Bekendtgørelse om erhvervsregistret
BEK nr 318 af 07/06/1983
§ 1
Administrationen af erhvervsregistret er henlagt til Danmarks Statistik.
§ 2
Erhvervsregistret optager oplysning om registerenhedernes navn, adresse, telefonnummer, kommune, eventuelle personligt ansvarlige indehaveres navn og CPR-nummer, juridisk organisationsform, art herunder branche, samt de numre hvorunder enhederne er optaget i toldvæsenets virksomhedsregister, statsskattedirektoratets register over indeholdelsespligtige og aktieselskabs-registeret.
Erhvervsregistret optager herudover oplysning om de enkelte registerenheders samlede beskæftigelse, samt oplysning om aktie- og anpartsselskabers aktie- og indskudskapital.
Erhvervsregistret gennemfører en entydig nummerering af registerenhederne. Indtil erhvervsregisternummeret er indført, anvender registret de numre, hvorunder enhederne er registreret i toldvæsenets og statsskattedirektoratets registre.
§ 3
Erhvervsregistret modtager oplysninger om registerenhederne, jfr. erhvervsregisterlovens § 2, stk. 1 og 2 samt § 5, fra offentlige myndigheders registre. Endvidere modtages oplysninger fra virksomhederne, jfr. erhvervsregisterlovens § 8. Reglerne herfor fremgår af registerforskrifterne.
§ 4
Erhvervsregistret kan til offentlige myndigheder og institutioner meddele oplysninger om registrerede enheders registreringsnummer samt de i § 2, stk. 1 nævnte oplysninger. For aktie- og anpartsselskaber kan endvidere meddeles oplysninger om aktie- og indskudskapital, jfr. § 2, stk. 2.
Erhvervsregistret kan til offentlige myndigheder og institutioner meddele oplysninger om hver enkelt registerenheds størrelsesforhold i form af en angivelse af enhedens placering inden for en størrelsesgruppering efter samlet beskæftigelse. Den modtagende myndighed må ikke uden forudgående aftale med erhvervsregistret videregive oplysninger modtaget fra erhvervsregistret om registerenhedernes størrelsesforhold til andre offentlige myndigheder og institutioner. Videregivelse af sådanne oplysninger til private kan kun ske, såfremt det er påkrævet i medfør af lov om offentlighed i forvaltningen.
§ 5
Enhver kan fra erhvervsregistret få oplysning om registrerede enheders registreringsnummer, navn, adresse, kommune, juridisk organisationsform og art, herunder branche. For aktieselskaber og anpartsselskaber kan endvidere meddeles oplysninger om aktie- og indskudskapital samt det nummer, hvorunder selskabet er optaget i aktieselskabs-registret.
§ 6
Erhvervsregistret kan meddele oplysninger om enkelte enheder, om grupper af enheder og om samtlige enheder optaget i registret. Udtagelsen af grupper af enheder skal foretages således, at der herved kun videregives oplysninger, der kan meddeles de pågældende brugere i medfør af § 4 og § 5.
Udtræk af registret kan leveres eksempelvis på lister, kort, etiketter og magnetbånd.
§ 7
For oplysninger videregivet fra erhvervsregistret til private eller offentlige myndigheder og institutioner fastsætter Danmarks Statistik i hvert enkelt tilfælde et vederlag til dækning af udgifterne ved løsningen af de pågældende opgaver, således at denne virksomhed økonomisk hviler i sig selv.
Erhvervsregistret kan bestemme, at forespørgsler i henhold til § 4, § 5 og § 6 skal stilles i skriftlig form.
§ 8
Denne bekendtgørelse træder i kraft ved offentliggørelsen i Lovtidende. Samtidig ophæves økonomiministeriets bekendtgørelse nr. 580 af 25. november 1975 om erhvervsregistret.
Denne bekendtgørelse gælder ikke for Færøerne og Grønland.
pre_paragraph I medfør af lov nr. 151 af 24. april 1975 om erhvervsregistret fastsættes herved følgende:
ØKONOMIMINISTERIET, DEN 7. JUNI 1983
/ANDERS ANDERSEN H. Toft-Nielsen/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1983
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1983