Bekendtgørelse om klassificering af slagtekroppe af voksent kvæg og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af voksent kvæg
BEK nr 518 af 24/09/1982
§ 1
Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører klassificering af slagtekroppe af voksent kvæg og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af voksent kvæg i henhold til Det europæiske økonomiske Fællesskabs bestemmelser herom, jfr. forordningerne (EØF) nr. 1358/80 af 5. juni 1980, 1208/81 af 28. april 1981, 2930/81 af 12. oktober 1981, 563/82 af 10. marts 1982, 1202/82 af 18. maj 1982 og 1557/82 af 17. juni 1982.
§ 2
Slagtekroppe af voksent kvæg, der slagtes på de af Landbrugsministeriet autoriserede eksportslagterier, skal præsenteres, inddeles i kategorier og klassificeres i overensstemmelse med art. 2, 3 og 4 i forordning (EØF) nr. 1208/81, art. 2 i forordning (EØF) nr. 563/82 samt art. 1 i forordning (EØF) nr. 2930/81.
Slagterierne indberetter ugentligt til Kødbranchens Fællesråd priserne på voksent kvæg med oplysning om kategori og klassificering efter stk. 1 samt i overensstemmelse med art. 1, 1. punktum, i forordning (EØF) nr. 563/82, jfr. § 7, stk. 1. I medfør af art. 2, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1557/82 indberetter slagterierne til Kødbranchens Fællesråd vægtene af samtlige slagtekroppe i henhold til kategoriinddeling og klassificering, jfr. § 7, stk. 1.
§ 3
Administrationen af de i § 2, stk. 1, omhandlede bestemmelser forestås af et udvalg, Klassificeringsudvalget for Oksekød, på 7 medlemmer, der udpeges af Landbrugsministeriet. Medlemmerne udpeges for to år ad gangen efter indstilling fra Kødbranchens Fællesråd fra de i § 2, stk. 1, nævnte slagterier.
Udvalget konstituerer sig selv med formand og næstformand. Udvalget udarbejder en forretningsorden, der godkendes af Landbrugsministeriet. Sekretær for udvalget er den i § 5, stk. 1, nævnte overinspektør.
De med udvalgets arbejde forbundne udgifter afholdes af midler fra Kvægafgiftsfonden i overensstemmelse med de for denne fond gældende bevillingsregler. Udvalgets budget og regnskab skal godkendes af fondens bestyrelse. De med klassificeringen forbundne udgifter på de enkelte slagterier afholdes af disse jfr. § 4.
Udvalget forestår uddannelsen af klassificører samt kontrollen med overholdelsen af de i § 2, stk. 1, nævnte bestemmelser og grundlaget for indberetningen af de i § 2, stk. 2, nævnte priser og vægte. Udvalget behandler tvister og uregelmæssigheder i forbindelse med udøvelse af den i 1. punktum nævnte kontrol.
Udvalget udarbejder retningslinier for vejning og klassificering, der godkendes af Landbrugsministeriet.
§ 4
Klassificeringen i henhold til § 2, stk. 1, skal foretages af personer, der har gennemgået en uddannelse i klassificering, der er godkendt af Landbrugsministeriet efter indstilling fra Klassificeringsudvalget for Oksekød. Klassificørerne godkendes af udvalget, der kan tilbagekalde godkendelsen. Udgifterne ved uddannelse samt aflønning af klassificører påhviler de enkelte slagterier.
§ 5
Kontrol med overholdelsen af de i § 2, stk. 1, nævnte bestemmelser samt grundlaget for indberetningen af de i § 2, stk. 2, nævnte priser og vægte udøves af en overinspektør og et antal inspektører, der ansættes og aflønnes af Klassificeringsudvalget for Oksekød. Kontrollen udøves ved uanmeldt besøg på slagtestederne.
Den i stk. 1 nævnte overinspektør indstiller tvister og uregelmæssigheder til bedømmelse i udvalget. Ved overtrædelse af bekendtgørelsen træffes der afgørelse af Landbrugsministeriet efter indstilling fra udvalget.
§ 6
De i § 2, stk. 1, nævnte slagterier skal yde den for kontrollens gennemførelse fornødne bistand.
§ 7
De i § 2, stk. 1, nævnte slagterier oplyser, i hvilket omfang de i henhold til § 2, stk. 2, indberettede priser og vægte er baseret på anden præsentation end den i art. 2, stk. 1 og 2 i forordning (EØF) nr. 1208/81 omhandlede standardpræsentation for slagtekroppe af voksent kvæg. Det oplyses endvidere, hvorvidt de indberettede priser og vægte er baseret på varm eller kold vægt af slagtekroppene samt hvilken omregningsfaktor, der er anvendt, såfremt den kolde vægt er beregnet ud fra den konstaterede varme vægt.
I henhold til art. 1, stk. 2 a, i forordning (EØF) nr. 1557/82 fastsættes København som noteringscenter for markedspriserne for slagtekroppe af voksent kvæg i Danmark. På grundlag af de i § 2, stk. 2, nævnte indberetninger foretager Kødbranchens Fællesråd efter en af Landbrugsministeriet godkendt metode en beregning af de i første punktum nævnte markedspriser i overensstemmelse med art. 1 i forordning (EØF) nr. 563/82 og art. 1 i forordning (EØF) nr. 1557/82.
Kødbranchens Fællesråd indberetter resultatet af beregningen af de i stk. 2 omhandlede priser til Kommissionen for Det europæiske økonomiske Fællesskab i overensstemmelse med art. 1 i forordning (EØF) nr. 1557/82.
§ 8
Overtrædelse af § 2, stk. 1 og 2, § 6 og § 7, stk. 1, straffes med bøde.
§ 9
Bekendtgørelsen træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
pre_paragraph I medfør af § 1, stk. 1, §§ 5 og 6 og § 16, stk. 1, 2, 3, 5, 6 og 8, i lov nr. 595 af 22. december 1972 om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v., som senest ændret ved lov nr. 79 af 27. februar 1980, fastsættes:
Landbrugsministeriet, den 24. september 1982, den 24. september 1982
/Niels Anker Kofoed J. Rønning-Petersen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1982
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1982