Bekendtgørelse om arbejdes og indtægters betydning for arbejdsløshedsdagpengenes størrelse
BEK nr 57 af 01/03/1982
§ 1
Udførelse af arbejde i en ledighedsperiode, herunder arbejde uden for normal arbejdstid og på helligdage, medfører fradrag i dagpengene.
Ved arbejde forstås aktiviteter, som enten medfører indtægt eller efter sin art almindeligvis medfører indtægt. Diæter og lignende vederlag, samt små beløb eller andre ydelser, der ikke kan anses for at være en aflønning, betragtes i denne forbindelse ikke som indtægt.
Almindeligt vedligeholdelses- eller reparationsarbejde i eget hjem medfører ikke fradrag.
§ 2
Udøvelsen af hverv som medlem af en kommunalbestyrelse medfører fradrag i dagpengene i det omfang, medlemmet har mulighed for at opnå fast vederlag eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i henhold til den kommunale styrelseslov eller lov om et hovedstadsråd.
Der skal i øvrigt ske fradrag for udøvelse af borgerligt ombud eller andet hverv i det offentliges interesse, for hvilket der udbetales et vederlag, der ikke alene har karakter af diæter og lignende, herunder
a) hverv som formand for en kommunalbestyrelses stående udvalg,
b) hverv som formand for en skolekommission
c) hverv som det offentliges repræsentant i institutioner m.v.
d) hverv der i medfør af lov om skattemyndighedernes organisation og om klageadgang m.m. (skattestyrelsesloven) og vurderingsloven varetages i forbindelse med ligninger og vurderinger.
Varetagelse af hverv som nævning, domsmand eller lægdommer ved boligretten, tilforordnet ved valg, medlem af skolenævn og lignende, samt opfyldelse af vidnepligt medfører ikke fradrag.
§ 3
Vederlag for varetagelse af hverv som medlem af bestyrelser i aktieselskaber, pengeinstitutter m.v. medfører fradrag.
§ 4
Der skal ikke ske fradrag for udbetaling af tantieme, gratiale, bonus, opsparet søgnehelligdagsbetaling og lignende udbetalinger fra tidligere beskæftigelsesperioder, bortset fra feriepenge.
Udbetaling af patentafgifter, biblioteksafgifter, KODA-afgifter og lignende medfører ikke fradrag.
Vederlag for genudsendelse, genopførelse og anden form for genanvendelse af bøger, fotografier, teaterstykker, film m.v. og lignende indtægter medfører ikke fradrag. Fradrag kan dog foretages, hvis indtægterne stammer fra arbejde inden for medlemmets sædvanlige fagområde, hvor sådanne genanvendelser normalt forekommer.
§ 5
Der skal ske fradrag for løbende udbetalinger af pension (inclusive tillæg), som er led i et tidligere ansættelsesforhold af en sådan karakter, at det er sædvanligt, at arbejdsgiveren bidrager til pensionen.
§ 6
Der skal ikke ske fradrag for arbejdsfri indtægter, herunder
a) kapitalpensioner eller kapitalforsikringer,
b) udbetaling fra opsparings- eller forsikringsordninger (herunder livrente), der er uden forbindelse med et ansættelsesforhold,
c) ydelse i henhold til lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension,
d) pension efter ægtefælle,
e) folke-, invalide- og enkepension, herunder efterpension i henhold til invalidepensionslovens § 4 a, stk. 2, og folkepensionslovens § 3 a, stk. 2, samt invaliditetsydelse,
f) erstatninger, herunder erstatning i henhold til arbejdsskadeforsikringsloven eller ulykkesforsikringsloven,
g) krigsskadeerstatning, renteudbetaling til besættelsestidens ofre, hædersgaver,
h) livsvarige ydelser til kunstnere og deres efterladte på finansloven,
i) efterløn efter funktionærlovens § 8, efterindtægt efter tjenestemandspensionslovens kap. 6, godtgørelse for usaglig opsigelse efter Hovedaftalens § 4, stk. 3, funktionærlovens § 2 b, m.v., fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a, godtgørelse i henhold til ligebehandlingsloven eller lov om barselsorlov m.v.,
j) indtægt ved salg af erhvervsvirksomhed eller fast ejendom,
k) forpagtningsafgift eller indtægt ved udlejning, der ikke kan betragtes som erhvervsmæssig, samt overskud af egen bolig,
l) renter, aktieudbytte og lignende, arv, gaver og gevinster,
m) underholdsbidrag.
§ 7
Dagpenge kan ikke udbetales til et medlem, der som selvbygger eller medbygger deltager i opførelse eller ombygning af eget hus m.v., i et omfang, der overstiger, hvad der kan sammenlignes med almindeligt vedligeholdelses- eller reparationsarbejde.
Dagpenge kan igen udbetales, når medlemmets personlige medvirken i byggeriet ophører mere end ganske kortvarigt.
§ 8
Beregning af fradrag for udført arbejde i en ledighedsperiode sker efter arbejdsdirektoratets regler om nedsættelse af dagpengene for et medlem, der opnår arbejde af kortere varighed.
Beregning af fradrag for vederlag i forbindelse med hverv i det offentliges interesse, jfr. § 2, for vederlag i forbindelse med hverv som medlem af bestyrelser i aktieselskaber, pengeinstitutter m.v., jfr. § 3, og for pensionsindtægter, jfr. § 5, sker efter forholdet mellem indtægtens størrelse og den gældende omregningssats.
§ 9
Der udarbejdes en vejledning om anvendelsen af bekendtgørelsens regler.
§ 10
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1982.
Arbejdsdirektoratets cirkulærer nr. AK. 129/70 af 20. november 1970, afsnit II, nr. AK. 59/72 af 19. september 1972, nr. AK. 65/77 af 1. juli 1977, nr. AK. 14/78 af 3. marts 1978, nr. AK. 37/79 af 23. marts 1979 og nr. AK. 46/80 af 25. september 1980 er hermed bortfaldet.
pre_paragraph I henhold til § 58, stk. 1, nr. 3, i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 423 af 7. august 1981, fastsættes efter forhandling med landsarbejdsnævnet:
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1982
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1982