyrelsen i de kommuner, der berøres af projektet, til berørte forsyningsselskaber samt til grundejere, hvis ejendom skal afgive areal eller pålægges servitut.

Stk. 3

Høringsfristen er 6 uger.

Godkendelsen

Godkendelsen

§ 10

Ansøgning om godkendelse af et projekt skal være skriftlig og ledsaget af følgende oplysninger i det omfang, som er nødvendigt for den godkendende myndigheds bedømmelse af projektet: - den ansvarlige for projektet - forholdet til plangrundlaget, herunder eventuelle tilknyttede projekter - fastlæggelse af forsyningsområder, samt fastlæggelse af hvilke tekniske anlæg, herunder ledningsnet, der påtænkes etableret - energimæssige forhold samt anlæggets kapacitet - tidsplan for etableringen - forsyningssikkerhed og udvidelsesmuligheder - arealafståelser, servitutpålæg og eventuelle aftaler med grundejere m.v., der er nødvendige for anlæggets gennemførelse - overslag over anlægs- og driftsomkostninger, samt angivelse af finansieringsform - hvilke dele af anlægget, der tænkes tilvejebragt ved kommunale foranstaltninger, af energileverandørerne eller af grundejerne i området - økonomiske konsekvenser for brugerne, herunder vilkår og tidspunkter for brugertilslutning m.v. - oversigt over ejendomme og forsyningsanlæg, der ifølge projektet påtænkes pålagt tilslutningspligt eller bidragspligt til anlægget, jfr. bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg - forholdet til anden lovgivning, herunder eventuelle forhåndsudtalelser.

Stk. 2

Ved anmeldelse af projekter, som nævnt i § 2, stk. 2, skal anmeldelsen mindst indeholde oplysninger om følgende forhold: - den ansvarlige for projektet - forholdet til plangrundlaget, herunder eventuelle tilknyttede projekter - fastlæggelse af forsyningsområder, samt fastlæggelse af hvilke tekniske anlæg, herunder ledningsnet, der påtænkes etableret - energimæssige forhold samt anlæggets kapacitet - tidsplan for etableringen - overslag over anlægs- og driftsomkostninger, samt angivelse af finansieringsform

Stk. 3

Den projektgodkendende myndighed kan i særlige tilfælde tillade, at visse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan undlades. Den projektgodkendende myndighed kan kræve yderligere oplysninger om projektet. Godkendelse af projekter

§ 11

Den projektgodkendende myndighed skal virke for varmeforsyningsplanernes gennemførelse og må ikke træffe afgørelser i strid med en endeligt vedtaget kommunal varmeforsyningsplan, en godkendt regional varmeforsyningsplan, en godkendt delplan eller en igangværende varmeplanlægning.

Stk. 2

Ved mindre betydende afvigelser fra en endeligt vedtaget kommunal varmeforsyningsplan, som ikke ændrer planens særlige karakter og formål, kan der meddeles dispensation af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3

Med mindre andet er fastsat i en godkendt delplan eller en godkendt regional varmeforsyningsplan kan den myndighed, der har udarbejdet planen, meddele dispensation til mindre betydende afvigelser, der ikke ændrer planens særlige karakter og formål.

Stk. 4

Andre afvigelser end omhandlet i stk. 2 og 3 forudsætter ændring af plangrundlaget.

§ 12

Den projektgodkendende myndighed skal, inden godkendelse kan meddeles, foretage en energimæssig og økonomisk vurdering af projektet.

Stk. 2

Forudsætter projektet anvendelse af de i § 3 nævnte regler, skal reglernes anvendelse vurderes i forhold til projektets økonomi, forudsætninger i varmeforsyningsplaner, herunder opfyldelsen af energipolitiske målsætninger m.v.

§ 13

Godkendelsen omfatter: - forsyningsform - forsyningsområder - placering af anlægget - anlæggets kapacitet - tidsfølge for anlæggets etablering - forudsætninger for beslutning om anvendelse af bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg Godkendelsen skal redegøre for evt. vilkår for etableringen vedrørende f. eks.: - tilsyn i anlægsfasen - tilsyn og vedligeholdelse i driftsfasen - anlæggets udformning med hensyn til forsyningssikkerhed og udvidelsesmuligheder Godkendelsen skal endvidere redegøre for: - den projektgodkendende myndigheds vurdering af projektforslaget, herunder indkomne bemærkninger m.v. - arealafståelser og servitutpålæg - forhold til anden lovgivning

§ 14

Projektgodkendelsen skal meddeles skriftligt til de i § 5, stk. 1, § 15, stk. 2 samt § 17, stk. 2 nævnte med oplysning om klageadgang og klagefrist. Energistyrelsen skal dog alene have godkendelsen tilsendt til orientering. Forholdet til bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg

§ 15

Kommunalbestyrelsens beslutning om anvendelse af bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg skal træffes umiddelbart efter godkendelse af projektet.

Stk. 2

Grundejere, der pålægges tilslutningspligt til eller bidragspligt til anlægget, skal have skriftlig meddelelse om såvel godkendelse af projektet som beslutning om pålæg af tilslutningspligt/ bidragspligt til anlægget.

Ekspropriation

Ekspropriation

§ 16

Ekspropriation efter lovens § 23 kan ske til fordel for et kollektivt varmeforsyningsanlæg, for hvilket der er godkendt et projekt.

Stk. 2

Åstedsforretning, jfr. reglerne i lovens § 24, stk. 3, kan dog afholdes, før projektet er godkendt efter reglerne i denne bekendtgørelse, når der er truffet principbeslutning om at søge de påtænkte foranstaltninger gennemført ved ekspropriation.

Klager m.v.

Klager m.v.

§ 17

Kommunalbestyrelsens eller amtsrådets/ Hovedstadsrådets afgørelser kan påklages til energistyrelsen af de i § 5, stk. 1, og § 15, stk. 2, nævnte.

Stk. 2

Amtsrådet/ Hovedstadsrådet kan påklage kommunalbestyrelsens afgørelser. Kommunalbestyrelsen kan påklage amtsrådets/ Hovedstadsrådets afgørelser. Klageinstans er energistyrelsen.

Stk. 3

Klage indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Denne sender snarest klagen til energistyrelsen ledsaget af en udtalelse til klagen samt det materiale, der er grundlaget for afgørelsen.

§ 18

Afgørelser truffet af energistyrelsen i henhold til § 17 kan påklages til energiministeren.

Stk. 2

Klage til energiministeren indgives til energistyrelsen. Denne sender snarest klagen til energiministeriet ledsaget af en udtalelse til klagen samt det materiale, der er grundlaget for afgørelsen.

§ 19

Klagefristen efter §§ 17 og 18 er 8 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.

§ 20

Energistyrelsen henholdsvis energiministeren kan bestemme, at en godkendelse, såfremt den påklages, ikke må udnyttes, før klagemyndighedens afgørelse foreligger.

Stk. 2

Den projektgodkendende myndighed skal straks give det/ de pågældende forsyningsselskaber underretning, såfremt godkendelsen påklages.

§ 21

Energiministeren kan bestemme, at afgørelser, der i henhold til § 17 og § 20 henhører under energistyrelsen, træffes af energiministeren.

Straffebestemmelser, ikrafttræden, overgangsbestemmelser m.v.

Straffebestemmelser, ikrafttræden, overgangsbestemmelser m.v.

§ 22

Med bøde straffes den, der

  1. undlader at indhente godkendelse efter bekendtgørelsens § 1 og § 3,
  1. overtræder § 2 og § 20,
  1. tilsidesætter vilkår, fastsat i henhold til bekendtgørelsen, for den meddelte godkendelse,
  1. undlader at efterkomme påbud eller forbud, fastsat i henhold til bekendtgørelsen, i forbindelse med den meddelte godkendelse.
Stk. 2

Er en af de i stk. 1 nævnte overtrædelser begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges selskabet. Ikrafttræden, overgangsbestemmelser

§ 23

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 1982.

Stk. 2

Hvis myndighedsbehandlingen af et projekt er påbegyndt efter reglerne nævnt i cirkulære af 30. april 1980 samt cirkulæreskrivelser af 24. juni 1981 til Sønderjyllands, Ribe og Vejle amtsråd samt til en række kommunalbestyrelser i Sydjylland vedrørende administration af varmeforsyningslovens kapitel 4 ved denne bekendtgørelses ikrafttræden, kan projektet færdigbehandles efter disse regler.


Energiministeriet, den 23. februar 1982, den 23. februar 1982

/Poul Nielson N. A. Gadegaard/

Bilag

Godkendelsespligtige projekter efter varmeforsyningslovens kapitel 4

  1. Produktions- og behandlingsanlæg

1.1. Opførelse og udvidelse af produktions- og behandlingsanlæg for bygas, herunder LPG (flaskegas) med en kapacitet på 5 MJ/ s eller derover.

1.2. Opførelse af fjernvarmecentraler, herunder forbrændingsanlæg for affald, træ, halm m.v., geotermiske anlæg og øvrige kollektive vedvarende energikildeanlæg med en kapacitet på 5 MJ/ s eller derover.

1.3. Udvidelse af fjernvarmecentralers kapacitet med 5 MJ/ s eller derover.

1.4. Ændring af energiform på kollektive varmeforsyningsanlæg, hvis kapacitet er 5 MJ/ s eller derover, med mindre ændringen er påbudt af kommunalbestyrelsen på baggrund af en endeligt vedtaget kommunal varmeforsyningsplan eller en godkendt delplan i medfør af varmeforsyningslovens § 17.

1.5. Opførelse, nedlæggelse eller ændring af energiform på blokvarmecentraler med en kapacitet på 5 MJ/ s eller derover, med mindre ændringen er påbudt af kommunalbestyrelsen på baggrund af en endeligt vedtaget kommunal varmeforsyningsplan eller en godkendt delplan i medfør af varmeforsyningslovens § 17.

  1. Transmissions- og fordelingsledninger

2.1. Etablering eller nedlæggelse af transmissions- og fordelingsledninger med tilhørende tekniske anlæg (pumper, stationer, varmevekslere m.v.) for bygas, naturgas og fjernvarme, når kapaciteten er 5 MJ/ s eller derover.

2.2. Forstærkning af transmissionsledninger/ fordelingsledninger for bygas, naturgas og fjernvarme, som øger kapaciteten med 5 MJ/ s eller derover.

  1. Distributionsnet og forsyningsområder

Etablering, udvidelse, indskrænkning eller nedlæggelse af distributionsnet for forsyningsområder, svarende til mindst 250 individuelle boligenheder eller til en kapacitet på mindst 5 MJ/ s.

Tilslutning eller afbrydelse af tilslutning for enkeltejendomme - selv om det sker i et større antal tilfælde - omfattes ikke af denne definition.

  1. Forholdet til brugerne m.v.

Projekter, der forudsætter anvendelse af styringsmidlerne i lovens §§ 17-20, jfr. bekendtgørelse om tilslutning m.v. til kollektive varmeforsyningsanlæg, er altid godkendelsespligtige.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1982
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1982
Bekendtgørelse om godkendelse m.v. af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (Projektbekendtgørelsen) | TheLawyer.sh