TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om A-indkomst og om registrering af indeholdelsespligtige efter kildeskatteloven

BEK nr 149 af 08/04/1983

DanmarkBekendtgørelse1983

§ 1

Udover indkomst som nævnt i kildeskattelovens § 43, stk. 1, henregnes følgende indkomstarter til A-indkomst: 1. Godtgørelse for medlemskab af eller som medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende. 2. Pension og ventepenge samt lignende skattepligtige ydelser, når disse har sammenhæng med et tidligere tjenesteforhold. 3. Folkepension, invalidepension i henhold til invalidepensionsloven samt enkepension i henhold til loven om pension og hjælp til enker m.fl. 4. Efterløn efter kapitel 11 a i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. 5. Arbejdsløshedsdagpenge, strejke og lockoutgodtgørelser til lønmodtagere samt løn m.v., der udbetales af en arbejdsgiver under lønmodtagerens fravær fra arbejdet på grund af sygdom eller svangerskab og fødsel. 6. Godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmuligheder under uddannelse m.v. efter a. loven om erhvervsmæssig uddannelse af specialarbejdere m.fl. og omskoling, jfr. arbejdsministeriets bekendtgørelse af 2. juni 1971, og b. finanslovbevilling til ydelse af tilskud til efteruddannelse af faglærte m.v., jfr. arbejdsministeriets cirkulære nr. 166 af 18. juni 1965 og arbejdsdirektoratets vejledning af 20. februar 1979 vedrørende adgang til efteruddannelsesforanstaltninger for faglærte arbejdere m.v. og vedrørende vilkår under uddannelsen. 7. Godtgørelse, der ydes deltagere i uddannelsesprojekter i henhold til § 4, stk. 1, nr. 3, i lov om ekstraordinære beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i kommuner og amtskommuner. 8. a. Dagpenge efter loven om dagpenge ved sygdom eller fødsel, bortset fra dagpenge, der erstatter B-indkomst eller ydes som frivillig sikring efter lovens § 28 eller § 29. Erstatter dagpengene såvel A-indkomst som B-indkomst, og er det beregnede dagpengebeløb nedsat til det højeste beløb efter lovens § 24, stk. 3, anses den del af dagpengene, som forholdsmæssigt svarer til den erstattede A-indkomst, for A-indkomst. Ydes der udover dagpengene til erstatning for A-indkomst eller B-indkomst tillige dagpenge som frivillig sikring efter lovens § 28 eller § 29, og er det beregnende dagpengebeløb nedsat efter lovens § 24, stk. 3, henføres nedsættelsen forlods til de frivilligt sikrede dagpenge. b. Løbende ydelser i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring. c. Erstatning efter ulykkesforsikringsloven til efterladte og invaliditetserstatning, når erstatningen ydes som en årlig rente. d. Ydelser som nævnt under c. efter loven om erstatning til skadelidte værnepligtige m.fl. e. Ydelser som nævnt under c. efter §§ 19-22 i loven om erstatning til besættelsestidens ofre. f. Krigs-ulykkesforsikringsrente efter loven om krigs-ulykkesforsikring for søfarende. g. Krigs-ulykkesforsikringsrente efter loven om krigs-ulykkesforsikringsrente til enker efter visse fiskere. h. Løbende ydelser i henhold til lov om invalideforsørgelse nr. 659 af 22. december 1919 med senere ændringer. 9. Indkomstskattepligtige udbetalinger som nævnt i § 20, stk. 1-2, § 46, stk. 2, og § 50, stk. 3 og 7, i lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. 10. Vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi til en person, der stilles til rådighed for at udføre arbejde her i landet. (Arbejdsudleje). 11. Andel i udbytte af fiskeri, når andelen modtages som betaling for personlig deltagelse i fiskeriet, og dette udøves fra et skib, der ikke helt eller delvis ejes af modtageren eller er stillet til hans rådighed ved aftale om lån eller leje. Det anførte gælder også i tilfælde, hvor modtageren af udbytteandelen deltager i fiskeriet med egne redskaber. Indkomst, som ikke anses for A-indkomst (§ 45, stk. 1)

§ 2

Følgende indkomstarter anses ikke for A-indkomst: 1. Løn m.v., der ydes ved aftjening af civil værnepligt. 2. Drikkepengeindtægt, der ikke kan opgøres på grundlag af omsætning, kørselsindtægt m.v. efter de af ligningsrådet herom fastsatte regler. 3. Løn m.v. til hushjælp og anden medhjælp i privat husholdning, når arbejdsgiveren eller dennes ægtefælle ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrage nogen del af den løn, der udbetales til den pågældende. 4. Værdi af fri kost og fri bolig, som ydes i forbindelse med vederlag i penge, såfremt værdiansættelsen ikke kan foretages efter de af ligningsrådet fastsatte normalværdier af kost og logi. 5. Skattepligtige godtgørelser, der ydes til tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken til dækning af udgifter i forbindelse med forflyttelse. 6. Diæter til valgstyrere og tilforordnede vælgere. 7. Vederlag, der modtages fra en forening for arbejde med opkrævning af kontingent hos foreningens medlemmer, når det samlede årlige vederlag, der af foreningen udbetales til den pågældende, ikke overstiger 500 kr. 8. Provision, der ifølge kontrakt med post- og telegrafvæsenet modtages for forhandling af frimærker. Feriegodtgørelse og søgnehelligdagsbetaling (§ 46, stk. 2)

§ 3

Om tidspunktet for indeholdelse af A-skat i feriepenge og søgnehelligdagsbetaling gælder følgende: 1. Hvor arbejdsgiveren udbetaler løn under lønmodtagerens ferie, foretages indeholdelse i denne løn efter samme regler som for anden A-indkomst, jfr. kildeskattelovens § 46, stk. 2, 1. og 2. pkt. I feriegodtgørelse, der ved ansættelsesforholdets ophør tilfalder lønmodtagere, som under ansættelsen har været berettiget til løn under ferie, foretages indeholdelse efter reglerne nedenfor under 2, 1. pkt. Indeholdelse skal dog senest foretages den 31. december i fratrædelsesåret. 2. I feriegodtgørelse foretages indeholdelse, når feriegodtgørelsen godskrives lønmodtageren ved indbetaling til ferie-giro-systemet eller ved udstedelse af feriekort m.v. Indeholdelse skal dog senest foretages den 31. december i optjeningsåret. 3. I søgnehelligdagsbetaling, der udbetales løbende eller som forskud i indtjeningsåret, foretages indeholdelse efter samme regler som for anden A-indkomst, jfr. kildeskattelovens § 46, stk. 2, 1. og 2. pkt. 4. I tilgodehavende søgnehelligdagsbetaling, der ikke kommer til udbetaling i indtjeningsåret, og for hvilken lønmodtageren modtager tilgodehavendebevis i form af mærker i en mærkebog, notering på særlige kort m.v., foretages indeholdelse efter samme regler som fastsat foran under 2 for feriegodtgørelse. Registrering af indeholdelsespligtige (§ 85)

§ 4

Der oprettes pr. 1. april 1969 et centralt register over personer og selskaber m.v., der er indeholdelsespligtige efter kildeskattelovens afsnit V og afsnit VI. Det påhviler statsskattedirektoratet at drage omsorg for oprettelse og vedligeholdelse af registeret, der benævnes CIR.

§ 5

Enhver, der opfylder de i kildeskattelovens afsnit V og afsnit VI opstillede betingelser for at være indeholdelsespligtig, skal tilmelde sig registeret senest 8 dage efter, at betingelserne er opfyldt.

§ 6

Ved tilmeldingen skal den indeholdelsespligtige oplyse virksomhedens navn, den adresse, hvorfra virksomheden drives, samt det eventuelle arbejdsgivernummer i Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2

Endvidere skal det oplyses, om virksomheden drives som enkeltmandsfirma, ansvarligt interessentskab, aktieselskab eller andelsselskab, eller under hvilken anden driftsform virksomheden drives. Drives virksomheden af en eller flere ansvarlige indehavere, skal personnummer, navn og bopæl for hver indehaver oplyses. Selskaber og foreninger m.v., der er skattepligtige efter selskabsskatteloven, skal meddele oplysning om selskabets eller foreningens hjemstedskommune. Indenlandske aktieselskaber og andelsselskaber med begrænset ansvar skal meddele oplysning om det nummer, hvorunder selskabet er registreret i aktieselskabsregisteret eller forsikringsregisteret samt seneste dato for afholdelse af ordinær generalforsamling i henhold til selskabets vedtægter.

Stk. 3

Anvender den indeholdelsespligtige et andet regnskabsår end kalenderåret, skal regnskabsårets slutdato oplyses.

Stk. 4

Indeholdelsespligtige efter lovens afsnit V skal oplyse datoen for første udbetaling af A-indkomst.

Stk. 5

Sker der efter tilmeldingen ændringer i de foran nævnte forhold, skal den indeholdelsespligtige inden 8 dage indsende oplysning herom til statsskattedirektoratet.

§ 7

Efter tilmeldingen tildeles der den indeholdelsespligtige et arbejdsgivernummer i CIR. Der kan tildeles en indeholdelsespligtig flere arbejdsgivernumre, såfremt der føres særskilt regnskab for de enkelte virksomheder. Efter registreringen tilsendes der den indeholdelsespligtige et registreringsbevis påført de ved tilmeldingen givne oplysninger. Har den indeholdelsespligtige efter tilmeldingen meddelt oplysning om ændringer i forholdene, tilsendes der ham et nyt registreringsbevis.

§ 8

Hvis der mellem flere selvstændigt registrerede indeholdelsespligtige består et økonomisk fællesskab med hensyn til ejerforholdet, kan statsskattedirektoratet meddele tilladelse til, at de indbetaler indeholdt A-skat og indgiver redegørelse herfor under eet. Ansøgning herom må indgives af de pågældende indeholdelsespligtige i forening. Statsskattedirektoratet kan opstille nærmere betingelser for meddelelse af tilladelsen. Tilladelsen medfører inden begrænsning i de enkelte indeholdelsespligtiges ansvar for indbetaling af A-skat og indgivelse af redegørelse herfor.

§ 9

Ved ophør af indeholdelsespligt skal den indeholdelsespligtige inden 8 dage meddele statsskattedirektoratet oplysning herom.

§ 10

Statsskattedirektoratet kan fastsætte fornødne yderligere bestemmelser vedrørende oprettelse og vedligeholdelse af CIR.

§ 11

Amtsskatteinspektørerne - i Københavns og Frederiksberg kommuner skattedirektøren - bemyndiges til at fastsætte de i kildeskattelovens § 85, stk. 3, omhandlede daglige bøder i tilfælde, hvor en indeholdelsespligtig ikke har opfyldt den af de foranstående bestemmelser følgende pligt til at give meddelelse om indtræden og ophør af indeholdelsespligt og om ændringer i den indeholdelsespligtiges adresse.

§ 12

Overtrædelse af bestemmelserne i §§ 5, 6 og 9 straffes med bøde, såfremt overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 13

Denne bekendtgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Stk. 2

Fra bekendtgørelsens ikrafttræden ophæves bekendtgørelse nr. 145 af 28. marts 1969 som ændret ved bekendtgørelse nr. 145 af 27. april 1972, bekendtgørelse nr. 125 af 15. marts 1973, bekendtgørelse nr. 601 af 22. december 1980 og bekendtgørelse nr. 561 af 19. oktober 1982. Endvidere ophæves bekendtgørelse nr. 495 af 31. oktober 1969, bekendtgørelse nr. 463 af 24. november 1970, bekendtgørelse nr. 384 af 16. august 1971, bekendtgørelse nr. 64 af 9. februar 1973, bekendtgørelse nr. 361 af 11. juli 1975, bekendtgørelse nr. 688 af 28. december 1978, bekendtgørelse nr. 474 af 29. oktober 1980 og bekendtgørelse nr. 603 af 22. december 1980.

pre_paragraph I henhold til § 43, stk. 2, § 45, stk. 1, § 46, stk. 2, 3. pkt., § 57, § 76, § 85 og § 114 i kildeskatteloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 551 af 6. oktober 1982, samt § 32 D, stk. 3, i ligningsloven, fastsættes herved følgende: A-indkomst (§ 43, stk. 2)


Ministeriet for skatter og afgifter, den 8. april 1983, den 8. april 1983

/Isi Foighel Per Hessel/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1983
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1983