TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om specialtandlæger

BEK nr 238 af 03/06/1983

DanmarkBekendtgørelse1983

§ 1

Sundhedsstyrelsen kan meddele tandlæger tilladelse til at betegne sig som specialtandlæger inden for følgende områder af tandplejen: a. Ortodonti b. Hospitalsodontologi.

Stk. 2

Ved annoncering må kun ovenstående betegnelser anvendes.

§ 2

Tilladelse til at betegne sig som specialtandlæge er betinget af, at tandlægen har gennemgået en af indenrigsministeren fastsat uddannelse.

Stk. 2

Indenrigsministeren fastsætter uddannelsen til specialtandlæge efter indstilling gennem sundhedsstyrelsen fra det i § 4 omhandlede specialtandlægenævn.

§ 3

Tilladelse til at betegne sig som specialtandlæge meddeles af sundhedsstyrelsen, efter indstilling fra det i § 4 omhandlede specialtandlægenævn.

Stk. 2

Sundhedsstyrelsen kan efter indstilling fra specialtandlægenævnet fravige de af indenrigsministeren i medfør af § 2, stk. 1, fastsatte uddannelseskrav, såfremt tandlægen har gennemgået anden uddannelse, der efter nævnets skøn kan sidestilles hermed, herunder en i udlandet helt eller delvis erhvervet tilsvarende uddannelse.

§ 4

Specialtandlægenævnet består af en af indenrigsministeren efter indstilling fra sundhedsstyrelsen udnævnt formand og af 10 medlemmer, der udnævnes af sundhedsstyrelsen således: 1 medlem efter indstilling fra indenrigsministeriet, 1 repræsentant fra sundhedsstyrelsen, 1 medlem efter indstilling fra undervisningsministeriet, 1 medlem efter indstilling fra tandlægehøjskolerne i forening, 1 medlem efter indstilling fra Amtsrådsforeningen i Danmark, 1 medlem efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, 1 medlem efter indstilling fra Københavns og Frederiksberg kommuner i forening, 3 medlemmer efter indstilling fra Dansk Tandlægeforening, heraf 1 fra Foreningen af Hospitalstandlæger og 1 fra Foreningen af Specialtandlæger i Ortodonti.

Stk. 2

Der udnævnes en suppleant for formanden og hver af de øvrige medlemmer.

§ 5

Sundhedsstyrelsen fastsætter regler for specialtandlægenævnets virksomhed.

§ 6

Tandlæger, der uden at have opnået sundhedsstyrelsens tilladelse til at betegne sig som speciallæge betegner sig som sådan, straffes med bøde.

§ 7

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1983.

Stk. 2

Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 327 af 26. juni 1978 om specialtandlæger ophæves.

Stk. 3

Tandlæger, der har påbegyndt et videreuddannelsesforløb før 1. april 1983, kan anmode sundhedsstyrelsen om at få deres uddannelseskvalifikationer for anerkendelse som specialtandlæge bedømt efter § 2 i bekendtgørelse nr. 327 af 26. januar 1978 om specialtandlæger. Anmodning herom skal være indgivet til sundhedsstyrelsen inden udgangen af 1988.

pre_paragraph I henhold til § 5 og § 20, stk. 3, i lov nr. 276 af 26. maj 1976 om tandlæger fastsættes:


INDENRIGSMINISTERIET, DEN 3. JUNI 1983

/BRITTA SCHALL HOLBERG Steen Loiborg/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1983
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1983