Bekendtgørelse om adgangen til at modtage oplysninger fra bygnings- og boligregistret
BEK nr 357 af 22/07/1983
§ 1
Ejere af en registreret ejendom - samt af ejeren bemyndigede personer - har på begæring ret til at gøre sig bekendt med de registrerede aktuelle oplysninger om ejendommen.
Lejere af en registreret bolig- eller erhvervsenhed - samt af lejeren bemyndigede personer - har på begæring ret til at gøre sig bekendt med de registrerede aktuelle oplysninger om enheden samt om den bygning, hvori enheden er beliggende.
Kommunen kan forlange, at de i stk. 1 og 2 nævnte bemyndigelser skal være skriftlige.
§ 2
Den kommunale forvaltning kan fra kommunens bygnings- og boligregister modtage alle sådanne oplysninger, der er af betydning for en sags afgørelse eller for forvaltningens virksomhed.
Offentlige myndigheder og koncessionerede selskaber kan under de i §§ 9-12 anførte betingelser modtage sådanne oplysninger, der er af betydning for en sags afgørelse eller for myndighedens/selskabets virksomhed.
Tilsvarende kan virksomheder, der udfører opgaver inden for forsyningsområdet, dvs. elektricitet, gas, varme og vand, samt virksomheder, der udfører opgaver i forbindelse med renovation, fjernelse af spildevand, samt skorstensfejning under de i §§ 9-12 anførte betingelser modtage sådanne oplysninger, der er af betydning for varetagelsen af de pågældende opgaver.
Rekvirenten ved tvangsauktion af en bebygget ejendom kan under de i §§ 9-12 anførte betingelser modtage sådanne oplysninger om ejendommen, der er af betydning for udarbejdelse af salgsopstilling.
§ 3
Private virksomheder, der i henhold til lov eller aftale medvirker ved løsning af opgaver for offentlige myndigheder eller koncessionerede selskaber kan under de i §§ 9-12 anførte betingelser modtage sådanne oplysninger der er nødvendige for løsning af den pågældende opgave. Den pågældende virksomhed, f.eks. konsulent-, rådgivnings- eller ingeniørfirma kan modtage oplysningerne via den opgavestillende myndighed eller direkte fra registret.
§ 4
Ud over de i §§ 1-3 nævnte tilfælde må der ikke afgives oplysninger fra bygnings- og boligregistret. Private personer og virksomheder, selvejende institutioner, organisationer m.v. - herunder f.eks. advokater, arkitekter, ejendomsmæglere, pengeinstitutter, interesseorganisationer samt dagspressen - har således ikke adgang til registret, med mindre der foreligger skriftlig fuldmagt fra ejer/lejer eller særlig aftale, jfr. § 2 stk. 3 eller § 3.
Materiale, der kan udleveres fra registret
Materiale, der kan udleveres fra registret
§ 5
Afgivelse af oplysninger til ejere eller lejere (jfr. § 1) skal normalt ske i form af udskrift af en BBR-Ejermeddelelse henholdsvis en BBR-Lejermeddelelse. Hvor særlige forhold gør sig gældende kan BBR-registerføreren dog af praktiske grunde vælge at videregive oplysninger i form af afskrift eller kopi af oplysninger på stamkort.
Afgivelse af oplysninger til rekvirenten ved en tvangsauktion (jfr. § 2, stk. 4) kan ske i form af en BBR-Ejermeddelelse eller i form af afskrift eller kopi af oplysninger på stamkort.
Afgivelse af oplysninger til offentlige myndigheder, koncessionerede selskaber, forsyningsvirksomheder etc. (jfr. § 2 stk. 1-3, samt § 3) kan ske i form af afskrift af stamkort, særlige edb-lister fra registret, magnetbånd, etc. Den konkrete form, der anvendes ved udlevering af data aftales mellem BBR-registerføreren henholdsvis Kommunedata I/S og datarekvirenten.
§ 6
Bortset fra det i § 5 nævnte materiale kan datarekvirenter ikke kræve adgang til andet registermateriale, såsom indberetningsbilag, fejl-, advis- og kvitteringslister, etc.
§ 7
Oplysninger fra registret skal som hovedregel udleveres skriftligt eller eventuelt på edb-medie. Hvor ganske særlige forhold gør sig gældende kan oplysninger efter BBR-registerførerens skøn dog videregives mundtligt, såfremt der foreligger uomtvistelig sikkerhed for, at oplysningerne afgives til en person, der er berettiget til at modtage disse.
Betingelser for afgivelse af oplysninger
Betingelser for afgivelse af oplysninger
§ 8
Det er en betingelse for afgivelse af oplysninger i medfør af § 1 samt § 2 stk. 1, at der foreligger behørig dokumentation for datarekvirentens ret til at modtage oplysninger.
Oplysninger, der afgives i medfør af § 2, stk. 1 skal behandles i overensstemmelse med § 11 stk. 2., litra g og h.
§ 9
Det er en betingelse for afgivelse af oplysninger i medfør af § 2, stk. 2-4 samt § 3, at datarekvirenten skriftligt afgiver de oplysninger samt ved sin underskrift erklærer at ville overholde de betingelser, der er anført i § 11.
Den i bilag 1 viste standardkontrakt kan benyttes til ovennævnte erklæring.
§ 10
Den i § 9 omtalte erklæring/standardkontrakt fremsendes til BBR-registerføreren i den/de kommuner, hvorfra oplysninger ønskes leveret. Kopi af erklæringen fremsendes af kommunen til boligministeriet.
Ønskes oplysninger fra 10 eller flere kommuner kan erklæringen dog fremsendes til boligministeriet, hvorefter oplysningerne i givet fald kan leveres direkte fra Kommunedata I/S.
Ønskes oplysninger udleveret i medfør af § 3, meddeler kommunen/boligministeriet den pågældende offentlige myndighed/det koncessionerede selskab om oplysninger kan videregives til det private firma.
§ 11
Af den i § 9 omtalte erklæring skal fremgå: a. Hvem der ønsker at modtage oplysninger, samt om det er en direkte rekvisition (§ 2) eller rekvisition til behandlingsfirma (§ 3). b. Til hvilket formål oplysninger fra BBR ønskes anvendt. c. For hvilke ejendomme, der ønskes oplysninger. d. Hvilke registeroplysninger, der ønskes udleveret og på hvilken form. e. Hvornår behandlingsopgaven forventes påbegyndt og afsluttet.
Endvidere skal datarekvirenten ved sin underskrift stå inde for, at f. oplysningerne alene må anvendes til det i stk. 1 litra b nævnte formål. g. Oplysningerne skal opbevares forsvarligt, dvs. i aflåst arkiv, når de ikke benyttes. Data på maskinlæsbar form skal beskyttes mod uberettiget adgang ved fortrolige kodeord, der udskiftes med jævne mellemrum og ved ændringer i medarbejderstab. Rekvirenten må ikke offentliggøre eller publicere enkeltoplysninger eller behandlingsresultater, hvoraf enkeltoplysninger kan udledes. Data må dog videregives til de pågældende adgangsberettigede ejere/lejere. Data skal destrueres eller tilbageleveres til den udleverende myndighed efter endt brug. h. Eventuelle fejl i de registrerede oplysninger, som måtte konstateres under løsningen af opgaven, skal meddeles til den pågældende BBR-registerfører.
Det i stk. 2 litra g. anførte krav stilles dog ikke for udlevering i medfør af § 2 stk. 4 (tvangsauktioner).
I tilfælde af misbrug kan kommunen/boligministeriet umiddelbart forlange samtlige udleverede BBR-data og eventuelle kopier heraf tilbageleveret, ligesom eventuel senere anmodning om udlevering af oplysninger vil kunne nægtes. Kommunen og boligministeriet har til enhver tid adgang til at føre tilsyn med, at der foregår en forsvarlig opbevaring og behandling af de udleverede data.
§ 12
Oplysninger vil kunne videregives, såfremt kommunen/boligministeriet på basis af den fremsendte § 9-erklæring vurderer, at rekvirenten og det angivne formål falder inden for de i §§ 2 og 3 anførte rammer.
Gebyrer
Gebyrer
§ 13
For oplysninger afgivet til ejere eller lejere i medfør af § 1 kan kommunen opkræve et gebyr på 50 kr. for hver BBR-ejermeddelelse/BBR-Lejermeddelelse eller tilsvarende udskrift.
§ 14
For oplysninger afgivet i medfør af § 2, stk. 2 og 3 eller § 3 kan kommunen opkræve et gebyr på 50 kr. pr. ejendom for hvilke, der ønskes oplysninger. Dog kan der maksimalt opkræves et gebyr på 300 kr. med tillæg af eventuelle udgifter hos Kommunedata I/S i forbindelse med eventuelle udtræk, særlig programudvikling etc.
Bøder, ikrafttrædelse m.v.
Bøder, ikrafttrædelse m.v.
§ 15
Den der overtræder § 11, stk. 2, straffes med bøde.
Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
I sager om overtrædelse af § 11, stk. 2, kan kommunen/boligministeriet tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde, dog højst 2.000 kr.
Med hensyn til den i stk. 3 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejeloven om indhold af anklageskrift i politisager tilsvarende anvendelse.
Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.
§ 16
Bekendtgørelsen træder i kraft ved offentliggørelsen i Lovtidende.
Samtidig ophæves §§ 5 og 6 i boligministeriets bekendtgørelse nr. 616 af 15. december 1980 om ejeres oplysningspligt til bygnings- og boligregistret og adgang til at modtage udskrifter fra registret (BBR-Ejermeddelelse).
Boligministeriet, den 22. juli 1983, den 22. juli 1983
/NIELS BOLLMANN Svend G. Trollegaard/
Metadata
- Type
- Bekendtgørelse
- År
- 1983
- Ikrafttrædelsesdato
- 1. januar 1983