Bekendtgørelse om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp

Enhver, der har bopæl her i landet, har ret til vederlagsfri ydelser efter de to love i den amtskommune, hvor vedkommende har bopæl eller midlertidigt ophold. Ved midlertidigt ophold i en anden amtskommune end den, hvor vedkommende har bopæl, haves retten dog kun, såfremt hensigten med opholdet ikke har været at opnå sygehusbehandling m.v., og patienten ikke tåler at flyttes til et sygehus i bopælsamtskommunen eller i øvrigt trænger til øjeblikkelig hjælp.

Hvad der i denne bekendtgørelse er fastsat om amtskommunerne gælder også for Københavns og Frederiksberg kommuner.

Personer, der tilflytter fra Færøerne eller Grønland, har straks efter tilflytningen ret til vederlagsfri ydelser efter de to love.

Opholder de pågældende sig her i landet på skoleophold eller i uddannelsesøjemed, har de ligeledes ret til ydelser efter de to love på samme vilkår som personer med bopæl her i landet.

Personer, der tilflytter fra udlandet, har, medmindre andet følger af internationale overenskomster, først 6 uger efter tilflytningen ret til vederlagsfri ydelser efter de to love, jfr. dog § 5, stk. 2.

Der gælder dog ingen ventetid for personer, der vender tilbage for at bosætte sig her i landet efter at have opholdt sig i udlandet som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed, som ansat i et dansk firmas filial eller underselskab eller i øvrigt som beskæftiget i dansk interesse eller med henblik på uddannelse.

Ophold af længere varighed end 3 måneder kan efter omstændighederne ligestilles med bopæl, uanset at pågældende har bevaret fast bopæl i udlandet.

Stipendiater fra udviklingslandene, der efter anbefaling fra udenrigsministeriet er optaget i den offentlige sygesikring, ligestilles her i landet med personer med bopæl.

Udsendt personale ved diplomatiske og konsulære repræsentationer her i landet og sådanne personers familiemedlemmer har, såfremt de pågældende har ret til sygesikringens ydelser, tillige ret til ydelser efter de to love på samme vilkår som personer med bopæl her i landet.

Personer, der har bopæl i udlandet, på Færøerne eller i Grønland, har under midlertidigt ophold her i landet ret til ydelser efter de to love i tilfælde af pludselig opstået sygdom, barsel m.v. eller pludselig forværring af kronisk lidelse. Hjælpen ydes på samme vilkår som til personer med bopæl her i landet under midlertidigt ophold uden for den amtskommune, hvori de har bopæl. Det er en forudsætning for ydelse af hjælpen, at patienten ikke er kommet her til landet i den hensigt at opnå sygehusbehandling, og at patienten ikke tåler at flyttes til et sygehus i hjemlandet (Færøerne/ Grønland). Vederlagsfri behandling m.v. bør dog ikke nægtes, når det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise patienten til fortsat behandling i hjemlandet (Færøerne/ Grønland). Fødselshjælp ydes kun vederlagsfrit, såfremt det ikke med rimelighed kunne forudses, at fødslen ville finde sted under det midlertidige ophold her i landet.

Reglerne i stk. 1 gælder ligeledes for personer, der er tilflyttet fra udlandet, i de første 6 uger efter tilflytningen, jfr. dog § 3.

I tilfælde, hvor Danmark har indgået overenskomst med andre stater om ydelse af sygehusbehandling under midlertidigt ophold her i landet, træder de i vedkommende overenskomst fastsatte regler i fornødent omfang i stedet for reglerne i stk. 1.

Ambulant førstehjælp på sygehusenes skadestuer er vederlagsfri for alle patienter, uanset hvor de pågældende har bopæl.

Når personer, der i øvrigt har ret til vederlagsfri ydelser efter de to love, med samtykke af sygehusvæsenet i bopælsamtskommunen eller på det midlertidige opholdssted behandles ved en fremmed amtskommunes sygehusvæsen, behandles patienten på samme vilkår som ved sygehusvæsenet i bopælsamtskommunen eller på det midlertidige opholdssted. Den amtskommune, der yder behandlingen, kan afkræve bopælens eller det midlertidige opholdssteds amtskommune betaling herfor, jfr. sygehuslovens § 5, stk. 5 og 6.

De i stk. 1 nævnte regler gælder også, når personer med samtykke af sygehusvæsenet i bopælsamtskommunen eller på det midlertidige opholdssted behandles på statslige sygehuse. Dog gælder der ved ambulant behandling på statslige sygehuse kun krav om samtykke i tilfælde, hvor amtskommunerne afkræves betaling for behandlingen, jfr. de af indenrigsministeren i henhold til sygehuslovens § 5, stk. 6, fastsatte regler om amtskommunernes betaling for benyttelse af statslige sygehuse.

Når personer med bopæl på Færøerne eller i Grønland med samtykke af sygehusmyndigheden på Færøerne eller i Grønland modtages til behandling ved en amtskommunes sygehusvæsen, kan amtskommunen afkræve sygehusmyndigheden betaling i overensstemmelse med reglerne i § 7, stk. 1.

Personer, der ikke efter reglerne i §§ 1-8 har ret til vederlagsfri ydelser efter de to love ved amtskommunens sygehusvæsen eller på statslige sygehuse, og for hvem der ikke i medfør af internationale aftaler o.lign. gælder særlige regler, kan modtages til behandling mod en betaling svarende til de med behandlingen forbundne udgifter.

Betalingen opgøres i overensstemmelse med de af indenrigsministeren i henhold til sygehuslovens § 5, stk. 6, fastsatte regler om beregning af betaling for sygehusbehandling ved en amtskommunes sygehusvæsen. For behandling på statslige sygehuse afkræves en betaling svarende til den for amtskommunerne fastsatte fulde takst og tillægsbetaling for eventuelle særlige ydelser, jfr. de af indenrigsministeren i henhold til sygehuslovens § 5, stk. 6, fastsatte regler om amtskommunernes betaling for benyttelse af statslige sygehuse.

For ambulant behandling, undersøgelse m.v., for hvilken der ikke i henhold til de i stk. 2 nævnte regler er fastsat særskilt betaling, afkræves 1/4 af sengedagsudgiften.

Betalingen skal altid opgøres og afkræves endeligt i forbindelse med eller umiddelbart efter udskrivningen eller den ambulante behandling.

På begæring skal betalingen pr. sengedag eller pr. ambulant behandling, undersøgelse m.v. oplyses forud for indlæggelsen eller den ambulante behandling.

Hvor særlige forhold taler derfor, kan der meddeles hel eller delvis fritagelse for betalingen.

For undersøgelser og prøver, der udføres til brug for forsikringsselskaber, pensionskasser o. lign., kan der opkræves betaling i overensstemmelse med reglerne i § 9.

For behandling, undersøgelse m.v. på Rigshospitalets flyvemedicinske klinik opkræves en betaling svarende til de med behandlingen forbundne udgifter.

Der kan stilles krav om kaution for betalingens rettidige erlæggelse eller krav om depositum.

Afgørelse om, på hvilke vilkår en person har ret til ydelser efter de to love, kan påklages efter reglerne i sygehusloven.

I aftaler mellem en statslig myndighed og en amtskommune om benyttelse af amtskommunens sygehusvæsen kan der med indenrigsministerens godkendelse fastsættes en særlig betaling for benyttelsen. Det samme gælder, når statslige myndigheder indgår aftaler om benyttelse af statslige sygehuse.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1983.

Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 552 af 11. december 1980 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp ophæves.

pre_paragraph I medfør af kapitel II i lov om sygehusvæsenet, jfr. lovbekendtgørelse nr. 541 af 27. september 1982, og § 1, stk. 4, i lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp, jfr. lovbekendtgørelse nr. 431 af 3. september 1975, fastsættes herved følgende:

INDENRIGSMINISTERIET, DEN 16. NOVEMBER 1982

/BRITTA SCHALL HOLBERG Johs. Qwist/