TheLawyer.sh
Tilbage

Bekendtgørelse om nitratholdige gødningsstoffer

BEK nr 328 af 08/07/1983

DanmarkBekendtgørelse1983

§ 9

Oplagring af gruppe B-gødningsstoffer må ikke finde sted i enheder større end 1.000 tons, jfr. § 2, stk. 3.

Almindelige bestemmelser

Almindelige bestemmelser

§ 1

Bekendtgørelsen omfatter fremstilling, import, markedsføring, opbevaring - herunder oplagring - af samt omgang med faste, nitratholdige gødningsstoffer af typerne NPK-, NP- og NK-gødningsstoffer.

Stk. 2

Transport og opbevaring af gruppe A-gødningsstoffer, jfr. § 2, skal ske i overensstemmelse med de i lovgivningen om eksplosionsfarlige stoffer til enhver tid gældende regler.

§ 2

Gruppe A af nitratholdige NPK-, NP- og NK-gødningsstoffer omfatter sådanne gødningsstoffer, som omfattes af justitsministeriets bekendtgørelse nr. 30 af 11. februar 1982 om transport og opbevaring af ammoniumnitratholdige gødninger med højt nitrogenindhold. Gruppe B af nitratholdige NPK-, NP- og NK-gødningsstoffer omfatter sådanne gødningsstoffer, hvor en sønderdeling (dekomponering) kan iværksættes ved en relativt lav varmepåvirkning, og hvor sønderdelingen, når den en gang er indledt, kan fortsætte og brede sig uden yderligere varmepåvirkning udefra. Gruppe C af nitratholdige NPK-, NP- og NK-gødningsstoffer omfatter alle andre nitratholdige gødningsstoffer. Disse gødningsstoffer er selvslukkende.

Stk. 2

Afgørelse af, om nitratholdige NPK-, NP- eller NK-gødningsstoffer hører til gruppe B eller C, træffes på grundlag af den i bilag 1 angivne undersøgelsesmetode (kaldet trugprøven), jfr. dog § 6, stk. 1.

Stk. 3

Ved en enhed forstås en mængde gødningsstof, oplagret løst eller emballeret, der på alle sider er omgivet af brandsikre vægge, udført som mindst BS-vægge/ døre 60, eller som er adskilt fra andre enheder ved en fri passage på mindst 2,50 meters bredde.

§ 3

Omgang med - herunder opbevaring og oplagring af - nitratholdige NPK-, NP- og NK-gødningsstoffer skal til enhver tid ske under iagttagelse af sådan agtpågivenhed og omhu, at risikoen for forgiftninger af mennesker og dyr ved udvikling af nitrøse gasser i tilfælde af brand eller anden stærk varmepåvirkning forebygges så effektivt som muligt.

Stk. 2

Kommunalbestyrelsen kan meddele påbud og nedlægge forbud til sikring af forsvarlig omgang med nitratholdige NPK-, NP- og NK-gødningsstoffer.

§ 4

I tilfælde, hvor der som følge af brand eller anden stærk varmeudvikling opstår fare for forurening med nitrøse gasser i omgivelserne fra nitratholdige NPK-, NP- eller NK-gødningsstoffer, skal den for gødningsstoffets tilstedeværelse ansvarlige straks foranledige meddelelse om faren givet til brandvæsen og politi. Samtidig skal afhjælpende eller forebyggende foranstaltninger omgående iværksættes, jfr. § 3, stk. 1.

§ 5

Virksomheder, på hvilke der oplagres nitratholdige NPK, NP- eller NK-gødningsstoffer af gruppe B som anført i § 8, eller af gruppe C som anført i §§ 10-11, skal anmelde dette overfor kommunalbestyrelsen.

Stk. 2

Anmeldelse i medfør af stk. 1 skal omfatte oplysning om gødningsstoffets gruppe, jfr. § 2 samt oplysning om maksimal oplagringskapacitet.

§ 6

Producenter, importører eller andre, som ønsker af markedsføre nitratholdige NPK-, NP- eller NK-gødningsstoffer her i landet skal, forinden markedsføringen finder sted, sikre sig dokumentation for, hvilken gruppe, jfr. § 2, det pågældende gødningsstof henhører under. Dokumentationen skal kunne ske ved fremlæggelse af den til det pågældende gødningsparti hørende følgeseddel udstedt på den af Landbrugsministeriets Gødningstilsyn godkendte formular i behørig udfyldt stand for så vidt angår gødningens karakter af A, B eller C-gødning.

Stk. 2

Emballagemærkning, løsvaremærkning og følgesedler skal indeholde en angivelse af, hvilken gruppe den nitratholdige gødning tilhører, og man skal altid på stedet, hvor gødningen opbevares, kunne forevise denne gruppeangivelse, jfr. § 7.

Stk. 3

Såfremt den i stk. 1 nævnte dokumentation ikke foreligger på anden fyldestgørende måde, skal bestemmelsen af, hvilken gruppe gødningsstoffet hører under, ske ved gennemførelse af den i § 2, stk. 2, angivne prøve (trugprøven).

§ 7

Mærkning af emballage, løsvarer og følgesedler skal ske ved anvendelse af et af de store bogstaver A, B eller C, indeholdt i en cirkel. Cirkel og bogstav skal fremstå tydeligt på den pågældende baggrund.

Stk. 2

For emballerede varer, herunder storsække, skal den i stk. 1 nævnte cirkel, hvor dette er muligt, være mindst 6 cm i diameter. Mærkning skal være således anbragt, at den også ved stabling af pakningerne, f.eks. palletering med krympehætte, er synlig og tydelig.

Stk. 3

Mærkning af løsvarer skal være i overensstemmelse med de af landbrugsministeriet udstedte, til enhver tid gældende regler og indeholde den i stk. 1 nævnte mærkning.

Stk. 4

På følgesedler for løsvarer skal den i stk. 1 nævnte mærkning være anført ud for de nitratholdige gødningsstoffer, der er omfattet af denne bekendtgørelse.

Stk. 5

På emballager og følgesedler skal der være påført en på dansk affattet advarsel imod risikoen for følgerne af brand.

Stk. 6

Mærkningen som følge af stk. 2, 4 og 5 skal godkendes af Landbrugsministeriets gødningstilsyn.

Oplagring af gruppe B-gødningsstoffer

Oplagring af gruppe B-gødningsstoffer

§ 8

Oplagring af nitratholdige NPK-, NP- eller NK-gødningsstoffer af gruppe B, jfr. § 2, skal ske efter følgende regler: 1. Oplaring af gruppe B-gødningsstoffer i enheder på 20 tons og derover skal ske efter de i bilag 2 givne forskrifter. 2. Oplagring af gruppe B-gødningsstoffer i enheder mindre end 20 tons bestemt til videresalg skal som minimum ske efter de for oplagring af C-gødninger givne forskrifter i bilag 3.

Oplagring af gruppe C-gødningsstoffer

Oplagring af gruppe C-gødningsstoffer

§ 10

Oplagring af gruppe C-gødningsstoffer på 500 tons og derover skal ske efter de i bilag 3 givne forskrifter.

Stk. 2

Ved oplagring af NPK-, NP- eller NK-gødningsstoffer på virksomheder omfattet af bilag til miljøbeskyttelsesloven med listen over særligt forurenende virksomheder m.v., som er omfattet af lovens kapitel 5, skal de for oplagring af C-gødningsstoffer i bilag 3 givne forskrifter som minimum være opfyldt uanset enhedernes størrelse.

§ 11

Oplagring i det fri skal ske under iagttagelse af de i bilag 4 angivne forskrifter.

Stk. 2

Kun gruppe C-gødningsstoffer, jfr. § 2, må oplagres i det fri.

Tilsyn, klage, straf, ikrafttræden og

Tilsyn, klage, straf, ikrafttræden og

§ 12

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af de i denne bekendtgørelse fastsatte bestemmelser samt med, at påbud og forbud efterkommes.

Stk. 2

Under udøvelse af tilsyn har kommunalbestyrelsen adgang til på offentlig eller privat ejendom at foretage undersøgelser.

§ 13

Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 3, stk. 2, § 12, stk. 1 og efter § 15, stk. 2 og 3, kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, indbringes for miljøstyrelsen.

§ 14

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde, hæfte eller med fængsel i indtil 1 år den, der

  1. tilsidesætter pligten til agtpågivenhed efter § 3, stk. 1 eller tilsidesætter afgørelser efter § 3, stk. 2,
  1. undlader at foretage anmeldelse efter §§ 4 eller 5,
  1. tilsidesætter pligter efter §§ 6 eller 7,
  1. undlader at følge de i §§ 8, 9, 10 eller 11 fastsatte forskrifter eller
  1. lægger hindringer i vejen for kommunalbestyrelsens virksomhed efter § 12, stk. 2.
Stk. 2

For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber el.lign., kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

§ 15

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 1983. Samtidig ophæves den del af bilag til lovbekendtgørelse nr. 663 af 16. december 1982 af lov om miljøbeskyttelse punkt D 3, som omhandler oplag af nitratholdige gødningsstoffer over 500 tons.

Stk. 2

Uanset bestemmelserne i § 10, jfr. bilag 3 og § 11, jfr. bilag 4, kan eksisterende lagerbygninger, som på ikrafttrædelsestidspunktet lovligt anvendes til oplagring af nitratholdige NPK-, NP- eller NK-gødningsstoffer af gruppe C og lovligt indrettede oplagspladser hertil i øvrigt, dog fortsat anvendes, såfremt anvendelsen sker i henhold til vilkår herfor fastsat i en godkendelse i overensstemmelse med reglerne i miljøbeskyttelseslovens kapitel 5. Andre lagerbygninger og oplagspladser, der anvendes til oplagring af nitratholdige NPK-, NP- eller NK-gødningsstoffer af gruppe C, kan anvendes i indtil 2 år fra bekendtgørelsens ikrafttræden, medmindre kommunalbestyrelsen efter en vurdering finder at burde kræve forskrifterne i bilag 3 eller 4 opfyldt tidligere, jfr. § 3, stk. 2.

Stk. 3

Kommunalbestyrelsen kan, hvor særlige omstændigheder foreligger, tillade forlængelse af den i stk. 2, andet punktum, anførte to-års-frist.

Stk. 4

Emballager og følgesedler, der fremstilles efter bekendtgørelsens ikrafttræden, skal mærkes efter bestemmelserne i § 7. Emballager, der er trykt ved bekendtgørelsens ikrafttræden, kan anvendes i indtil 3 år fra bekendtgørelsens ikrafttræden. Følgesedler, der er trykt ved bekendtgørelsens ikrafttræden kan anvendes i indtil 1 år fra bekendtgørelsens ikrafttræden.


Miljøministeriet, den 8. juli 1983, den 8. juli 1983

/Chr. Christensen H. Hummelmose/

Bilag 1

Trugprøve til bestemmelse af eksoterm dekomponering af nitratholdige gødningsstoffer

Prøven udføres ved, at man frembringer en lokal dekomponering i en vis mængde af det gødningsstof, der skal undersøges, i et horisontalt anbragt trug, hvorefter man måler den hastighed, hvormed dekomponeringen skrider frem gennem truget, efter at varmekilden er fjernet.

Apparat

Apparatet (se fig. 1) består af et trug med indvendige mål 150x150x500 mm og åbent foroven. Truget er udført af trådvæv - helst rustfrit stål - med firkantede masker, med en maskevidde på ca. 2,5 mm og en trådtykkelse på 1,5 mm. Stængerne, der støtter stativet, har en diameter på 10 mm.

Under den initierende ophedning må der fremskaffes og vedligeholdes tilstrækkelig varme til at etablere en ensartet dekomponeringsfront. Følgende metoder foreskrives:

a) Elektrisk opvarmning Et elektrisk varmeelement (kapacitet 250 watt) indesluttet i en kasse af rustfrit stål placeres indvendig i truget ved dettes ene ende (se fig. 2). Dimensionerne af den rustfrie stålkasse er 150x150x10 mm og vægtykkelsen 3 mm. Den side af kassen, som ikke er i kontakt med gødningsstoffet, bør isoleres med en 5 mm tyk plade, der ikke er brændbar. Den side af kassen, der vender mod gødningen, kan beskyttes med aluminiumfolie eller en rustfri stålplade.

b) Gasbrændere En stålplade med tykkelse 1-3 mm anbringes inden for den ene ende af truget og i kontakt med trådvævet (se fig. 1). Pladen ophedes ved hjælp af 2 teclubrændere, som er fastgjort til trugets stativ, og som kan holde pladen på temperaturer mellem 400 grader og 800 grader, dvs. mørkerød varme. Dette kan f.eks. opnås ved en brænderkapacitet på ca. 200 l/ time under anvendelse af bygas med et tryk på 600 Pa og med en øvre brændværdi på 17580 kJ/ l og en nedre brændværdi på 15700 kJ/ l (t = 0 grader, p = 1 bar). For at forhindre varmetransport langs ydersiden af truget anbringes et varmeskjold bestående af en stålplade 2 mm tyk, ca. 5 cm fra den ene ende af truget, hvor opvarmningen finder sted.

Fremgangsmåde

Apparatet skal opstilles i stinkskab af hensyn til eventuelle giftige dekomponeringsgasser. Selv om der ikke er nogen eksplosionsfare, når prøven udføres, tilrådes det at anbringe et beskyttelsesskjold, f.eks. af gennemsigtigt plastic mellem iagttageren og apparatet.

Truget fyldes med gødning, og dekomponeringen initieres enten ved elektrisk opvarmning eller ved gasopvarmning som beskrevet ovenfor. Opvarmningen fortsættes, indtil dekomponering af gødningen er godt i gang, og dekomponeringen er skredet 3-5 cm frem. Undersøges produkter med høj termisk stabilitet, kan det være nødvendigt at fortsætte opvarmningen i en time. Viser den undersøgte gødning tendens til at smelte, må man foretage opvarmningen forsigtigt, dvs. med lille flamme.

Ca. 20 min. efter, at opvarmningen er afbrudt, noteres hvor langt dekomponeringsfronten er skredet frem. Fronten kan iagttages ved forskel i farve, f.eks. brun (udekomponeret gødning) mod hvid (dekomponeret gødning). Der optegnes nu en kurve over dekomponeringens forløb. Fronthastigheden (cm/ h) findes af kurven ved at anvende den del af kurven, hvor hastigheden er konstant.

Gødningsstoffer med en kornstørrelse, der bevirker, at en betragtelig del af prøven vil falde igennem trådværket, må prøves i et trug med mindre maskevidde eller eventuelt ved, at truget beklædes med trådvæv med mindre maskevidde.

Resultat

  1. Hvis dekomponeringen fortsætter gennem hele trugets længde, er det undersøgte gødningsstof selvdekomponerende (gruppe B-gødning).
  1. Hvis dekomponeringen ikke fortsætter gennem hele trugets længde, er den undersøgte gødning ikke selvdekomponerende (gruppe C-gødning).

Bilag 2

For lagerbygninger til opbevaring af nitratholdige gødningsstoffer af gruppe B

skal følgende krav opfyldes

For enheder på 20 tons og derover af nitratholdige NPK-, NP- og NK-gødningsstoffer af gruppe C gælder følgende regler:

a) Bygningens konstruktion, beliggenhed m.v. En lagerbygning, det anvendes til opbevaring af nitratholdige gødningsstoffer af gruppe B, må ikke samtidig anvendes til andre formål end oplag af gødningsstoffer. En lagerbygning skal i forhold til omliggende bygninger, af hensyn til beskyttelsen af omliggende arealer, være placeret således, at der ikke ved brand uden for lagerbygningen eller på anden måde kan tilføres gødningslageret varme i en sådan grad, at der kan opstå risiko for sønderdeling (dekomponering) af gødningen. Der skal være gode adgangsforhold til bygningen, herunder for brandvæsenets køretøjer. Lagerbygningen skal placeres, udføres og indrettes på en sådan måde, at den mindst opfylder de til enhver tid gældende tekniske forskrifter for korn- og foderstofvirksomheder, udarbejdet af Statens Brandinspektion.

b) Elektriske installationer Disse skal opfylde stærkstrømsreglementets bestemmelser for "rum med ætsende dampe". De for lagerets drift nødvendige motorer skal i videst muligt omfang anbringes uden for lagerbygningen. Elektriske håndlamper må kun anvendes i lagerbygningen, såfremt de er i eksplosionssikret udførelse. El-installationen skal efterses mindst een gang årligt af autoriseret el-installatør.

c) Transportbånd Fastmonterede og mobile transportbånd, der indføres i lagerbygningen, skal være udført af vanskeligt forbrændeligt materiale i henhold til tysk norm DIN 22103 (grubeudførelse). Transportbåndet skal være sikret mod statisk elektricitet, og der skal være foranstaltninger til mekanisk eller elektrisk overvågning af, at det fungerer rigtigt. Transportbåndet skal i driftsperioden rengøres regelmæssigt. Åbninger til indføring af transportbånd i lagerbygningen skal mindst være udført efter de for korn- og foderstofvirksomheder for transportbånd gældende regler.

d) Transportmidler Anvendelse i bygningen af transportmidler (trucks, payloaders etc.) drevet af forbrændingsmotorer må kun finde sted, såfremt disse er dieseldrevne og forsynet med pulverslukkere, hvis størrelse er mindst 2 kg, og som mindst opfylder samme krav som pulverslukkere af type 89 B. Pulverslukkerne skal være godkendt efter DS 2120. De nævnte transportmidler skal, når de ikke bruges, henstilles uden for bygningen. Der må ikke transporteres uvedkommende materialer, maskiner o.a. gennem bygningen, ligesom sådant end ikke midlertidigt må anbringes i bygningen.

e) Temperaturmåling Ved løst oplagret gødning skal der træffes foranstaltninger til regelmæssig aflæsning af temperaturen i hver lagerbunke.

f) Materiel Der skal på stedet findes materiel, f.eks. skovle med langt skaft og hakker til itubrydning af de dele af en lagerbunke, som måtte have dannet faste kager. Til itubrydning må der ikke anvendes sprængstoffer, men om fornødent flydende kulsyre med en satspatron.

g) Tobaksrygning og brug af åben ild Tobaksrygning og brug af åben ild i lagerbygningen er forbudt. Dette forbud skal markeres ved skiltning såvel i bygningen som udvendigt på bygningens døre og porte. Udførelsen af absolut nødvendigt arbejde i lagerbygningen, hvorved der skal bruges åben ild, f.eks. svejsning, kan dog finde sted under iagttagelse af særlig forsigtighed.

h) Personlige beskyttelsesmidler På et let tilgængeligt sted og beskyttet mod støv og vejrliget skal forefindes: 1) mindst 2 stk. luftforsynede helmasker, som kun må benyttes af personer, der har fået fornøden instruktion i maskernes rette brug, 2) egnede handsker, 3) beskyttelseshjelme, 4) livliner. Tilstedeværelsen af disse beskyttelsesmidler og deres anvendelighed skal regelmæssigt kontrolleres.

i) Instruks for personale De med lageret beskæftigede skal være instruerede om de omstændigheder, hvorunder disse gødningsstoffer kan være farlige samt om, hvorledes disse farers opståen på fyldestgørende måde kan forebygges, og om hvorledes en opstået sønderdeling kan bekæmpes.

j) Inspektion Den for lageret ansvarlige skal drage omsorg for, at der hver dag ca. 1 time efter arbejdets ophør sker inspektion af lageret.

Bilag 3

Lagerbygninger til oplagring af nitratholdige NPK-, NP- eller NK-gødningsstoffer af gruppe C

For enheder på 500 tons og derover af nitratholdige NPK-, NP- eller NK-gødningsstoffer af gruppe C gælder følgende regler:

Nitratholdige gødningsstoffer af gruppe C kan opbevares i lagerbygninger eller i lagerafsnit, idet der ved et lagerafsnit forstås et rum, der er adskilt fra andre rum i lagerbygningen af brandsikre vægge, udført som mindst BS-vægge/ døre 60.

Lagerbygninger eller lagerafsnit, der anvendes til oplagring af nitratholdige gødningsstoffer af gruppe C, må ikke samtidig anvendes til oplagring af brændbart materiale, ligesom brandfarligt maskineri ikke samtidig må henstilles eller anvendes i lagerbygningerne/ lagerafsnittene.

Lagerbygningernes ydervægge og ydre tagbeklædning skal være udført af ubrændbart materiale.

Eventuelle trækontruktioner i bygningen må ikke kunne påvirkes af opløst gødning.

El-installationerne skal opfylde bestemmelserne i stærkstrømsreglementet for "rum med ætsende dampe".

Anvendelse i bygningen af transportmidler (trucks, payloaders etc.) drevet af forbrændingsmotorer må kun finde sted, såfremt de er forsynet med pulverslukkere, hvis størrelse er mindst 2 kg, og som mindst opfylder samme krav som pulverslukkere af type 89 B. Pulverslukkerne skal være godkendt efter DS 2120. De nævnte transportmidler skal, når de ikke bruges, henstilles uden for bygningen eller i en afstand af mindst 2,5 m fra lagerbunkerne.

Der må ikke transporteres uvedkommende materialer, maskiner o.a. gennem bygningen, ligesom sådant end ikke midlertidigt må anbringes i bygningen, når denne anvendes til oplagring af gødningsstoffer.

Til itubrydning af lagerbunker, som måtte have dannet faste kager, må ikke anvendes sprængstof.

De med lageret beskæftigede skal være instruerede som anført i bilag 2, pkt. i.

Bilag 4

Oplagring af nitratholdige NPK-, NP- eller NK-gødningsstoffer i det fri i enheder

på 500 tons og derover

Kun gødningsstoffer henhørende under gruppe C må oplagres i det fri.

a. Pladsen

Oplagspladsen skal være befæstet, således at kørsel med trucks m.v. kan gennemføres. Der skal være gode adgangsforhold for brandvæsenet. Oplagspladsens afstand til ejendommens skel eller til bygninger udført af ubrændbart materiale skal være mindst 2,5 m. Oplagspladsens afstand til bygnigner udført af brænbart materiale eller til installationer, der ved brand kan afgive store varmemængder, skal være mindst 10 m. b. Installationer for slukningsarbejde Der skal være adgang til nødvendige mængder vand til sluknings- og afkølingsformål i tilfælde af brand. c. Oplagringen Lageret skal være opdelt i enheder, der maksimalt må være på 2.000 tons. Afstanden mellem enhederne skal være mindst 2,5 m. Samme afstand skal holdes mod åbent trådhegn. d. El-installationer Belysningsarmaturer og el-kabler må anbringes, så berøring med gødningsstofferne ikke er muligt. e. Tobaksrygning og brug af åben ild Tobaksrygning og brug af åben ild i nærheden af lagerbunkerne er forbudt. Dette forbud skal markeres ved skiltning. f. Transportmidler Anvendelse af transportmidler (trucks, payloaders etc.) drevet af forbrændingsmotorer må kun finde sted, såfremt disse er forsynet med pulverslukkere, hvis størrelse er mindst 2 kg, og som mindst opfylder samme krav som pulverslukkere af type 89 B. Pulverslukkerne skal være godkendt efter DS 2120. De nævnte transportmidler skal, når de ikke bruges, henstilles i en afstand af mindst 2,5 m fra lagerbunkerne. Der må ikke transporteres uvedkommende materialer, maskiner o.a. nærmere end 2,5 m fra lagerbunkerne, ligesom henstilling heraf ikke må finde sted nærmere end 2,5 m fra lagerbunkerne. g. Emballering Oplagring i det fri må kun ske, såfremt det nitratholdige gødningsstof er emballeret, f.eks. opsækket. Emballagen skal være tydeligt og synligt mærket som anført i bekendtgørelsens § 7. h. Materiel Der bør være sikret rådighed over gaffeltrucks til hurtig flytning og spredning af en angrebet gødningsstabel.

Metadata

Type
Bekendtgørelse
År
1983
Ikrafttrædelsesdato
1. januar 1983