TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om advokatkredsenes bestyrelsers behandling af klager over advokaters vederlag og om bistand til advokatnævnet

BEK nr 284 af 22/06/1983

DanmarkBekendtgørelse1983

§ 1

Advokatkredsenes bestyrelser (kredsbestyrelserne) behandler klager over vederlag, som en advokat har forlangt for sit arbejde (salærklager). Kredsbestyrelserne bistår endvidere advokatnævnet ved behandling af klager over, at en advokat har tilsidesat pligter, der følger af retsplejeloven eller af forskrifter fastsat i medfør af loven.

§ 2

Ved behandling af de sager, der er nævnt i § 1, tiltrædes kredsbestyrelsen af et medlem, der er udpeget af justitsministeren. Kredsbestyrelsen kan virke samlet eller i afdelinger. En afdeling ledes af henholdsvis kredsbestyrelsens formand og næstformand.

§ 3

Kredsbestyrelsen eller en afdeling af kredsbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 2/3 af medlemmerne af kredsbestyrelsen eller afdelingen, herunder det medlem, der er udpeget af justitsministeren, er til stede.

§ 4

Intet medlem af kredsbestyrelsen må deltage i behandlingen af en sag, i hvis udfald vedkommende har en individuel interesse, eller hvor der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2

Ethvert medlem skal straks underrette bestyrelsens formand om de forhold, der vil kunne være omfattet af stk. 1. Kredsbestyrelsen træffer afgørelse af, om et medlem kan deltage i en sags behandling. I behandlingen og afgørelsen af dette spørgsmål deltager det pågældende medlem ikke. Kredsbestyrelsens afgørelse kan indbringes for advokatnævnet.

§ 5

Der afholdes møde på de af kredsbestyrelsen vedtagne mødedage, eller når vedkommende formand bestemmer det.

§ 6

Klienter, advokater og andre, der har en retlig interesse heri, kan indbringe salærklager for kredsbestyrelsen.

§ 7

Kredsbestyrelsen sørger for, at de nødvendige oplysninger til sagens behandling foreligger, og at de nødvendige undersøgelser er foretaget.

Stk. 2

Kredsbestyrelsen skal vejlede klageren om, hvilke oplysninger der er af betydning for sagens afgørelse.

§ 8

Kredsbestyrelsen sørger for, at parterne får kendskab til oplysninger fra modparten, når disse må anses af betydning for sagens afgørelse, medmindre dette findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige eller private interesser.

§ 9

Advokater er forpligtet til at forsyne kredsbestyrelsen med dokumenter og oplysninger, som bestyrelsen finder er af betydning for afgørelsen af en sag. Advokater er forpligtet til at fremkomme med udtalelser og at give møde for kredsbestyrelsen for at afgive forklaring om forhold, som bestyrelsen finder er af betydning for afgørelsen af sagen.

Stk. 2

Advokatens forpligtelse efter stk. 1 begrænses i overensstemmelse med retsplejelovens regler om vidneudelukkelse.

§ 10

Kredsbestyrelsen behandler sagerne i møder.

Stk. 2

Sagens parter har ret til at give møde for kredsbestyrelsen og afgive forklaring.

Stk. 3

Vedkommende formand kan tillade, at andre personer indkaldes for at afgive forklaring for kredsbestyrelsen.

§ 11

Vedkommende formand kan afvise en salærklage fra en person, som ikke har retlig interesse i det forhold, klagen angår.

Stk. 2

Vedkommende formand kan endvidere afvise en salærklage, der på forhånd må skønnes åbenbart grundløs. Det samme gælder en klage, der efter dens beskaffenhed ikke kan påkendes af kredsbestyrelsen.

§ 12

Vedkommende formand kan bestemme, at en sag skal forhandles under parternes personlige fremmøde for et udvalg af kredsbestyrelsen bestående af 3 medlemmer, heriblandt det medlem, der er udpeget af justitsministeren. Dette gælder dog ikke i sager, hvor der skønnes at kunne blive spørgsmål om at pålægge advokaten en disciplinærsanktion.

Stk. 2

Opnås der forlig mellem parterne, afsluttes sagen af kredsbestyrelsen. I disciplinærsager underrettes advokatnævnet herom.

§ 13

Kredsbestyrelsen kan henvise en salærklage til advokatnævnets afgørelse, såfremt sagens afgørelse forudsætter, at et principielt disciplinærspørgsmål er afgjort, eller såfremt sagen er af væsentlig, principiel karakter.

§ 14

Kredsbestyrelsens møder er ikke offentlige.

§ 15

Kredsbestyrelsens afgørelser i salærklager træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

§ 16

I salærklager kan kredsbestyrelsens afgørelse indbringes for advokatnævnet.

Stk. 2

Klage skal være indgivet til nævnet inden 4 uger efter, at kredsbestyrelsens afgørelse er meddelt parterne.

§ 17

Kredsbestyrelsernes afgørelser og indstillinger skal være skriftlige og ledsaget af en begrundelse.

Stk. 2

En afgørelse eller en indstilling skal efter mindretallets begæring indeholde oplysninger om mindretallets indstilling, dog uden angivelse af vedkommende medlemmers navne.

Stk. 3

I salærklager skal kredsbestyrelsens afgørelse indeholde oplysning om klageadgang og fristen herfor.

Stk. 4

Kredsbestyrelsens afgørelse i salærklager sendes til sagens parter og til advokatrådet.

§ 18

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 1983.

pre_paragraph I medfør af § 145, stk. 2, i lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 1 af 2. januar 1980, som blandt andet ændret ved lov nr. 277 af 9. juni 1982, fastsættes:


Justitsministeriet, den 22. juni 1983, den 22. juni 1983

/Erik Ninn-Hansen Tornøe/

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1983
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1983